Nedenstående artikel blev bragt som krinik i Jyllands-Posten d. 18/10.

Det lader til, at menneskelige civilisationer bryder sammen på et eller andet tidspunkt. Mærkeligt nok kan det endog ske, når de er på toppen af deres magt. Lederne mister tilsyneladende evnen til at lede, og de formelle organisationer falder herefter fra hinanden.

Historikeren Barbara Tuchmann opregner i bogen "The March of Folly" stribevis af historiske eksempler på dum statsledelse med katastrofale konsekvenser. Vel at mærke dum ikke blot i bagklogskabens skærende klare lys, men også ud fra egne forudsætninger i egen tid. Dum, fordi det havde været muligt at handle anderledes. Og dum, fordi der ikke blot er tale om en enkelt persons svigt, men om et mere generelt sammenbrud for fornuften. Hendes eksempler er i parentes bemærket uafhængige af tid og sted, og de forekommer uanset styreform. Man tvinges derfor til at efterlyse den fælles årsag.

Tuchmann mener at kunne konkludere, at årsagen er almenmenneskelige fortrængninger, som også gør sig gældende hos ledere - endog i forstærket grad. Hun kalder fænomenet "træhovedhed". Herved forstår hun et selvbedrag bestående i, at tingene vurderes ud fra egen forudindtagethed, medens alt, hvad der peger i anden retning, undertrykkes. Træhovedhed, siger hun, indebærer fornægtelse af tidligere erfaring. Og netop magt fører ofte til sådan fornægtelse. Magten til at bestemme åbner nemlig plads for svigtende eftertanke, hvorfor magtens ansvarlighed let svinder hen i takt med, at magten selv øges.

De færreste læser tætpakkede historiske fremstillinger som Tuchmanns. Da man som bekendt er dømt til at genopleve historien, hvis man nægter at lære af den, burde netop denne bog imidlertid måske gøres til pligtlæsning for nye folketingsmedlemmer.

Foreløbig har der levet omkring 400 generationer på dansk grund, og for de sidste par stykker er det lykkedes at skabe ordentlige vilkår ikke blot for kongehuset og det bedre borgerskab, men også for jævne folk. Hvis bogens analyse er korrekt, kan det hele imidlertid uden videre gå over styr. Et par aktuelle eksempler kunne godt tages til indtægt for, at det ikke er nogen uaktuel risiko:

Det ene angår vor optræden på den mellemfolkelige scene. Siden middelalderen har danske politiske ledere handlet i skiftende grad åbenlyst uhensigtsmæssigt, når de bugserede det af samme grund stadigt skrumpende kongerige i internationalt farvand. Følgerne for de borgere, det gik ud over, var uoverskuelige ulykker. Efter umindelige tiders kiv og splid er der imidlertid nu blevet smult vand at sejle i nemlig i form af et nogenlunde samarbejdende Europa. Det er også lykkedes at få anbragt Danmark i dette Europa. Der er derfor grund til at værne om det vundne.

Norden er et godt eksempel på, hvordan en langsigtet bærekraftig mellemfolkelig orden kan bygges op. Efter adskillige århundreders dyrekøbt erfaring for, at svenskere ikke vil være danske, danske ikke svenskere, nordmænd vistnok ikke danske, men i hvert fald ikke svenske, finner ikke svenske heller og islændinge ikke danske, ja, så lykkedes det jo efterhånden at tilrettelægge et samvirke, som gjorde alle glade. De nordiske lande gled ind i et samarbejde på næsten alle praktiske planer, ja fik endog en lovharmonisering, som har været forbillede ude i verden. Det var et samvirke i rolig fremadskriden i det tempo, de ydre omstændigheder - herunder Nordens geografiske placering og de deraf følgende udenrigspolitiske komplikationer - muliggjorde.

I stedet har vi nu EU. Nogen ser dette EU som blot en fortsættelse efter samme koncept, blot på større europæisk plan. Realiteten er imidlertid anderledes, fordi de drivende kræfter bag EU agerer anderledes. EU er således præget - for ikke at sige handicappet - af europæiske politiske lederes grænseløse ambitioner. De presser udviklingen af organisationen hurtigere, end de europæiske befolkninger tydeligvis kan følge med, og hurtigere, en der er praktisk basis for. Brækjernet er skyggen fra fortidens krige samt den postulerede nødvendighed for at sikre Europa en vægtig placering på den globale scene. Med disse påskud tampes og bankes der, herses og regeres, trues, trygles og manipuleres for at få de modvillige trukket med. Og når projektet går i stå på grund af folkeafstemninger med det forkerte udfald, giver det ikke den europæiske elite anledning til overvejelser over, om målet nu er det rigtige, tempoet passende og funderingen tilstrækkelig. I stedet går overvejelsen på, hvordan det på en eller anden måde kan lykkes alligevel at få lirket befolkningerne på plads.

Der havde ellers været brug for besindelse. Organisationen fungerer jo ikke ordentligt. Bureaukratiet er ude af proportioner og normerne for dets drift særprægede. Man fristes til at kalde dele af det korrupt. Der er end ikke enighed om et fælles kommunikationssprog, som alle behersker - i flere, selv store lande mestrer langt hovedparten af indbyggerne kun deres eget tungemål. En forfatning som den, de europæiske ledere nu har fået tilbage i hovedet igen, og hvis vidtløftighed i målsætningerne kun overgås af uklarheden i formuleringerne, havde intet afhjulpet. Tværtimod ville den blot have gjort EU's retlige basis løsere i konturerne.

Det ville derfor være naturligt, om EU's ledere koncentrerede sig om at få det eksisterende til at virke ordentligt. Men nej - tæt sammenklynget bakser de videre mod fjerne horisonter drevet af hinandens slogans frem for af eftertanke. Man vil ikke lære af erfaringerne. Man vil ikke se de praktiske realiteter. På det seneste vil toneangivende kræfter i EU endog have lirket et Tyrkiet ind, som en union ikke kan bære uden at sætte mulighederne for at samle de deltagende lande under en blot nogenlunde europæisk udseende hat over styr. Den dag, den europæiske integration af den grund bryder sammen, skal de store nationer nok vide at hytte deres. Men hvad med os? Hvordan tør nogen dansk politiker blot så meget som tænke på at gå ind i den slags hasarderede eksperimenter?

Det andet eksempel er endnu værre:

Lektor i demografi ved Københavns Universitet, Hans Oluf Hansen, har for nylig vurderet befolkningsudviklingen i de næste 100 år. Efterkommere af nutidens danske statsborgere vil mod slutningen af dette århundrede - alt andet lige - komme til at udgøre en minoritet i samfundet, siger han.

Det er en konklusion, som hidtil kun er fremført offentligt af påstået ekstremistiske private kredse. Men det kræver sådan set ikke særlige demografiske eller videnskabelige forudsætninger at nå frem til den. Undertegnede har også gennem 20 år gentagne gange bragt regnestykket inden for de ledende politikeres synsfelt for at opnå en stillingtagen til det.

En sådan stillingtagen er skrigende nødvendig. Ellers får vi jo om føje år samme samkvemsnormer og sociale niveau, som i dag hersker i Mellemøsten. Vore egne efterkommere vil blive pariaer på dansk grund. Ingen snakken uden om eller bløde tiltag efter vanlig dansk model kan ændre en tøddel herpå.

Det er imidlertid til dato ikke lykkedes at opnå nogen stillingtagen. Derimod er det lykkedes den borgerlige regering at få bibragt befolkningen det indtryk, at der er styr på tingene.

Men det er der altså ifølge demograferne ikke. Lige så lidt er der opfundet nogen formel for, hvorledes de dominerende grupper af indvandrere skal kunne forpligtes på andre samkvemsnormer end deres hjemlige. Dette til trods investeres stædigt enorme pengebeløb i udsigtsløse forsøg på at integrere de uintegrerbare. På den vis holdes offentligheden hen, uagtet den reelle virkning af investeringerne forøger problemet i stedet for at reducere det. Sidstnævnte kan således kun ske via repatriering.

Ja, det er endog kommet så vidt, at klare karakteristikker af det, vi står over for, undertrykkes med trusler om straf. En Mogens Glistrup sættes f.eks. i sin høje alderdom i kachotten, fordi han refererer, hvad enhver kan læse sig til i Koranen, på et sådant hverdagsdansk, at folk forstår det. Fuldstændig latterligt - men også dybt uansvarligt, når man tager fremtidsperspektivet i betragtning.

Apropos sidstnævnte eksempel: Hvad var de borgerliges stillingtagen, dengang det hele endnu var håndterligt?

Statsminister Poul Schlüter i 1985: »Jeg ved godt, at mange danskere er ængstelige for, at åbne grænser kunne føre til, at Danmark bogstaveligt talt blev oversvømmet af f.eks. en halv eller en hel million mennesker udefra. Det ville skræmme folk, men sådan går det jo ikke. I øjeblikket udgør flygtningene 0,3 procent af befolkningen.«

Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i 1994: »Jeg tror ikke, at der er mange - om nogen overhovedet - som kunne tænke sig at omdanne Danmark til et multietnisk samfund. Jeg ønsker det ikke. Men ved at oppiske et kunstigt og overdrevent skræmmebillede kan man medvirke til at oppiske en frygt og lukkethed over for andre, som dybest set rummer en større trussel mod danskheden end påvirkninger udefra«.

Hvorledes placerer den slags udtalelser sig i Tuchmanns verdensbillede?