For at bekæmpe voldskriminelle i nattelivet kriminaliseres lystfiskere med kniv. For at markere stram udlændingepolitik udsendes en ukrainer, mens jihadister vender ”hjem” til et Danmark med omsorg og jobtilbud. Man giver asyl og ulandshjælp, for så ”har man da gjort noget”, selv om det kun skader i det store billede. Ligesom man indfører ”sparepærer”, der forurener mere (og lyser mindre) end de gamle. Der er mange paralleller. Politisk korrekt skal affaldet sorteres ved kilden – blot for at samles igen i én stor bunke på lossepladsen. Danskere skal ”spare på vandet” – selv om vi her i landet kun bruger få procent af det tilgængelige ferskvand – vandmangel er kun et problem i fx Mellemøsten, som vi skal lære at lide med. Vi skal opdrages, selv når det ikke nytter eller tilmed skader.

Den mentalt forstyrrede statsminister Kampmann sagde det allerede for et halvt århundrede siden: Det dybere motiv til at åbne for indvandringen var ikke arbejdskraft, som kunne klares på anden måde, men at opdrage danskerne til at tolerere fremmede fra den store verden...

En stadig større del af politikken er der intet i normal forstand sagligt rationale bag. Terror ”bekæmpes” ved at visitere pensionister i lufthavnen og komme shampoo i små poser før flyturen, og ved at sende soldater til lande, hvor der snart er færre muslimer end her. Arbejdsløse sendes på kurser, der ikke giver arbejde, børn skal bruge besværlige bilsæder, der ikke er sikrere end seler, og stadig flere tager piller uden at være syge. Men her er pointen: Patienterne føler, de får det bedre, børnesæder giver følelse af ”tryghed”, de arbejdsløse skal føle sig ”bedre rustet” til arbejdsmarkedet osv.

Alt handler efterhånden om at skabe illusioner ved at ”gøre noget” og derpå bilde sig selv og hinanden ind, at det nytter. Men et sted derude er der dog en virkelighed, som er altings prøve, og her går kurven i alt væsentligt kun én vej i symbolpolitikkens tidsalder.