12.01.2006
Forvirring om racismebegrebet
Forfatter: Ole Hasselbalch
Totalitære kræfter misbruger begrebet i deres kamp mod ytringsfriheden
Nedenstående blev bragt som kronik i Jyllands-Posten d. 11. januar 2006.
Over for bestræbelsen på at ændre ordet "racisme"s betydning har de europæiske ledere og pressen snorksovet i timen. I stedet for at holde fast i begrebets rette indhold har politikere og journalister, der burde vide bedre, i hobetal fremhævet sig selv ved at eftersnakke vrøvlet, skriver kronikøren.
Racisme er ifølge UNESCO »antisociale overbevisninger og handlinger, der er baseret på den fejlagtige antagelse, at diskrimination grupper imellem er berettiget af biologiske årsager«.
Definitionen svarer til den traditionelle danske, hvorefter racisme er en »teori om, at en nations racerenhed bør bevares; tro på en bestemt races overlegenhed og medfødte ret til at herske« (Politikens Nudansk Ordbog 1977).
Kun ganske få danskere hylder den slags tankegange, og disse få præger ikke samfundsudviklingen, så vidt som at det er almindeligt kendt, at de har rotter på loftet.
Vil man finde den ægte, saftdrivende racisme, må man derfor ty til f.eks. de mellemøstlige parabolkanaler, hvorfra antisemitisk propaganda i bedste Stürmer-stil vælter ind på tv-skærmene i de muslimske indvandrermiljøer. Eller man kunne spørge en af de danske jøder, som politiet har rådet fra at færdes på Nørrebro eller sætte sine børn i Frederiksberg Gymnasium.
Definitionen på racisme er imidlertid gået i glemmebogen i en sådan grad, at det såkaldte Racismeovervågningscenter i Wien tilsyneladende ikke kan forklare, hvad det er, Centeret overvåger. Det længste, man er kommet, er til at hævde, at racisme er »den tro, at race, farve, sprog, religion, nationalitet eller etnisk oprindelse berettiger til foragt for et menneske eller en gruppe mennesker; eller den opfattelse at nogle mennesker eller grupper af mennesker er andre overlegne« (JP 19/12 2005).
Nu er det jo imidlertid ikke forkert at nære foragt for f.eks. menneskeæderreligioner og Satan-dyrkere. Lige så lidt kan det være forkert f.eks. at mene, at håndboldlandsholdets piger er overlegne inden for denne sportsgren i forhold til, hvad tænkerne på Overvågningscenteret kan præstere. Centerets nye definition på racisme er med andre ord ikke operativ.
Stærke kræfter arbejder ikke desto mindre på at fastholde begrebsforvirringen. Lederen af det danske racismecenter, Niels-Erik Hansen, er ligefrem frådende over, at førerhovedkvarteret i Wien ikke kan få lov til at overvåge europæernes gøren og laden uden at skulle redegøre for, hvad det er, der overvåges. Ja, vor hjemlige racismechef er så rasende, at han vil have den danske repræsentant i Centerets ledelse, professor Mads Bryde Andersen, fyret, fordi denne har forlangt at få at vide, hvad det egentlig er, Centeret beskæftiger sig med.
I pagt hermed mener professor Ole Espersen - ikke overraskende - at det bare er med at komme i gang med overvågningen. Hvis man ikke tager fat, førend der er klarhed i begreberne, kommer man nemlig aldrig i gang, mener han.
Det har han sikkert ret i.
Også fra andre kanter er der imidlertid stillet krav om at få at vide, hvad genstanden er for EU's talrige og massivt finansierede racismebekæmpelsesforanstaltninger. I konsekvens heraf har der længe simret et forslag til en såkaldt rammeafgørelse herom i EU's ministerråd - KOM(2001) 664 endelig 2001/0270 (CNS). Det er senest blevet drøftet - uden for referat forstås - under en frokost den 2.juni 2005 mellem de berørte ministre fra medlemslandene. Forslagets artikel 1 a, vil i sin sidst kendte form strafbelægge »offentlig tilskyndelse til forskelsbehandling, vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religion (...), herkomst eller national eller etnisk oprindelse«.
Hvad der nærmere ligger heri, er dog ikke helt sikkert. Henviser "herkomst" f.eks. til geografisk oprindelse, socialgruppe, placering i adelskalenderen eller hvad? Forslaget vil også indebære, at den danske folkepension skal afskaffes, så vidt som at § 2 i loven om social pension kun giver denne til personer med dansk indfødsret. Velfærdskommissionens bekymringer med hensyn til pensionsbomben er således overflødige.
End mindre er det til at vide, hvad der er "tilskyndelse" til "had". Skal al omtale af negative træk ved en religion eller et etnisk særpræg være forbudt? Må borgerne kun diskutere de forskellige religiøse opfattelser ud fra glade beskrivelser af samme? Skal det være forbudt at sige noget, som belaster en religion, selv om oplysningerne er sande og velverificerbare? Skal det være forbudt at drage den konklusion, som fremtrædende frafaldne muslimer er nået til, nemlig at islam indeholder systemfejl, som gør denne religion uintegrerbar i et moderne samfund?
Hvad er i øvrigt "had" til forskel fra almindelig afstandtagen? Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde f.eks. til JP 27/11 2004: »Vi ser noget pible frem, hvor essensen meget ligner nazisme. Jeg tænker på den grundlæggende antidemokratiske opfattelse, der findes hos de helt yderliggående som Hizb-ut-Tahir og andre, som går ind for at man skal have en lovreligiøs stat. Det ligner i sin tankegang det det autoritære system, hvor man ophæver demokratiet og indsætter en diktator, som i dette tilfælde altså skal være en religiøs leder«.
Dette turde vel siges at kunne provokere til had mod de pågældende. Men tilhængere af Hizb-ut-Tahir og andre fundamentalister vil utvivlsomt definere deres opfattelse af islam som en religion - formentlig oven i købet som den eneste rette version af Islam. Hvem har ret? Skal Anders Fogh køres bort i salatfadet?
Hvad er en religion i det hele taget, og hvornår har en religion udartet, så at den ikke fortjener denne betegnelse? Hvad med kvasireligionerne - f.eks. Scientology, Moon-bevægelsen og dem, der tror på små blå mænd på Månen? Hvad med naturreligionerne, hvis tilhængere i verdens afkroge hænger hinanden op med hovedet nedad på helligdagene som hyldest til guderne?
Omvendt rummer visse ideologier, f.eks. nazismen og kommunismen, træk, som kan få dem til at ligne religioner. Hvad er eksempelvis forskellen på forestillingerne ved Lenin-mausoleet på Den røde Plads og muslimernes vandring om Ka'baen i Mekka?
Det er fuldstændig vitalt i et retssamfund, at borgerne er i stand til at vide, hvad de kan overvåges og straffes for. Og det er grundliggende i et demokrati, at facts kan bringes frit frem til diskussion, uanset om de måtte belaste nogen.
Det er velkendt, at muslimerne i Europa som gruppe betragtet indtager en særdeles uheldig placering på en problemskala fra 1 til 10. Skal det være forbudt at gøre opmærksom herpå? Skal det være forbudt som sprogforskeren Tina Magaard i JP 11/9 2005 at konstatere, at islams grundtekster rummer en solid overdosis voldsretorik?
Men hvis den slags gøres forbudt, hvorledes skal det så lykkes at forklare muslimerne, at de må ændre adfærd? Hvorfor skulle der være noget forkert i at forlange, at de af dem, der ikke som individer formår at placere sig bedre på skalaen, skrubber af?
Den sørgelige sandhed er, at der overhovedet ikke er noget problem i at definere, hvad racisme er. Man kan bare holde sig til den hævdvundne definition.
Når der alligevel er opstået forvirring om begrebets indhold, skyldes det årtiers benarbejde fra den yderste venstrefløj.
Her har man således vedholdende aset og maset og herset for at få klassificeret ting, det i henhold til de i disse kredse herskende idiosynkrasier bør dukkes, som "racisme".
Ved at ændre ordets betydning har man så at sige kidnappet begrebet med tilhørende finansieringsmuligheder. Samtidig er man sluppet for at udstille sig selv som idioter ved koncentrere galden om nogle ligegyldige nynazister.
Endelig - og ikke mindst - slipper man naturligvis for at skulle fokusere på den islamiske racisme med dertil hørende risiko for at blive opsøgt af hellige krigere iført trotylundertøj fra fabrikkerne i Mellemøstens eneste kendte velfungerende industri.
Hobevis af sagesløse mennesker, der intet har med racisme at gøre, er af den grund blevet suget ind i et inferno af beskyldninger for samme. Ligeledes er den offentlige debat, som er selve demokratiets grundlag, blevet kørt af sporet.
Over for bestræbelsen på at ændre ordets betydning har de europæiske ledere og pressen snorksovet i timen. I stedet for at holde fast i begrebets rette indhold har politikere og journalister, der burde vide bedre, i hobetal fremhævet sig selv ved at eftersnakke vrøvlet.
Resultatet er, at unge mennesker i dag mestendels er ude af stand til at se forskel på skæg og snot. Ja, mange af dem forveksler endog en velbegrundet og retfærdig modstand mod uacceptable kulturnormers indtrængen i Europa med "racisme" og kan derfor finde på med stolthed at erklære sig som "racister".
Bedre er det naturligvis ikke blevet af, at samme politiske ledere i deres "antiracistiske" forhippelse har bevilget masser af penge til institutioner, centre, projekter og aktiviteter, hvor selvudnævnte forskere og tågesnakkere med de rette holdninger kan skaffe sig et udkomme langt ud over deres realværdi ved almindeligt erhvervsarbejde.
Derfor kan det ikke undre, at der nu er kommet et slagsmål om definitionen på, hvad racisme er.
Det have været mere underligt, hvis det ikke var kommet.
|