I JP 7/1 kæmper Martin Henriksen (DF) en brav kamp mod to såkaldte juridiske eksperter, der ikke mener, at man efter de internationale konventioner kan vende asylsøgere om på grænsen og henvise dem til det trygge land Tyskland, de kommer fra, og hvis kansler mener på naboernes vegne at kunne holde åbent hus for beboerne i det overbefolkede Mellemøsten og Afrika.

De to eksperters holdninger er velkendte, og deres vurderinger i anliggendet er lige så sikkert tendentiøse som solens opgang i øst. Der står intet om det, de siger, i flygtningekonventionen. De taler om konventionstolkninger, som eksperter af denne beskaffenhed i årenes løb har udviklet gennem for megen omgang med hinanden og for lidt omgang med virkeligheden og teksterne.

Det gør det ikke meget bedre, at disse tolkninger også har været grundlag for EU’s nærmest ulæselige og i al fald aldeles verdensfjerne såkaldte Dublin-forordning, der i den version, ”eksperterne” indlægger i den, er i en sådan grad ude af trit med virkeligheden, at den pålægger visse medlemslande at ødelægge sig selv. En sådan ødelæggelse kan folkeretligt set ikke pålægges nogen nation. Men forordningen har i øvrigt til forudsætning, at EU’s ydre grænser beskyttes, hvad de som bekendt ikke bliver.

Det ville være befriende, om journaliststanden hen ad vejen ville være i stand til at finde andre eksperter end dem, der gennem enøjet, humanistisk virksomhed er dybt medskyldige i de uholdbare forhold på asylområdet, der har udviklet sig i Europa.

Kilde: Indlæg bragt i Jyllands-Posten 10/1 2016