04.09.2005

Valgkampen i Tyskland er i fuld gang

Forfatter: Poul Vinther Jensen

Tyrkiets optagelses-forhandlinger med EU er et varmt emne i den tyske valgkamp

CDU´s Angela Merkel er frontfigur i denne debat

Lørdag holdt CDU møde i DORTMUND, hvor CDU´s partichef Angela Merkel blev hyldet og udråbt til Tysklands kommende kansler.

Der er noget, der taler for, det kan blive til virkelighed.

CDU har i øjeblikket opbakning fra 43% af vælgerne ifølge de seneste meningsmålinger.

Men meget kan ændre sig.

Dels går det bedre for den tyske økonomi, og kansler Gerhard Schröder er ikke nogen politisk nybegynder.

Han trives godt i politisk stormvejr og har på det seneste fået fine økonomiske vinde til at blæse sig i ryggen.

Tyskland har igen indtaget førstepladsen som verdens førende eksportnation.

Ifølge Financial Times tyske udgave siger Jean-Michel Six, der er europachef for nationaløkonomerne hos Standard & Poor, at ”Tysklands potentiale er indtil nu blevet undervurderet.”

Hos investeringsbanken Goldman Sachs spår man, at landet snart kan overhale ”en del andre i euro-zonen.”

Men det mest spændende er, om den tidligere socialdemokratiske kanslerkandidat, finansminister og formand for kansler Gerhard Schröders SPD, Oskar Lafontaine, kan ændre det politiske billede i tysk politik.

Oskar Lafontaine er netop blevet kåret som det ny venstrepartis frontfigur i valgkampen.

Han er en farverig person i tysk politik og samtidig en erfaren politiker med et klart socialt sigte. Venstrefløjen kan blive afgørende i spillet om kanslerposten efter valget.

Et af valgkampens varme emner er spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU.

Den 26. august modtog 10 konservative og kristeligt demokratiske regeringschefer i EU, EU-Kommissionens formand Jose Manuel Barroso og den britiske premierminister og EU-formand Tony Blair, et brev fra CDU´s Angela Merkel.

Med sit brev går Angela Merkel ind i den følsomme debat om EU´s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, der starter den 3. oktober.

Tidspunktet er ikke tilfældigt; dels er der valgkamp i Tyskland, hvor Angela Merkel længe har advokeret for, at Tyrkiet ikke skal optages i EU, men derimod skal tilbydes et ”privilegeret partnerskab”, dels er der også udenrigsministermøde i EU i næste uge i Wales.

I brevet skriver Merkel, at hendes forslag om et privilegeret partnerskab skal indgå i forhandlingsgrundlaget.

Merkel skriver endvidere følgende: ”Vi er fuldstændig overbeviste om, at et tyrkisk medlemskab både vil overbebyrde EU politisk, økonomisk og socialt samt true den europæiske integration.”

Merkels brev er samtidig underskrevet af formanden for søsterpartiet CSU, Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber.

Ja, Tyrkiet-spørgsmålet er blevet en vigtig brik i den tyske valgkamp.

Angela Merkel er internt blevet beskyldt for at føre en alt for forsigtig valgkamp. Hendes partifælle, - og rival fra Hessen, ministerpræsident Roland Kock, har krævet, at partiet gør Tyrkiet til valgkamptema.

Angela Merkel forsøgte i 2004 at få sine europæiske partikolleger til at støtte hendes forslag om det priviligerede partnerskab. Men dengang vedtog EU-Topmødet at åbne for optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.

På det seneste har hun fået en håndsrækning fra den franske præsident Jacques Chirac, der efter den franske afstemning om EU-traktaten nu er klar over, at der også i Frankrig befinder sig en stor del skeptikere og modstandere af Tyrkiets optagelse i EU.

Til gengæld har tyrkiske kommentatorer advaret Angela Merkel imod at støde de tre millioner tyrkere i Tyskland fra sig.

Hendes partifælle CDU´s EU-ordfører Peter Hintze mener dog, ”at vælgerne har krav på at få at vide, hvor partierne står i dette for Tyskland og Europa så skæbnesvangre spørgsmål.”

 

Kilde: Dagbladet Information, weekend 20.-21.  og 26. og weekend 27.-28. og 29. august 2005.

Bestil bøger her - fra
Den Danske Forening

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

                 det frie ord>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>