18.01.2004

Ole Hasselbalchs procedure del II

Forfatter:

Ole Hasselbalchs procedure del II i Vestre Landsrets dom af 2. august 1999

  1.2. Om modpåstanden

 

Med appellantens sagsanlæg er der påført indstævnte omkostninger og ulejlighed ved en unødvendig og ekstraordinært ressourcekrævende proces (jf. nedenfor under 2). Disse udgifter kan ikke dækkes ved den udmåling af omkostninger, der normalt finder sted til den vindende part. Indstævnte har på denne baggrund følt sig foranlediget til at kræve erstatning for en af de injurier, appellanten har udsat indstævnte for, og som uden besvær lod sig mortificere:

    Appellantens beskyldning mod indstævnte og den forening, han er ansvarlig for, for holdningsmæssigt og i henseende til livsværdier at forene korset og hagekorset, er injurierende og urigtig - hvilket appellanten da også erkendte allerede i replikken for byretten ved at tage bekræftende til genmæle over for modpåstanden om mortifikation (ekstrakten s. 62), omend han påstår sig fritaget for erstatning.

    I så henseende erindres indledningsvis om, at foreningens mulige forening af korset og hagekorset ikke er under efterprøvelse i nærværende sag, eftersom foreningen ikke har påklaget noget som helst over for appellanten. Det, der skal tages stilling til, er udelukkende, om appellantens udsagn om, at indstævnte forener korset og hagekorset, har en sådan sandsynlighed for sig, at udsagnet er undskyldeligt.

    I så henseende kan konstateres følgende:

    Appellanten har ikkenoget punkt påvist nogen meningsoverensstemmelse mellem indstævnte og nazisterne inden for de områder, hvor de for nazismen karakteristiske opfattelser af menneskelivet kommer til udtryk. Der henvises herved i øvrigt også til brevet af 10/4 1995 fra Povl Nørager (bilag V, ekstrakten s. 297), hvis oplysninger er bekræftet under vidneansvar. Povl Nørager har, som det fremgår heraf, ikke været i stand til at identificere nogen som helst accept af holdninger af nazistisk art inden for Den Danske Forening. Faktum er og bliver, at indstævnte aldrig har tilkendegivet holdninger eller livsværdier, der med nogen rimelighed kan karakteriseres som dækket af hagekorset. Indstævnte har tværtimod i kraft af sit videnskabelige virke en omfattende bekendtskabskreds blandt folk af anden "race" og har gentagne gange fremholdt det urimelige i at dømme andre ud fra racebiologiske kriterier og dermed forhold, som de er uden indflydelse på. Den omstændighed, at indstævnte ikke har brugt kræfter på at demonstrere antinazistisk sindelag ved at lade almindelige menneskelige spilleregler ude af betragtning i behandlingen og omtalen af nazister, sådan som det er kommet på mode, kan ingenlunde tages som udtryk for sympati med nazisternes ideer.

 

Appellanten har henvist til forskellige påstået undskyldende forhold, som efter hans opfattelse tilsiger, at hans erstatningsansvar bør lempes:

    Appellanten har således anført, at hans udtalelse ikke bør kunne opfattes som en nazibeskyldning, idet han herved henviser til nogle forhold omkring nynazisternes julefest (replikken for byretten, ekstrakten s. 70). Disse forhold er imidlertid hverken indstævnte eller den almindelige offentlighed bekendt, hvilket turde være åbenlyst for appellanten.

    Endvidere undskylder appellanten sig tilsyneladende med et (påstået) holdningsfællskab, som han på uklar vis forsøger at fremkonstruere gennem indstævntes position som formand for Den Danske Forening.

    Nu er det jo således, at indstævnte som person ikke kan bære ansvaret for alt, hvad der foregår i denne forening. Men rent bortset herfra er der ikke i det, der er foregået i foreningen, basis for den beskyldning, appellanten har fremsat:

 

For det første har appellanten i så henseende henvist til indstævntes og Den Danske Forenings "kontakter" med nogle personer med påstået nazistisk tilknytning ("personsammenfald" med Den Danske Forening, se bilag 93, ekstrakten s. 453, og 94 ekstrakten s. 211). Indstævnte er imidlertid ikke ansvarlig for eventuelle personsammenfald, men har tværtimod gjort, hvad han kunne, for at sikre foreningen imod infiltration. Rent bortset herfra er der til dels alene tale om sammenfald, som appellanten påstår, uden at der er nogen dokumentation for de pågældendes sindelag.

    I øvrigt erindres om, at dele af appellantens materiale og vidneforklaring om de omtalte sammenfald som allerede nævnt indgik i forskellige injuriesager, som Den Danske Forening anlagde mod personer, der tillagde foreningen og indstævnte forbindelser til nazisterne (bilag AC, ekstrakten s. 484 ff). Og de dannede i EkstraBladet grundlag for en samlet kampagne mod indstævnte og Den Danske Forening. Enden herpå blev som også allerede nævnt ovenfor, at appellantens materiale ikke kunne holde vand i retten (bilag G, ekstrakten s. 219). Herudover kan henvises til indstævntes og DDF's næstformands imødegåelse af appellantens beskyldning af 18/10 1994, jf. deres læserindlæg af hhv. 24. og 25./10 1994 (bilag AD, ekstrakten s. 278).

 

                Hvad angår de af appellanten konkret inddragne personer erindres i øvrigt om følgende:

                    Med hensyn til de navne, der var fremme i de injuriesager, som Den Danske Forening førte for at få mortificeret påstande fra anden side om, at foreningen havde forbindelse til nazisterne, bør nævnes ekstrakten af vidneforklaringerne fra disse sager - herunder appellantens egen vidneforklaring - (bilag AC, ekstrakten s. 484 ff). Disse navne omfatter bl.a. Jonni Hansen, som på et tidspunkt indmeldte sig uden foreningsledelsens viden for at få foreningens skrifter (referatet af hans vidneforklaring, bilag AC, 1. side fn).

                    Hertil kommer nogle senere af appellanten fremhævede navne: At den i artiklen i EkstraBladet 5/9 91 (bilagene 89, ekstrakten s. 176, og 91, ekstrakten s. 451) omtalte Henrik Olling sneg sig ind i foreningen under urigtige forudsætninger, havde indstævnte ikke nogen anelse om, idet indstævnte ikke kendte Ollings politiske ståsted endsige hørte om den konkrete indmeldelse. Ej heller kender indstævnte til et påstået foreningsmedlem (appellanten kan, som det fremgik af indstævntes forklaring, i henhold til arbejdsfordelingen i Den Danske Forening umuligt være i besiddelse af foreningens medlemslister eller dele af disse), nemlig en hr. P.W. (ekstrakten s. 453, jf. 211 ff) som er dømt for nogle plakater. Lige så lidt hæfter indstævnte for fhv. landsarkivar, dr. phil. Sune Dalgårds omtale af samme plakater (ekstrakten s. 230) endsige for Niels Westbergs forvanskede citat af, hvad Dalgård har sagt (ekstrakten s. 233).

                    Indstævnte må i øvrigt i det hele taget betvivle sikkerheden i appellantens jugement m.h.t. hvem der er nazister, "skinheads" m.v. og bemærker, at Povl Nørager, som ved et par lejligheder har holdt foredrag for Den Danske Forening, ifølge sin vidneforklaring ingen sinde har konstateret noget nazistisk islæt af nogen art omkring disse møder.

                    I supplement til det skriftlige materiale, appellanten har bragt frem i sagen, har han også fremlagt forskellig videodokumentation (bilag 108, indslagene 11 ff). At det i h.t. denne er lykkedes appellanten at sælge sammenkædningen mellem DDF og forskellige mærkværdige personer undrer imidlertid ikke, og det undrer heller ikke, at han undlader at fremlægge de TV-udsendelser, hvor denne sammenkædning ikke kommer til udtryk, eller som direkte afkræfter den. Ej heller undrer det, at appellanten undlader at oplyse, at den lange optagelse umiddelbart før nyhedsindslagene om DDF er produceret af TV-Stop, som er et foretagende fra det ekstreme venstremiljø på Nørrebro i København.

                    Fremdeles henviser appellanten til den misforståelse, at det tidligere nazimedlem Peter Larsen var medlem af Den Danske Forening, hvilket han ikke var. Dette er der i øvrigt redegjort for af indstævnte i flere aviser (eksempel: Bilag AN, tillægsekstrakten s. 26, ikke dokumenteret for landsretten), hvorfor appellanten ikke kan undgå at kende det. Det skulle være overflødigt at sige, at hvis en kollektiv enhed søgte optagelse i Den Danske Forening under omstændigheder, hvor der måtte vurderes som omgåelse af foreningslovenes regler, ville den optagelsessøgende naturligvis blive afvist. Om noget sådan risiko var der imidlertid overhovedet ikke tale i relation til Dansk Ungdom, som omtalte Peter Larsen var tilknyttet - jf. også indstævntes svar i EkstraBladet 13/6 1996 (bilag 86, ekstrakten s. 326). At Peter Larsen i sin vildfarne ungdom under indtryk af en uansvarlig faders påvirkning var medlem hos nazisterne og blev kompromitteret gennem appellantens "dokumentationsvirksomhed" - og at han faktisk blev hængt ud i pressen i foråret 1996 på grundlag af appellantens dokumentation - ændrer ingenlunde Dansk Ungdoms status som en af nazisterne helt uafhængig og oven i købet fjendtlig sindet organisation (jf. også bemærkningen på forsiden af Dansk Ungdoms nyhedsbrev, bilag 84, ekstrakten s. 322).

 

Indstævnte er i øvrigt glædeligt overrasket, hvis højst så uhyre få som af appellanten omtalt under urigtige forudsætninger har indsneget sig i foreningens medlemsskare på flere tusinde. Hvis de kredse, der udfører efterforskningerne bag appellantens såkaldte dokumentation - der jo i virkeligheden kun rummer påstande og fotografier, som ser ud som om de var taget uden blitz i en mørk cykelkælder - har noget bedre at byde på, vil indstævnte imidlertid være glad for at modtage underretning om, hvem infiltratørerne i foreningen er. For hverken indstævnte eller den øvrige foreningsledelse har mulighed til at verificere den slags. I det hele taget er det indstævnte uforståeligt, hvorfor appellanten ikke har underrettet indstævnte om de påståede "nazister" i foreningens kreds, så der havde kunnet gøres noget ved det.

 

                Når appellanten i sit 2. procedureindlæg for byretten (s. 11) oplyser, at indstævnte skulle have udleveret sin databaserede liste over - påståede - nynazister til indstævnte, er dette som oplyst under partsforklaringen usandt. Indstævnte har aldrig fået nogen sådan liste, men kun har haft adgang til at lede i appellantens databaserede liste i nogle minutter. En videregivelse af den databaserede liste til uvedkommende ville jo da også have indebåret en selvstændig registerlovsovertrædelse fra appellanten.

 

Det korte og lange er, at det er ubestrideligt, at nazister - så vel som deres modstandere fra den anden fløj - infiltrerede foreningen. Det var jo bl.a. derfor, indstævnte søgte bistand hos appellanten. Nazistisk infiltration har endog Folkebevægelsen mod Nazisme været ude for, jf. skrivelse fra foreningens medstifter, Povl Nørager, af 4/12 1992 til indstævnte (bilag AE, ekstrakten s. 200) som bekræftet under vidneforklaringen. Sådan infiltration siger derfor intet som helst om den infiltrerede.

    Ligeledes er det ubestrideligt, at enkelte ekstremister har deltaget i foreningens offentlige møder - bl.a. hidkaldt af pressens og "antiracisternes" råb om, at her var der noget for dem at udrette. Men sådanne personer er blevet smidt eller frosset ud, når det lod sig se, hvad de stod for.

 

                Når indstævnte ikke var i stand til at ekskludere den person, som appellanten i replikken for byretten fremstiller som nazist, og som ifølge bilag 73 (ekstrakten s. 201) formentlig var det, nemlig Anna Dahl Pedersen, skyldes det, at appellantens påstand angående hendes politiske synspunkter ikke var nogen dokumentation, at appellanten som allerede nævnt ikke leverede nogen sådan dokumentation til underbygning af sin beskyldnings korrekthed, samt at Den Danske Forening ikke dømmer på basis af "antinazisters" blotte påstande om, hvem der er "nazist", og hvem der ikke er. Indstævnte måtte være forsigtig med at dømme personer som nynazister på grundlag af appellantens udokumenterede påstande herom, så meget mere, som at appellanten jo under parternes samtaler i sin tid fortalte, hvorledes nynazisterne gennem retssager indviklede deres modstandere i endeløse injurieprocessuelle forviklinger og derved reelt neutraliserede modstanderne i den offentlige debat - hvilket f.eks. er sket for forfatteren Povl Nørager. Det er som oplyst under indstævntes partsforklaring på den måde endog lykkedes den fremtrædende revisionist og tidligere SS-mand Krog Pedersen at få dømt en modstander for at have kaldt ham nazist (nemlig ved Sæby Rets dom af 6/9 1990). Urimeligheden i appellantens stadige fastholden af, at der kan rejses en anklage over for Den Danske Forening på grundlag af fr. Anna Dahl Petersens medlemskab i en periode, dokumenteres i øvrigt derigennem, at appellanten - som det vil ses af ekstrakten af vidneforklaringerne (bilag AC, s. 2, ekstrakten s. 485) - som vidne i ovennævnte sager fremhævede netop dette medlemskab, hvilket retten imidlertid ikke tillagde betydning.

 

Foreningen kan i øvrigt ikke føre registerlovstridige kartoteker over påståede nazister for at holde sådanne mennesker ude endsige væk fra offentlige møder - uagtet risikoen for, at de fremstilles af pressen som "vagtværn" for foreningen.

    Appellantens påvisning af tilfælde, hvor nazister uden Den Danske Forenings ledelses viden har infiltreret foreningen eller har overværet dens møder, kan altså ikke tages til indtægt for nogen forbindelse til nazisterne endsige for, at indstævnte eller dennes forening deler nazistisk "tankegods", sådan som appellanten bliver ved med at hævde offentligt - herunder i artiklen i Berlingeren 7/10 1994 (bilag K, ekstrakten s. 246), der udløste indstævntes for byretten påklagede indlæg, og i appellantens indlæg i Berlingeren 18/10 1994 (bilag A, ekstrakten s. 258, se tillægsekstrakten), hvor han prøver at nedgøre indstævntes forsvar mod de beskyldninger, appellanten havde rejst.

 

For det andet henviser appellanten til forskelligt materiale fra eller vedrørende Den Danske Forening, som appellanten synes at mene indicerer, at foreningen har "tankegods" fælles med nazisterne, uagtet dette er afvist i flere retssager. Materialet er så vidt ses helt irrelevant i nærværende sag, hvorfor det formentlig kun er fremlagt med i tilsværtningens tjeneste.

 

                For god ordens skyld bemærkes - med henvisning til den af indstævnte afgivne partsforklaring - følgende om det:

 

                Bilag 97 (ekstrakten s. 199) viser et uddrag af en landsmødeberetning udfærdiget af indstævnte, hvoraf fremgår, at Den Danske Forenings ledelse ikke vil blandes ind i en stillingtagen for eller imod de folkelige reaktioner mod en forfejlet indvandringspolitik, men blot beskrive samme, og at foreningen i øvrigt finder en voldelig udvikling grundliggende imod det synssæt, Den Danske Forening bygger på (3. spalte fo). - Men appellantens understregninger i bilaget markerer vel, at appellanten håbede at han kunne få landsretten til at nøjes med at læse noget andet.

                    Bilag 98 (ekstrakten s. 169) viser en protest mod en lokalplan, hvilken protest indstævnte ikke erindrer at have set, fra en foretagsom varmemester, der ikke ville have en stormoské som nabo, og som flere gange henvendte sig til indstævnte om juridisk rådgivning. Dette fik han, men med understregning af, at Den Danske Forening ikke ville blandes ind i hans projekt. Det var også Den Danske Forenings advokat, der varetog pågældendes interesser vedr. nævnte indsigelse i varmemesterens ved Østre Landsret af pressen uomtalte heldigt gennemført proces mod staten for overtrædelse af Grundloven i sammenhæng med stormoske-affæren. - Appellanten vil altså gøre det til et suspekt anliggende at svare en borger, som spørger om, hvordan man protesterer mod en lokalplan, på, hvorledes borgeren skal forholde sig.

                    Bilag 99 (ekstrakten s. 172) er et brev til et medlem i Den Danske Forening, T.A., som viser, at indstævnte tager forbudet i Den Danske Forenings love mod kontakt med nynazistiske foretagender alvorligt, dels ved at advare mod at søge sådan forbindelse, og dels altså ved konkret at ekskludere brevets adressat, om hvem det i kraft af hans offentliggørelse af en artikel gennem et sådant foretagende lod sig bevise, at han havde forbindelser af denne art. - Men appellanten omskriver godt nok i replikken for landsretten indstævntes bemærkning i brevet om, at han flere gange har understreget, at man ikke på en gang kan være medlem af Den Danske Forening og i æresmedlem i nazipartiet Albert Larsens partifraktion, så at indstævntes bemærkning skulle dække over, at indstævnte var bekendt med sådanne tidligere kontakter.

                    Bilag 100 (ekstrakten s. 165) viser et papir, indstævnte ikke erindrer, angående et møde, indstævnte ikke har deltaget i, med et partipolitisk foretagende, Den Danske Forening ikke vil have med at gøre, og hvis leder i øvrigt måtte forlade Den Danske Forening længe inden, de holdninger hos ham, som gav anledning hertil, var blevet offentligt kendt. Indstævnte kan selvsagt ikke svare for, hvad andre måtte finde på at skrive om deres forhåbninger m.h.t. kommunikationer med Den Danske Forening.

                    Bilagene 101-104 (ekstrakten s. 454, 455, 456 og 457) viser nogle på grundlag af en gammel pengeseddel udfærdigede plakater med et slogan, som hovedparten af den danske befolkning ifølge opinionsundersøgelser kan tilslutte sig. - Indstævnte må her blot notere, at appellanten uden nærmere dokumentation hævder, at den ukendte gruppe "Patrioterne" er en nazistisk fraktion. Ud fra appellantens bag fremlæggelsen af disse bilag liggende tankegang vil ethvert fællesskab med virkelige og påståede nazister om noget som helst være belastende. Ifølge appellantens forskruede synssæt må det følgelig også være belastende for kolonihaveejere at hejse Dannebrog, idet dette jo er et symbol, tillige nazisterne betjener sig af.

                    Bilag 105 (ekstrakten s. 152) viser et uddrag af et Den Danske Forenings blad, hvilket uddrag ikke lader sig forstå uden sammenhæng med de foregående sider i bladet. - Indstævnte noterer, at appellanten åbenbart ikke ønsker at læse, hvad der står i bilaget, idet han jo fremstiller den fremskrivning, der i bilaget klart præsenteres som et tankeeksperiment, der blot skal belyse den øjeblikkelige væksttakt i udlændingetallet, som om det var foreningens realistiske befolkningsprognose (som findes i bilag R, tillægsekstrakten s. 2 ff).

                    Bilag 106 (ekstrakten s. 458) viser Den Danske Forenings love samt en løbeseddel fra Den Danske Forening forud for indstævntes formandskab i foreningen, indeholdende fakta, hvis sandhed var bevist, og som i dag er offentligt tilgængelige (jf. herom også Den Danske Forenings faktahæfte, bilag R, ekstrakten s. 208, jf. tillægsekstrakten s. 1 ff).

                    Bilagene 109-13 (ekstrakten s. 173, 174, jf. 467) viser hetzartikler i EkstraBladet mod indstævnte udformet af appellantens samarbejdspartnere Peter Breseman, Niels Westberg og Kurt Simonsen på basis af indstævntes svar (bilag 113, ekstrakten s. 468) på appellantens forespørgsel om, hvad der vil ske, såfremt politikerne på tværs af Grundloven ulovliggør Den Danske Forening - jf. herom i øvrigt Henrik Zahles Statsret in fine. Problemet blev aktuelt, da danske Europaparlamentarikere omkring tidspunktet for svaret anbefalede fremgangsmåder til undertrykkelse af politiske modstandere, som indebar tilsidesættelse af Grundlovens foreningsfrihedsbestemmelse.

                    Bilag 116 (ekstrakten s. 149) viser et anonymt referat af et sommerstævne i Den Danske Forening, hvis sandhedsværdi må stå for appellantens regning.

                    Bilag 117 (ekstrakten s. 166) rummer en artikel til imødegåelse af Ole Espersen, efter at denne med usande oplysninger havde hetzet Den Danske Forening.

                    Bilag 118 (ekstrakten s. 170) indeholder en opfattelse af, hvad begrebet "landsforræderi" rummer, trykt efter ordre fra fhv. nedkastningschef Jens Toldstrup umiddelbart inden dennes død. Det bemærkes, hvorledes appellanten i replikken for landsretten s. 3 midt (ekstrakten s. 99) misrefererer lederens indhold på den måde, at det af den skulle fremgå, at en indvandringspolitik, der ikke stemmer med Den Danske Forenings opfattelser, er landsforræderisk. Det står der ikke i lederen, og det har foreningen aldrig givet udtryk for.

                    Bilag 119 (ekstrakten s. 171) viser et brev, som indstævnte sendte Bernhard Baunsgaard, efter at denne gentagne gange under offentlige møder på upassende vis havde afæsket indstævnte en tilkendegivelse om, at Baunsgaard ikke var "landsforræder". Som det fremgår af brevet, har indstævnte ikke fundet at skulle gør sig til dommer over andre i dette anliggende, men han har svaret ved at sende Baunsgaard den leder, Jens Toldstrup havde forlagt trykt, til privat overvejelse. Indstævnte ønsker i øvrigt ikke at kommentere Baunsgaard, idet han jo er afgået ved døden, men bemærker, at det altså er lykkedes appellanten at afsætte sin tolkning til samarbejdspartnerne på EkstraBladet (bilag 120, sidste side, ekstrakten s. 239).

                    Appellanten har i tilslutning hertil som bilag 71 fremlagt lydindslag, der skulle dokumentere, at indstævnte er inficeret af nazistisk "tankegods". Inden for det område, indstævnte har kendskab til, er optagelserne imidlertid beklippet, så at uddragene gang på gang bliver uforståelige eller direkte misvisende. F.eks. er det som allerede nævnt således, at det klip, der ifølge den skriftlige præsentation i bilag 72, s. 7 (jf. replikken for landsretten s. 13, ekstrakten s. 109), dokumenter, at indstævnte "erkender Riis-Knudsens racisme som det eneste middel mod muslimsk indvandring" (jf. også appellantens udtalelse herom i bilag AS, ekstrakten s. 335) i virkeligheden rummer indstævntes udtryk for bekymring af, at Riis-Knudsens model på et tidspunkt vil komme til at stå for jævne mennesker som det eneste bud på en løsning.

 

Som supplement til denne tynde dokumentation for sine undskyldninger insinuerer appellanten i øvrigt (under domsforhandlingen (men for øvrigt også i 1. procedureindlæg for byretten s. 29 f, og i replikken for landsretten s. 12, ekstrakten s. 108), at Den Danske Forenings vedtægtsmæssige forbud mod optagelse af nazister og andre ekstremister blot skulle være "et ansigt udadtil" og skalkeskjul for det modsatte. - Sidstnævnte sted underbygges beskyldningen oven i købet ved hjælp af en fordrejning af, hvad indstævnte har skrevet i et brev til en ekskluderet (bilag 99, ekstrakten s. 172). Det skal for anstændighedens skyld i så henseende oplyses, at forbudet skyldes dels den omstændighed at tidligere modstandsfolk, herunder personer, der har været i nazitysk fangenskab, spillede en rolle ved foreningens stiftelse, og dels en realistisk opfattelse hos stifterne af, hvad man kunne vente sig fra nynazistisk side.

 

Således er der ingen grund til at lempe ansvaret. Tværtimod taler meget for at skærpe det:

    For det første er appellanten gennem information fra indstævnte under parternes samkvem i sin tid udmærket bekendt med tingenes rette tilstand - herunder at indstævnte endog er blevet truet af nazisterne med intimidering og kompromittering af forskellig art i anledning af sin stædige holden nazisterne og deres synspunkter ude af Den Danske Forening.

    For det andet repræsenterer injurieringen et med professionelle manipulationsmidler gennemført forsøg på at koble indstævnte til nazismen. Netop kneb af den art, appellanten har brugt, herunder i det læserindlæg, der kulminerer med beskyldningen (jf. om disse ovenfor), er det meget vanskeligt at værne sig imod over for en godtroende offentlighed.

    For det tredje taler for en skærpelse af ansvaret den omstændighed, at appellantens beskyldning som påvist ovenfor ikke er noget enkeltstående fænomen eller udtryk for et øjebliks ophidselse. Den er tværtimod et led i en hel serie tilsvarende, omhyggeligt udtænkte besmudsninger. Og det drejer sig vel at mærke om beklikninger, som appellanten har fremsat i vindingsøjemed, nemlig for at give sin foredragsvirksomhed et løft.

    Appellantens oprindelige erstatningskrav for byretten var på denne baggrund meget beskedent sat og rækker endog end ikke til at dække det direkte sandsynliggjorte økonomiske tab. I lyset af den særlige krænkelse, den rejste beskyldning indebærer i kraft af indstævntes stilling, er den tilkendte erstatning absolut ikke for høj.

 

Det gøres således i relation til modpåstanden gældende:

 

            - AT appellantens påklagede beskyldning mod indstævnte indeholder en utvetydig og injurierende beskyldning for nazistisk sindelag.

 

            - AT beskyldningens rigtighed ikke er bevist, hvorimod det allerede gennem indstævntes i denne sag dokumenterede virksomhed er bevist, at beskyldningen intet som helst har på sig, jf. også appellantens erkendelse heraf (jf. også replikken for byretten, ekstrakten s. 62).

 

            - AT indstævnte ikke har udvist nogen som helst egen skyld.

 

            - AT appellanten derimod har udvist en betydelig grad af skyld.

 

            - AT der derfor både ud fra det sandsynliggjorte økonomiske tab og som torterstatning uden betænkelighed kan udmåles en erstatning svarende til det af byretten fastsatte beløb.


2. Procesførelsen og menneskerettighedsaspektet samt spørgsmålet om sagsomkostninger m.v.

 

Som det vil fremgå af det foregående, er appellantens klagemål åbenlyst uberettiget. uberettiget, at man tvinges til at spørge, hvorfor han overhovedet har anlagt sagen.

    Dette spørgsmåls besvarelse kommer man nærmere, når man betænker, hvorledes appellanten på det praktiske plan har tilført processens praktiske gennemførelse former, som ligger uden for sædvanlig retspleje. Former, som i sig selv sandsynligvis ville have påført indstævnte en tabt sag, såfremt han ikke havde haft sin egen juridiske baggrund at trække på, eller som i hvert fald ville have påført ham omkostninger helt ude af proportion til stridens genstand. - Og dermed også former, som virker til at afskære appellantens andre og mindre heldigt stillede kritikere fra af udtale sig ufordelagtigt om appellanten. Processen har kort sagt - som allerede anført - reelt mere karakter af et forsøg på at båndlægge indstævntes ytringsfrihed end på at værne appellantens ære.

    Dette bør tages i betragtning dels ved landsrettens udmåling af sagsomkostninger, og dels - i lyset af menneskerettighedskonventionens art. 10 (om ytringsfriheden) - ved afgørelsen af, hvorvidt retsplejelovens sanktionsregler bør bringes i anvendelse.

 

I så henseende er det værd at være opmærksom på de videre perspektiver i det, der foregår:

    Som oplyst af såvel indstævnte som af vidnerne Povl Nørager og Jacques Blum bruges såkaldte "filibustersager" i dag som redskab til at hindre sande, men for visse kredse ubelejlige oplysninger i at komme frem. Metoden er den, at der anlægges langvarige, uhåndterlige injurieprocesforløb mod de personer, der offentliggør de uønskede ting. Pressionen over for dem ligger dels i det psykologiske pres, en sådan sag påfører den indstævnede, dels i den omstændighed, at almindelige mennesker, der udsættes for et filibustersøgsmål, må regne med at blive dømt, allerede fordi de realistisk set ikke kan finde tilstrækkelig sagkyndig advokatbistand til at varetage det urimeligt ressourcekrævende forsvar, og i øvrigt heller ikke kan forsvare at investere de betydelige pengemidler, sager efter filibusterkonceptet kræver, i processeri.

    Filibustersager har længe været kendt i udlandet. Men nu har de også vundet indpas herhjemme, hvor de anvendes af ekstreme politiske grupperinger, af tvivlsomme naturlægemiddelsælgere samt af visse nyreligiøse grupperinger. Som ét eksempel er dokumenteret den redaktionelle kommentar i Randers Amts Avis af 27/7 1996 (bilag AP, tillægsekstrakten s. 27), hvis redaktør blev ramt af en injuriesøgsmål fra nynazistisk side, som varede 7 år og kostede ham et sekscifret beløb, uagtet han vandt sagen. Redaktøren konkluderer, at almindelige mennesker stillet heroverfor nok må opgive at få deres ret. Som et andet eksempel er af indstævnte under partsforklaringen nævnt et tilfælde, hvor det endog lykkedes en erklæret nationalsocialist at opnå dom for, at det var uberettiget at kalde ham nazist (jf. også ovenfor). Også appellanten - bistået af advokat Mogensen - har en stribe sager i gang. Som det er oplyst af vidnet Jacques Blum, har appellanten gennem disse søgsmål og den uoverkommelige opgave, det er at forklare varierende dommere, hvad det hele drejer sig om, faktisk haft held til at afskrække pressen fra at bringe kritiske artikler om sig selv og sine offentlige forestillinger. Resultatet er bl.a., at appellantens useriøse nazisme-tamtam - efter en model, som både Jacques Blum, Povl Nørager og indstævnte under forklaringerne har vurderet som værende i nynazisternes interesse - kan køre stort set uimodsagt til benefice for ubefæstede skolebørn og andet godtroende publikum.

    Landsretten har imidlertid nu mulighed for at standse dette procescirkus og dermed på ny muliggøre modsigelse af appellanten og hans nazi-pjat, således at bærekraften af hans offentlige præsentationer igen vil komme til at afhænge af hans argumenters kraft og ikke af hans hårdkogte brug af domstolssystemet. Og ingen sag ville være mere velegnet til dette formål end nærværende. For i ingen anden sag kan den sagsøgte nemlig mobilisere den kombination af juridisk baggrund og indsigt i de ekstreme gruppers adfærd og teknikker, som indstævnte repræsenterer. Stopper landsretten derfor ikke misbruget af domstolene her og nu, lader misbruget sig næppe overhovedet standse.

    Landsretten vil imidlertid med største lethed kunne stoppe det. Det kan retten nemlig gøre dels ved at give indstævnte medhold i hans hovedpåstand, dels ved at anvende retsplejelovens sanktionsregler over for appellanten og dennes advokat, og dels ved at udforme afgørelsen så udførligt, at den kan fremlægges som præjudikat i andre sager - og så der i øvrigt kan tages initiativ til at følge sagen til dørs i relation til Registertilsynet (vedr. overholdelsen af registerloven), politimyndighederne (vedr. de uholdbare dele af appellantens partsforklaring) m.v.

 

Nærværende sags forløb viser på udmærket måde, hvad en filibustersag er. Selv om retsplejelovens strafbestemmelser formelt set bringes i anvendelse ex officio, er det imidlertid let at drukne i papirerne. Jeg vil derfor tillade mig at resumere, hvad der er foregået, med henvisning både de fremlagte bilag og den øvrige korrespondance:

 

 

2.1. Det praktiske sagsforløb

 

Det vil formentlig efter den udførlige præsentation ovenfor være indlysende for landsretten, hvad sagens udfald bør være. Det ville det imidlertid - efter al erfaring med disse sager - ikke have været uden netop den i forhold til sagsgenstanden ekstremt omfattende præsentation. Den indsats, dette har krævet, skal endvidere sættes i relation til sagens praktiske forløb ved retten, som er følgende:

 

Indstævnte blev stævnet i Århus, som ikke er hans hjemting, og hvor der næppe heller er deliktværneting, så vidt som at den oprindeligt påklagede artikel i Berlingeren 14/10 1994 (bilag 1, ekstrakten s. 248) er udkommet i København, hvor også Berlingerens debatredaktion er beliggende. At en avis også sælges eller har redaktion i en anden by, kan således ikke være afgørende for værnetinget, eftersom besværlige læserbrevsskribenter i de landsdækkende medier jo så ville kunne jages landet rundt til helt irrelevante værneting. Indstævnte accepterede imidlertid at møde i Århus for at undgå at belaste og forsinke sagen med en formaliaprocedure herom.

    Ifølge indstævntes optegnelser er stævningen for byretten forkyndt primo februar 1995, og svarskrift for byretten er herefter afsendt 15/2 1995. Appellantens replik for byretten fremkom herefter - efter en uforklarlig misforståelse fra appellanten og trods et forberedende retsmøde 18. april - først 25/7 1995, uagtet byretten oprindelig satte en tidligere frist. Se herved byrettens skrivelse af 21/6 1995.

    Indstævnte måtte i anledning af replikken for byretten fremkomme med nogle processuelle provokationer. Således nægtede appellanten i replikken, s. 8 (ekstrakten s. 69) at vedkende sig den video, indstævnte havde fremlagt. Derfor opfordrede indstævnte i brev fra indstævnte af 7/8 1995 appellanten til at fremlægge den video, appellanten ville vedkende sig at have produceret, og det kontraktsmateriale med nynazisterne, som appellanten var kommet for skade at nævne på et offentligt møde. Appellanten fik ved byrettens skrivelse af 24/8 1995 14 dages frist til at kommentere provokationerne. Det gjorde han ikke. Men efter egne undersøgelser kunne indstævntes advokat selv fremsende kontrakterne i brev af 30/8 1995 sammen med en opfordring til appellanten om herefter at opgive sagen. Dette skete imidlertid ikke, men appellanten fastholdt i stedet i brev af 4/9 1995, at han ikke havde produceret den fremlagte videooptagelse (bilag O). Indstævnte afsendte derfor sin duplik for byretten 15/9 1995. Retten gav dernæst appellanten frist til 11/10 1995 til at svare på duplikken for byretten, jf. byrettens skrivelse af 21/9 1995, ifølge hvilken forberedelsen sluttes, såfremt fristen ikke måtte blive overholdt. Der fremkom imidlertid intet - bortset fra, at advokat Mogensen ved brev af 30/10 1995 underrettede indstævnte om, at hans klient havde givet advokaten transport i den erstatning, indstævnte evt. måtte blive pålagt. Indstævntes advokat, Folmer Reindel, forsøgte herefter uden held ved skrivelse af 20/11 1995 at komme i kommunikation med appellantens advokat om domsforhandlingens praktiske afvikling.

    Primo januar 1996 fremkom så et processkrift (af 2/1) fra appellanten, som intet væsentligt indeholdt. Den 8/1 1996 gjorde indstævnte derfor byretten (og appellanten) opmærksom på de utilfredsstillende forhold og anførte, at der var påført ham unødigt besvær og ekstra omkostninger. Indstævnte hæftede sig herunder ved, at appellanten havde fået fri proces, til trods for at sådant principielt ikke bevilges i injuriesager og slet ikke til en erhvervsdrivende. Indstævnte havde - i strid med almindelige forvaltningsretlige regler om myndighedernes pligt til at sikre ordentlig sagsoplysning - end ikke fået lejlighed til at udtale sig om appellantens ansøgning om fri proces over for amtet. Derfor gjorde indstævnte i skrivelsen også byretten opmærksom på nødvendigheden for nu - altså efter nytår 1996 - at få sagen bragt til afslutning under håndterbare former, så at begge parter fik vilkår, der stod i forhold til deres ressourcer. I parentes bemærket havde indstævnte på dette tidspunkt fundet det økonomisk uforsvarligt at fortsætte sagsførelsen gennem advokat, hvorfor han nu stod tilbage med sin egen juridiske arbejdsindsats som eneste ressource over for appellantens mulighed for gennem bevillingen af fri proces at trække på statskassen. Endelig gjorde indstævnte i skrivelsen til retten opmærksom på adv. Mogensens brev af 30/10 1995 med denunciationen angående transporten i appellantens eventuelle erstatningskrav. Ifølge indholdet af en korrespondance mellem advokaten og Advokatnævnet var denne nemlig foretaget til dækning af advokatens salærkrav, hvilket vanskeligt kunne læses som andet end en tilsidesættelse af retsplejelovens ? 336 c, stk. 5. Indstævnte udtrykte dels på denne baggrund, dels ud fra det oven for anførte, og dels ud fra kendskab til forløbet i advokat Mogensens tilsvarende processer skepsis med hensyn til, om advokaten ville være sindet at medvirke til at bringe sagen til en hurtig afslutning. Indstævnte pegede tillige på, at adv. Mogensen endnu ikke havde taget stilling til et forslag fra indstævntes advokat, Folmer Reindel, i brevet af 20/11 1995 om praktiske foranstaltninger til lettelse af domsforhandlingens praktiske afvikling, ligesom indstævnte vurderede, at det af advokat Mogensen forudsatte tidsforbrug til domsforhandlingen var ude af proportioner til sagens reelle indhold, hvorfor man kunne befrygte, at tiden ville medgå til at oppumpe forhandlingen unødigt.

    Byretten var imidlertid på dette tidspunkt - i januar 1996 - afskåret fra at gøre noget effektivt over for appellanten, idet sagsakterne var udlånt i forbindelse med en klagesag fra indstævnte i anledning af appellantens fri proces. Der skete følgelig ikke noget fra appellantens side efter 8/1 1996, ud over at der fremsendtes yderligere nogle irrelevante bilag. Den 18/1 1996 rykkede indstævnte derfor på ny for at få afviklet sagen.

    Appellantens udnyttede den omstændighed, at sagen ikke var afgjort, til at forsætte sine ejendommelige offentlige præsentationer omkring indstævnte. Herunder fandt han f.eks. lejlighed til at anvende den båndoptagelse af den fulde samtale mellem vidnet Holger Petersen og nazisternes tidl. landsleder, P.H. Riis Knudsen, som indstævnte 27/4 1995 havde fremlagt i sagen som bilag P (littreret af retten som P2), på manipulativ vis. Herunder påstod appellanten over for tilhørerne, at optagelsen var kommet ham i hænde ved en fejl fra indstævntes advokat, der nemlig havde forvekslet ekstrakten af båndet (som indstævnte fra først af havde fremlagt) med den fulde optagelse (som indstævnte først fik senere) og derfor havde tilsendt adv. Mogensen sidstnævnte. Man forstod på appellantens fremstilling, at indstævntes advokat var impliceret i manipulation af bevismaterialet og udsendelse af et for hr. Farmand belastende bånd til dennes foredragsværter. Denne urigtige og for indstævntes advokat belastende oplysning har appellanten således givet over den københavnske lokalradio Radatosk 15/2 1995, hvilken udsendelse en lytter har optaget på bånd (audiovisuelt bilag AM) og tilsendt indstævnte.

 

                Hvordan appellanten i replikken for landsretten, s. 11 fn (ekstrakten s. 107) kan hævde, at hans beskyldninger mod advokaten blot bygger på en antagelse, er uforklarligt, idet det hans krav om fremlæggelse af det fulde bånd i retssagen var et nøglepunkt under det forberedende retsmøde i april 1995. Lige så uforklarligt er det naturligvis, at han under partsforklaringen fra landsretten kunne fortælle, at han fik den urigtige oplysning om båndets tilvejebringelse fra sin advokat.

                    Appellantens udtalelser på lokalradioen falder som følger: Intervieweren: "Det jeg spekulerer på, det skal vi lige sige, denne her optagelse, den har også været brugt i retten, ikke?" Farmand: "Den har været brugt i retten, og den er fremkommet derved, at man har lavet den i uddrag og sendt den til de mennesker, der har inviteret mig til foredrag - det er på den måde, jeg har opdaget, at den findes. Og så ved en fejltagelse på modpartens advokatkontor har man forvekslet originalen med de brudstykker, der var kopieret ud og pludselig fik min advokat originalen med det resultat, at vi fik et indblik i, hvordan de svinske metoder er, når man skal ud og gøre folk til nazister, fordi man er bange for, at jeg er i stand til at afsløre dem for det, de er". Interviewer: "Og den retssag, den er afsluttet?" Farmand: "Den retssag, den kører lige så smukt - nogen af de her ting, de er afsluttet, men den her den kører, retssagen kører endnu og hele skriftet er udskrevet og har ligget i næsten et helt år mellem parterne. Og fordi de stadigvæk bruger den, bruger jeg også den her, når jeg vil fortælle folk, hvad det er for nogen metoder, man bruger både blandt nazister og folk i Den Danske Forening."

 

Den 18/4 1996 - på étårsdagen efter det første forberedende møde i byretten - holdtes dernæst et nyt sådant møde. Herunder formuleredes med byrettens bistand et forslag til et rimeligt forlig, som indstævnte accepterede under hensyn til behovet for at reducere sit tidsforbrug, og som appellanten havde været veltjent med også at tilslutte sig. Men det gjorde han ikke. Der kom intet svar - og slet ikke "snarest", sådan som retten havde krævet (jf. referatet af retsmødet).

    I brev af 20/5 1996 meddelte indstævnte derfor, at han nu var nødt til at gå i gang med at forberede proceduren til domsforhandlingen i august. Han foreslog i denne forbindelse skriftlig procedure, hvilket forslag, såfremt det var blevet accepteret dengang, havde sparet tid for både retten, appellanten og indstævnte selv. Herpå kom der imidlertid heller intet svar. I stedet ankom der umiddelbart før sommerferien et processkrift (af 21/6 1996) med en ny bilagsbunke - denne gang på over 30 numre - som så måtte underkastes en foreløbig gennemgang. Denne viste blot, at bilagene intet væsentligt for sagen indeholdt (se rettens kendelse af 8/7 1996 vedr. værdien af disse bilag).

    Heller ikke domsforhandlingens praktiske gennemførelse var det i tiden herefter muligt at komme i kommunikation med appellantens advokat om. Denne lavede således enerådigt en tidsplan, som indstævnte først blev bekendt med, da et af de indkaldte vidner fortalte ham om den. Planen tog ikke højde for den dengang forudsatte afhøring af et vidne for indstævnte, (jf. brev fra advokaten af 5/8 1996). At vidnet ville falde væk på grund af en hetz, EkstraBladet førte mod vidnet i forårets og sommerens løb (i øvrigt på grundlag af materiale fra appellanten), kunne man jo i princippet ikke dengang vide. Men frem for alt indebar planen et overforbrug af tid den første retsdag (jf. indstævntes brev til byretten af 7/8 1996 om denne betænkelighed).

    Retten accepterede imidlertid planen. Men indstævntes frygt viste sig ikke desto mindre berettiget. Domsforhandlingens første dag hengik således med en forelæggelse fra appellantens advokat, som måtte suppleres af indstævnte i kraft af, at indstævntes skriftlige dokumentarium kun blev stedmoderligt berørt af advokaten. Og frem for alt anvendtes ikke mindre end 2? time på advokatens afhøring af appellanten - i store dele om helt irrelevante ting - hvortil kom en halv times afhøring af denne fra indstævntes side.

    Herefter måtte sagen p.g.a. tidnød overgå til skriftlig procedure. Og i denne måtte indstævnte endog læse sammenholdende korrektur på appellantens referater af, hvad indstævnte havde sagt.

 

                Appellantens i 1. procedureindlæg for byretten, s. 8, i citationstegn anførte gengivelse af, hvad appellanten skulle have skrevet i det påklagede indlæg i Berlingeren, er således urigtigt. Men end ikke indstævntes 1. procedureindlæg for byretten refererede appellanten korrekt. På s. 10 i sit 2. procedureindlæg for byretten anfører han f.eks., at indstævnte i sit 1. procedureindlæg for byretten har skrevet, at han kun kendte brudstykket af Holger Petersens båndoptagelse. Men procedureindlægget for byretten indeholder (s. 14) kun en formodning om, hvad appellanten kendte til. Og i appellantens 2. procedureindlæg for byretten s. 12 refererer han i citationstegn indstævntes procedureindlæg for byretten for at have talt om appellantens stedmoderlige behandling af "sagens skriftlige dokumentarium". Af indstævntes procedureindlæg for byretten s. 30 fremgår, at det var indstævntes dokumentarium, appellanten omtaler som overfladisk behandlet af advokat Mogensen.

 

Byretsdommen faldt ud i indstævntes favør. Men indstævnte blev til dækning sin omkostninger - herunder advokatomkostninger indtil det tidspunkt, hvor han selv overtog sagsførelsen - tilkendt siger og skriver 5.000 kr.

 

Afgørelsen blev - ikke uventet - appelleret. Efter indgivelsen af ankestævningen af 15/11 1996 til landsretten er der foregået følgende:

    Stævningen for landsretten forkyndtes ved landsrettens brev af 25/11 1996, og indstævnte afgav svarskrift for landsretten allerede 11/12 1996, hvorefter landsretten ved brev af 16/12 1996 fastsatte frist for replik for landsretten til 13/1 1997.

    Dagen før fristens udløb, nemlig 12/1, anmodede advokat Mogensen om udsættelse p.g.a. tidspres og ferie, hvorefter landsretten ved brev af 13/1 1997 udsatte fristen til 10/2 1997.

    Den 10/2 kom der imidlertid ikke andet fra advokaten end en ny anmodning om udsættelse - nu p.g.a. sygdom - hvilket landsretten herefter bevilgede, idet ny frist sattes til 3/3. Heroverfor protesterede indstævnte ved brev af 14/2 1997, hvori redegøres for, hvorledes appellanten havde anvendt den tid, udsættelserne gav ham, til at intimidere vidnerne. I brevet gøres også opmærksom på, hvordan indstævnte mistede et vidne i byretten, idet den pågældende - der er "afhopper" fra det nynazistiske miljø, og som derfor ville kunne berette om appellantens rolle i samme, hvilket var genstand for bevisførelse - unddrog sig kontakt, efter at der på grundlag af materiale fra appellanten var iværksat en hetz mod vidnet i EkstraBladet.

    Uagtet dette skete der imidlertid på dagen for fristens udløb, altså 3/3 1997, heller ikke andet, end at advokat Mogensen anmodede om en ny udsættelse, nu i anledning af overvældende tidspres og indsats i en rocker-sag samt nødvendigheden for at få tid til sortering af et yderligere bilagsmateriale, som appellanten tænkte sig at fremlægge. - Det var altså heldigt, at advokaten sidste gang var for syg til at overholde fristen, for ellers var dette nye materiale jo ikke kommet med. Heroverfor protesterede indstævnte ved brev af 6/3 1997, hvori han bl.a. gør opmærksom på, at behovet for at få tid til at frasortere betydningsløst materiale så rigeligt måtte siges at være tilgodeset gennem de næsten 2? år, sagen hidtil havde trukket ud på trods af straffelovens forskrift om, at sådanne sager skal fremmes med størst mulig hurtighed. Desuden undrede indstævnte sig over, at advokaten trods sin påståede travlhed dog let havde fundet tid til under indstævntes sygehusindlæggelse i januar, hvor indstævnte var ude af stand til at varetage sine anliggender - og til stor forbløffelse for personalet ved indstævntes hjemting, som er Helsingør - at sende indstævnte en fogedsag på halsen for en gæld, der ikke påhvilede indstævnte. Fremdeles gjorde indstævnte i skrivelsen opmærksom på, at advokaten udgør en del af det herhjemme eksisterende særlige "antiracistiske" miljø, og at advokatens travlhed bl.a. skyldes en landsdækkende injuriesøgsmålsvirksomhed rettet mod personer, der på en eller anden måde er blevet ubekvemme for herværende "antinazister". Samtidig anmodede indstævnte landsretten om at fastsætte skriftlig procedure, jf. retsplejelovens ? 387.

    Herefter bestemte landsretten 7/3 1997, at fristen skulle udsættes til 21/3 1997 og anmodede i samme forbindelse om appellantens stillingtagen til ønsket om skriftlig procedure.

    Efter fristens udløb (men dateret 20/3 1997) fremkom appellantens replik for landsretten ledsaget af 60 nye bilag samt yderligere underbilag til samme. Samlet havde appellanten dermed i landsretten fremlagt 91 bilag samt et antal yderligere underbilag ud over dem, han fremlagde for byretten - herunder inkluderende båndoptagelser af adskillige timers varighed (idet der dog var en vis overlapning mellem de på de seneste bånd indlagte optagelser og tidligere fremlagte samme). Samtidig krævede appellanten med nye påstande for landsretten indstævnte dømt for forhold, som han formelt set ikke ville kunne dømmes for her, eftersom de ikke var pådømt ved byretten. Flere af klagerne vedrørte endog efterfølgende begivenheder, og den ene (påstand VI) angik en udtalelse fra indstævnte, som kun havde kunne gøres til basis for injurieklage gennem beklipning af, hvad indstævnte faktisk havde udtalt. Klagen i så henseende gik således ud på, at indstævnte skulle have skrevet i en artikel, der er indlagt på Internet i februar 1997, bilag 77 (ekstraktens s. 346 f), at appellanten har tilbragt 20 år under hagekorset. Men det passer ikke, når man læser citatet i sammenhæng med den efterfølgende sætning, hvoraf fremgår, at appellantens ophold under hagekorset angiveligt er hengået med muldvarpearbejde.

    De nye bilag illustrerede de intrigante forhold, der hersker i det miljø, appellanten færdes i. Med bilagene udstraktes sagen imidlertid definitivt til at omfatte og nærmest blive en del af disse intriger. Ingen andre end de, der selv er implicerede, ville kunne forstå, hvad disse intriger går ud på - og måske end ikke dem. Indstævnte kunne i hvert fald ikke følge med, og han kunne i det store hele heller ikke se betydningen af de mange nye bilag, allerede af den grund, at de savner dokumentarværdi i en retssal. Mængderne af fremlagte hetzartikler fra appellantens samarbejdspartnere i pressen var f.eks. intet bevis for de heri beskrevne forhold. Og i relation til det som postuleret autentisk fremlagte materiale var der end ikke givet den forklaring om, hvor papirerne hidrører fra, som er den første forudsætning for at tillægge dem troværdighed. Hertil kom, at det, dokumenterne udviste - håndskrevne markeringer af, hvem der er "skinheads" m.v. - ikke i sig selv havde nogen bevisværdi. Hvad specielt de fremlagte båndoptagelser angik, var der endvidere tale om en broget forvirring af stof, herunder med vildledende sammenklipninger, ligesom der forekom vildledende udklip af det, indstævnte har sagt. Båndene præsenteredes ydermere i skriftlige ledsagebilag på en måde, der ikke var korrekt i forhold til det, man kunne høre på båndet. - Men det fremgik dog af båndklippene, at appellanten rådede over en båndoptagelse af den samtale med Povl Vinter Jensen, som han havde vidneindkaldt denne til afhøring om i byretten. Og det fremgik også af denne samtales indhold, at appellanten havde sagt nøjagtig det til Povl Vinter Jensen, som denne har hævdet, og som han bekræftede under vidnesbyrdet i byretten (se også bilag AU, ekstrakten s. 339 f). Afhøringen af dette vidne i byretten var altså overflødig og klagers oplysninger over for byretten m.h.t., hvad der var blevet sagt, var urigtige. Denne båndoptagelse havde advokat Mogensen i parentes bemærket kendt til lige siden sagens start - jf. bemærkningen i advokatens brev til indstævnte af 1/11 1994 (bilag 5, s. 2, ekstraktens s. 287), hvoraf dette fremgår.

    Under hensyn til, at appellanten vedholdende markedsførte det synspunkt over for offentligheden, at han udelukkende tabte byretssagen, fordi han "blev afskåret fra at føre bevis" (jf. eksempelvis indlæg fra Fyns Stiftstidende 15/12 1996, bilag AS, ekstrakten s. 335), til trods for, at han havde næsten to år hertil, og under hensyn til det var mislykkedes for indstævnte at opnå byrettens forståelse for, at den ejendommelig procesførelse ikke vil standse, førend retsplejelovens regler om bl.a. utilbørlig forhalelse af en proces bringes i anvendelse på appellanten, samt da en protest imod den nye bilagsbunke kunne ventes blot at ville føre til, at der skulle gennemføres en formaliaprocedure herom med yderligere arbejde og forhalelse af sagen til følge, accepterede indstævnte imidlertid fremlæggelsen af det nye materiale (bortset fra de tysksprogede båndindslag), ligesom han for at undgå nye selvstændige søgsmål accepterede, at landsretten tog de kun for landsretten påklagede forhold under påkendelse.

    I øvrigt kunne indstævnte notere, at appellanten i sin replik af 20/3 1997 (ekstraktens s. 97) hverken svarede på det i svarskriftet fremsatte forslag til den praktiske gennemførelse og lettelse af sagen eller på indstævntes anmodning i brev af 6/3 1997 om i det mindste at gennemføre skriftlig procedure, eller på landsrettens tilsvarende anmodning i kendelse af 7/3 1997.

    Alt dette noterede indstævnte i sin duplik for landsretten (af 2/4 1997). Heri protesterede indstævnte samtidig på ny over den form, appellanten havde givet processen, herunder over, at han nu skulle belastes med at aflytte længere tids ligegyldige musikindslag på de af appellanten fremlagte bånd for at finde ud af, hvilke dele af det fremlagte, der vedrørte sagen, at han igen skulle mødes med bilag, der rummede stof, som allerede er fremlagt én gang (videobåndene, bilag 108), at dele af videobåndene var klippet (og præsenteret i bilag 108 C, ekstrakten s. 460 ff) på en vildledende måde (se herved bemærkningerne i appendix til duplikken for landsretten til bilag 108 A-C om, hvorledes appellanten har indlagt vidt forskellige indslag i forlængelse af hinanden, så at beskueren forledes til at tro, at der er tale om én samlet videofilm, ekstrakten s. 127 ff), at appellanten i de fremlagte lydbånd havde beklippet indstævntes udtalelser for at få dem til at fremstå som en tilslutning til Riis-Knudsens racistiske ideer, samt at Den Danske forening - i hvis styrelse flere har familiemæssige relationer til andre såkaldte "racer" - forsøgtes viklet ind i appellantens racismekonstruktioner omkring indstævnte.

    Med den nye bilagsbunke kunne man have troet, at sagen var belyst. Men appellanten havde nu gjort indstævntes omtale af appellantens kontakter til nazibevægelsen til særskilt klagepunkt (jf. appellantens påstand VI). Omfanget og karakteren af disse kontakter fik derfor nu en sådan betydning under bevisførelsen, at indstævnte måtte undersøge dette forhold nærmere.

    I denne henseende oplyste appellantens advokat Hans Mogensen i replikken af 20/3 1997, s. 10, ekstrakten s. 106, at appellanten kun havde haft "spredte kontakter" af denne art. Med relation hertil kunne ovenfor omtalte Povl Nørager imidlertid på forespørgsel fra indstævnte oplyse, at appellantens kontakter til omtalte bevægelse under den (filibuster)retssag, som nazilederen P.H. Riis-Knudsen i sin tid anlagde mod Nørager, tværtimod var så intime, at appellanten nærmest optrådte som en slags fuldmægtig for Riis-Knudsen. Povl Nørager fremkom til belysning af dette med en brevveksling mellem Nøragers advokat (dengang Hans Mogensen, der havde markedsført sig lokalt som engageret antinazist) og Frede Farmand (for P.H. Riis-Knudsen), der med P.H. Riis-Knudsens tilladelse kunne fremlægges som bilag AY (ekstrakten s. 153), AZ (ekstrakten s. 156), og AÆ (ekstrakten s.158). Endvidere fik indstævnte et utrykt læserbrev af 24/1 1996 (bilag AØ, ekstrakten s. 317) fra revisionisten H. Krog Pedersen til Jyllands-Posten, som også indeholder en række oplysninger om karakteren af appellantens såkaldt "spredte" kontakter med nynazisterne, udvisende, at disse kontakter ikke med nogen som helst rimelighed kan karakteriseres således. Alt dette fremlagdes af indstævnte ved brev af 9/6 1997.

    I mellemtiden var der sket besynderlige ting omkring indstævntes vidner. Ved indstævntes svarskrift af 11/12 1996 var kultursociolog Jacques Blum, der har indsigt i de danske højreekstreme miljøer, blevet varslet som vidne. Dette gav appellanten anledning til ved brev af 6/2 1997 at kontakte Blum, over for hvem han besværede sig over visse åbenbart for appellanten ubelejlige oplysninger, som Blum skulle have afgivet til indstævnte til brug for sagen. I denne forbindelse beskyldte appellanten vidnet for tyveri, for at have ført byretten bag lyset, for at have bedraget og for at deltage i antiracistisk arbejde med økonomisk vinding for øje. I det i øvrigt ikke let forståelige brev fremsætter appellanten også forskellige krænkende udtalelser om Den Danske Forening, ligesom han anfører, at der i landsretten vil blive ført nogle til dels navngivne vidner mod Jacques Blum. Blum informerede indstævnte om henvendelsen, og indstævnte protesterede herefter ved brev af 14/2 1997 til landsretten under vedlæggelse af appellantens brev af 6/2 til vidnet.

    Ved brev af 30/3 1997 havde indstævnte under hensyn til appellantens nye påstande i sagen (jf. replikken af 20/3 1997, den nye påstand VI, der gjorde appellantens relation til nazisterne til direkte bevistema i sag) yderligere anmeldt 2 vidner, nemlig forfatteren og journalisten Povl Nørager (der bl.a. formodedes f.eks. at ligge inde med informationer om appellantens mulige udlevering af materiale fra Folkebevægelsen mod Nazisme og til nazisterne) samt journalist Søren Espersen (til uddybning af sin forklaring i sit brev af 11/4 1995, bilag U, ekstrakten s. 298). I brevet anførte indstævnte, at han forudsatte som en selvfølge, at appellanten ikke på nogen måde ville genere vidnerne, ligesom indstævnte særligt gjorde opmærksom på, at Povl Nørager har svagt helbred og tidligere havde måttet trække sig som vidne i en retssag, hvor der blev øvet pression mod ham i form af trussel om (filibuster)injuriesag.

    Povl Nørager kunne ikke desto mindre i foråret 1997 oplyse, at han nu var blevet stævnet af appellanten v./ advokat Mogensen - nemlig vedrørende P.H. Riis-Knudsens oplysning om fra appellanten at have modtaget medlemslisterne fra Folkebevægelsen mod Nazisme. Denne stævning mod Povl Nørager forekom indstævnte ejendommelig, idet appellanten i forvejen havde et injuriesøgsmål kørende mod en tredjemand for at have gengivet nøjagtig samme oplysning, hvilken sag i forvejen lå til bedømmelse i landsretten, således at appellantens injuriesøgsmål mod Povl Nørager ved byretten alligevel ikke ville kunne fremmes for tiden. Povl Nøragers påståede forsyndelse ifølge stævningen mod ham var endvidere rent petitesseagtig, idet han blot var kommet med oplysningen i et privat brev til Folkebevægelsen mod Nazisme, hvis indhold uden hans vidende var blevet offentliggjort af modtageren. Indstævnte i nærværende sag protesterede derfor i brev af 9/6 1997 mod, at appellanten v./ advokat Mogensen under disse omstændigheder ikke lod vidnet i fred, indtil nærværende sag er overstået.

    Dette var dog uden effekt. For ved juletid 1997 blev indstævnte underrettet om, at også det sidste af de af ham ved brev af 30/3 1997 varslede vidner, nemlig journalist Søren Espersen, var blevet intimideret af appellanten. Denne havde således bag kulisserne forsøgt at få iværksat en pressehetz mod vidnet - herunder med oplysninger, Espersen karakteriserer som falske - gående ud på, at vidnet skulle have en nazistisk fortid.

    Dette meddelte indstævnte så 26/12 1997 landsretten (med dokumentationsbilag). På landsrettens opfordring klarificerede indstævnte 4/1 1998 henvendelsen til landsretten med en anmodning om, at landsretten greb ind til værn for vidnerne.

    Det havde været naturligt at forvente, at indstævnte herefter uden videre ville give tilsagn om at lade vidnerne i fred, så længe sagen varer, så at landsretten kunne spares for ulejligheden med at overveje mulighederne for at pløje ny jord inden for retsplejens område med henblik på at sikre sagen de ydre rammer m.h.t. vidners vilkår, som burde være helt selvfølgelige. Indstævntes advokat svarede imidlertid i brev af 5/1 1998, at dispositionerne mod vidnerne ikke havde noget med sagen at gøre - i hvilken forbindelse advokaten i øvrigt til almindelig afskrækkelse bekræftede sin opfattelse af, at der kan gennemføres mortifikationssag mod vidner i anledning af det, de forklarer for retten. Den 6/1 1998 replicerede indstævnte, at såfremt appellantens adfærd i relation til vidnerne ikke havde noget med sagen at gøre, kunne det vel ikke volde appellanten noget større afbræk at indstille kampagnen mod Søren Espersen, indtil sagen er overstået, og at indstævnte derfor, såfremt han fik tilsagn herom, naturligvis ville tilbagekalde sin anmodning til landsretten. Noget sådant tilsagn fremkom imidlertid ikke.

    I samme brev fra indstævnte (altså af 6/1 1998) til advokat Mogensen, erindrede indstævnte i øvrigt denne om, at landsretten i kendelsen af 6/8 1997 pålagde advokaten i samråd med indstævnte at udarbejde en tidsplan for domsforhandlingen og fremsende samme senest 1/2 1998. Indstævnte havde i parentes bemærket intet hørt om dette anliggende fra advokaten. Ej heller forelå der noget om advokatens stillingtagen til indstævntes forslag om skriftlig procedure, som landsretten ved kendelsen af 7/3 1997 (med fristangivelse) havde givet advokaten pålæg om at meddele sin stillingtagen til.

    Først knap 2 uger efter fristens udløb forelå hos indstævnte advokat Mogensens stillingtagen (nemlig i dennes brev af 11/2 98) samt ekstrakten og en undskyldning for forsinkelsen, der denne gang angaves begrundet i familiemæssige problemer. Ved at læse sammen­holdende korrektur på appellantens ekstrakt i forhold til originalbi­lagene konstateredes imidlertid, at ekstrakten var ufuldstændig ikke blot på den måde, at den udelod materiale, der var dokumenteret for byretten, men også således, at den slet ikke indeholdt det for indstævnte centrale bilag A, uagtet dette bilag fremgik af indholdsfor­tegnelsen. Ved at stole på denne havde indstævnte altså stået i retten uden et afgørende dokument. Dette gjorde indstævnte så opmærksom på i brev af 17/2 1998, uden at det dog affødte nogen reaktion. Herefter måtte indstævnte rette op på ekstrakten ved selv at udarbejde den til­læg­sekstrakt, appellanten skulle have lavet (inden for ugefristen, jf. retspleje­lovens ? 385, stk. 1). For at sikre, at selve dokumentationen af bi­lagene for landsretten ville kunne få den klarhed, som bør være et minimum­skrav, når man ulejliger en overordnet retsinstans, måtte indstævnte endelig også udarbejde den sy­stematiserede bilags­oversigt til brug for fore­læggelsen og dokumentationen, som appellanten burde have taget sig af. Dette måtte oven i købet ske i den tåge, som forårsagedes af, at indstævnte i kraft af advokat Mogensens umed­delsomhed ikke vidste, hvilket dele af sit store bilagsmateriale, denne overhovedet tænkte sig at bygge domsfor­handlingen på.

    Domsforhandlingen var fastsat til 30.-31. marts 1998. Fremmødt om morgenen - omfattende forberedt - her fik indstævnte imidlertid at vide, at sagen måtte udsættes p.g.a. "stressbetinget sygdom" hos advokat Mogensen (jf. skrivelse fra advokatkontoret af 29/3 98 til indstævnte). Forfaldet havde dog ikke kunnet forudses af advokaten på en sådan måde, at det kunne meddeles indstævnte, forinden denne om efter­middagen forud for mødedagen i landsretten måtte begive sig på den flere hundrede kilometer lange færd til landsretten med nødvendig overnatning aftenen forud til følge. Endvidere undlod advokatens kontor at kontakte vidnet Jacques Blum, som derfor på selve dagen for retsmødet nåede helt til Odense, førend det ved indstævntes foranstaltning lykkedes at få hans videre rejse stoppet. - Advokat Mogensen og dennes kontor er, som bekræftet under vidneforklaringen, i kraft af en tilsvarende opsugende injurieproces for Frede Farmand mod Blum udmærket bekendt med, hvor Blum kan træffes.

    Landsretten meddelte herefter ved brev af 31/3 1998 domsforhandlingens omberammelse til 11-12/5 1998. Ved brev af 3/4 1998 bekræftede indstævnte disse datoer og opridsede i øvrigt det urimelige i, at han skulle bære de evige for­sinkelses- og andre konsekvenser af modpartens misfor­ståelser af byrettens fristangi­velser (se byrettens skrivelse af 21/6 1995), forfald p.g.a. tidspres og ferie (advokatens brev af 12/1 1997), sygdom (advokatens brev af 10/2 1997), overvældende tidspres og rockersager samt behov for tid til at sortere bilagsmateriale, som der i forvejen havde været over 2 år til at få frem (brev af 3/3 1997), familie­mæssige problemer (brev af 11/2 1998) etc. etc. Herunder gjorde indstævnte tillige opmærksom på, at han - også stående over for årets arbejds­mæssigt travleste periode - ingen fysisk mulighed havde for fortsat at dække processen ind i de former, den hidtil havde haft. Han gjorde endvidere opmærksom på, at modparten forsøgte at skræmme ham fra at argumentere sit forsvar ved at nedlægge injuriepåstande vedr. det, der er fremført som led i samme (påstand II) og utilsløret lod vide, at vid­nerne kunne vente sig tilsvarende (advokat Mogensens brev af 5/1 1998 s. 2, 1. linje), ligesom indstævnte truedes i sideordnede, udenretlige breve (vedlagt brevet og dateret 5/1 1998) med retsskridt for den forulempelse af hans person, advokaten hævdede lå i forsøget på at påkalde landsrettens beskyttelse. At dette ikke er tomme trusler fremgår af, at advoka­ten faktisk i tilsvarende anled­ning har foretaget sådant før - hvilket dokumenteredes for landsretten med en dom fra retten i Ålborg. Ligeledes gjorde indstævnte igen opmærksom på, hvordan han i kraft af appellantens adfærd stod uden advokat. Da indstævnte fandt, at advokat Mogensens adfærd i sagen nu var gået helt over gevind, da advokaten ikke syntes i fjerneste grad at have forholdt sig kritisk til de bevisligheder, han havde bragt ind i sagen, endsige de kla­ger, han havde formidlet indbragt for retten, hvorved han havde påført indstævnte mængder af unødvendigt arbejde, samt da indstævnte måtte forud­se, at appel­lanten personligt ikke har midler til at udrede de omkostninger, landsretten måtte pålægge ham, ned­lagde indstævnte endelig påstand om, at advokat Hans Mogensen dømmes jf. retsplejelovens ? 321 til at erstatte appelindstævnte et efter landsrettens skøn passen­de beløb for de denne forvoldte ufornødne omkostninger og afbræk, alternativt til at hæfte solidarisk med appellanten for de denne pålagte omkostninger til appelind­stævnte.

    Ved brev af 8/4 1998 - efter at indstævnte havde arrangeret sig i henhold til landsrettens omberammelse af 31/3 1998 - meddelte advokat Mogensen herefter, at han på grund af andre nødvendige gøremål ikke kunne møde på de af landsretten berammede dage (altså 11-12/5 1998). Tillige foreslog advokat Mogensen i brevet at afsætte 3 dage til domsforhandlingen.

    Hertil svarede indstævnte ved brev af 13/4 1998, at han umiddelbart efter at have modtaget landsrettens bekræftelse på mødetidspunkterne havde omvarslet vidnerne, som med nogen besvær havde fået ændret deres kalender herefter - for Jacques Blums vedkommende med konsekvenser for eksamensplanlægningen på RUC. Af tilsvarende planlægningsgrunde ville det volde indstævnte selv store vanskeligheder nu at skulle ændre dato på ny, ligesom endnu en udsættelse ville tvinge ham til at læse hele sagen op igen med deraf følgende yderligere tidsspilde. Derfor anmodede han landsretten om at fastholde datoerne for domsforhandlingen. Hvad angik forslaget om at udvide domsforhandlingens omfang, anførte indstævnte, at der stort set intet nyt forelå siden den aflyste ditto, og at advokatens forslag derfor var ensbetydende med, at advokaten ville have gennemført domsforhandlingen 30-31/3 ud fra forudsætninger, advokaten nu betragtede som urealistiske. Dernæst anføres i svarbrevet, at indstævntes bekymring for tidsplanen dels skyldtes, at advokaten havde druknet sagen i ukritisk fremlagte bilag, dels at appellantens forklaringer savnede stabilitet. Han foreslog derfor advokaten at gennemgå akterne og uddestillere det centrale samt på de relevante punkter at blive enig med sin klient om, hvilken af dennes forskellige forklaringer, der skulle være den definitive. På dette grundlag fandt indstævnte, at advokaten ville kunne udarbejde et oplæg til forelæggelse og dokumentation, som ville gøre det muligt at holde domsforhandlingen inden for den afsatte tid, hvorimod det ikke kunne være meningen, at advokatens evt. manglende sådan indsats skulle kompenseres gennem langstrakte forhandlinger i landsretten.

    Ved kendelse af 20/4 1998 besluttede landsretten imidlertid - også på baggrund af en skrivelse af 16/4 1998 fra appellanten, som indstævnte, jf. sin skrivelse af 21/4 1998 ikke havde fået nogen kopi af - at imødekomme appellantens krav om udsættelse af sagen. Landsretten tilstillede ved brev af 22/4 1998 indstævnte den fornødne kopi.

    Den 30/3 1998 havde landsretten i øvrigt på mødet i retten anmodet advokat Mogensens fremmødte stedfortræder om fra advokaten at skaffe en hurtig klarificering vedr. påstand V, ligesom man havde anmodet om advokatens nærmere begrundelse for påstandene VI-VIII, der ikke var omfattet af byretssagen. Ved kendelse af 7/4 1998 var der sat frist til 17/4 for aflevering af disse oplysninger. Advokaten reagerede ikke herpå, og ved kendelse af 8/6 1998 rubricerede landsretten herefter påstand V som et anbringende, medens de øvrige nævnte påstande nægtedes fremme. Indstævntes forberedelse af disse påstande var herefter spildt.

    Domsforhandlingen var herefter planlagt til 29-30/3 1999. Medio marts 1999 havde indstævnte imidlertid endnu ikke modtaget nogen underretning fra advokat Mogensen om, hvorledes denne forestillede sig dagene afviklet, hvorfor han ved brev af 13/3 meddelte advokaten sin indvarsling af vidnerne. Trods opfordringen i indstævntes brev af 13/4 1998 var der heller ikke fremkommet nogen underretning om, hvilke dele af appellantens bevismateriale, sagen skulle koncentreres om. Indstævnte gjorde derfor opmærksom på de problemer, der vil blive ved at holde domsforhandlingen inden for den afsatte tidsramme, såfremt sagen ikke koncentreredes.

    Ved advokatens brev af 21/3 1999 kom så oplysning om, hvilke vidner, han agtede at afhøre, men intet om, hvilke bilag, han ville dokumentere. Indstævnte anmodede derfor ved brev af 23/3 1999 om oplysning herom, således at han kunne begrænse sit procedureoplæg tilsvarende. Opfordringen var forgæves.

    I landsretten 29/3 1999 viste det sig dernæst, at advokat Mogensen ikke havde sat sig ind i sagens akter, men byggede sit påstandsdokument på et forældet grundlag. Således havde han ikke taget højde for landsrettens kendelse af juni 1998. Det viste sig også, at der endnu ikke efter de mange år, sagen havde taget, var enighed mellem advokaten og dennes klient om, hvilke påstande, der skulle nedlægges, hhv. fastholdes. Helt hen til domsforhandlingens afslutning var det - uanset landsrettens behjertede bistand til at klarificere appellantens påstande - ikke muligt at få oplyst koncist, hvad disse påstande gik ud på. Samtidig belastede advokaten retsforhandlingen i kraft af, at han heller ikke havde opdaget, at manglerne i hans ekstrakt var blevet afhjulpet gennem en tillægsekstrakt fra indstævnte. Ja, advokaten havde end ikke medtaget sagsakterne til retsforhandlingen, men stod uden nævnte tillægsekstrakt under dokumentationen for landsretten.

    At retsforhandlingen i øvrigt i kraft af advokatens omfattende dokumentation af irrelevante bilag ikke kunne holdes inden for de afsatte 2 dage, kom ingenlunde som nogen overraskelse for indstævnte, der som omtalt oven for havde forudsagt dette resultat længe forinden. Lige så lidt kom det som en overraskelse, at man måtte opleve advokat Mogensen more sig højlydt i retssalen over det af sygdom tydeligt mærkede vidne Povl Nørager.

 

 

2.2. Opsummering

 

De karakteristiske elementer i det skitserede forløb er følgende:

 

1) Appellanten og dennes advokat har negligeret stort set alle forslag til lettelse af processens praktiske gennemførelse, men tværtimod besværliggjort den, herunder også gennem noget, der dårligt kan opfattes som andet end utilstrækkelig forberedelse.

 

2) Appellanten og dennes advokat har forbrugt væsentlig mere tid end indstævnte på forberedelsen. Herunder har de igen og igen overskredet de af retten fastsatte frister.

    I denne forbindelse har der på et tidspunkt i 1995 endog været tale om en overskridelse med over 2? måned - tilsyneladende begrundet i, at appellanten i stedet for at lave sit procesindlæg udarbejdede en bog ("Løgneren fra Auschwitz", 1995), indeholdende de kompromitterende oplysninger, nærværende retssag bragte for dagen, så at det for bogens udenforstående læsere måtte se ud, som om oplysningerne var offentliggjort af ham selv.

 

3) Appellanten og dennes advokat har også på anden vis gang på gang påført indstævnte og dennes advokat overflødigt ekstraarbejde.

    Dette gælder således i relation til appellantens vidneførsel, hvoraf dele har vist sig irrelevant eller overflødig. Hvad var f.eks. meningen med at forlange Poul Vinter Jensen vidneafhørt i byretten om indholdet af sin samtale med appellanten (hvorunder denne indrømmede at have afsløret Riis-Knudsen med dennes egen indforståelse)? Appellanten kendte jo fra sin båndoptagelse af samtalen udmærket dens indhold og vidste, at dette svarede til, hvad indstævnte og vidnet hævdede?

    Appellanten og dennes advokat har også belastet sagen med mængder af irrelevante bilag. Den umådeholdne bilagsfremlæggelse er endog gået så vidt, at der for landsretten endnu en gang (som bilag 68, ekstrakten s. 314) er fremlagt den artikel af Erik Thomle, som allerede var fremlagt i forvejen (som bilag 37, ekstrakten s. 314). - Dette i øvrigt til trods for, at det efter den samtale med Thomle, som indstævnte efter appellantens opfordring dokumenterede ved båndoptagelse i byretten (audiovisuelt bilag AG, jf. bilag AH, tillægsekstrakten) lå krystalklart, at indstævnte ikke kunne tages til indtægt for det, Thomle hævder i artiklen. Ligeledes er fremlagt bilag 87 (ekstrakten s. 327), som er sammenfaldende med bilag 39 (ekstrakten s. 328). Der er fremlagt videobånd (bilag 108) med materiale, som allerede var fremlagt på bilag 65. Og appellanten har (som bilag 31, ekstrakten s. 144) på et fremskredent tidspunkt fremlagt den kontrakt med nynazisterne, som indstævnte allerede forlængst havde fremlagt som bilag X (ekstrakten s. 145). Af den grund måtte indstævnte i øvrigt også her læse sammenholdende korrektur, inden han blev klar over, at fremlæggelsen af bilag 31 var overflødig for retssagen. Der er fremlagt bilag (39, ekstrakten s. 328, og 40, som er udeladt i ekstrakten) om, at vildfaren ung mand, som engang var medlem af nazistpartiet, nu skulle være medlem af Den Danske Forening, til trods for, at dette omfattende er dementeret i pressen (eksempelvis i appellantens eget bilag 86. ekstrakten s. 326, samt i bilag AN, tillægsekstrakten, der er offentliggjort, jf. også Søren Krarups fortrydelse i bilag AO, tillægsekstrakten s. 30).

    Hertil kommer så den tid, indstævnte har måttet bruge på at hitte rede i og tage stilling til appellantens hele tiden vekslende forklaringer (jf. neden for under 4).

 

4) Endvidere har appellanten vanskeliggjort sagens oplysning.

    Han har f.eks. helt ud i småtingsafdelingen benægtet facts, som indstævnte herefter måtte dokumentere (jf. også neden for). Og når indstævnte så har bevist, hvad kendsgerningerne er, trods alle appellantens omsvøb, ja, så har appellanten præsteret at komme med nye forklaringer og nyt materiale, der skulle få hans adfærd til at se ud som selvfølgeligheder. Dette har indstævnte (og dennes advokat) så måttet bruge endnu mere tid på. Appellanten har endog forlangt hele den omstridte video (bilag O) translatøroversat (det forberedende retsmøde 18/4 1995, se retsbogsudskriften fn.) for dernæst at komme i tanke om, at han slet ikke ville vedkende sig den som sin (replikken af 25/7 1995, s. 8, ekstrakten s. 69 fo). - Hvorefter han i øvrigt selv fremlagde uautoriseret oversat eller slet ikke oversat tysksproget materiale uden at imødekomme indstævntes ønske om i det mindste at få at vide, nøjagtig hvad heri det var, appellanten ønskede at bruge.

    Appellanten har også forholdt retten væsentlige oplysninger. Således tilbageholdt han trods indstævntes advokat Folmer Reindels forespørgsel 7/8 1995 (ekstrakten s. 307) de kontrakter med nynazisterne, som han senere fremstillede som en selvfølge, da de dukkede op på indstævntes initiativ. - Og da dette skete, brugte appellanten sin energi på at få indstævntes optagelse af kontakt med Riis-Knudsen, som blev aftalt på det første forberedende retsmøde i byretten, til at se ud som et "samarbejde" mellem indstævnte og nynazisterne. Det var en "brun ring", reklamerede appellanten, som ved hjælp af et portrætbillede af indstævnte sat sammen med Riis-Knudsen og Thies Christophersen i en grafisk figur (jf. bilag 26, ekstrakten s. 379, og bilag 28, ekstrakten s. 406) markedsførte dette aldeles irrelevante synspunkt både på markedspladserne og i retssalen, hvor han også ved hjælp af bilag med artikler af journalist Erik Thomle, der velvilligt havde viderekolporterede denne smøre, forsøgte at påføre retten samme opfattelse. Tilsvarende tilbageholdt appellanten den båndoptagelse af sin samtale med Poul Vinter Jensen, som viser, at appellanten har udtalt sig til Povl Vinther Jensen nøjagtig sådan, som indstævnte hævdede, og at appellantens klagemål på dette punkt altså er uberettiget (jf. det brev, appellanten sendte vidnet 27/1 1997 ang. samtalens indhold, og som indstævnte derefter kunne fremlægge som bilag AU, ekstrakten s. 339 f). Fremdeles har appellanten nedlagt påstande mod indstævnte med begrundelse i, at hans kontakter med nazibevægelsen kun var "spredte" (se replikken for landsretten, ekstraktens s. 106) til trods for, at det senere viser sig, at de tværtimod var så intime, at han nærmest har været fuldmægtig for Riis-Knudsen under forligsforhandlinger (ført oven i købet med Hans Mogensen som advokat: Bilagene AY, AZ, AÆ, ekstrakten s. 153, 156 og 158).

    Endvidere har appellanten oplyst eller forklaret anderledes, end kendsgerningerne betinger, eller tvetydigt, så han kunne hoppe frem og tilbage i tolkningerne af, hvad han har sagt. Blot nogle enkelte eksempler, som lader sig eftervise i sagens akter:

 

            - Ifølge klarificering på retsmødet 18/4 1995 (jf. udskriften af retsbogen s. 1 fn) var det den taleløse indledning til videoen, der fremlagdes af indstævnte. Ikke desto mindre oplyste appellanten 25/7 1995 i sin replik for byretten, s. 8 fo (ekstrakten s. 69), at den af indstævnte fremlagte videooptagelse ikke er identisk med den, han ydede "teknisk bistand" til. Først under partsforklaringen for byretten i august 1995 vedgik appellanten - da han i kraft af indstævntes bevisførelse i form af en båndoptagelse af, hvad appellanten selv havde sagt om sit videoarbejde på et offentligt møde (bilag AB) ikke længere kunne komme uden om det - at denne del af videoen alligevel er identisk med det, han fremstillede (jf. referatet af partsforklaringen for byretten s. 5, lidt over midten, ekstrakten s. 34).

 

            - Appellanten bekræftede i sin tid i Østre Landsret under sandhedsansvar (jf. ekstrakten i AC, ekstrakten s. 486), at hverken han eller hans fond havde modtaget penge fra den danske nynazistiske bevægelse eller fra andre nazistiske organisationer, selv om det nu viser sig, at han har fået et klækkeligt beløb for den af sagen omhandlede video. I overensstemmelse med forklaringen for Østre Landsret oplyste han endog helt hen til og med et stykke inde i sin forklaring for byretten (referatet af forklaringerne for byretten s. 5 fo, ekstrakten s. 34), at han skulle lave sit arbejde for Thies Christophersen vederlagsfrit. Men det viser sig jo altså ikke desto mindre, at han har haft en solid fortjeneste på den for Thies Christophersen og dennes "Bauernschaft" fremstillede video (jf. i øvrigt referatet af forklaringerne for byretten, s. 8 midt, ekstrakten s. 37).

 

            - Appellanten viser sig i henhold til dokumenterne i den sag, han har haft med Registertilsynet, faktisk at have været EDB-konsulent for nynazisterne, mere konkret P.H. Riis-Knudsen. Se bilag AI, s. 4 fn og 14 fo, ekstrakten s. 224 og 229 samt skrivelse fra tilsynet af 18/12 1996, hvori meddeles, at oplysningen er afgivet til tilsynet under dettes inspektion hos appellanten 28/10 1993, se bilag AT, ekstrakten s. 336. Desuagtet har han både over for byretten og landsretten oplyst, at det var han ikke (jf. referatet af forklaringen for byretten s. 8 midt, ekstrakten s. 37, og replikken for landsretten, s. 7, ekstrakten s. 103), idet han bare "hjalp" med "nogle regnskabsmæssige problemer".

 

            - Appellanten fortalte under sandhedsansvar i byretten (jf. referatet af forklaringerne for byretten s. 13 fn, ekstrakten s. 42, hvor ordet "Bank" er en fejlskrift for "Forening"), at han ikke har beskyldt indstævntes forening for at "modtage støtte fra racistiske grupperinger". Indstævnte dokumenterede så ved audiovisuelt bilag AM, at appellanten faktisk har udtalt sig således. Stillet over for beviset for indholdet af appellantens udtalelse forandrer han derefter i replikken for landsretten s. 14, (ekstrakten s. 110) sin i byretten afgivne forklaring, så at den nu kun skulle gå på økonomisk støtte. Men dette fremgik ikke af hans forklaring for byretten.

 

            - Appellanten berettede under partsforklaringen i landsretten, at hans kontrakter med nazisterne havde været tilgængelige siden sommeren 1994, hvor hans manuskriptet til Løgneren fra Auschwitz nemlig lå hos trykkeren. Bogen udkom imidlertid først i december 1995 og indeholder i øvrigt påstande om, at indstævnte stod i ledtog med nazisterne, da han bragte kontrakterne frem fra P.H. Riis-Knudsen i eftersommeren 1995. Appellanten var med andre ord clairvoyant, da han allerede sommeren forinden kunne se og skrive en bog om indstævntes (påståede) ledtog. I øvrigt passer det, han sagde i landsretten om materialets tilgængelighed allerede i 1994, ikke med skrivelse af 4/9 1995 fra appellantens advokat (bilag AF, s. 2, ekstrakten s. 312), hvor det anføres, at appellanten som følge af kontaktens fortrolighedsklausul hidtil har været afskåret fra at fremlægge kontraktsmaterialet.

 

Det er selvsagt uhyre vanskeligt for indstævnte at forberede sagen, når appellanten hele tiden skifter forklaring eller giver en ukorrekt, ufyldestgørende, misforståelig eller direkte misvisende sådan. Lige så lidt er det muligt at skære sagen til inden for overkommelige rammer, når man hele tiden nødes til at dokumentere oplysninger, som burde kunne bekræftes gennem appellantens simple accept af deres rigtighed.

 

Alt i alt har de under 1-4 opridsede forhold indebåret, at retssagen har fået en helt uhåndterlig form for indstævnte. Hertil kommer, at processen i kraft af de opregnede forhold har trukket ud i årevis og nu kører på sit 5. år.

    Dette skal sættes i relation til de krav, Den europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 1, stiller til en "fair trial", herunder til, at rettergangen skal gennemføres inden rimelig tid. I parentes bemærket hæfter Menneskerettighedsdomstolen sig i sag 11295/84 netop ved, at denne sag, der forekom ukompliceret, ikke desto mindre trak ud i 5 år.

    Sættes der ikke ind over for det misbrug af domstolene, som indstævnte aflæser nærværende sags forløb, er der ikke længere nogen retssikkerhed. For det nytter jo altså ikke noget at betinge rettens sikkerhed af, at en indstævnet opfylder krav til ham, som det er praktisk uoverkommeligt for almindelige mennesker og sædvanlige advokater at honorere.

    Derfor er der anledning til at tilkende indstævnte særdeles rigelige sagsomkostninger for det arbejdstab, han har lidt ved at måtte anvende overflødig tid på processen, hvilken tid omsat i f.eks. responsumkroner kunne have udgjort et klækkeligt beløb - samt for de positive udgifter, han har haft ved at skulle følge sagen til Viborg. Endvidere er der anledning til at henstille til landsretten at bringe de særlige midler i anvendelse, som retsplejeloven har fastlagt for et tilfælde som det her foreliggende, jf. lovens ?? 321, 324, 325 og 327.

 

 

2.3. Retsplejelovens sanktionsregler

 

I relation til disse forskrifter kan anføres følgende:

 

 

Appellantens ansvar

 

Lovens ? 324 giver mulighed for at pålægge den, der uden rimelig grund anlægger en retssag, bøde. Bestemmelsen er - som det kan efterses i den kommenterede retsplejelov, rapporteret anvendt i praksis i ganske mange tilfælde: Ugeskriftet 1955/484, 1955/500, 1959/300, 1959/334, 1959/756, 1960/553, 1962/32, 1963/596, 1965/287, 1966/10, 1966/445, 1967/308, 1968/80, 1968/384, 1970/35, 1970/192, 1971/480, 1972/1011, 1974/329, 1981/622 1982/424, 1985/137, 1985/142, 1986/33, 1986/119, 1986/661, 1988/518 og 1988/535. Se i øvrigt særligt dommen i U 1988/322, der er omtalt nedenfor.

    " 324 er efter indstævntes opfattelse anvendelig i relation til appellanten. Det måtte således være indlysende for denne, at han ikke ville kunne vinde søgsmålet, såfremt kendsgerningerne blev retten bekendt. Han må have spekuleret i, at indstævnte - og i sin tid amtet ved bevillingen af fri proces - ikke kendte til f.eks. hans kontrakter med nynazisterne og Thies Christophersen, eller at der i al fald ikke ville kunne føres bevis for kontrakternes eksistens, medens han omvendt ville kunne trække på sin medieskabte aura som "nazijæger" og på den bias, der ikke mindst ved hans egen indsats er påført indstævnte. Den ene kontrakt er jo ligefrem en produktionskontrakt på den propagandafilm, han i henhold til stævningen for byretten hævder ikke at have produceret. Dybt belastende for appellanten er det i denne forbindelse, at han endog nedlægger en påstand (påstand II), der har som udtrykkelig forudsætning, at der ikke eksisterer noget autentisk kompromitterende materiale om ham hos nazisterne, uagtet der jo altså faktisk eksisterede de for hans lykkelige gennemførelse af sagen præjudicerende kontrakter. Lige så belastende er det, at han nedlægger en påstand mod indstævnte vedr. dennes udtalelse om, at appellanten i Fak2oren afslørede Riis-Knudsen med dennes egen indforståelse, uagtet appellanten selv har sagt til Povl Vinter Jensen - og endog er i besiddelse af en båndoptagelse heraf - at tingene netop forholder sig således.

    Hvilket retfærdigt formål har en injurieproces, som i henhold til det materiale, man selv råder over, ikke lader sig vinde?

 

Retsplejelovens ? 325 vedrører muligheden for at anvende bødestraf over for den, der bruger udflugter til at forhale sagen eller skille modparten ved hans ret. Reglen er bragt i anvendelse i dommene i U 1921/506 (hvor der var brugt udflugter til at skille modparten ved hans ret), U 1921/779 (som vedrører urigtige oplysninger i et processkrift og en efter pågældendes egen partsforklaring urigtig indsigelse), U 1922/227 (hvor der i et processkrift var fremsat en ifølge pågældendes senere partsforklaring urigtig indsigelse), U 1922/305 H, (hvor et faktum, der var af betydning for sagens afgørelse, var forsøgt skjult under proceduren), samt U 1988/322 H (hvor det måtte tilskrives pågældende, at de for sagens udfald afgørende oplysninger, som han lå inde med, ikke var blevet tilvejebragt for 1. instans, og hvor de yderligere var søgt tilbageholdt for Højesteret, hvorfor både parten og advokaten pålagdes bøde, jf. "" 324, 325 og 327).

    Også " 325 er således anvendelig på appellanten. Der erindres i denne forbindelse om, dels hvorledes han som påvist oven for med skiftende forklaringer og irrelevant bevisførelse har svøbt sagen i en tåge, man kun kunne færdes meget langsomt og besværligt i, dels hvordan han gang på gang har forsinket sagsforberedelsen under ejendommelige påskud eller helt uden angivelse af nogen begrundelse, og dels hvorledes han i stort og småt regulært har fremstillet tingene anderledes, end der var dækning for. - Småt, som når appellanten f.eks. forsøger at forbedre sin positur ved at bilde retten ind, at han selv var den første til offentligt at omtale sit videoarbejde for Thies Christophersen (processkriftet af 2/1 1996, s. 3 f.o., ekstrakten s. 84), uagtet dette - som allerede indstævntes fremlagte artikel af Erik Thomle i JyllandsPosten (bilag C, ekstrakten s. 207) viser - var blevet omtalt forinden, oven i købet under omstændigheder, der involverede appellantens medvirken på en sådan måde, han umuligt kan have glemt det. Den artikel af 1/10 1994, appellanten har fremlagt som bilag 33 (ekstrakten s. 245, der ikke dokumenteret under domsforhandlingen) til bevis for, at han var den første til at underrette offentligheden om videoproduktionen, fulgte ydermere umiddelbart efter, at den pris på 40.000 mark, som indstævnte fik for videoen, og som JyllandsPosten ikke havde held til at få frem, var blevet afsløret i en TV- diskussion 27/9 1994, hvilket er bekræftet af vidnet Holger Petersen, der var med i TV-udsendelsen, og som under denne kom i et voldsomt klammeri med appellanten, hvem han for åben mikrofon bebrejdede dennes lønsomme bidrag til udbredelsen af nazisternes propaganda (forklaringerne for byretten, s. 16, ekstrakten s. 45). - Og stort, som når appellanten f.eks. - endog trods direkte forespørgsel herom under sagen - undlod at fortælle om sine belastende kontrakter. Det turde vel også siges at være noget af en "udflugt", når appellanten, da kontrakterne alligevel kom frem, forsøgte at give det udseende af, at han ikke var bundet af kontrakten med nynazisterne (ankestævningen s. 8 fn, ekstrakten s. 8, jf. partsforklaringen s. 4 fo, ekstrakten s. 33), uagtet appellanten altså selv senere har forhandlet med denne kontraktsmodpart om kontraktens forståelse (jf. bilagene 41, ekstrakten s. 203, og 44, ekstrakten s. 204) - ja, endog har gjort gældende, at hans manglende fremlæggelse af kontrakterne måtte undskyldes af, at han stadig var bundet af den kontraktlige fortrolighedsklausul (se den skrivelse fra appellantens advokat, der er fremlagt som bilag AF, ekstrakten s. 312,). Hvordan kan appellanten på én gang hævde, at han både er bundet og ikke bundet af kontrakterne? - På et forberedende møde i byretten i april 1996 oplyste appellantens advokat i øvrigt, at grunden til, at appellanten forholdt retten kontrakterne, var, at appellanten ikke ønskede at undergrave nyhedsværdien i den bog, han var i færd med at skrive om disse ting(!)

    Særligt med henblik på ? 325 må det endvidere være på sin plads at pege på den meget nærliggende risiko for, at indstævnte i kraft af appellantens fortielse af nævnte dokumenter ved sagens start slet ikke havde fået nys om dem. Og ligeledes på risikoen for, at appellantens senere manglende lyst til at udlevere dokumenterne ville føre til, at indstævnte ville lide retstab ene og alene fordi, deres eksistens ikke ville kunne bevises. Det er bl.a. netop sådan spekulation, ? 325 søger at modvirke.

    Som faldende under ? 325 må man ligeledes naturligt rubricere appellantens langvarige nægtelse af at ville vedkende sig den af indstævnte fremlagte video, uagtet denne i henhold til hans egen redegørelse for et andet publikum netop var hans (audiovisuelt bilag AB) - jf. også hans erkendelse omsider under domsforhandlingen i byretten vedrørende den taleløse indledning (som var det eneste, indstævnte ønskede dokumenteret til sagen). 

 

 

Advokatens ansvar

 

Retsplejelovens ? 327 giver mulighed for at udstrække det ansvar, som er omtalt i ?? 324-25, til rettergangsfuldmægtigen, altså advokaten. Også denne bestemmelse er blevet anvendt i en række tilfælde, hvoraf jeg har noteret følgende: Ugeskriftet 1928/47, 1950/657, 1955/484, 1966/10 1967/308, 1972/1011, 1984/444, hvortil kommer U 1988/322 og U 1942 363, i hvilke sager advokaten havde bidraget til at forholde modparten væsentlige oplysninger.

 

Herudover giver ? 321 mulighed for at pålægge en advokat (med)ansvar for sagsomkostningerne, nemlig i den udstrækning, han har opført sig pligtstridigt. Retspraksis efter denne paragraf er ikke omfattende. Af dens beskedne omfang kan imidlertid kun udlæses, at advokater er tilbageholdende med at holde hinanden til regnskab. Derimod kan man ikke læse noget om, at reglen er bortfaldet ved desvetudo.

    En enkelt nyere sag viser dette. Det drejer sig om Højesterets i U 1999/99 H refererede kendelse, der stadfæster Sø- og Handelsrettens afgørelse. I denne pålægges en advokat at bære omkostningerne solidarisk med klienten. Sø- og Handelsretten henviser herved til, at det pågældende søgsmål var uden begrundelse, og at dette efter modpartens tilkendegivelser til advokaten måtte have stået denne klart. Fortsættelsen af søgsmålet ansås derfor af Sø- og Handelsretten at kunne tilregnes advokaten som pligtstridigt forhold.

 

I relation til kravet om, at advokaten må holdes strafansvarlig efter ? 227, jf. ?? 324-25, og erstatningsansvarlig efter ? 321, kan henvises til sagens oven for skildrede forløb.

   Det vil heraf bl.a. fremgå, at advokat Mogensen har rejst hhv. fastholdt åbenlyst uigennemførlige krav, at han har forholdt sig passiv på tidspunkter, hvor sagens fremme krævede handling fra hans side trods forskriften i retsplejelovens ? 126, stk. 1, om advokaters pligt til at fremme sagerne med størst mulig hurtighed, at han har negligeret kendsgerninger og bevismaterialer, samt at han har påført indstævnte unødvendige omkostninger:

    Hvorfor bistår advokaten klienten med at rejse krav ud fra urigtige formodninger om, hvorledes indstævntes korrespondance med advokaten skal forstås (jf. appellantens klage vedr. indstævntes udtalelse i sin skrivelse af 27/10 1994 vedr. retssagen med Kaj Villadsen), når det dog fremgår klart af indstævntes skrivelse af 6/11 1994 fra indstævnte til advokat Mogensen (bilag 6, ekstraktens s. 291, pkt. 3, indledningen), at formodningen ikke holder stik?

    Hvorfor bistår advokaten uden forinden at have søgt indstævntes accept klienten med at rejse nye krav for landsretten, når kravene allerede efter deres tidsmæssige oprindelse formelt set ikke kan behandles af landsretten uden sådan accept?

    Hvorfor bistår advokaten sin klient med at rejse et (nyt) krav under ankesagen (påstand VI vedr. indstævntes udtalelser på Internet), uagtet den nedlagte påstand var åbenlyst uberettiget allerede i henhold til det, der i fuldstændighed var sagt af indstævnte?

    Hvorfor svarede advokaten ikke på landsrettens anmodning om et processkrift vedr. de i landsretten fremsatte nye påstande V-VIII, når han dog måtte regne med i det mindste at skulle begrunde deres fremsættelse, hvis ville have dem fremmet?

    Hvorfor kontrollerede advokaten ikke den båndoptagelse af samtalen mellem vidnet Povl Vinter Jensen og hans klient, som klienten har optaget på bånd, hvilken optagelse advokaten har kendt til lige siden sagens start (jf. bemærkningen i advokatens brev til indstævnte af 1/11 1994 - bilag 5, s. 2, ekstraktens s. 287)? Hvorfor foranstaltede han i stedet langvarig vidneafhøring i byretten af den anden samtalepart vedr. samtalens indhold? 

    Hvordan kan det gå til, at hverken advokaten eller dennes kontor var i stand til at finde indstævnte, inden han forgæves var rejst til Viborg til den aflyste domsforhandling i marts 1998, endsige finde og afvarsle vidnet Jacques Blum, som advokaten udmærket kender, så at Blum ikke på morgenen for domsforhandlingen forgæves begav sig sammesteds hen?

    Hvorfor har advokaten overskredet de frister, retten har givet ham?

    Der kan stilles mængder af spørgsmål af denne art til advokatens fremgangsmåde. Advokat Mogensens procesførelse har været præget af stor villighed til at holde sagen i gang og endog udvide den med nye krav, men af passivitet i anliggender, der kunne tjene til at bringe den til afslutning - som det også på pinligste måde viste sig under domsforhandlingen, hvor advokaten demonstrerede manglende kendskab til sagens akter.

 

Specielt hvad ? 321 angår, må man naturligvis spørge, hvorvidt der er noget særligt behov for at holde netop advokaten ansvarlig for sagens omkostninger.

    Hertil kan svares, at det ikke kan være meningen, at en advokat - som i dette tilfælde endog opnåede fri proces for sin klient - risikofrit kan lade klienten løbe så langt, denne lyster, med åbenlyst uholdbare krav. Det kan ikke være en advokats opgave at bistå en klient, der i den udstrækning, som Frede Farmand har demonstreret under sagen, savner forståelse for, hvordan virkeligheden ser ud, og hvorledes det talte sprog forstås. I en sådan situation er det tværtimod advokatens opgave at retlede klienten fremfor at udnytte dennes svaghed til at ulejlige domstolene og andre mennesker med søgsmål. Dette gælder så meget desto mere, når advokaten udmærket véd, at det vil kunne være vanskeligt at få klienten til at godtgøre modparten dennes tilkendte omkostninger.

    En sådan viden vedr. sin klients betalingsevne lå advokat Mogensen inde med. I appellantens hus i Århus blev der således - uanset hans optimistiske vurdering af sin betalingsevne i 2. procedureindlæg for byretten (af 4/10 1996), s. 13 - ud over sædvanlig prioritering konstateret hele 6 udlæg samt et ejerpantebrev med meddelelse til advokat Hans Mogensen (jf. tingbogsattesten af 21/8 1996 i bilag AK, ekstrakten s. 330). Og appellanten kunne jo altså heller ikke uden fogedens bistand betale Kaj Villadsen den erstatning, denne blev tilkendt i den sidste sag, appellanten anlagde mod ham (jf. bilag AL, ekstrakten s. 333), hvilket jeg vil tillade mig at anse som kendt af advokaten. Men at advokaten kender til indstævntes ringe betalingsevne, fremgår i øvrigt med al tydelighed af, at han har taget sikkerhed i appellantens eventualkrav mod indstævnte i sagen (jf. advokatens denunciationsskrivelse til indstævnte af 30/10 1995, bilagt indstævntes brev til byretten af 8/1 1996).

    Når den materielle injuriesag derfor falder ud, som advokaten måtte forudse i henhold til det, der forelå i den allerede på et tidligt tidspunkt, må advokaten også være med til at bære de tab, han har forvoldt indstævnte i form af udgifter til dennes rejse og overnatning, til indstævntes vidners ditto, til den advokat, indstævnte har holdt i hånden under forløbet, samt det tab af indtægt, der følger af, at indstævnte har måttet frasige sig indtægtsdækket virksomhed for at kunne udføre det langvarige arbejde med sagens forberedelse og domsforhandling.

 

 

Ole Hasselbalch


 

 

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2018
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>