I den seneste tid er de kvindefornedrende normer, som visse grupper af indvandrere har bragt med sig til Danmark, hyppigt blevet karakteriseret som ”middelalderlige”.

Men sådanne normer fandtes ikke i middelalderens Danmark.

Med karakteristikken ”middelalderlig” ønsker man tilsyneladende at postulere, at gerningsmændene til ”æres”drab og beslægtede fænomener befinder sig på et udviklingstrin, som vi i vor kulturkreds tidligere befandt os på, men har lagt bag os for længe siden – og at gerningsmændenes kultur gradvist vil tilpasse sig det højere stade, som man tilsyneladende mener, at den vestlige verden befinder os på.

Denne lineære opfattelse af den historiske udvikling bygger på en misforståelse, som ikke yder Danmarks fortid retfærdighed; for der er intet, der tyder på, at kvinder i Danmark har været udsat for en sådan ussel behandling, - det være sig i middelalderen eller i en hvilken som helst anden periode.

Fra den tidlige middelalder beretter en arabisk rejsende, At-Tartuschi, som besøgte Hedeby omkring 950, at ”kvinderne har ret til skilsmisse. De forlader deres ægtemænd, når det passer dem”.

Folkeviserne hører til de bedste kilder til forståelse af kultur og kønsroller i de efterfølgende århundreder.

I forordet til ”Danske Folkeviser” skriver Ernst Frandsen om folkevisernes univers blandt andet: ”Kvinden er ingen gudinde, men et menneske og mandens ligestillede.”

Det er en opfattelse, man finder bekræftet ved læsning af folkeviserne, hvor man leder forgæves efter fænomener som tvangsægteskaber og ”æres”drab. Nogle eksempler:

I ”Agnete og Havmanden” frier havmanden til Agnete med ordene ”Vil du være allerkæreste min?”.

Sådan spørger man ikke i en kultur med arrangerede ægteskaber!

Efter otte år med havmanden fortryder Agnete og vender hjem, - og hverken hendes familie eller havmanden straffer hende med ”æres”drab.

Det er et aldeles ukendt begreb.

I ”Hr. Ebbes døtre” klager de to døtre til faderen over, at de er blevet udsat for voldtægt, mens han var på rejse. Faderen antyder ikke med et ord, at de selv skulle have nogen skyld i det skete, men er – modvillig – parat til at ”gå jernklædt og bære sværd” – at hævne døtrene.

Men døtrene tager sagen i egen hånd. Da de går til kirke er det ”med dragen sværd under skind”.

”Voge de Herre Bonild alt ved den kirkedør, hr. Skanild ved Marie Alter, de nåede ham ikke før.”

I ”Ebbe Skammelsøn” bliver Jomfru Lucielille lokket til at svigte sin trolovede Ebbe til fordel for dennes bror, som bilder hende ind, at Ebbe er død. Da Ebbe Skammelsøn vender hjem og opdager bedrageriet, gribes han af sorg og vrede og dræber både Lucielille og sin bror. Men samfundet tolererer ikke en sådan blodhævn: ”Derfor træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild”, som det hedder i omkvædet. Han bliver fredløs.

Men læg mærke til, at det er Lucielille, der bliver lokket til at bedrage sin trolovede. Faderen nævnes ikke med et ord. Her er ingen antydning af arrangeret ægteskab. Lucielille bestemmer selv, hvem hun vil giftes med!

I ”Tyge Hermansen” venter bruden forgæves på brudgommen. Hun finder ud af, at han har ladet hende vente af frygt for at vove sig ud i et voldsomt uvejr. Resolut gifter bruden sig da med en anden. Da den svigtede brudgom omsider når frem, får han den besked, at ”havde du haft mig kær, da havde du brudt den bølge blå, alt med dit blanke sværd.”

Den forsmåede brudgom svarer så:

”Da vil jeg mig udi kloster give,

en munk så vil jeg være;

Mænd ved det, stolten Sidsellil,

Jeg kommer her aldrig mere.”

Ikke et ord om ”æres”drab eller tilsvarende nedrigheder. I Danmark bestemmer kvinderne selv!

Mord på forsvarsløse kvinder og børn, der i en kulturkreds, som man i henhold til straffelovens §266B gør klogt i ikke at nævne ved navn, benævnes ”æresdrab”, har i vor kulturkreds siden gammel tid været anset for æreløs ”niddingsdåd”.

Denne unævnelige kulturkreds er ikke middelalderlig, men særdeles nutidig!