Det har længe ligget klart, at den europæiske elite, som styrer EU, har fået et stadigt fjernere forhold til den virkelighed, man er blevet betroet at forvalte på europæernes vegne. Det seneste eksempel er EU-ledernes håndtering af den såkaldte ”flygtninge”krise, hvor de har været ude af stand til at indse selv ganske simple forhold omkring krisens baggrund og langt mindre har vist vilje til at beskytte de befolkninger, hvis interesser de skal varetage.

Det er derfor også blevet stadig mere klart, at det eneste, der kunne stoppe EU-elitens magtbrynderiske og for et stabilt europæisk samarbejde skadelige fremfærd er, at eliten blev fysisk forhindret i at føre sine forehavender ud i livet.

Med udfaldet af valget i Storbritannien samt flere mellemeuropæiske staters hårdnakkede vægring ved overhovedet at følge ødelæggende EU-beslutninger er der på en markant måde skabt en sådan fysisk forhindring.

Vi må håbe, at dette får den europæiske top til omsider at forstå, at Europa ikke kommer videre i det umulige eksperiment, EU-konstruktionen er blevet udviklet til.

Storbritannien kan ikke undværes i et europæisk samarbejde. Derfor må der nu findes en model, som muliggør et sådant samarbejdes videreførelse også med nægter-landenes og Storbritanniens deltagelse.

Det er vanskeligt at indse, at vi ikke mindst i Norden, hvor et mellemstatsligt samarbejde har fungeret glimrende i over hundrede år uden overstatslig styring, ikke skulle hilse en sådan udvikling velkommen.

Man må håbe, at EU-eliten ikke fremturer som stædige børn og bare lukker øjnene for det skete.

.