11.09.2005
Opfordring til udenrigsministeren:
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Man kan anstændigvis ikke forhandle med et holocaust-benægtende Tyrkiet
Opfordring til Per Stig Møller
Et af de områder, som den ny EU-traktat gør en del ud af, er at sikre ytringsfriheden for den enkelte borger.
Derfor er der også indføjet en bestemmelse i traktaten, der giver EU-borgerne mulighed for at blande sig i selv de største spørgsmål.
Det kræver, at der indsamles 1 million underskrifter i EU-landene.
Herefter er EU Kommissionen forpligtiget til at tage det pågældende spørgsmål op på ny i Ministerrådet.
Det er den ret græsrodsorganisationen Voice for Europe gør brug af i spørgsmålet om Tyrkiets ansøgning om fuldt medlemskab i EU.
Det er en klar demokratisk forbedring for EU-samarbejdet i forhold til Nice-traktaten.
At den ny EU-traktat er blevet nedstemt i Frankrig og Holland kan måske udsætte denne demokratiske proces nogle år, men på de lange stræk vil det gå i den retning.
Anderledes ser det ud i det store ansøgerland Tyrkiet.
En af Tyrkiets modige og kendte forfattere Orhan Pamuk har offentligt tilladt sig at kritisere Tyrkiet for ikke at ville vedstå sig folkemordet på armenerne og 30.000 kurdere.
Det må man ikke i Tyrkiet.
Ifølge en paragraf i den tyrkiske straffelov, er det strafbart, ”offentligt at tilsværte tyrkisk identitet”.
Ohran Pamuk risikerer nu op til tre års ubetinget fængsel for sine modige ytringer!!!
Her kort før forhandlinger med EU, der begynder den 3. oktober, har en offentlig anklager rejst sag mod Orhan Pamuk.
Fornylig ville en gruppe historikere afholde en konference om folkemordet på Istanbuls Bogazici-universitetet.
Det blev af oppositionspolitikere kaldt for ”forræderi” og den tyrkiske justitsminister Cemil Cicek overtrumfede ved at kalde konferencen ”en kniv i ryggen på det tyrkiske folk”.
Det er dette Tyrkiet, Danmark og de øvrige EU-lande skal til at forhandle med den 3. oktober.
En del EU-lande har forlangt, at Tyrkiet offentligt erkender sine ugerninger mod kurderne og armenerne, - men ikke Danmark!!
Der skal derfor lyde en opfordring til udenrigsminister Per Stig Møller om at stille det krav til den tyrkiske forhandlingsdelegation, - at man før forhandlingerne den 3. oktober, -erkender folkemordet i Armenien og i den tyrkiske del af Kurdistan.
Sker det ikke, bør Danmark ikke sætte sig ved forhandlingsbordet.
Det ville svare til at forhandle med et holocaustfornægtende Tyskland!!!
Kilde: Dagbladet Information. Mandag den 5. september 2005.
|