Tillykke DF! – Og husk så at fremgang forpligter!

Med torsdagens valgresultat har Dansk Folkeparti nået det foreløbige højdepunkt, på en opstigen, fra paria til et virkeligt folkeparti.

Husker man den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens nedladende bemærkning ”…men stuerene, det bliver I aldrig!”, og husker man den smudskampagne, som DF blev udsat for, i årene umiddelbart efter partiet blev stiftet i 1995, og ikke mindst de perfide personangreb, på dets frontfigurer, er det  svært ikke at føle sympati og glæde sig på partiets vegne.

Når det er sagt, og når champagnen er drukket og hverdagen igen melder sig, er der imidlertid også grund til at stille krav til DF:

Nemlig krav, på vegne af alle danskere, som er og længe har været bekymret for de demografiske konsekvenser af masseindvandringen, både herhjemme og i vore europæiske nabolande.

Nuvel, DF er meget mere end blot en stemme i indvandringsdebatten. Den stigende succes bygger på en syntese af synspunkter, hvor fordelingspolitikken langt fra er uden betydning. Men der hersker næppe tvivl om, at det, som er og bliver partiets eksistensberettigelse, er den skarpe profil hvad angår indvandrings- og grænsespørgsmål, samt den sunde skepsis overfor EU og andre overnationale konstruktioner.

Det er disse, de nationale spørgsmål, som reelt er hovedhjørnestenen. Og derfor er profil og karsk tale ikke nok – der skal handling til!

Under VKO tiden bøjede DF gang på gang af. Der var megen teatertorden, men ikke megen lyst, til at gøre de nationale spørgsmål til kabinetsspørgsmål. Og hvad angår tilstrømningen af indvandrere fra ikke-vestlige lande, var den mindst ligeså stor, som under ministeriet Nyrup Rasmussen.

Sidste år foreholdt jeg en af partiets absolutte topfolk dette, da vi sammen deltog i en begivenhed, vi begge helst ville have været for uden, nemlig en begravelse og efterfølgende gravkaffe.

Han nikkede og afviste på ingen måde mine pointer, og inden vi skiltes fandt følgende ordveksling sted:

Han: ”Man skal kunne tælle til halvfems, men får vi over 30 mandater næste gang, kommer der helt andre boller på suppen!”

Jeg: ”Det holder vi (DDF) jer op på!”

Han: ”Det er I velkomne til!”

Jeg håber, han på vegne af sit parti står ved sit løfte. For vi står fast på vort. Partier og foreninger er kun midler, mens Danmark og det danske Folk er målene. Det er grænsen for det taktiske i det politiske spil. Og især da, når man åbent vedkender sig det nationale som grundlag.

Adel forpligter som bekendt – det samme gør fremgang!