(Hvad mon muslimerne en dag vil kalde København?)

Den 21. januar var en tysk TV-station ARD TV i Kosovo for at filme den ødelagte kirke i Djakovica. Optagelserne var næppe kommet i gang, før end filmholdet og tilstedeværende munke blev angrebet af en stor gruppe albanere. Det lykkedes filmholdet og munkene at slippe bort under beskyttelse af de tilstedeværende KFOR-soldater. (Ingen ikke-albanere kan færdes i Kosovo uden at være ledsaget af FN-soldater).

Til trods for at overfaldet blev filmet af TV-holdet, benægter de tyske FN-soldater efterfølgende, at overfaldet nogen sinde har fundet sted, og de nægter nu at yde beskyttelse til munkene i klostret Den Hellige Ærkeengel udenfor Pritzen. Der kan herefter ikke afholde gudstjeneste for de få tilbageværende serbere.

Hermed har FN-soldaterne formodentlig effektivt saboteret en planlagt tilbagevenden af serbiske flygtninge. Den mangelfulde beskyttelse bevirker, at de simpelt hen ikke tør at vende tilbage.

Klostrets prior Herman udtaler til ERP KIM Info-service:

"Hr. Brinkmann (chefen for den tyske styrke) bør forstå, at de tyske soldater ikke er i Kosovo for at deltage i undertrykkelsen af den serbiske ortodokse kirke og de troendes rettigheder, men for at yde hjælp og beskyttelse til sårbare lokalsamfund. 30 af vore kirker er blevet ødelagt, mens området har været under de tyske soldaters kontrol, og i mere end fire år har ingen af dem vist den mindste omsorg for os, men har tvært imod overladt os til albanske ekstremisters forgodtbefindende."

Serbiens vice-premiereminister Nebojsa Covic har sendt en klage over den manglende beskyttelse til lederen af de tyske KFOR-styrker, general Holger Kammerhof.

Problemet for FN-styrkerne er, at de, hvis de begynder at yde effektiv beskyttelse til de truede mindretal, - hurtigt vil komme til at befinde sig i samme situation som de jugoslaviske regeringsstyrker befandt sig i, i 1990’erne.

De er oppe imod muslimske ekstremister, som i årtier har kæmpet for et etnisk rent Kosovo, som efterfølgende skal indgå i et muslimsk Stor-Albanien. 

I løbet af 1970’erne og 1980’erne optrappede albanske ekstremister deres bestræbelser for at jage ikke-albanere ud af Kosovo.

D. 1/11 1987 skrev David Binder i New York Times: "Etniske albanere i regeringen har manipuleret med offentlige midler og regler for at overtage jord, som tilhører serbere. Den ortodokse kirke er blevet angrebet og flag er blevet revet ned. Kornmarker er blevet brændt af. Serbiske drenge er blevet overfaldet med knive, og unge etniske albanere er af deres forældre blevet opfordret til at voldtage serbiske piger. Efterhånden som serberne flygter, bliver provinsen mere og mere det, som etniske albanere har krævet i årevis, og med særlig styrke siden optøjerne i 1981, nemlig et etnisk rent albansk Kosovo."

Balkan-specialisten Viggo Bjerring skrev i Politiken 2/1 1989: "Pr. 1. januar 1988 var 650 af provinsens 1450 byer og landsbyer racerent albanske. I de senere år sker det ved regulær forfølgelse af det serbiske mindretal. Formerne er mange, fra brosten gennem vinduet, ildspåsættelse, forgiftning af brønde, til overfald, mest om natten så gerningsmanden kan slippe væk... Meget virkningsfuldt er trusler mod de serbiske skolebørn, som udsættes for racistiske tilråb, stenkast og tæv."

I 1989 havde de jugoslaviske centralmyndigheder fået nok, og man ophævede Kosovos selvstyre.

Det var før Sovjetunionens sammenbrud, og det var frem for alt før d. 11. september 2001. Eftersom der traditionelt er venskabelige forbindelser mellem Rusland og Serbien, støttede USA pr. rygmarvsrefleks de albanske ekstremister, ligesom man støttede talibanerne i Afghanistan.

  januar 1999 samlede amerikanske agenter og albanske terrorister nogle lig udenfor byen Racak, hvorefter USAs udenrigsminister mødte op og erklærede overfor verdenspressen, at serberne havde begået en massakre mod civile albanere. "Massakren" blev ikke undersøgt at uvildige instanser og er blevet betvivlet lige siden. Således i en artikel i Berliner Zeitung på årsdagen 17/1 2004.

"Massakren" var det savnede påskud for det efterfølgende NATO-angreb på Jugoslavien, som endte med NATOs besættelse af Kosovo i juni 1999.

Siden da er Kosovo under NATOs overvågning stort set blevet tømt for ikke-albanere.

Formelt er Kosovo stadig en del af Serbien. De udrensede ikke-albanere betragtes derfor som internt fordrevne.

En serbisk cafeejer udtalte til Berlingske Tidende 16/10 1988:

"Vi gav dem mad, vi gav dem husly, men de var ikke taknemmelige...De reproducerede sig i hastigt tempo, de opretholdt kvinderne i faste kønsroller, der blandt andet forbyder dem at arbejde og ytre sig offentligt, og pludselig ønsker de at få deres egen stat."

Det er ikke svært at læse skriften på væggen:

Serbernes skæbne i Kosovo i går kan meget vel blive danskernes skæbne i Danmark i morgen !

Kilder:

http://www.fair.org/extra/9905/kosovo.html

http://www.fair.org/extra/9911/kosovo.html

http://www.fair.org/press-releases/racak.html

http://groups.yahoo.com/group/decani/message/79441

http://groups.yahoo.com/group/decani/message/79187

http://www.serbia.sr.gov.yu/news/2004-02/05/333050.html

http://www.kosovo.com/default4.html

http://www.kosovo.com/scotaylor.html

www.dendanskeforening.dk                             danskeren@danskeren.dk