13.08.2005

Dokumentation vedr. koldkrigsrapporten

Forfatter: Ole Hasselbalch

Uddrag af ”Danmark under den kolde krig”

Uddrag af ”Danmark under den kolde krig”, ISBN 87-7605-091-2 Bind 1-4. Dansk Institut for Internationale Studier

Kommissoriet m.h.t. afdækning af de østlige påvirkningsoperationer og virkningen heraf

”Endvidere bør udredningen omfatte Warszawapagtlandenes politiske aktiviteter. Det gælder både den officielle politik og andre aktiviteter, som var rettet mod Danmark og de øvrige nordiske lande. Sovjetiske regeringers og partiorganers rolle i formuleringen af den overordnede strategi over for Danmark og de øvrige nordiske lande samt forbundsrepublikken Tyskland bør søges beskrevet sammen med en redegørelse for KGB’s, GRU’s og øvrige efterretningstjenesters rolle. Overordnede politiske og militærstrategiske overvejelser i Warszawapagtlandene om påvirkning af Danmarks NATO-politik bør også belyses.

Endelig bør udredningen omfatte en gennemgang af den officielle danske sikkerhedspolitik og den danske sikkerhedspolitiske debat med særlig vægt på perioden hen imod den kolde krigs afslutning. Warszawapagtlandenes forsøg på at opnå direkte eller indirekte indflydelse, herunder gennem danske partier og organisationer m.v., på den danske debat og politikfastlæggelse på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område er i den forbindelse af særlig interesse. Warszawapagtlandenes vurdering af den førte sikkerhedspolitiks indflydelse på det danske forsvarsberedskab og Danmarks stilling i NATO ønskes også belyst sammen med en belysning af Danmarks NATO-allieredes vurderinger og overvejelser i relation til Danmark.”

Om de danske kommunister

PET havde et godt øje til kommunisterne (DKP):

”Efter de danske tjenesters vurdering var DKP’s politiske indflydelse langt større, end partiets lave medlemstal lod formode på grund af dets internationale forbindelser og partiets erfaringer i subversion. Dertil kom DKP’s evne som „initiativtager til aktioner i det danske foreningsliv, besættelse af nøgleposter i ledelsen, dannelse af nye komitéer, aktionsgrupper, demonstrationer mv. I en række andre danske foreninger fandt ifølge de danske efterretningstjenester lignende indirekte styring sted fra DKP.” (bind 2 s. 416 f).

”DKP’s styrke lå efter PET’s vurdering i partiets tradition for kadreskoling … Skolede personer blev placeret højere i partiorganisationen eller i infiltrerende funktioner i ikke-kommunistiske foreninger.” (bind 2, s. 417). Som eksempel fremhæves partiets indtrængen i Vietnambevægelserne, hvor der (bind 2, s. 421) citeres fra DKP’s egen beretning desangående: ”overalt er (de) med i ledelserne, og at de på en smidig og klog måde stærkt medvirker til at give bevægelsen indhold og retning.“ Det var kommunisternes taktik at ”skabe en fornuftig balance i tingene, således at de mange ikke-kommunister, vi samarbejder med, kan føle sig sikre på, at beslutninger kun træffes efter grundig diskussion“.

”DKP’ virksomhed var og forblev efter PET’s og FE’s vurderinger en undergravende fare for det danske samfund. Faren bestod i partiets evne til at infiltrere de øvrige venstreorienterede grupper og dreje deres dagsorden bort fra de store utopier og over i retning af mere konkrete anti-NATO-kampagner. DKP’s styrke var partiets kamperfaring, gruppedisciplin og veludrustede propagandaapparat, som gav stor mulighed for gennem infiltration i danske aktivistkredse at hægte sig på de strømninger, der udviklede sig i det danske politiske landskab. Og det lykkedes ifølge PET og FE for partiet mod slutningen af 1960’erne at koble sig på græsrodsbevægelserne f.eks. ved at udnytte deres demonstrationer mod USA’s krig i Vietnam, mod Grækenlands politik, mod imperialismen og lignende til også at propagandere for ’Danmark ud af NATO’” (bind 2 s. 418 f).

”Mod slutningen af 1960’erne registrerede PET fremgang på en række områder for DKP. Aksel Larsens påstand om, at SF var infiltreret af kommunister kunne ifølge PET bekræftes, og det vurderedes, at det efterhånden var lykkedes partiet gennem infiltration at sætte sit præg på SF’s sikkerhedspolitiske linje. Ifølge PET var infiltrationsarbejdet i SF ledet af partisekretærerne Ingmar Wagner og Poul Emanuel, der havde nære kontakter til SF’erne Hanne Reintoft, Pia Dam, Erik Sigsgaard og Holger Vivike.” (Bind 2, s. 420). … ”I sine rapporter fra starten af 1970’erne pointerede PET den øgede risiko for, at DKP evnede at mobilisere det store antal unge, som meldte sig ind i kommunisternes rækker. I 1972 så Kommunistiske Studenter dagens lys med afdelinger på samtlige universiteter, De Uddannelsessøgendes Samarbejdsudvalg (DUS), oprettet 1967 var nu kommunistisk ledet, Lærlingenes Landsorganisation (LLO) var nærmest at betragte som en kommunistisk opposition til LO, og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) – paraplyorganisationen for danske ungdomsorganisationer med tilsammen omkring 900.000 medlemmer – havde nu fået delvis kommunistisk styring i kraft af DKP-medlemmer på vigtige poster i ledelsen.” (Bind 2, s. 422).

Om DKPs indflydelse i den kolde krigs sidste periode siges det, at ”PET var hele tiden opmærksom på DKP’s virksomhed, der blev betegnet som i høj grad relevant for at forstå østlandenes påvirkningspolitik. Problemet i perioden var ifølge PET ikke DKP’s rent ideologiske linje, som årtiers medlemstilbagegang i partiet viste kun havde marginal tilslutning blandt danskerne. Faren lå ifølge PET i den erfaring, som partiet havde i åben og fordækt påvirkning.” (Bind 3, s. 357).

”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed var ifølge FE og PET DKP’s og østbloklandenes vigtigste middel til at styre freds- og protestaktiviteterne ved at samle ideologisk spredte anti-militaristiske grupper og bredere kredse i Danmark. Ligesom venskabsforeningerne opererede den med en politisk bredt sammensat anbefalergruppe, der stod som garant for kampagner, der på et skiftende pacifistisk/humanistisk orienteret arbejdsgrundlag kunne afstemmes efter målgruppen og give anledning til landsdækkende kampagner.” (Bind 3, s. 360).

”PET og FE vurderede, at den udbredte modstand mod atomvåben og mod øgede forsvarsudgifter i befolkningen ville betyde, at mange unge idealister, ikke mindst unge kvinder, ville udvise sympati for yderligtgående aktiviteter. Gennem en landsdækkende organisationsdannelse kaldet ’basekomitéerne’ og ’kontaktnet Ikke-vold’ skete der ifølge PET og FE en sådan infiltration af blandt andet den gamle fredsforening Aldrig mere Krig, af Dannerstiftelsen og af BZ-bevægelsen i 1980’erne.” (Bind 3, s. 361).

”PET så også en stor effektivitet i DKU, som trods sin medlemstilbagegang ligesom DKP kompenserede ved en høj aktivitet og relativt stor indflydelse I det danske foreningsliv. DKU’erne var nærmest allestedsnærværende i foreninger og organisationer, der arbejdede for internationalt solidaritetsarbejde og skabte derigennem fælles kampforum med ikke-kommunister. Dette kunne blandt andet ses på deres aktioner med masseopbud i f.eks. El Salvador-temaet og i forbindelse med Rebildfesterne.108 Den betydning, som PET tillagde DKU, bekræftes af forskningen. Fra midten af 1970’erne opnåede DKU at blive en dominerende politisk strømning i ungdomspolitiske foreninger og kom til at sætte sit præg på skolepolitikken, som i 1970’erne blev et politisk kampfelt. Landsorganisationen for Elever (LOE) havde i perioden 1975-1984 en DKU-domineret ledelse. Senere gennem 1980’erne fik DKU’erne stor indflydelse i organisationer inden for uddannelsessystemet. DKU’erne var i høj grad med til at formidle Samarbejdskomitéens kampagner, ikke mindst gennem de mange lokalgrupper af ’Unge for Fred’.“ (Bind 3 s. 375)

I periodekonklusionen til bind 2, s. 729 (om tiden 1963-78), siger rapportens forfattere: ”Derudover blev de øgede muligheder for forbindelser mellem Øst og Vest brugt til at etablere kontakter i Danmark for et politisk efterretningsarbejde, hvor målet var indhentning af oplysninger og viderebringelse af synspunkter. Her gjorde et bevidst element af påvirkningspolitik sig gældende. En sådan politik blev dog navnlig drevet gennem Danmarks Kommunistiske Parti, der med usvækket loyalitet propagerede de sovjetiske paroler for fred og dansk neutralitet og mod NATO, USA, EF, kapitalismen, etc. I erkendelse af partiets isoleret set relativt begrænsede indflydelse søgte de socialistiske lande, bl.a. gennem den store fredskampagne i 1970’erne at etablere kontakter til ikke-kommunistiske grupper. Dette lykkedes også, og partiet fik på den måde alligevel en ikke ubetydelig indflydelse gennem infiltration af dele af fagbevægelsen, fredsbevægelsen og den organiserede EF-modstand, men det er dog vanskeligt at fastlægge, i hvilket omfang initiativerne opstod som følge af østlig påvirkning, og i hvilket omfang de var udtryk for allerede eksisterende holdninger i de pågældende grupper. KGB gennemgik en personalemæssig og metodemæssig modernisering og blev med opgradering af det politiske målområde og disinformationsvirksomheden en vigtig udenrigspolitisk aktør.”

Rapportens vurderinger af påvirkningsoffensivens virkning op til slutningen af 70-erne

Koldkrigsrapportens forfattere konkluderer m.h.t. påvirkningsbestræbelsernes effekt i perioden op til 1979 (bind 2, s. 423 ff), at ”den østlige påvirkning i sig selv havde vanskeligt ved at fremkalde ændringer i den politiske linje i Danmark og i Vesten. I det omfang den østlige politik og deraf følgende påvirkningsindsats var delvist sammenfaldende med politiske interesser i Vesten kunne de understøtte en udvikling, der måske kunne føre til et resultat af fælles interesse.””Det bliver ikke mindre vanskeligt at måle effekten af forsøg på at ændre almindelige forestillinger i tilfælde, hvor man ikke fra østlig side førte konkrete kampagner. Som beskrevet i det foregående kapitel havde hovedparten af den østlige påvirkning ikke til formål at slå til lyd for en bestemt enkeltsag. Den rettede sig imod en langsigtet påvirkning i Vesten. Det var de socialistiske staters image eller socialismebilledet, det drejede sig om. Målet var, at danskerne skulle bringes til at forstå Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande på et mere positivt grundlag. Den ønskede nyttevirkning af dette lange påvirkningstræk fordelte sig over en bred skala. I den ene ende af skalaen håbede man på at skabe klangbund for prosovjetiske eller antivestlige kampagner. I den anden ende lå ønsket om at skabe forudsætningerne for overgangen til socialisme i Danmark efter en marxistisk-leninistisk model.” … ”Samlet set lykkedes det efter alt at dømme ikke østlandene at vinde indflydelse på dansk sikkerhedspolitik. I påvirkningsarbejdet gennem organisationer og foreninger var det imidlertid til gavn for østblokken, at USA havde et dårligt image i perioden, navnlig under Vietnamkrigen 1965-1975. Østlandenes kampagner kunne hægte sig på antiamerikanske stemninger i befolkningen og på agitationen mod NATO og for alternative sikkerhedsordninger. Størst succes havde østlandene gennem 1960’erne og første halvdel af 1970’erne formentlig med at diskreditere USA og Vesttyskland. Der var også visse muligheder for at fremme østblokkens sikkerhedspolitiske visioner på grund af yngre årgange, der engagerede sig i organisations- og foreningslivet, og som ikke havde 1950’ernes frygt for Sovjetunionen som en del af deres umiddelbare baggrund. Østlandene havde også vanskeligt ved at tilbagevise den vestlige kritik af undertrykkelsen i øst. I samme periode voksede det indtryk i de vesteuropæiske befolkninger, at østblokkens styrende eliter ikke tjente befolkningernes interesser, men i stedet anvendte samfundets ressourcer til oprustning. Det er altid vanskeligt at udskille den østlige påvirkning fra de hjemlige vestlige impulser. Politisk og bureaukratisk vil der være faktorer, som både kan tendere mod at overvurdere og undervurdere påvirkningen. Det gør det ikke mindre vigtigt at identificere karakteren og omfanget af østlig påvirkning, men det gør, at man bør være forsigtig med at omfavne hurtige konklusioner.”

Bind 2, s. 425 ff: ”De venstrerevolutionære og kommunistiske grupper i Europa i 1970erme fik en overproportional indflydelse og blev katalysatorer for politiske og kulturelle processer, der rakte langt ind i statsapparaternes og samfundenes midtzone og afstedkom en veritabel revolution på en lang række områder. Men vurderet i lyset af systemkonflikten i den kolde krig havde disse bevægelser kun sjældent noget med østsympatier at gøre.” … Hvis vi trods alt, med den forsigtighed, som de foregående overvejelser tilsiger, skulle forsøge at karakterisere den bredt anlagte østpropagandas effekt, så ville det være, at den kun i beskedent omfang formåede at påvirke den danske opfattelse af de østlige samfund. At finde dem attraktive forblev set ud fra dette helhedsbillede en politisk kuriositet forbeholdt de få DKP’ere og i en kort overgangsperiode måske nogle få SF’ere. Forsøg på ved hjælp af østpropaganda at ændre på denne grundorientering i Danmark var dømt til at mislykkes. … Anderledes forholder det sig med muligheden af, at den østlige propagandaindsats kunne give et forøget spillerum for østlige politiske initiativer på det sikkerhedspolitiske område. Propagandaen kunne finde en vis klangbund i, at der hos de fleste var et element af afspændingstænkning, knyttet til sikkerhedsdilemmaet. Med andre ord, at mange følte sig tilskyndet til at overveje de chancer, der kunne synes at være for i det mindste at dæmpe, hvad der kunne forekomme at være de mest risikable udslag af systemkonflikten. … … Ser vi bort fra begrænsede miljøer, ville det være en fundamental misforståelse af den brede venstreorienterede scene i Danmark i 1970’erne at se den som sympatisk indstillet over for den sovjetiske samfundsmodel, eller som skabt af eller blot næret af østaktiviteter og østunderstøttelse. Den havde sine rødder andre steder, først og fremmest i den ungdomskultur, der voksede frem i de vestlige velfærdssamfunds efterkrigsgeneration i et substrat af primært anti-autoritær kritik af vestlige institutioner og livsformer og kritik af krigen i Vietnam.”

Faktaoplysninger om fodnoteperioden i 80-erne

Ifølge bind 3, s. 307 f intensiverede Warszawapagtlandene afspændings-, nedrustnings- og fredsretorikken over for Vesten, dels for at sætte de vestlige regeringer under internt politisk pres, dels for at lede den vestlige offentligheds fokus bort fra emner, som de socialistiske lande anså for uønskede, som for eksempel menneskerettighedskrænkelser i østlandene eller de socialistiske landes egen oprustning. ”De socialistiske lande håbede at nå konkrete mål gennem denne politik. Mobiliseringen af den vestlige offentlighed mod NATO’s moderniserings- og rustningsprogrammer skulle resultere i selvpålagte og ensidige vestlige rustningsbegrænsninger. Warszawapagtlandenes fredspolitik kunne medvirke til at skabe splid mellem de ’imperialistiske magter’, der efter østlige analyser befandt sig i et stigende modsætningsforhold til hinanden.”

Specielt med hensyn til den såkaldte dobbeltbeslutning (om opstilling af et antal atomraketter hvis ikke Sovjet fjernede sine) opfordrede det sovjetiske kommunistparti sine partnere til at ”indvirke endnu stærkere på de vesteuropæiske lande for at vanskeliggøre gennemførelsen af NATO’s beslutning og for at rejse en bred bølge af protest mod den. Dette arbejde skal udføres med alle til rådighed stående midler, – politisk, diplomatisk, samfundsmæssigt, informatorisk og propagandistisk (...) – alle kræfter skal mobiliseres.” (Bind 3, s. 314).

Påvirkningsoffensivens bagmænd satte også igen temaet ”Norden som atomvåbenfri zone” (som ville medføre, at NATO i dette område ingen chancer havde over for et på konventionelle våben helt overlegen modpart) på dagsordenen (s. 315). Vi får at vide, hvorledes der spilledes på fredsbevægelsen, presse og politikere (s. 321 ff).

Østlandene egen vurdering af deres fremgang

Østbloklandendes egen vurdering af indsatsens betydning i den kolde krigs sidste fase beskrives i bind 3 s. 367 ff. Det fremgår, at sovjetambassaden i en rapport hjem fra 1983 skrev: ”I 1983 har sovjetstatens udenrigspolitiske kurs fortsat øvet indflydelse på udformningen af Danmarks stilling til de vigtigste internationale problemer (...) Samtidig med, at den danske politik har bevaret sin tvetydighed (...) , er den begyndt i noget mindre grad at blive bestemt af landets medlemskab af NATO og EF og af landets tilhørsforhold til gruppen af højtudviklede kapitalistiske lande i Vesteuropa. En stadig større rolle i udformningen af politikken har synspunkterne hos det „udenrigspolitiske flertal“ i folketinget og følgelig hos det flertal af vælgerne, der står bag dette flertal, spillet. Ud over den direkte indflydelse på regeringens holdning har den sovjetiske udenrigspolitiske kurs øvet en overordentlig stærk indflydelse på det officielle Københavns linje i internationale spørgsmål formidlet gennem Socialdemokratiet og de socialistiske partier, der i løbet af 1983 som helhed har demonstreret en realistisk og ofte ganske velovervejet opfattelse af de grundlæggende problemer med at bevare freden og styrke sikkerheden. (...) Uden at den i det forløbne år har undergået væsentlige ændringer, har Danmarks udenrigspolitiske kurs alligevel i betydelig grad udviklet sig på baggrund af de danske politikeres voksende erkendelse af den nuværende situation i Europa og i verden, under påvirkning af de sovjetiske initiativer”.  Ligeledes mente ambassaden, at ”at venstrefløjen og de radikale i langt højere grad end før 1979 deler elementer i vores udenrigspolitiske holdninger. ”Nu er der ikke et eneste politisk parti eller en eneste regering, der kan ignorere den stærke bevægelse for en atomfri zone” (S. 369 ff).

Rapporten bemærker, at den sovjetiske ambassade noterede i 1983, at ”at der var velvilje over for sovjetiske synspunkter blandt danske socialdemokrater og socialister. Man tilskrev det bl.a. de ’konstruktive’ sovjetiske zoneforslag. Man bemærkede, at Danmark opførte sig som ’uromageren i NATO’, og vurderede at en ’korrektion af Danmarks sikkerhedspolitik’ var inden for rækkevidde, og at det sikkerhedspolitiske flertal havde mulighed for at påtvinge regeringen sine synspunkter.” (Bind 3, s. 342).

Den østtyske ledelse fastslog i en plan for diplomatiet og propagandaarbejdet over for Norden for første halvdel af 1980’erne, at de nordiske socialdemokraters bekymring over den hårde linje gjorde disse partier til potentielle allierede i kampen for fortsat afspænding og afrustning. ”I Østberlin var man i denne sammenhæng ej heller blind for, at netop den amerikanske konfrontationslinje (som i sidste ende førte til Murens fald, red.) afstedkom ubehag inden for det danske socialdemokrati. Særlig statsminister Anker Jørgensens åbenlyse distance til den hårde linje tiltrak sig østtyskernes opmærksomhed.” (S. 343). Men man var opmærksom på, at socialdemokraterne måske ville falde tilbage på en pro-NATO linje, hvis partiet igen kom til magten (s. 346).

Bind 3 s, 636: Fra østlig side blev den splittede danske sikkerhedspolitik klart bemærket, og der var ingen tvivl om, at Sovjetunionen gerne så det danske standpunkt i NATO udbredt til flere vestlige lande. Moskva synes dog at have nået den konklusion, at der ikke var nogen chance herfor. Under alle omstændigheder var udviklingen i Vesttyskland afgørende efter Sovjets vurdering. Danmark var af mindre betydning og kunne højst virke som et irritationsmoment i NATO – men som sådant nyttigt og oplivende i en situation, hvor også flere i sovjetledelsen synes at have erkendt, at de var på vej til at tabe den kolde krig. Hvad angår den militære situation, var det Sovjetunionens vurdering, at Danmark i 1980’erne i højere grad end tidligere blev inddraget i samarbejdet i NATO. Bl.a. var russerne bevidste om, at der skete en modernisering af den militære infrastruktur, der forbedrede mulighederne for at modtage forstærkningsstyrker. Også NATO’s militære styrke på nordflanken vakte bekymring hos den sovjetiske ledelse, og alt i alt syntes russerne at erkende, at også de militære styrkeforhold i Danmarks nærområde var ved at ændre sig til vestlig fordel.”

PETs vurdering af påvirkningsoffensiven og dens effekt

Om påvirkningsapparatet siges (bind 3 s. 355 f):

”I Danmark vurderede PET, at de østlige efterretningstjenester havde fået stigende betydning for strategien bag påvirkningsoperationerne. Gennem 1980’erne fremhævede forskellige analyser østlandenes forsøg på manipulation af meningsdannelsen og af den politiske beslutningsproces ved hjælp af ’indflydelsesaktioner’. De blev beskrevet som „langsigtede forsøg på at øve indflydelse på et lands inden- og udenrigspolitik, hvor man med efterretningsmæssige midler søgte at manipulere på så mange samfundsområder, at det indvirker på meningsdannelsen og den politiske beslutningsproces. Den største af denne slags indflydelsesaktioner havde fra 1979 været den såkaldte ’fredskamp’, hvis umiddelbare mål var ’at få tilbagekaldt NATO’s dobbeltbeslutning’. Ifølge disse analyser var de vestlige demokratiske samfund særlig sårbare for den propaganda, som lukkede samfund kunne rette ensidigt mod de åbne samfund. Påvirkningen foregik fra alle hjørner i østlandenes apparat: ’fra de almindelige diplomater i ambassaderne, fra KGB-residenturerne, som repræsenterede SUKP’s CK’s internationale afdeling, fra de lokale kommunistpartier, fra prosovjetiske frontorganisationer, fra politikere og fremtrædende personer, fra missioner for handel, videnskab, kultur osv. Og fra kredsen af korrespondenter, studerende, Aeroflot- og shippingforetagender samt sovjetdelegationer på besøg’. NATO havde siden 1950’erne som en del af østlandenes påvirkningsapparat indregnet det netværk af organisationer, som ikke formelt var knyttet til de ledende kommunistpartier i østblokken, men som i NATO’s terminologi hed ’parakommunistiske organisationer’ eller ’frontorganisationer’ ud fra den begrundelse, at de under dække af alment humanistiske formål reelt arbejdede for at bevæge den brede ikke-kommunistiske befolkning til at slutte op bag de kommunistiske landes udenrigspolitik. I 1980’ernes ’fredskamp’ havde disse organisationer ifølge efterretningstjenesternes vurderinger indtaget en stadig mere aktiv rolle i deres forsøg på at inddrage vestlige fagbevægelser, ungdomsgrupper, kvindeorganisationer og erhvervsgrupper i fredssagen, som den blev defineret af Sovjetunionen og dens allierede. Det var også de danske efterretningstjenesters indtryk, at østbloklandene havde større muligheder for at opnå indflydelse på dansk politik på det sikkerhedspolitiske område. Det kom ifølge PET og FE af den stemning, der rådede i befolkningen som følge af den spændte internationale situation. Som de to institutioner så det, var faren, at det skulle lykkes at underminere den danske befolknings tillid til NATO og troen på det danske forsvars effektivitet.”

Det fremgår, at PET så et særligt problem i de såkaldte indflydelsesagenter, der i rapporten (bind 3, s. 363) beskrives som ”en person, der blev fundet på grundlag af den pågældendes kritiske indstilling til eget samfundssystem og som kunne bruges som kontrolleret informationsspreder i vestlige samfund til gavn for østlandene”. ”Ifølge PET var det ideologiske motiver, der drev danske journalister til ukritisk at gengive østlandenes synspunkter eller pressestof. Oftest fremlagde de positiv omtale af eller gengav „fredsargumenter“ fra et østland, hvis repræsentanter i Danmark de havde opnået et nært forhold til. PET noterede sig til tider også udgivelser, der kom fra den organiserede fredsforskning, som efter de danske efterretningstjenesters opfattelse i det store og hele rettede ensidig fokus på NATOlandenes militære opbud. De ifølge PET ensidige udgivelser vurderedes at kunne få effekt på debatklimaet i Danmark, og medier i østlandene gjorde flittigt brug af de danske akademikeres udgivelser i deres egen argumentation.”

Om effekten hedder det i bind 3 s. 374 f: ”I 1983 betegnede PET det som en succes for påvirkningen af dansk politik, at et flertal i folketinget var gået imod opstillingen af de 572 missiler, at der havde været omfattende demonstrationer, at en kampagne med breve til folketingsmedlemmer var endt med, at der nu var flertal i tinget for Norden som atomfri zone, og at der blev bevilliget penge til fredsforskning. Særligt med emnet Norden som atomfri zone var det også lykkedes at inddrage den danske fagbevægelse mere direkte i fredssagen. I 1984 skrev PET, at med fagbevægelsen sluttede brede kredse af socialdemokratiske vælgere op ude i landet, og at det var sket ’ikke mindst på grund af DKP’s utroligt effektive arbejde i fredsorganisationerne og i grupper udført af enkeltpersoner.’ Det var dog med i de danske efterretningstjenesters overvejelser, at den genklang, som fredspolitikken vakte i den danske befolkning, og som kom til udtryk i den landsdækkende organisationsdannelse og det kvantitative opbud ved fredsarrangementer og demonstrationer igennem 1980-1981 ikke nødvendigvis var udtryk for en udbredt og dybfølt sympati for østlandenes fredsforslag blandt danskerne: „Man har i modstanden mod atomoprustningen „dygtigt udnyttet medløbere af radikal og socialdemokratisk observans. For sidstnævnte grupperings vedkommende synes holdningen at være mere modebetonet end egentlig ideologisk funderet.”

Vore allieredes holdninger

Bind 3 s. 635 f: ”For perioden 1975-1991 er der endnu ikke adgang til de allieredes interne vurderinger i de udenlandske arkiver, og kildesituationen er dermed meget forskellig fra de foregående perioder. De tilgængelige kilder har alle været beregnet for danske øjne, og en historiker er derfor på forhånd nødt til at antage, at de kan have været udformet med hensyntagen til deres politiske virkning, og undertiden alene med henblik på denne virkning. På det foreliggende grundlag er det således ikke muligt at drage endegyldige – og i mange tilfælde heller ikke entydige – konklusioner. Især amerikanske vurderinger er gennemgået, og heraf fremgår på den ene side, at Danmark i første del af perioden blev genstand for en skarp og direkte kritik af sit forsvarsbidrag, men på den anden side, at det danske forsvars indsats blev højt vurderet. Socialdemokratiets interesse for tanken om atomfri zoner blev mødt med afvisning. Hvad angår generelle vurderinger af den danske dagsordenspolitik, gør de nævnte kildeproblemer sig gældende, og de tilgængelige udsagn går i forskellige retninger. Både udenrigsminister George Shultz og ansatte i State Department og Pentagon gav tydeligt udtryk for en kritik, der især vedrørte den danske politiks konsekvenser for USA’s forhandlingsposition over for Sovjetunionen og for USA’s engagement i Europa. Men andre aktører, bl.a. tidligere diplomater ved den amerikanske ambassade i København, mener i interviews med DIIS, at den afvigende danske politik var af begrænset betydning, og at Danmarks fortsatte og forstærkede militære integration i NATO i denne periode betød, at USA så relativt mildt på de danske fodnoter (jf. kapitel 90 om de allieredes vurderinger af dansk sikkerhedspolitik samt om Danmarks sikkerhed indflydelse og renommé).

Specielt amerikanerne var foruroligede over udviklingen i Danmark m.h.t. forsvaret (bind 3, s. 580). De gjorde opmærksom på, at den utilstrækkelige danske indsats satte muligheden for at få amerikanske forstærkninger på spil. (Bind 3, s. 581). ”I sommeren 1981 fik udenrigsministeriets direktør under et besøg i Washington at vide, at den ringe danske forsvarsindsats havde konsekvenser for de amerikanske forstærkningsplaner. I et nyt udkast til NATO’s såkaldte ’Rapid Reinforcement Plan’ var der ikke længere tildelt amerikanske hærstyrker til Nordregionen, og ifølge lederen af Pentagons NATO-kontor, George Bader, havde denne ændring sammenhæng med den mangelfulde danske indsats. Grundlaget for at øremærke styrker og placere depoter i Danmark var ikke til stede.” (S. 582). ’

At der ikke blot var tale om et show til støtte for den danske regering i diskussionerne med dette mindretal, fremgår af papirer udarbejdet til internt amerikansk brug, mere konkret i en orientering til lederen af præsidentens nationale sikkerhedsråd Zbigniew Brzezinski (bind 3, s. 581):

”As you know, the Danes are doing miserably on defense and are currently considering a program that would provide no real growth. The result would be some severe cuts in Danish capability – elimination of a Zeeland brigade, a squadron of fighters, 12 warships and 4,000 military personnel. Given Denmark’s strategic position and their already weak military forces these cuts would be serious.”

Betænkelighederne blev i øvrigt også skåret ud i pap af de danske embedsmænd. Således hedder et i et notat til statsminister Poul Schlüter (bind 3, s. 582):

”Der er ingen tvivl om, at de allieredes holdning til dansk forsvar, uanset en målrettet indsats fra dansk side, afspejler en stigende bekymring i Alliancen over den danske forsvarsindsats. Det er markant, at medens kritikken før i tiden først og fremmest kom fra NATO-organisationens militære og civile myndigheder, er det nu vore allierede, der mest direkte giver udtryk for deres uro. Dette gælder især vore nærmeste naboer, Tyskland og England, samt USA, der som grundlag har vurderet udviklingen af det danske forsvar gennem de sidste ti år og peger herunder på følgende forhold:

 

• nedgang i styrketallet inden for næsten alle områder,

• dansk forsvar lider under væsentlige mangler, der vil begrænse vor evne til at modstå et Warszawapagtangreb og derved vanskeliggøre tilgang af forstærkninger,

• eksterne forstærkninger vil have usikre ankomstbetingelser på grund af utilstrækkeligt luftforsvar og manglende minestrygerkapacitet,

• disse mangler er forårsaget af, at Danmark i det sidste årti på grund af utilstrækkelig ressourcetildeling har skubbet problemerne foran sig eller ladet væsentlige behov udækkede,

• mangel på solidaritet også inden for områder, der ikke koster penge  fodnoteproblematikken, selvpålagte begrænsninger i Østersøen).

Rapportens vurderinger

Rapporten noterer (bind 3 s. 634) sagens kerne: ”De særegne træk ved politikformuleringen under firkløverregeringen i 1980’erne kan føres tilbage til partiernes relative prioritering af sikkerhedspolitiske og indenrigspolitiske mål og deres bestræbelser på at virkeliggøre målene i et parlamentarisk system, hvor de formelle normer i Grundloven er få og den parlamentariske praksis derfor bøjelig. Udtrykt med en spidsformulering: aldrig opnåede det lille mindretal af socialistiske NATO-modstandere (SF og VS) så stor indflydelse på dansk sikkerhedspolitik som under den borgerlige firkløverregering med Socialdemokratiet og de radikale i opposition.”

Rapportens egen sammenfattende vurdering af de aktiviteter, der rettedes mod Danmark i den kolde krigs sidste periode, findes i bind 3, siderne 381 ff. Der indlægges her de forbehold at de samtidige danske og østlige vurderinger, som omstændighederne nu engang tilsiger.

S. 381: ”Når man fra østlig side og fra de danske efterretningstjenesters side skulle vurdere effekten af påvirkningspolitikken kunne flere hensyn indvirke på vurderingerne. Først og fremmest kunne man på begge sider have interesser i at fastslå en markant østlig påvirkningsindsats. Isoleret set kan østlige succesmeldinger fra eksempelvis den sovjetiske ambassade sammenholdt med de danske tjenesters henvisninger om omfattende kontakter mellem danske grupper og repræsentanter fra de socialistiske lande tegne et billede af en massiv påvirkning, uden at der er reel dækning for det. I den forbindelse bør det erindres, at de danske tjenester og i særdeleshed PET netop havde til opgave at opklare og advare mod østlig infiltration. Denne grundlæggende funktion og fokus på konspirativ virksomhed fremmede et syn, hvor risiko stod i forgrunden. Når den østlige påvirkning indtog en særlig fremtrædende plads i efterretningsarbejdet, var det derfor ikke nødvendigvis udtryk for, at påvirkningen i det samlede politiske billede var markant, endsige dominerende, men blot at tjenesterne var opmærksomme på alt, hvad de tolkede som faresignaler. På lignende vis bør der i forhold til de østlige aktører tages det forbehold, at de naturligt var motiverede til at overdrive egen succes.”

Bind 3 s. 382: ”Der kan ikke herske nogen tvivl om, at man fra de socialistiske landes side nærede et ønske om at påvirke den danske offentlighed og politikere i en for disse regimer gunstig retning. Med hensyn til en række vigtige spørgsmål led denne politik dog overordnet set skibbrud. Herom taler de angivne Galluptal deres tydelige sprog. Den danske befolkning sluttede til trods for tidens sikkerhedspolitiske brydninger fortsat op omkring NATO, også selvom centrale tiltag som opstillingen af mellemdistanceraketter og stjernekrigsprojektet isoleret set mødte bred modstand.---Det havde været centralt for de socialistiske lande at tilbagevise „trusselsløgnen“ om, at Sovjetunionen udgjorde en militær fare for de vesteuropæiske lande. Trods en ihærdig indsats var frygten for Sovjetunionen og Warszawapagten stadig massivt til stede i Danmark.”

Rapporten søger i sammenhængen at aflive begrebet ”medløberi” (bind 3, s. 383 f): ”Forestillingen om medløberiet tilskriver de socialistiske lande en ganske betydelig indflydelse, idet den antyder, at de faktisk formåede at sætte en dagsorden, som medløberne kunne løbe efter. Denne høje vurdering af østlandenes muligheder var knap så markant i de socialistiske landes egne analyser. Der herskede her ingen dominerende overbevisning om, at disse gruppers holdninger havde østligt ophav, men derimod nok om, at de kunne bruges taktisk. Disse strømninger skulle således fremmes gennem dialog og med informationer, der understøttede de socialistiske landes synspunkter. Gennem et aktivt partnerskab skulle disse grupper knyttes tættere til øst. Udgangspunktet var imidlertid tanker, der allerede var virksomme i brede vestlige kredse for eksempel mellem de vesteuropæiske socialdemokratier og i den socialistiske internationale. Der var således langt snarere tale om en parallel bevægelse end om ’medløberi’. Paralleliteten bestod i, at parterne nok havde fælles, løst definerede mål som ’fred’, ’afspænding’ eller ’nedrustning’, men at deres udgangspunkt og drivkraften bag dialogen var forskellige.”

I periodekonklusionen vedrørende årene 1979-91 hedder det (bind 3 s. 631 f):”De østlige efterretningstjenesters målområder var uændrede, med fortsat vægt på det politiske liv og det teknisk-videnskabelige område. Den kolde krigs karakter af efterretningskrig blev illustreret af det store antal udvisninger af østlige efterretningsfolk fra NATO-lande. Når det gælder østlige aktiviteter rettet mod Danmark i den sidste periode af den kolde krig, er der ingen tvivl om, at skærpelsen af den amerikanske linje gav Østblokken visse muligheder for at fremstå som den fredelige part over for et aggressivt USA. Sovjetunionen afsatte betydelige midler til propaganda og påvirkningsarbejdet i Vesten, og de vestlige kommunistpartier, herunder DKP, fik besked på at fokusere på fredsspørgsmålet. Efterretningsfolkene på de østlige ambassader og de stedlige KGB-officerer fulgte på nært hold udviklingen i dansk politik og søgte efter bedste evne at skubbe debatten i den ønskede retning. Samtidig med at de kommunistiske landes repræsentanter tilsyneladende ofte satte deres lid til det alternative sikkerhedspolitiske flertal i folketinget, fik den sovjetiske fredspropaganda imidlertid ikke større gennemslagskraft i den danske offentlighed. I 1983 viste opinionsundersøgelser således den største tilslutning til NATO-medlemskabet siden Danmark blev medlem i 1949.”

Rapportens vurdering af dansk sikkerhedspolitik som sådan

Rapporten indeholder en overordnet, sammenfattende vurdering af dansk sikkerhedspolitik som sådan i perioden 1979-1991 (bind 3, s. 577 ff). Forfatternes udgangspunkt skinner igennem allerede s. 577, hvor der tales om den ”højreorienterede og stærkt anti-kommunistiske Ronald Reagan”. Rapporten mener, at de specifikke indre danske vilkår efter skiftet til en borgerlig regering i 1982 nødvendigvis måtte øve indflydelse på de udenlandske vurderinger af den danske sikkerhedspolitik – at der altså var en så at sige indbygget tolerance over for det sikkerhedspolitiske mindretals misbrug af sikkerhedspolitikken i andre øjemed.

I rapportens generelle opsamling af hovedpunkterne i de 3 bind vurderes effekten af påvirkningsindsatsen således på s. 2:

”Konklusionen er, at den østlige påvirkningsindsats havde meget beskeden effekt på danskernes almindelige billede af de østlige politiske systemer, samfund og udenrigs-politik. Derimod kan indsatsen næppe frakendes en vis effekt på indholdet af dagsordenen for specielt den sikkerhedspolitiske debat i Danmark. I overvejende grad var denne debats temaer og dynamik dog bestemt af bredere internationale tendenser og af udviklinger og idéstrømninger internt i de vestlige samfund.

En ganske udbredt holdning i den danske opinion – især i anden halvdel af den kolde krig – var, at konflikten mellem Øst og Vest primært udgjorde en systemtrussel (”våbnene og politikken bag dem er farlige i sig selv”) og først sekundært en aktørtrussel (”russerne er farlige”). Denne holdning var ikke bestemt af sympati for de østlige systemer, men fokuserede i overvejende grad på de politiske og militære farer, som man ifølge denne opfattelse anså for at udgå fra især den militære del af systemkonflikten – fra de militære strategiers og våbenkapløbets egendynamik.

M.h.t. konsekvenserne af fodnotepolitikken siger rapportens generelle opsamling (s. 6) følgende:

”a) Det fik ingen påviselig betydning for den internationale udvikling, at Danmark satte INF- og SDI-fodnoter (og det er derfor på sin vis forståeligt, at Schlüter-regeringen ikke gjorde det til kabinetsspørgsmål). Dertil havde Danmark ganske enkelt ikke indflydelse nok i NATO.

b) I NATO og det internationale sikkerhedspolitiske miljø blev Danmarks generelle udenrigspolitiske indflydelse og renommé i nogen grad negativt påvirket af dagsorenspolitikken og fodnoterne, men uden at der har kunnet påvises afledte konsekvenser heraf for dansk sikkerhed. Denne vurdering er behæftet med usikkerhed og er foretaget på grundlag af de divergerende iagttagelser og udtalelser, der har været til rådighed. Uden for NATO og det internationale sikkerhedspolitiske miljø var fodnotepolitikkens virkning formentlig begrænset. ”

Margaret Thatcher, fhv. engelsk premierminister om truslen fra øst

”Eksperter kan drøfte detaljer i den sovjetiske militærdoktrin, og gør det. Men det stod klart for mig og for enhver, der tænkte over fortidens begivenheder og de aktuelle forhold, at man ikke kunne regne med, at Sovjetunionen og deres Warszawapagt-allierede ville afstå fra at kaste sig ud i eventyr hverken i Europa eller den tredje verden.” (Årene i Downing Street, dansk udgave 1993, bind 1 s. 227.”

Om det militære styrkeforhold omkring 1980

Warszawa-pagtlandene havde 3 gange så mange svære kampvogne og artilleri som NATO-landene og mere end dobbelt så mange taktiske fly. Sovjetunionen var ydermere i gang med at hurtigt at forbedre kvaliteten af materiellet.

Seneste INDSIGT-UDSYN

Den seneste udgave af INDSIGT-UDSYN er sendt ud til vores abonnementer og medlemmer. Du kan læse den forrige.

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810