Med støtte af Lorenzo Vidino, The Investigative Projekt, Washington DC

I tidligere artikler har jeg søgt at beskrive den politiske virkelighed efter valget til Folketinget 8. februar 2005 med baggrund i det stadig stigende antal muslimske stemmer, der efterhånden forrykker den politiske balance i Danmark. Mit ærinde i disse artikler har været, at gøre befolkningen opmærksomme på, at Det Radikale Venstre i høj grad lukrerer på disse stemmer, og at dette parti kan ende med at blive Danmarks største parti med muslimske stemmer, hvis vi ikke ændrer vor lovgivning ”radikalt”, så den muslimske fremmarch i landet stoppes.

Denne artikel skal give læserne et aktuelt statusbillede af den muslimske fremgang i Europa, så de selv kan vurdere vore muligheder for overhovedet at ændre blot én lov, der berører tabu-emnet : De europæiske menneskerettigheder.

Når jeg anvender betegnelsen: Muslimer, er det for at beskrive de mange millioner af mennesker, der over 50 år har etableret sig i Europa og fået europæisk statsborgerskab primært i Tyskland, hvortil de første muslimske indvandrer kom allerede medio 1950erne. Fælles for muslimer er, at de vedkender sig den muslimske tro, Islam og det  der står i deres hellige bog Koranen, fortolket af deres præster, Imamerne. Der skelnes således ikke mellem muslimer fra Tyrkiet eller andre lande i Mellemøsten, for som det vil fremgå af artiklens 2. del, er en sådan skelnen helt uinteressant. Når jeg overhovedet tillader mig at generalisere således skyldes det, at de vestlige ledere efterhånden er blevet klar over, at muslimerne sætter deres tro langt højere end deres tilknytning til et vestligt land, og at de hele deres liv er blevet opflasket med troen på, at Allah er stor, og at hans lære er den eneste gyldige.  Vi vesterlændinge er grundlæggende deres fjender, idet de muslimske præster fra højeste sted har erklæret Jihad,  d.v.s. ”hellig krig” mod alle vantro, og det betyder helt firkantet, at enhver muslim har en hellig pligt til at omvende os til Islam, eller eliminere os !

Vi kan således ikke forhandle os til en løsning på konflikter, som vi er vant til i den vestlige verden – medmindre vi konverterer til Islam – der er intet at forhandle om. Vi kan ved at sætte magt bag vore krav tvinge muslimer til at gøre det vi ønsker, men de vil aldrig acceptere andet end det deres præster siger de skal tro og gøre – og de muslimske præster har den totale magt over deres mange millioner af troende undersåtter  - idet de har samlet såvel den religiøse- som den verdslige magt under én hat i modsætning til de vestlige religiøse ledere, der trods store materielle rigdomme kun har den religiøse magt.

Hvis lederne i et vestligt demokrati ønsker en forhandlingsløsning med en muslimsk gruppe, skal de derfor ”forhandle” med topledelsen af det internationale islamiske præstestyre, det Muslimske Broderskab, der dikterer, hvad der skal forkyndes i det pågældende land – og det er jo en umulig vej for en europæisk regering. Vil vesten opnå noget overfor islamisterne er der kun én vej : At vise tilpas styrke til, at præstestyret og broderskabet bliver overbevist om, at den vestlige vej må vælges – det er dog langtfra det samme som, at de er enige i den valgte løsning, så den dag de får magt til at imødegå os, gør de det med alle midler . 

Muslimer glemmer aldrig et nederlag til vesten – vore korsridderes operationer i Mellemøsten er aldrig blevet glemt, og det er én af grundene til, at den 3. Jihad er blevet erklæret, og at alle fra vesten er Allahs fjender.

Synes man, at denne udlægning giver konturen af et verdensomspændende problem – så har man fattet en del af den virkeligheden, den vestlige verdens ledere står overfor i dag. Der er ingen lette løsninger her, for selv USA må vist erkende, at det må kaldes en umulighed at fjerne 300 millioner muslimer fra verdenskortet , og samtidig bevare den vestlige civilisation intakt . Vi må derfor tænke meget anderledes og kreativt – holde op med at være naivt humane, i menneskerettighedernes hellige navn, og så i øvrigt handle nu, mens vi stadig har et frit spillerum at beslutte indenfor.

Midlet for den vestlige verden netop nu er at stoppe enhver form for indvandring af muslimer og samtidig indføre love, der giver de enkelte regeringer mulighed for at hjemsende kriminelle indvandrer-familier, trods lokalt statsborgerskab.

Samtidig skal EU lave love, der forhindrer de militante fundamentalister i at få mere fodfæste i vore demokratier – de skal bekæmpes effektivt som terrorister,  før de får lejlighed til at udføre deres angreb på vort demokrati. Vi kan kalde metoden for anti-jihad.

I første afsnit af denne artikel opbyggede jeg det generelle billede af situationen i vort Europa, hvor over 10% af befolkningen er indvandrede muslimer, og efterkommere af disse. De har opnået statsborgerskab i de enkelte lande og kan derfor nu påvirke vore demokratiske processer, herunder valg til vore ledende organer. I Danmark har det betydet, at Det Radikale Venstre har opnået en bemærkelsesværdig fremgang, primært baseret på disse muslimske stemmer.

Men hvorledes er Europa dog havnet i en så umulig situation ?

Det Muslimske Broderskab ( Hizb al-Ikhwan al-Muslimun ) blev grundlagt i 1928 i Egypten, og  har siden haft stigende og efterhånden afgørende indflydelse på det politiske liv i Mellemøsten. Deres motto er : Allah er vort mål, profeten er vor leder, Koranen er vor lov og Jihad er vor vej. At dø for Allah er det største der kan opnås.

Broderskabets magt i Mellemøsten er blevet begrænset siden 1960, hvor den egyptiske leder Gamal Abdel Nasser indledte sin kamp mod landets fundamentalister, der måtte flygte til mere sikre dele af Verden, primært til Vesttyskland, der åbnede sine grænser for mange tusinde unge muslimer netop fra Egypten og Syrien, hvor regimerne havde anerkendt det daværende Østtyskland, og dermed handlet imod vesttyske interesser. De mange unge muslimer fik tilbudt uddannelse i landet, idet man regnede det som givet, at de så ville blive integreret i det tyske demokrati. Først nu erkender man, at det aldrig skete. Det Muslimske Broderskab så den store mulighed for at etablere et brohoved i Europa, i stedet for kun at satse på Mellemøsten, og startede en støt voksende organisation med hovedkvarter i München.

Med enorme finansielle midler fra specielt Saudi Arabien er det lykkedes for broderskabet at opbygge en veltrimmet organisation, der nu har celler og centre i alle europæiske lande. De har opbygget skoler, hvor de unge muslimer kan blive oplært i den rette lære, og blive forberedt til at skulle overtage ledelsen, når de svage, vestlige demokratier krakelerer. Midlerne har været enkle. Ved at støtte de mange terrororganisationer i verdens brændpunkter, Al-Qaeda, Hamas, The Algerian Islamic Salvation Front og Palestinian Islamic Jihad mv., har de skabt så megen frygt i alle vestlige demokratier, at  landenes befolkninger ligefrem forventer terrorangreb på deres land – de behøver ikke engang udføre de kostbare angreb, for at få magt og indflydelse på vore demokratiske lederes beslutninger mere –frygt er det bedste våben.

Fra de muslimske centre i München og Aachen, ved den hollandske grænse, har man kanaliseret penge til skoler, først i Frankrig, senere i de fleste europæiske lande, hvorfra man kan rekruttere kommende muslimske ledere, og uddanne imamer, de muslimske præster. Man har trykt adskillige muslimske publikationer og magasiner, så muslimer verden over løbende kan holdes informeret om broderskabets succes og ideer. Broderskabets ledende magasin, der hedder Al-Islam udgives fra Islamic Center of Munich, der blev bygget i 1960 af penge direkte fra King Fahd of Saudi Arabia.                   

De har opbygget Islamiske banker i Schweiz, Lichtenstein og Bahamas til at styre de store pengemidler broderskabet har til rådighed – eksempelvis har Osama bin Laden sin egen hemmelige konto i én af disse banker.

I de første 2 afsnit redegjorde jeg for det generelle trusselsbillede, de europæiske ledere er stillet overfor, når de skal beslutte i sager, der vedrører muslimske borgere i Europa, og jeg har søgt at forklare, hvorledes Europa kan være havnet i en situation, der synes umulig at håndtere med den nuværende lovgivning.

Jeg skal efterfølgende give et overblik over de organisationer og nøglepersoner, der tegner Det Muslimske Broderskab i Europa.

Broderskabet blev etableret allerede i 1928 i Egypten af Hassan al-Banna, men det blev tvunget til at finde nye veje og nye centre til at sikre det endelige mål med den 3. Jihad, at den vestlige verden bliver underlagt den rette lære, Islam, og anerkender, at Allah er den største.

Det kan virke som et uopnåeligt mål for et muslimsk broderskab i det vestlige Europa, men nu efter ca. 50 års intens virke, må vi desværre indrømme, at det ser ud til at lykkes – hvis ikke de vestlige demokratier går til modangreb og skaber deres egen anti-jihad og dermed balance i magtfordelingen i Europa, mens tid er.

Broderskabet opbyggede sit første store center i München under ledelse af Sa´id Ramadan, der var personlig sekretær for Hassan al-Banna i mange år. Han havde som egypter ledet broderskabets styrker i Palæstina i 1948, og flygtede til Geneve og senere til Köln i Vesttyskland, hvor han blev uddannet jurist. Han samlede de tre største muslimske organisationer i Vesttyskland under navnet The Muslim World League, hvis første opgave blev at redigere og udsende en ny , og mere radikal udgave af Koranen til hele Verden. Den nye organisation blev naturligvis overvåget nøje i USA, der afslørede stærke bånd til bl.a. Al-Qaeda, Hamas og Palestinian Islamic Jihad. De kanaliserede penge til opbyggelse af det magtfulde Islamic Center of Geneva, hvor Sa´ids søn, Hani Ramadan blev leder. Også hans anden søn Tariq Ramadan arbejdede i Centeret, samtidig med at han var gæstelærer på Notre Dame Universitetet.

Efter 10 år blev Ramadan afløst af pakistaneren Fazal Yazdani i kort tid, hvorefter syreren Ghaleb Himmat overtog ledelsen af broderskabets center, IGD i München.

Ghaleb var italiensk statsborger, og rejste meget mellem Italien, Østrig, Tyskland, Schweiz og USA. Han oprettede Bank al-Taqwa i Italien og Bank of the Muslim Brotherhood, der primært finansierede terroristgrupper siden 1995 gennem sin mellemmand, Youssef Nada, der var broderskabets finansekspert. Han oprettede afdelinger i Schweiz, Lichtenstein og på Bahamas. I de år fik man trykt broderskabets vigtigste publikation, Risalatul Ikhwan. Efter af US-myndigheder havde afsløret Himmats tætte forbindelser til terroristgrupperne blev han afløst af Ibrahim el-Zayat, en 36-årig egypter, der var den karismatiske leder af flere studenter-organisationer.

IGD – og broderskabet havde efterhånden opbygget så megen magt, at det åbent erkendte, at de ikke på længere sigt kunne leve med at være underlagt de vestlige tyske love – de ville have adskilt de tyske love fra de muslimske. Det er præcist hvad vi i disse dage kan læse om kan ske i England og sikkert også i Danmark !

Zayat indså, at man skulle satse på de helt unge tyske muslimer, så han løbende kunne rekruttere ledere derfra. Han etablerede WAMY, World Assembly of Muslim Youth finansieret fra Saudi. Deres opgave var at sprede Wahhabism, den mest intolerante udgave af Islam og Koranen som undervisningsmateriale i alle skoler, så den muslimske ungdom kunne få tillid til at Islam er den stærkeste religion af alle. De udgav i 1991 publikationen Tawjihat Islamiya (Islamic Views), hvor man løbende kan læse, at jøderne er roden til alt ondt og hvorledes de skal bekæmpes.

Den syriske gren af broderskabet etablerede sig i Aachen, nær den hollandske grænse, ledet af den indflydelsesrige familie Al-Attar, der var gift ind i den anden gren i München. Således blev Issam al-Attars søn gift med en datter af bankmanden Youssef Nada. Mærkelig nok er den syriske gren af broderskabet aldrig blevet medlem af IGD.

 Zayars finansielle aktiviteter strækker sig også til den tyrkiske del, Milli Görüs  (National Vision), en organisation med mellem 30-40.000 medlemmer i Tyskland. De kalder sig de tyrkiske emigranters støtte i Tyskland. Milli Görüs taler med to tunger, idet de officielt arbejder for integration af muslimske tyrkere i Tyskland, mens de blandt vennerne udtrykker dyb foragt for alle vestlige værdier.  Tysk efterretningstjeneste anser organisationen for at være ekstremt antivestlig, idet dens ubestridte leder gennem mange år er den tidligere tyrkiske premiereminister  Nehmettin Erbakan fra Rafah-partiet. Han blev afsat af den tyrkiske Højesteret januar 1998 for aktiviteter mod landets sikkerhed. Officielt er det nu nevøen Mehmet Sabi Erbakan, der er leder af Milli Görüs i Tyskland. Hans søster Sabiha Erbakan er i øvrigt gift med Zayat.

Den sidste nydannede organisation, Zentralrat, er en muslimsk paraplyorganisation oprettet af rektoren for Bin Saud Universitetet i Riyadh i Saudi Arabia, Abdullah at-Turki, sammen med Ibrahim el-Zayat, Hasan Özdögan fra Milli Görüs og Ahmad Khalifa fra Islamic Center of Munich. Den består nu af 19 mindre organisationer – alle tilhørende det Muslimske Broderskab. Lederen blev den tyskuddannede læge Nadeem Elyas, der kobles tæt til den polskfødte  Christian Ganczarski, der blev rekrutteret til at blive Al-Qaeda- operatør af Elyas.

For at lette opbyggelsen af nye centre i alle europæiske byer har man oprettet en stærk ungdomsafdeling FEMYSO, Forum of European Muslim Youth and Student Organisations, med hovedkvarter i Brussel. De bruges bl.a. til at skabe kontakt til Europaparlamentet, til UN og til The European Youth Forum.