Selvom EU det seneste årti har bevæget sig i føderal retning, har det dog fundet sted under de enkelte medlemslandes fulde kontrol.

Denne kontrol sker igennem Rådet for Den Europæiske Union.

Rådet er EUs vigtigste beslutningstagende organ.

Rådet mødes i forskellige sammensætninger alt efter, hvilke spørgsmål der er på dagsordenen.

Her møder ministre fra alle medlemslandene op for at træffe beslutninger på de respektive områder. Hvis det gælder miljø, hedder det Rådet (miljø).

I Danmark har vi den gode regel, at en minister skal have et flertal i Folketingests Markedsudvalg bag sig for at kunne tiltræde en Rådsbeslutning.

Det vil sige, at en dansk minister har ”brev med hjemmefra”

EUs forbindelser med den øvrige verden varetages af Rådet for Almindelige Anliggender og Eksterne Forbindelser

Her kan de politiske områder spænde vidt, og derfor afgør de enkelte medlemslande suverænt, hvilken minister man vil sende til disse møder.

Rådet mødes i ni forskellige sammensætninger:

1.      Almindelige anliggender og eksterne forbindelser.

2.      Økonomi og finans (”Økofin”)

3.      Retlige og indre anliggender.

4.      Beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik.

5.      Konkurrenceevne (det indre marked, industri og forskning)

6.      Transport, telekommunikation og energi.

7.      Landbrug og fiskeri.

8.      Miljø.

9.      Uddannelse, ungdom og kultur.

Det afgørende ved Rådet er, at de enkelte ministre i Rådet er bemyndiget til at forpligtige deres regeringer.

Det betyder, at ministeren skriver under på hele sin regerings vegne!!!

Desuden er den enkelte minister politisk ansvarlig over for sit nationale parlament. Netop derfor skal en dansk minister sikre sig et flertal i Markedsudvalget.

Rådet har seks vigtige ansvarsområder:

1. Det er EUs lovgivende organ. På en del af de områder, hvor EU har kompetence, udøver det lovgivningsbeføjelserne sammen med Europa-Parlamentet. 

2. Det samordner medlemsstaternes generelle økonomiske politikker.

3. Det indgår på EUs vegne internationale aftaler mellem EU og en eller flere stater eller internationale organisationer.

4. Det godkender EUs budget sammen med Europa-Parlamentet.

5. Det udformer EUs fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik på grundlag af de overordnede retningslinjer, som er fastlagt af Det Europæiske Råd.

6. Det koordinerer samarbejdet mellem de nationale domstole og politistyrker i straffesager.

Omfattende tiltag:

Som man kan se, er EU-samarbejdet dybt forpligtigende for medlemslandene og griber ind i mange områder, der førhen var nationale anliggender.

Det er noget der skal tages alvorligt.

I EU har fællesskabsretten nemlig ubetinget forrang frem for nationalretten!

Dog kun indenfor de områder, der henhører under EU-samarbejdet.

EU går i føderal retning!!!

Men for Danmarks vedkommende er der en forskel.

Vi har de fire forbehold, der videreføres i forfatningstraktaten i den form, som der blev opnået enighed om inden topmødet i Bruxelles i december 2003.

Det vil i princippet sige, at forbeholdene videreføres uændrede.

Det gælder på det retlige område.

Asyl, immigration, civilretligt samarbejde og grænsekontrol.

Den eksisterende danske sommerhusprotokol videreføres uændret.

Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke kan deltage i udarbejdelsen og gennemførelsen af EUs afgørelser og tiltag, som har indvirkning på forsvarsområdet.

Endeligt fastslår forbeholdet, at Danmark ikke bidrager til finansiering af aktioner, der er omfattet af forsvarsforbeholdet.

Også her er EU i dag en aktør.

For at sætte EU i stand til at reagere mere effektivt i internationale krisesituationer besluttede Det Europæiske Råd på topmødet i Helsingfors i december 1999, at EU skulle opbygge en militær ”udrykningsstyrke” på op til 60.000 mand, som skulle kunne sættes ind med 60 dages varsel og kunne opretholdes i mindst et år.

Danmark står helt udenfor dette samarbejde, - det er fortsat det atlantiske samarbejde i NATO, der er Danmarks sikkerhedspolitiske platform.