Suzanne Brøgger, Ib Michael, Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, Stig Dalager, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Thomas Boberg, Henning Mortensen, Hanne-Vibeke Holst, Inge Eriksen og Per Schultz Jørgensen.

_____________________________________________________

Oh, hvilken nydelig buket af venstrevredne forfattere på Politikens forside. Danskere, bøj jer i støvet for kultureliten, - mens denne endnu er ”in”!

Var det måske ikke Suzanne Brøgger, som udgød sig om ”Folkets Kirke” i 1974, dengang den smækforvirrede pastor Erik Bock indrettede flitterstadskirke i Christiania, holdt seancer i Hellig Kors Kirken og styrtede rundt i gaderne med ”Børnemagt”, brød ind på en skole og blev jaget på flugt af skolens elever...? Hash var på mode. Kirken skulle ændres. Hun stod på en alternativ, marxistisk valgliste til menighedsrådet i Hellig Kors. Og så fik hun ”Alt for Damerne”s gyngestolspris. OK, hun sad selv i bladets ”dommerkomité”.

Den som har, skal mere gives: I 1981 modtog hun Det Danske Akademis Pris på 10.000 kr., overrakt af Klaus Rifbjerg, der beklagede, at man ikke havde råd til at give hende afstøbninger i marmor eller bronce af akademimedlemmernes fallos`er!! En hentydning til, at Suzanne Brøgger stod model for en kunstner i New York, der ligesom vor hjemlige Wilhelm Freddie var fascineret af kønsdele.

Redaktør Jørgen Chr. Hansen fra Gyldendals tidsskrift "Fredag" fandt den næsegruse beundring for Suzanne aldeles tåbelig og kaldte hende "en hellig ko".

Ib Michael rullede sig ud i det marxistiske tidsskrift ”HUG!” og forlaget ”Tiderne skifter”og holdt foredrag i Projekthus. Som så mange andre deltog han i de kommunistiske fremstød for ”Fred”, bl.a. ved ”fredsudstillingen på Louisiana” i 1981. 

Benny Andersen deltog sammen med Egon Clausen og andre koryfæer i redaktionen af tidsskriftet Unge Pædagoger. Samfundet skulle omkalfatres: skolen nedbrydes, disciplin og eksaminer afskaffes og børnene indoktrineres.

Teatre kunne også bruges til formålet. Sjovt nok skrev Benny Andersen i 1977 teaterstykket ”Orfeus i Undergrunden”, også kaldet ”Da Danmark blev nedlagt” eller som film ”Danmark er lukket” – en ”skrækfilm om EU”. Er Benny nu blevet EU-fan? Eftersom han er positiv til EU`s aftale med araberne om, at vi skal tage imod alle deres indvandrere?

Og så er der den selvglade Rifbjerg! Mon den overfeterede forfatters værker vil leve videre?

Som andre marxistiske fredsengle skrev han under på Sovjets fredsappel

fra Arne Herløv Petersen, forfatteren, som er kendt – ikke for sit forfatterskab, men –

for den gensidige velvilje til Sovjetambassaden!

Som folkeskolelærer hørte Henning Mortensen  til de unge pædagoger, der ville revolutionere samfundet. Han udgav flere bøger om kriminaliteten i Danmark på forlaget Modtryk. Storgangsteren Svend Åge Hasselstrøm (”Edderkoppen”), kaldte det godt nok ”en gang sødsuppe”. Hvorfor er Mortensen nu ikke interesseret i den grove kriminalitet, som indvandrere lærer os? Er det kun Danmark han ikke kan lide? Han har tidligere skrevet nogle ”Ord til min flinke landsmand”, hvor han kalder Danmark ”et mørnet blomkål på en afsides torvedag” og danskeren for en ”bondesnu røvrender”.

Hanne-Vibeke Holst havde vi fornøjelsen at se i TV`s ”Søndagsmagasinet” 18/12, hvor hun var ”bange for at få franske tilstande”: det var tydeligt nok danskernes skyld, hvis integreringen ikke lykkedes (nævn bare ét sted, søde Hanne-Vibeke, hvor den er lykkedes!).

Folk der er ”bange”, har allerede underkastet sig islam.

Trællesjæle!

I en forfatterbiografi beskrives Inge Eriksen som anarkist, ungdomsoprører, forkæmper for socialisme og kvindesag. Sammen med Henning Prins Kløvedal (ham med ”Langelandsmanifestet”) nedskrev hun sine fremtidsforventninger, udgivet af det røde forlag ”Sorte Hane” 1970, men hendes debutbog ”Victoria og Verdensrevolutionen” 1976 gav Morten Kyndrup imidlertid ikke meget for i sin ”Dansk socialistisk litteratur i 70´erne".

Rosinen i pølseenden på protestforfatterne er den politiserende psykolog Per Schultz Jørgensen, som blev ansat på Kbh.s Univ. Inst. for Klinisk Psykologi under mentalhygiejnikeren LISE ØSTERGAARD. Her udgav han politisk- korrekte bøger om familiesociologi i tråd med psykolog Eggert Petersens ”trivselsprogram”.

Schultz Jørgensen udlåntes af Lise Østergaard til at tage sig af Beckers Vietnambørn på Livø. Becker rejste med o. 200 børn ud af Vietnam i sidste øjeblik, da modstanden mod kommunsimen brød sammen. Men børnene blev en ”varm kartoffel”: De danske myndigheder ville sende flygtningene tilbage til kommunismen, mens bl.a. byen Nice tilbød dem permanent ophold. Schultz Jørgensen skulle skaffe det rette pædagogiske materiale til børnene, Becker duede ikke, børnene var velopdragne og ikke kommunistiske!

Per Schultz Jørgensen havde det rette politiske syn på børn, sådan som det bl.a. kom tydeligt frem i ”Børneåret” 1979: ”Dine Børn er ikke dine børn”. Nej, de var STATENS, eller skulle i hvert fald blive det, hvis det stod til ”kultureliten”!

Naive mennesker bag partiet Venstres ”Liberalt Oplysningsforbund” brugte Schultz Jørgensen som foredragsholder i ”Børneåret”.

Sammen med den forgudede kulturguru Egon Clausen i DR forfægtede de noget, de kaldte ”Radioens Børnekommission”, og de klagede over, at den offentlige støtte til den - åh, så videnskabelige - småbørnsforskning, som hidtil havde fået flere millioner, nu skulle skæres væk.

Schultz Jørgensen blev formand for Børnerådet, som ideologisk set var en fortsættelse af Mentalhygiejnens BRIS og Børns Vilkår.

Børn skal bestemme mere selv, erklærede psykologen, velvidende, at børn af naturlige grunde ikke forstår verdens rænker, men lader sig lede af dem, de omgås med dagen igennem: pædagogerne og deres politiske psykologi.

Med Per Schultz-Jørgensens holdning var hans karriere på forhånd klar: han blev lektor i Børneåret 1979 og snart efter forskningsleder af Socialforskningsinstituttet, dr. phil. og professor.

Titler sladrer ikke.