”Velfærdskommissionen bør udarbejde en cost-benefit analyse af de seneste 30 års udlændingepolitik: hvor store beløb har indvandringen tilført Danmark, og hvor store beløb har indvandringen kostet Danmark?

Dernæst bør Velfærdskommissionen beregne de økonomiske konsekvenser af en hjemsendelse af herboende udlændinge. Hvor store beløb vil Danmark kunne spare og hvor store beløb vil Danmark gå glip af? Hvad vil en hjemsendelse betyde for prisen på boliger, offentlige indtægter og udgifter osv.?

Hvis Velfærdskommissionen ikke kan, må eller tør udføre disse beregninger, vil dens arbejde være inderligt overflødigt.”

Sådan skrev Den Danske Forening i sit Nyhedsbrev d. 17. januar 2004.

Nu foreligger Velfærdskommissionens endelige rapport, og vi kan konstatere, at begreber som hjemsendelse og repatriering overhovedet ikke findes nævnt i den digre rapport på næsten 1000 sider.

I stedet fremkommer Kommissionen med forskellige forslag til bedre ”integration”. Blandt andet foreslår den, at indvandrere skal have en ”beskæftigelsesbonus” og et skattemæssigt fradrag for at påtage sig et arbejde.

Vi må derfor konkludere, at det store arbejde har været forgæves.

2,6 millioner kroner – per styk

Selv om Kommissionen åbenbart ikke har kunnet, måttet eller turdet beskæftige sig seriøst med Danmarks største problem, er der dog undervejs sluppet informationer ud, som bekræfter Den Danske Forenings påstand om indvandringen som et truende velfærdsproblem.

I Kommissionens debatoplæg ”Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv” fra maj 2004 hedder det således:

”Det er slet ikke realistisk, at indvandrere fra mindre udviklede lande over en kortere årrække vil kunne opnå en arbejdsmarkedsdeltagelse, der svarer til gennemsnittet af øvrige danskeres.”

Og i Kommissionens delrapport fra marts 2005 hedder det:

”Indvandrere fra mere udviklede lande betaler i gennemsnit ca. 1,8 millioner kr. mere til den offentlige sektor over et livsforløb end resten af befolkningen.”

…

”Indvandrere fra mindre udviklede lande modtager derimod mere fra de offentlige kasser, end de bidrager. Det skyldes, at de både har en lav erhvervsdeltagelse og som regel ikke forlader landet igen, inden de bliver gamle. De modtager i gennemsnit 2,6 millioner kr. mere over livsløbet, end de betaler til den offentlige sektor.”

”Det er et problem, at vi har en befolkningsgruppe, hvor kun 46 % er i beskæftigelse” udtalte integrationsminister Rikke Hvilshøj til dagbladet Børsen 9/12.

Hun oplyser ikke, hvorfor alle disse mennesker er blevet lukket ind i landet, og hvorfor de ikke bliver bedt om at rejse hjem igen.

Dette finder sted samtidig med, at det af regeringen nedsatte Globaliseringsråd og Højteknologiråd arbejder med forslag til, hvordan Danmark skal kunne klare sig i den voksende internationale konkurrence fra fremstormende økonomier som Kina og Indien, som opsluger flere og flere danske arbejdspladser.

Alle er enige om, at Danmark skal leve af ”viden” i fremtiden. Alligevel har skiftende regeringer og folketing igennem mange år ført en politik, som har fremmet indvandring af folk, hvis viden stort set begrænser sig til indholdet i Koranen.

Man har med overlæg skabt et problem, som kun kan løses igennem hjemsendelser.

I stedet for at løse problemet vil regeringen nu bruge endnu flere ressourcer på ”integration” ved hjælp af mentorordninger, løntilskudsordninger, genindførelse af den fortidige mesterlære og kurser i, hvordan man står op om morgenen.

Integrationsministeren stiller sig desuden positivt til Velfærdskommissionens forslag om økonomisk bonus til indvandrere, som påtager sig et arbejde.

Hvordan sådanne tiltag skal kunne afhjælpe manglen på højt kvalificeret arbejdskraft og gøre Danmark i stand til at klare sig i den globale konkurrence, står hen i det uvisse.

Kilde: Velfærdskommissionen: Fremtidens velfærd – vort valg. December 2005.

http://www.velfaerd.dk/index.php?id=95