Derfor var Tyrkiet et slagtehus for 90 år siden:

D. 24. april 1915 indledte tyrkerne det første store folkedrab i nyere tid.

I disse dage for 90 år siden kulminerede myrderierne, som kostede 1½ millioner armeniere livet.

Men hvorfor udryddede tyrkerne Lilleasiens oprindelige kristne indbyggere?

Forklaringen er, at de kristne bad om ligeberettigelse.

Dermed forbrød de sig mod islamisk lov – og mistede retten til livet.

Tanzimat Reformerne

For at forstå, hvorfor tyrkerne udsatte de kristne for den ene massakre efter den anden i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet, skal man se tilbage til Tanzimat Reformerne, som det skrantende Ottomanske Imperium introducerede i 1839 og 1856.

Vesteuropa gennemløb på det tidspunkt en hastig industrialisering, og tyrkerne var selvsagt interesseret i at opleve tilsvarende fremgang.

De europæiske magter gjorde det klart for tyrkerne, at økonomisk fremgang forudsatte en ophævelse af den slavelignene status, som ikke-muslimer lever under i muslimske samfund.

Især Storbritannien pressede hårdt på for at få tyrkerne til at forbedre forholdene for de kristne (serbere, grækere, armeniere osv.), - ikke for de kristnes skyld, men fordi Storbritannien frygtede, at de kristne skulle rejse sig med støtte fra Rusland, som dengang var Storbritanniens fjende.

Umar-pagten og dhimmi

Da kaliffen Umar i slutningen af 600-tallet overvandt de kristne i Syrien, undgik de kristne at blive slået ihjel ved at underskrive en pagt, som siden er blevet kendt som Umar-Pagten.

Pagten opregner en række betingelser, som de kristne skal opfylde. Til gengæld kan de få lov til at leve som ”beskyttede” (dhimmi) under muslimsk overhøjhed. Hvis de kristne bryder pagtens regler, mister de retten til ”beskyttelsen”, - hvilket vil sige retten til livet.

Blandt reglerne er:

De beskyttede skal betale en særlig skat, jizya, som symbol på deres underkastelse.

De beskyttedes ejendom overtages af muslimer, som de beskyttede derpå skal betale afgift til.

Det forbydes at bygge nye kirker og at restaurere gamle.

For ikke at forstyrre muslimerne skal gudstjenester afholdes i stilhed.

Huse beboet af kristne skal være lavere end muslimers huse.

Ægteskab eller seksuel kontakt med en muslimsk kvinde straffes med døden.

Blasfemi mod islam straffes med døden.

Beskyttede må ikke på nogen måde bestemme over en muslim. (Som arbejdsleder mv.)

Beskyttede kan ikke vidne i en retssag mod den beskyttede selv.

Beskyttede må ikke eje våben.

Beskyttede skal stå op i muslimers nærværelse.

Beskyttede skal gå til side for muslimer på fortovet.

Beskyttede skal tiltale muslimer i en lav og ydmyg tone.

Beskyttede må ikke ride på heste, men kun på æsler.

Beskyttede må aldrig slå en muslim

Umar Pagtens bestemmelser har siden været rettesnor for overvundne kristnes livsbetingelser i muslimske samfund.

Håb om frihed

Opmuntret af Tanzimat Reformerne begyndte armenierne at sende klager over den diskrimination, de blev udsat for, til den tyrkiske regering. Klagerne blev dels ignoreret, dels betragtet som udtryk for oprør. For eksempel rapporterede den britiske konsul i Erzerum i 1890:

”Utilfredshed eller den mindste protest bliver af den lokale tyrkiske regering opfattet som tegn på oprør, selvom tanken om revolution er fremmed for de klagende armenske bønder”.

Storviziren Mustafa Resid udtalte om Tanzimat Reformerne, at ”frigørelsen af den ikke-muslimske befolkning er i total modstrid med det Ottomanske Imperiums 600-årige traditioner.” Han betragtede denne frigørelse som en uvederhæftighed, som blot var indført for at vildlede europæerne, som havde insisteret på denne frigørelse. Han forudså, at det ville ende med en kæmpe massakre, hvis ikke-muslimer fik frihed.

En anden storvizier, den ungtyrkiske leder Mehmet Talat, udtalte i 1910, at ”lige ret til ikke-muslimer er en komplet uacceptabel ide, som er uforenelig med sharia-loven og hundrede tusinder af muslimers følelser.”

En ledende ungtyrk, Sheik Abd-ul-Hack, skrev i Parisian Muslim review i 1912:

”Ja, den muslimske religion er fjendtligt indstillet til jeres fremskridtsverden. Forstå det, i europæere! - En kristen, uanset hans position, bare ved at være kristen anses han af os som en blind mand uden nogen form for menneskelig værdighed. Vores holdning til ham er simpel og urokkelig. Vi siger: en mand, hvis dømmekraft er så perverteret, at han kan benægte eksistensen af én gud, og kun én gud og som opfinder guder af forskellige slags, er det mest ondsindede udtryk for menneskelig fornedrelse. At tale med ham ville være en ydmygelse af vor intelligens og en fornærmelse mod verdens store Herre. Tilstedeværelsen af sådanne vanskabninger iblandt os underminerer vor eksistens, deres holdning er en fornærmelse af vor tro; kontakt med dem er en besudling af vore kroppe, en hvilken som helst kontakt med dem er tortur af vor sjæl.”

Håbet knust

Ikke-muslimer opnåede aldrig lige ret i Tyrkiet.

Under Sultan Abdul Hamids styre blev 200.000 armeniere massakreret i årene 1894-96. Under det efterfølgende ungtyrkiske styre blev 25.000 armeniere massakreret i Adana i 1909.

I 1915 indledtes den endelige løsning på det kristne problem. Alene i 1915 blev mellem 600.000 og 800.000 armeniere myrdet.

Samtidige rapporter fra europæiske diplomater beretter, at massakrerne fandt sted som en officiel hellig krig (jihad) med armenierne, fordi de havde villet kaste dhimmi-åget af sig for at opnå ligestilling med deres muslimske landsmænd.

Den tyrkisktalende oversætter Chief Dragoman ved den Britiske Ambassade skrev:

”Gerningsmændene følger forskrifterne i Sharia-loven, som siger, at hvis de beskyttede kristne (dhimmi) forsøger at overskride de grænser, som er sat for dem af deres muslimske herskere, har de mistet retten til deres liv og ejendom og muslimerne har ret til at gøre med dem, hvad de vil. Efter tyrkisk opfattelse har de overskredet disse grænser ved at appellere til fremmede magter, især Storbritannien. Tyrkerne betragter det derfor som deres religiøse pligt og deres simple ret at tage armeniernes liv og ejendom.”

Historikeren Johannes Lepsius, som besøgte Tyrkiet under massakren, skrev:

”Vi har bevis for 559 landsbyer, hvor de overlevende beboere blev tvunget til at konvertere til islam under trussel om at blive skudt eller halshugget, 559 totalt raserede kirker, 282 kirker omdannet til moskeer, 21 protestantiske præster og 170 gregorianske (armenske) præster, der blev myrdet, fordi de på trods af ubeskrivelig tortur, nægtede at konvertere til islam.

Vi understreger, at disse tal kun omhandler de tilfælde, vi har omhyggelige beviser for.”

De overlevende

Det lykkedes mange armeniere at overleve på grund af russiske styrkers tilstedeværelse i Kaukasus. Der har de overlevende fået deres egen land, Armenien.

Desuden lever mange armeniere i landflygtighed. Der er således mange armeniere i Frankrig og USA.

Armenien udsættes den dag i dag for boykot og chikane fra Tyrkiet. Da der var jordskælv i Armenien i 1989, nægtede Tyrkiet adgang til transport af nødhjælp gennem tyrkisk territorium.

Skønt der også blev begået massakrer mod de kristne på Balkan, for eksempel på bulgarerne i 1876, overlevede de som folkeslag på grund af europæiske magters tilstedeværelse.

Derfor findes der stadig både grækere og serbere.

Serbernes desperate kamp for at undgå muslimsk overherredømme i både Bosnien og Kosovo skal ses på baggrund af deres bitre historiske erfaringer.

Kilder:

http://www.americanthinker.com/articles.php?article_id=4888

http://frontpagemag.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=7519

http://www.fordham.edu/halsall/source/pact-umar.html