Uagtet om man er for eller imod Danmarks medlemskab af EU, må enhver, der følger EUs udvikling, erkende, at der har været en stor dynamik i EU-samarbejdet både før og efter Danmarks indtræden i EF den 1. januar 1973.

På det tidspunkt var det hovedsageligt de gamle europæiske stormagter, der dominerede samarbejdet.

Det var Frankrig, Italien og Tyskland.

Holland, Belgien og Luxembourg måtte leve med Paris-Bonn-aksen. 

Gamle kolonimagter med en anden historie end Danmarks.

Frygten for, at Danmark ville blive tilsidesat som et lille land, var til stede i debatten op til folkeafstemningen den 2. oktober 1972.

Sådan er det ikke gået!!!

EU er blevet udvidet op til flere gange, og Europa-Parlamentet er i dag en stærk kontrollerende faktor, som EU-institutionerne gør klogt i at regne med.

Det er i dag den folkelige, - og demokratiske garant for, at alle lande i EU har samme rettigheder og pligter.

Dernæst, er ”Subsidaritetsprincippet” - også kaldet nærhedsprincippet - blevet en fast regel i EUs forvaltning.

Det indebærer, at EU og dets institutioner kun skal handle på områder, hvor den påtænkte handling er mere effektiv på EU-plan end på nationalt eller lokal plan.

Et princip, der blev indskrevet i Maastricht-traktaten.

Hvis et medlemsland mener, at en EU-retsakt er i strid med subsidaritetsprincippet, kan det på vegne af det nationale parlament anlægge en sag ved EU-domstolen for at få annulleret retsakten.

Dette er en klar sikring for den nationale selvbestemmelse.

EU er ikke længere en klub for gamle central-europæiske industrilande, men et bredt europæisk samarbejde imellem store og små lande.

Derfor er ”Danmark ud af EU” set fra min vinkel ikke længere et politisk gangbart slogan.!!

Det er som EU-parlamentarikeren Jens Peter Bonde engang har sagt ”en død sild”.

Men en vågen og kritisk opposition til, hvad der kommer fra Kommissionen i Bruxelles, er til stadighed af stor politisk værdi!

Dette er opgaven for EU-modstanden nu og i tiden fremover!!  

Ud af EU kommer Danmark ikke!!!

Jeg skal her komme med en beskrivelse af EU´s udvikling igennem de 57 år, processen har stået på.

En udvikling, der viser at EU-samarbejdet er ganske omfattende - og fremdeles under udvikling.

Som kildegrundlag de næste 9 sider, har jeg valgt ”Europa i 12 lektioner”, som er udarbejdet af Pascal Fontaine, tidligere assistent for Jean Monnet og professor ved Institut d`etudes politiques i Paris.

1948. 7.-11. maj

Haag-kongressen:

Over tusinde delegerede fra ca. 20 europæiske lande drøfter nye former for samarbejde i Europa. De går ind for, at der oprettes en ”europæisk forsamling”.

1949. 27.-28. januar

Som resultat af Haag-kongressen oprettes Europarådet, som får hjemsted i Strasbourg.

Samme år påbegyndes udarbejdelsen af den europæiske konvention om menneskerettigheder, som underskrives i Rom i 1950 og træder i kraft i september 1953.

I løbet af nogle år bliver næsten alle europæiske lande medlemmer af Europarådet.

1950. 9. maj

Den franske udenrigsminister Robert Schuman foreslår i en tale, der er inspireret af Jean Monnet (fransk politiker), at Frankrigs og Forbundsrepublikken Tysklands kul- og stålressourcer gøres til fælles anliggende i en organisation, der står åben for de andre lande i Europa.

Da denne dato kan betragtes som Den Europæiske Unions fødselsdag, fejres den 9. maj nu hvert år som ”Europadagen”

1951. 18. april

De Seks – Belgien, Tyskland (Forbundsrepublikken), Frankrig, Italien, Luxembourg og Holland – underskriver i Paris traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF).

Den træder i kraft 23. juli 1952 for en periode på 50 år.

1955. 1.-2. juni

På et møde i Messina beslutter udenrigsministrene for De Seks, at den europæiske integration skal omfatte alle økonomiske områder.

1957. 25. marts

I Rom underskriver De Seks traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Euratom. De træder i kraft 1. januar 1958.

1960. 4. januar

På Det Forenede Kongeriges initiativ underskrives Stockholm-konventionen om oprettelse af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), som består af en række europæiske lande, der ikke er medlemmer af EØF.

1962. 30. juli

En fælles landbrugspolitik træder i kraft.

1963. 14. januar

På en pressekonference oplyser præsident Charles de Gaulle, at Frankrig vil nedlægge veto over for Det Forenede Kongeriges ( Storbritannien) optagelse i De Europæiske Fællesskaber.

20. juli

I Yaounde underskrives en associeringsaftale mellem Fællesskabet og 18 afrikanske lande.

1965. 8. april

En traktat om oprettelse af fælles udøvende organer for de tre Fællesskaber (EKSF, EØF, EURATOM) underskrives. Den træder i kraft 1. juli 1967.

1966. 29. januar

”Luxembourg-forliget”. Efter en politisk krise accepterer Frankrig at genindtage sin plads i Rådet, til gengæld for at enstemmigheds-princippet opretholdes, når ”vitale interesser” står på spil.

1968. 1. juli

Halvandet år før tiden ophæves tolden på industriprodukter mellem medlemsstaterne, og den fælles ydre toldtarif indføres.

1969. 1.-2. december

På topmødet i Haag beslutter stats- og regeringscheferne at arbejde videre med den europæiske integration.

1970. 22. april

I Luxembourg underskrives traktaten om den progressive finansiering af Fællesskaberne ved hjælp af ”egne indtægter” samt øgede kontrolbeføjelser til Europa-Parlamentet.

1972. 22. januar

I Bruxelles underskriver Danmark, Irland, Norge og det Forenede Kongerige traktaterne om tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber.

24. april

De seks medlemsstater beslutter, at deres valutaer højst må svinge 2,25% i forhold til hinanden. Dette samarbejde kaldes ”valutaslangen”.

1973. 1. januar

Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige tiltræder De Europæiske Fællesskaber, som derefter tæller ni medlemsstater (i Norge har befolkningen ved en folkeafstemning stemt nej til medlemskab).

1974. 9.-10. december

Topmøde i Paris, hvor de ni stats- og regeringschefer beslutter at mødes regelmæssigt tre gange årligt som Det Europæiske Råd.

Samtidig giver de grønt lys for direkte valg til Europa-Parlamentet og bliver enige om at oprette Den Europæiske Fond for regionaludvikling.

1975. 28. februar

I Lomè underskrives en konvention (Lomé 1) mellem Fællesskabet og 46 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS).

22. juli

Underskrivelse af den traktat, der giver Europa-Parlamentet større beføjelser og indebærer oprettelse af Den Europæiske Revisionsret. Denne traktat træder i kraft 1. juni 1977.

1978. 6.-7. juli

Topmøde i Bremen, hvor Frankrig og Tyskland (Forbundsrepublikken) foreslår at puste nyt liv i valutasamarbejdet, ved at der oprettes et europæisk monetært system (EMS), der skal erstatte ” valutaslangen”. EMS træder i kraft 13. marts 1979.

1979. 28. maj

Akterne om Grækenlands tiltrædelse af Fællesskabet underskrives.

7. og 10. juni

Første almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet, der består af 410 medlemmer.

1981. 1. januar

Grækenland tiltræder Det Europæiske Fællesskab, som derefter tæller ti medlemsstater.

14. og 17. juni

Andet almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet.

1985. 7. januar

Kommissionen med Jacques Delors som formand tiltræder (1985-1995).

12. juni

Akterne om Spaniens og Portugals tiltrædelse af Fællesskabet underskrives.

2.-4. december

På Det Europæiske Råds møde i Luxembourg bliver de ti medlemsstater enige om at revidere Rom-traktaten og sætte skub i den europæiske integration ved at udarbejde den europæiske fælles akt.

Dette baner vejen for oprettelsen af det indre marked i 1993.

1986. 1. januar

Spanien og Portugal tiltræder De Europæiske Fællesskaber, som derefter tæller 12 medlemsstater.

17. og 28. februar

Den europæiske fælles akt underskrives i Luxembourg og Haag. Den træder i kraft 1. juli 1987.

1987. 15. juni

Start på Erasmus-programmet, som har til formål at støtte unge europæere, der ønsker at studere i andre europæiske lande.

1989. 15. og 18. juni

Tredje almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet.

9. november

Berlin-murens åbning.

9. december

I Strasbourg beslutter Det Europæiske Råd at indkalde til en regeringskonference om Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og den politiske union.

1990. 19. juni

Underskrivelse af Schengen-aftalen, som har til formål at ophæve grænsekontrollen mellem EF-medlemsstaterne.

3. oktober

De to Tysklande genforenes.

14. december

I Rom begynder regeringskonferencen om ØMU og den politiske union.

1991. 9.-10. december

Det Europæiske Råd i Maastricht vedtager en traktat om Den Europæiske Union.

Den tilvejebringer grundlaget for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et tættere samarbejde inden for retlige og indre anliggender og oprettelsen af en økonomisk og monetær union, herunder fælles valuta.

Med regeringssamarbejdet på disse områder, som tilføjes det eksisterende fællesskabssystem, skabes Den Europæiske Union (EU). EØF omdøbes til ”Det Europæiske Fællesskab (EF).

1992. 7. februar

Traktaten om Den Europæiske Union underskrives i Maastricht. Den træder i kraft 1. november 1993.

1993. 1. januar

Det indre marked træder i kraft.

1994. 9. og 12. juni

Fjerde almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet.

24.-25. juni

På Det Europæiske Råd i Korfu underskrives akterne om Østrig, Finlands, Norges og Sveriges tiltrædelse af EU.

1995. 1. januar

Østrig, Finland og Sverige tiltræder EU, som derefter tæller 15 medlemsstater (i Norge har befolkningen ved en folkeafstemning stemt nej til medlemskab).

23. januar

Kommissionen med Jacques Santer som formand tiltræder (1995-1999).

27.-28. november

På Euro-Middelhavs-konferencen i Barcelona etableres et partnerskab mellem EU og landene syd for Middelhavet.

1997. 16.-17. juni

På Det Europæiske Råd i Amsterdam vedtages en traktat, som giver Den Europæiske Union nye kompetencer.

2. oktober

Amsterdam-traktaten underskrives. Den træder i kraft 1. maj 1999.

1998. 30. marts

Tiltrædelsesprocessen indledes for de nye kandidatlande. Denne proces omfatter Cypern, Malta og ti central- og østeuropæiske lande.

3. maj

Det Europæiske Råd i Bruxelles beslutter, at 11 EU-medlemsstater (Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland) opfylder betingelserne for indførelse af den fælles valuta pr. 1. januar 1999.

Grækenland vil tilslutte sig senere.

31. december

Uigenkaldelig fastlåsning af omregningskurserne mellem euroen og valutaerne i de medlemsstater, der indfører euroen.

1999. 1. januar

Starten på tredje fase af ØMU:

11 EU-landes valutaer erstattes af euroen. Den fælles valuta introduceres på pengemarkerne. Fra dette tidspunkt er Den Europæiske Centralbank (EBC) ansvarlig for EUs monetære politik, som formuleres og gennemføres i euro.

24.-25. marts

Det Europæiske Råd i Berlin vedtager den finansielle ramme for EU-budgettet for perioden 2000-2006 inden for rammerne af Agenda 2000.

3.-4. juni

Det Europæiske Råd i Köln beslutter at nedsætte et konvent, som skal udarbejde et europæisk charter om grundlæggende rettigheder.

Medlemmerne af konventet er repræsentanter for EUs stats- og regeringschefer og Europa-Kommissionens formand.

Javier Solana udnævnes til højtstående repræsentant for EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP).

8. og 13. juni

Femte almindelige valg til Europa-Parlamentet.

15. september

Kommissionen med Romano Prodi som formand tiltræder (1999-2004).

15.-16. oktober

Det Europæiske Råd i Tammerfors beslutter at oprette et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU.

10.-11. december

Det Europæiske Råd i Helsingfors har hovedvægten lagt på udvidelsen.

Tyrkiet anerkendes officielt som et kandidatland, og det besluttes at videreføre forhandlingerne med de øvrige 12 kandidatlande.

2000. 23.-24. marts

Det Europæiske Råd i Lissabon udarbejder en strategi med henblik på at fremme beskæftigelsen i EU, modernisere økonomien og styrke den sociale samhørighed i et videnbaseret Europa.

7.-8. december

Det Europæiske Råd i Nice når til enighed om teksten til en ny traktat, som ændrer EUs beslutningssystem, således at EU vil være klar til udvidelsen.

EU-chartret om grundlæggende rettigheder proklameres højtideligt af formændene for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

2001. 26. februar

Nice-traktaten underskrives. Den træder i kraft 1. februar 2003.

14.-15. december

Det Europæiske Råd i Laeken vedtager en erklæring om EUs fremtid, som baner vej for de fremtidige vigtige reformer af EU og nedsættelsen af et konvent, der skal udarbejde et udkast til en europæisk forfatning.

Valéry Giscard d`Estaing udpeges til formand for konventet.

2002. 1. januar

Eurosedler og -mønter tages i brug i eurolandene.

31. maj

Alle 15 medlemsstater ratificerer på samme tid Kyoto-protokollen – international aftale til nedbringelse af luftforurening.

21.-22. juni

Det Europæiske Råd i Sevilla når til enighed om en EU-politik om asyl og indvandring.

13. december

Det Europæiske Råd i København når til enighed om, at ti af kandidatlandene (Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, og Ungarn) Kan tiltræde EU den 1. maj 2004.

Bulgarien og Rumænien forventes at tiltræde EU i 2007.

Det besluttes, at der kan indledes forhandlinger med Tyrkiet, hvis Det Europæiske Råd i december 2004 på grundlag af en rapport og en henstilling fra Kommissionen beslutter, at Tyrkiet opfylder ”Københavnskriterierne”.

2003. 16. april

Tiltrædelsestraktaten mellem EU og Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn underskrives i Athen.

10.juli

Konventet om Europas fremtid afslutter arbejdet med at udarbejde et udkast til en europæisk forfatning.

4. oktober

Indledning af den regeringskonference, der har til opgave at færdiggøre forfatningstraktaten.

2004. 1. maj

Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn tiltræder EU.

10.og 13. juni

Sjette almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet.

Efterfølgende er den ny traktat som bekendt blevet nedstemt i Frankrig og Holland.

En traktat, som efter mit bedste skøn er et skridt i den rigtige retning, - det vil sige i konføderal retning, - eller om man vil på den mellemfolkelige kurs.

EU træder derfor vande nu.

Men ét er sikkert.

EU-samarbejdet vil fortsætte, og der kommer utvivlsomt en ny traktat om et par år.

Det er nødvendigt for Europa. Stærkt nødvendigt!!

Beskæftigelsen i Europa er lavere end i USA og Japan.

EU-landene har en arbejdsløshed på over 19 millioner.

Store europæiske koncerner flytter fabrikker til Kina, Indien og andre lande.

De europæiske universiteter er bagud med forskningsmidler, og kun to britiske universiteter er med på den globale top-20-liste, - men ingen nordiske.

USA investerer næsten dobbelt så meget som EU-landene på forskning og udvikling.

EU-Kommissionen anslår, at EU-landene må investere 150 milliarder euro mere om året på videregående uddannelser for at nå USAs niveau.

Hvis ikke vi er klar over, at Europas fremtid skal være baseret på et vidensamfund, skal virkeligheden nok læse os teksten.

16 procent af de unge i EU dropper ud af skolen. 20 procent af de 15-årige europæere har læseproblemer.

Dertil kommer et kæmpe problem med flere millioner muslimske indvandrere, der hverken kan eller vil være en del af Europa eller dets værdigrundlag.

Det er barske kendsgerninger.

Derfor skal EU styrkes så meget som muligt.

Det er den eneste båd, vi som europæere har at sejle i!!!

Kilder:

Europa i 12 lektioner

Af Pascal Fontaine, tidligere assistent for Jean Monnet og professor ved Institut d`ètudes politiques, Paris

Serien Europæisk dokumentation

Luxembourg: kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer.