Politiet har nu etableret en særlig ”task-force” som skal opklare højreekstreme overfald på de venstreekstreme i Århus. Anledningen skildres i JP 11/12, ifølge hvilken højrefløjen står så stærkest i smilets by, hvorfor venstrefløjsaktivister ifølge Århus Politi risikerer en ”ordentlig røvfuld”.
En såkaldt forsker i disse anliggender, René Karpantschof, oplyser at den ekstreme venstrefløj til gengæld står stærkest i København, hvor den nemlig har holdt højrefløjen nede med chikane og vold.
Karpantschof, der selv er placeret på den ekstreme venstrefløj, glemmer at fortælle, at denne chikane og vold har været rettet også mod fuldstændig sagesløse personer, som i henhold til de idiosynkrasier, han i sin skriverier selv har givet næring til, defineres som ”højrefløj”.
I en situation, hvor ordensmagten visse steder er så overbebyrdet, at den har måttet opgive at efterforske villaindbrud, er det opmuntrende, at århusianere, der udsættes for politisk begrundede overfald, nu kan forvente hjælp fra en særlig task-force. Man kan blot håbe på, at ideen breder sig til hele landet.