”Frygten for indlemmelsen af Tyrkiet skal skade EU, eller måske endda på længere sigt ødelægge unionen, finder jeg langt fra ubegrundet.

Selv min uvilje mod et parti som DF forhindrer mig ikke i at forstå visse af dette partis indvendinger mod tyrkisk medlemskab. Alene på grund af befolkningens størrelse, en befolkning, der har en af de største vækstrater på kloden, og i givet fald vil blive den største i EU, kan det, som de argeste modstandere påpeger, ligne selvmord at lukke Tyrkiet ind.

Læg så dertil landets økonomi og religionen islam!

Jeg ved ikke, hvornår ordet islamofobi kom ind i dansk, eller hvilken skribent, der først anvendte det. Men sikkert er det, at det, som alle andre ord, der ender på fobi, har en nedsættende klang.

Alligevel har jeg intet imod at blive kaldt for islamofob, hvis det kan sætte tingene i et mere tydeligt perspektiv. Mange af mine tyrkiske venner og bekendte er også islamofober, selv om der muligvis står muslim i deres pas.

Jeg bryder mig ikke om islam. Jeg finder mange af religionens aspekter frastødende.

Jeg synes, at den i de ekstreme former, som har haft massemediernes store bevågenhed i det sidste par årtier, og i særdeleshed efter 11. september, er en historisk tragedie.

Og i modsætning til mange af de personer, som jeg ellers betragter som mine meningsfæller, er jeg pisse ligeglad med, om det er politisk korrekt eller ukorrekt at sige dette.

Hvis vi skal videre, må kortene på bordet.

Forfatteren Henrik Nordbrandt i én større artikel ”Tyrkisk roulette” i Dagbladet Information Weekend 1-2 oktober 2005.