09.07.2016
Hvorfor NATO-dæmonisering af Rusland?
Forfatter: Harry Vinter
Russerne handler i overensstemmelse med Den Internationale Domstols tolkning af folkeretten
NATO spiller voldsomt med musklerne overfor Rusland på grund af påstået russisk aggression i Ukraine.
Et kort historisk tilbageblik viser, at dæmoniseringen af Rusland er ubegrundet.
I 1999 førte USA (og bl.a. Danmark) angrebskrig mod Serbien for at få landet til at afstå den serbiske provins Kosovo til albanske separatister. For første gang siden 2. Verdenskrig blev en europæisk hovedstad udsat for luftbombardementer, da USA (og bl.a. Danmark) lod bomber regne ned over Beograd. Efter næsten tre måneders bombardementer gav Serbien op og trak militær og politi ud af Kosovo.
Rusland protesterede mod denne krænkelse af folkeretten, men kunne intet stille op.
"Alle samfundslag i Rusland var dybt chokerede over disse grusomme bombardementer", udtalte forfatteren Solzhenitsyn efterfølgende til Der Spiegel.
Med massiv støtte fra USA og Saudi Arabien blev Kosovo derpå de facto uafhængigt.
Serbien indbragte løsrivelsen for Den Internationale Domstol med krav om, at den blev erklæret ugyldig. I 2010 udtalte domstolen, at løsrivelsen var i overensstemmelse med international lov.
"Hvis Kosovo, der rent juridisk er en del af Serbien, kan erklære sin selvstændighed uden Serbiens accept, hvorfor skulle andre så ikke have samme mulighed og ret?" hed det efterfølgende i en artikel i Ræson 9/10 2010.
Og det er netop det, russerne på Krim og i det østlige Ukraine henholder sig til. De har Den Internationale Domstols ord for, at de har lov til at løsrive sig. Og man kan oven i købet tilføje, at domstolen traf sin afgørelse efter pres fra USA (og bl.a. Danmark), som havde stillet domstolen overfor et fait accompli.
Det er da muligt, at Rusland har støttet løsrivelsesbevægelsen, ligesom USA (og bl.a. Danmark) støttede løsrivelsesbevægelsen i Kosovo, men Rusland har dog ikke bombet Kiev, som USA bombede Beograd.
Hvorfor råber NATO så op om russisk aggression i Donbass og på Krim?
Den Internationale Domstol har jo afgjort den sag i overensstemmelse med USA's (og bl.a. Danmarks) ønske!
|