Selvom optøjerne i de franske storbyer er ved at klinge ud for denne gang, skal man ikke tro, at problemerne med den islamiske indtrængen i Frankrig er slut.

Der kan på en enkelt dag udbryde nye uroligheder, der tænder det helt store opgør imellem det franske folk og de islamiske befolkningsgrupper.

Det er ikke, som korrespondent Lally Hoffmann påstår, et spørgsmål om at inddrage muslimer i det franske samfund.

Det ønsker de ikke, - og det gør franskmændene heller ikke!!!

De arbejder derimod på at grundfæstne et fransk islam med så stor en indflydelse som muligt.

Derfor bliver muslimerne i Frankrig holdt udenfor samfundslivet i Frankrig.

Den franske politiske elite foragter det islamiske totalitære religiøse tankesæt og tradition.

Det er dem, der har magten!!

De lever ikke sammen med de indvandrede muslimer. De har intet med dem at gøre. Deres børn eller børnebørn har ingen kontakt med den del af Frankrig.

De går på dyre privatskoler og har udsigt til en privilegeret tilværelse i fremtiden.

Den franske middelklasse ønsker ikke at dele noget med de tilkomne indvandre, - så der sker ingen ændring af situationen i Frankrig.

Med mindre den store middelklasse er blevet så rystet, så de begynder at stemme på Jean Marie Le Pen`s parti.

Gør de ikke det, da vil udviklingen fortsætte, og det islamiske samfund i Frankrig vil støt og roligt overtage mere og mere af Frankrig.

I Dagbladet Information/weekend 26. - 27. november bringes der et interview af Tine Byrckel med den franske psykoanalytiker og samfundsiagttager Charles Melman.

På et spørgsmål fra Tine Byrckel: Har Frankrig ikke selv skabt de problemer, der er med de unge nu?

Hertil svarer Charles Melman:

”Jo, Frankrig har selv produceret det for så vidt, de skiftende regeringer – og her gælder det især de socialistiske regeringer – er gået ud fra, at problemet først og fremmest var socialt.

Og at det var nok at bygge skoler, boliger, vuggestuer og sportshaller – at give de samme faciliteter til alle.

Socialisterne fortsætter med at tro, at det er det eneste problem. De har ikke taget højde for, at det er en anden slags indvandrere, der er tale om end de andre indvandrer bølger Frankrig har kendt til og absorberet.”

Charles Melman henviser bl.a. til, at de muslimske indvandrere har en anden tradition, hvad angår forholdet til viden. Melman påpeger, at de unge ikke automatisk investerer deres kræfter, deres drift, i uddannelse.

Derfor vil ghetto-forstædernes problemer vokse og vokse.

Når det gælder det officielle Frankrig, der hylder det sekulære princip helt og fuldt, er de etniske minoriteter udenfor.

Der er endnu ingen muslimske indvandrere i den franske Nationalforsamling.

Men med det nationale muslimske råd, der helt er overtaget af fundamentalisterne, vil et islamisk parti en dag være en realitet.

Efter de 15 dages optøjer, med efterfølgende udgangsforbud, er Frankrig bragt i en uværdig situation som en førende europæisk nation.

Man kan uden overdrivelse hævde, at fransk indvandrerpolitik har lidt skibbrud.

I et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten den 18. november af korrespondent Jørgen Ullerup med den franske chefredaktør Elisabeth Scemla, bliver situationen sat på plads.

Elisabeth Schemla er 57 år. Voksede op i Algeriet i en jødisk familie. Hun er uddannet på universitetet i Paris og på IHDN, et institut for højere forsvarsstudier.

Elisabeth Schemla grundlagde i 1977 bladet F Magazine, var i 16 år chefredaktør på Le Nouevel Observateur. Fra 1996-1997 medredaktør på ugemagasinet L Éxpress.

I dag har Elisabeth Schemla sin egen netavis www.Proche-Orient.info.

Til Jørgen Ullerup siger E.Schemla bl.a.:

”Vi er på vej mod et kultursammenstød. Islam er ved at brede sig ud over Europa. Vi er i defensiven, for vores tolerante samfund kan ikke sameksistere med radikale islamiske grupper.

Vores samfund har ikke noget immunforsvar og mangler en bevidsthed om, hvad der står på spil.

Jeg tror desværre, at det er for sent.

Alt er tilladt i vores samfund, og vi dyrker individet til det ekstreme, selv om det fører til egoisme overalt.

Derfor accepterer vi også hele denne muslimske befolkning og taler om integration, mens vi ingen rettigheder har i stort set hele den muslimske verden.”

Det er disse problemer i Frankrig, der har optaget den internationale presse ganske meget.

Det er naturligt.

Det er jo et problem, alle de vesteuropæiske lande er fælles om mere eller mindre.

Som The Daily Telegraph i London skrev den 9. november:

”Integration af indvandrere fra Afrika og Asien stiller Europa over for et større problem end nogen tidligere revolutionær omvæltning.

Kulturkløfterne er store og voksende som følge af ekstremistiske islamister der prædiker had til vestlig materialisme.”

Jeg skal her komme med et udpluk af kommentarerne omkring optøjerne og de tanker, der rører sig i forbindelse med hændelserne i Frankrig.

7. november skriver Frankfurter Rundscau  bl.a.:

”- En ungdomsarbejdsløshed på 40 procent er kun en del af forklaringen på voldseksplosionen i Frankrigs ghettoforstæder.

Med i billedet hører også revolutionens mythos og billeder, som nærmest er indskrevet i franskmænds underbevidsthed, og som de gerne påberåber sig ved hver en studenterprotest og bondedemonstration.

Barrikader og bål i gaderne er en del af Frankrigs politiske ikonografi. I den henseende har indvandrernes børn og børnebørn i det mindste lært den republikanske lektion.

Mere kuriøst er det, at revolten ingen originale tanker har fremkaldt blandt Frankrigs intellektuelle, der altid har så travlt med at påtale menneskerettighedskrænkelser i Bosnien og Tjetjenien.”

7. november skriver De Standaard fra Brüssel  bl.a.

”- Det, som sker i Frankrig, må give os alle anledning til eftertanke over, hvor dybt den sociale udstødelses problem stikker.

Forsimplede analyser, der vil forklare alt ud fra racisme og multikulturalisme, slår ikke til.

Lad os begynde med at indse, at udfordringerne er enorme:

Vi ved end ikke, hvordan vi skal kommunikere. Når man ikke kan se flodens anden bred, er det heller ikke muligt at bygge en bro, der er stærk nok.”

5. november skriver La Vanguardia fra Barcelona bl.a.:

”- På samme måde som terrorbomberne i London i juli betød fiasko for den britiske integrationsmodel – multikulturel kommuitarisme – og mordet på Theo Van Gogh sidste år betød fiasko for den nederlandske – total tolerance – har ghettoopstandene i Frankrig afsløret, at også den franske integrationsmodel – republikansk assimilation – har lidt nederlag.

Det bør ingen gnide sig i hænderne over.

Efterårsstormene i Frankrig kan meget vel være forspillet til en helt ny slags vinter for hele Europa.”

7. november skriver Al-Sharg al-Awsat fra London bl.a.:

”-Måske er de afskum og anarkister, men deres sag er retfærdig og Frankrig har intet andet valg end at lytte til dem og handle derefter.

Dette er en protest imod de ringe vilkår, en stor befolkningsgruppe føler, den lider under.

At indenrigsministeren kalder dem ”udskud”, nytter ikke.

Fordømmelser kan ikke løse denne krise, som vil blusse op igen og igen, selv om den måtte falde til ro for en tid.

De, som revolterer, er altid de mest udsatte, fordi de mest udsatte ved, hvordan man råber højest og bryder sig mindst om konsekvenserne.

Vel er nedbrændinger og overfald en adfærd, der kendetegner udskud. Men det er også stemmerne fra mennesker, der ikke høres i den politiske proces.

Lad os skelne ”udskuddene” fra de retfærdige krav, de rejser – de ville ikke nyde godt af solidaritet fra den arabiske og muslimske verden, havde det ikke været for den diskrimination, de lider under.”

8. november skriver AL-Siyssa fra Kuwait bl.a.:

” – Hvis idealerne om retfærdighed, demokrati, menneskerettigheder og broderskab, som voksede frem i Vesten og inspirerede til Den Franske Revolution i det 18. århundrede, ikke har formået at udrydde fattigdom og ulighed endsige har hindret immigrantgruppernes marginalisering eller bedret deres muligheder for uddannelse og velstand, hvordan skal disse idealer så kunne bedre vilkårene for Mellemøstens masser?.”

8. november skriver Le Figaro i Paris bl.a.:

” – Geografisk udbredelse: Optøjerne rammer `byer uden historie´. Sociologisk smitte: De `professionelle` bøller efterabes nu af piger og 10 årige børn.

Ekstrem eskalation: Der skydes med skarpt fra uromagerne, og vreden retter sig nu ikke kun imod biler og busskure, men også skoler, rådhuse, officielle kontorer, virksomheder og kirker.

Som om indvandrernes børn vil angribe alle institutioner i det land, de ikke ser som deres.

Som om de med ild vil udradere de sidste kollektive steder i kvarterer huseret af etnisk forskansning, der kunne stå tilbage som symboler på den skrøbelige mulighed for sameksistens.”

9. november skriver Libertè fra Algier bl.a.:

” De unge fra forstæderne – som er franskmænd, må vi minde om – udtrykker i deres raseri også de lidelser, som deres forældre og bedsteforældre følte, da de kom og solgte deres ungdom og energi for at opbygge Frankrig uden nogensinde at få mindste tak til gengæld.”

10. november skriver Kurier fra Wien bl.a.:

”- Når mennesker ikke har noget at tabe, behøver man ikke indre sig over, at de opfører sig derefter. Den eneste sikre metode til at ændre på dette er at sørge for, at de har noget at tabe.

En fremtid med andre ord. Chancer. Uddannelse. Anerkendelse. Forventningen om en flig af større velstand. I så henseende har den franske laissez-faire-model for integration lidt skibbrud.”

Kilder: Dagbladet Information den 8., 9., 10., og 11. november 2005.

           Morgenavisen JyllandsPosten fredag den 18. november 2005.

           Kultur Weekend. Interview / Jørgen Ullerup