Det er 29 år siden, jeg skrev mit første advarende læserbrev om indvandringen. Siden har jeg oplyst om indvandringens konsekvenser i mange sammenhænge. Først og fremmest som aktivt medlem af Den Danske Forening. Det har været en kamp op ad bakke, for det er svært at hamle op med "antiracisters" og "humanitære" organisationers bugnende pengekasser.

Jeg er oven i købet den eneste bibliotekar, som nogen sinde har oplevet at blive svinet til på lederplads i Bibliotekarforbundets blad på grund af min holdning. Min brøde var, at jeg havde dristet mig til at gøre opmærksom på, at bibliotekerne, for at efterleve bibliotekslovens krav om alsidighed, ikke kun skulle rumme indvandringsforherligende litteratur, men også litteratur, som forholder sig kritisk til indvandringen.

Udviklingen har vist, at jeg og mine ligesindede havde og har ret. Og det er jeg faktisk ked af. Det ville være vidunderligt, hvis drømmene om "kulturel berigelse" og "farverigt fællesskab" havde haft rod i virkeligheden. Men de er og bliver skønne luftkasteller.

Der er grund til at undre sig over muslimers mange terrorangreb. Hvis de pågældende hellige krigere havde lidt tålmodighed, kunne de bare vente 20-30 år, indtil et muslimsk flertal ved demokratisk afstemning kunne vedtage, at alle "vantro" skal aflives. Nu løber de hellige krigere en risiko for, at de indfødte europæere vågner op til virkeligheden i tide.

Og det ville vel slet ikke være så dårligt.