13.08.2005

Mangelfuld koldkrigsrapport med akademisk fernis

Forfatter: Ole Hasselbalch

Væsentlige oplysninger savnes, og nærliggende konklusioner er udeladt.

Kronik af Ole Hasselbalch i Jyllands-Posten 10. august 2005 03:00:

Mangelfuld koldkrigsrapport med akademisk fernis

 

DIIS-rapporten Danmark under Den Kolde Krig belaster ikke det alternative sikkerhedspolitiske flertal i "fodnote"-perioden. Væsentlige oplysninger savnes imidlertid, og nærliggende konklusioner er udeladt.

I 1959 afholdtes en efterretningskonference i Moskva med deltagelse af ca. 2.000 officerer. Formålet var at indvie dem i en plan for, hvorledes kommunismens verdensherredømme skulle sikres uden den storkrig med NATO, hvis konsekvenser ville være uacceptable.

Konferencen blev startskuddet til en yderst velorganiseret, "stille" krig, hvis formål var at demoralisere os og at erodere virkelighedsopfattelsen hos vore beslutningstagere. Alle de organer, et totalitært regime kontrollerer, blev sat ind, og der anvendtes både åbne og fordækte metoder samt efter behov tillige ulovlige tiltag. Af den grund tildeltes KGB, som ellers hidtil primært havde beskæftiget sig med spionage og indre sikkerhed, en nøglerolle. "Aktive forholdsregler" ("aktivnyye meropriyatia") kaldtes den nye "produktlinje".

Der var fra dette tidspunkt tale om en langt grundigere planlagt og mere velstruktureret satsning, end rapporten giver indtryk af.

Redskaberne omtales i rapporten: Sædvanlige politiske og diplomatiske kanaler, Sovjets mellemfolkelige, kulturelle og faglige organisationer samt landets videnskabelige institutioner og nyhedsbureauer, de lovlige kommunistpartier i andre lande, fordækte foretagender sammesteds (altså facadeorganisationer), helt eller delvis kontrollerede andre foretagender. Hertil kom indflydelsesagenter, fortrolige/betroede kontakter og almindelige medløbere.

Rapporten fører læseren af sporet, når den på sofistisk manér bortræsonnerer fænomenet medløberi (bind 3, s. 383 f). Og det er dybt problematisk - men et held for fodnotepolitikerne - at rapporten ganske vist identificerer den "fortrolige kontakt" (bind 1. s. 456) som fænomen, men ikke forklarer den betydning, KGB tillagde disse folk i arbejdet. I bind 3 s. 408 præsenteres den fortrolige kontakt endog blot som et hvervningsstadium på vejen til regulær agent.

Forholdet er det, at KGB meget langt mente at kunne klare sig uden styrede og medvidende agenter. Chefen for KGB's anglo-skandinaviske afdeling, Viktor Grusjko, frarådede ligefrem sine operative medarbejdere at forsøge at hverve en værdifuld kontakt som agent i klassisk forstand, uanset om udsigterne hertil var gunstige, eftersom det kunne skabe unødige problemer og lægge pres på manden. Umedvidende fortrolige kontakter kunne, mente han, f.eks. udmærket bruges ved den kortlægning af vort opinionsdannelsessystem, som var nødvendig for at finde dets bløde punkter samt til at sluse budskaber og materiale ind i vore medier, arkiver og databaser.

En KGB-officer udgav sig over for fortrolige kontakter som f.eks. diplomat eller journalist - eller blot som ven.

Disse kontakter oplærtes heller ikke i fordækte teknikker, og "opgaverne" til dem havde normalt blot form af forsigtige spørgsmål. En fortrolig kontakt kunne derfor kun styres efter ret løse retningslinjer. Begge parter viste forsigtighed i det indbyrdes samkvem, men skjulte på den anden side ikke forbindelsen, som blot ikke annonceredes højt og lavt. KGB sørgede også for en dækhistorie, som kunne forklare den.

En fortrolig kontakt kunne f.eks. være en person, der var villig til at acceptere/vurdere visse ting som facts og til derfor at viderebringe dem. Det kunne også være en person, som var villig til i venskabelige former at tale om stemninger og bløde punkter blandt vore politikere, journalister og opinionsdannere. En afhopper fra KGB, Mikhail Butkov, fortæller, at fortrolige kontakter kunne give adskillig information, som var mere interessant end mange tophemmelige dokumenter, og at de kunne være yderst effektive i påvirkningsoperationer. En anden afhopper, Stanislav Levchenko, beretter, at en god del af hans vestlige kontakter ikke erkendte, at de i realiteten arbejdede for KGB. Ofte havde disse ellers velorienterede folk en rent ud forbløffende evne til at bedrage sig selv, fortæller han.

Med de ressourcer, PET ifølge rapporten havde til rådighed, har der ikke været mange muligheder for at imødegå KGB's brug af fortrolige kontakter - så meget mere som at det drejede sig om danskere med et ego, der næppe tillod dem at lade PET fortælle sig noget som helst.

Kamppladsen for påvirkningsoffensiven var arbejdspladserne, uddannelsesstederne, foreningslivet, pressen, den politiske scene osv. Alle midler blev taget i anvendelse dér uden hensyn til moral og konvention, når blot de virkede. Aktiviteten strakte sig således fra det grove og til det sublime, fra voldshandlinger og pågående desinformation og til langsigtede, sofistikerede indflydelsesoperationer. Disse kunne inkludere "sorte" tiltag (dvs. sådanne hvor den egentlige ophavsmand holdtes skjult, eksempelvis forfalskninger), "grå" tiltag (hvor oprindelsen blot ikke fremgik åbent, eksempelvis påvirkning gennem sovjet-styrede facadeorganisationer) og "hvide" (dvs. ganske åbne aktiviteter, eksempelvis offentliggørelser i sovjetiske medier).

Et hvilket som helst middel kunne blive bragt i anvendelse for at nå et konkret mål (eksempelvis at skabe politisk passivitet på et bestemt tidspunkt i en konkret sammenhæng). En aktion kunne være meget begrænset, eller den kunne være særdeles omfattende. Det kunne f.eks. være en sovjetisk journalists "tilfældige" møde med en politiker, hvorunder journalisten sagde bare én ting, som søgtes fæstnet i samtalepartnerens bevidsthed. Men der kunne også være tale om langvarige kombinationsoperationer med benyttelse af mange forskellige redskaber (f.eks. for at få Anker Jørgensen til at mene, at "Norden som atomvåbenfri zone" var en god idé).

Metoderne blev imidlertid - hvad rapporten nedtoner - med årene stadig mere forfinede. F.eks. afløstes "propagandaen" gradvis af en markedsføring, som tilførtes et skin af objektivitet og fornuft, og de plumpe KGB-typer afløstes af sympatiske, "fornuftige" og efter behov endog "sovjetkritiske" folk. Planlæggerne erkendte nemlig fordelene ved at spille på de indbyggede kræfter og tilbøjeligheder i de vestlige samfund.

Med byzantinsk tålmodighed korroderede man på den måde holdningerne og virkelighedsopfattelsen hos centrale danske sikkerhedspolitiske aktører. Resultatet blev et utilstrækkeligt dansk bidrag til det fælles forsvar, bortfald af forstærkningsmuligheder fra vore allierede (sidstnævnte omtalt i bind 3, s. 582) og i sidste ende fodnoteperioden.

Rapporten konkluderer, at eftersom fodnotepolitikernes principielle tilslutning til NATO stod fast, og påvirkningsoffensiven ikke flyttede danskernes almindelige billede af forholdene i øst, må påvirkningskampagnen i det store og hele anses for mislykkedes. Dette var imidlertid ifølge konceptet for operationerne ligegyldigt, når blot det lykkedes at undergrave denne organisations muligheder for at løse sin opgave. Operationernes virkning må naturligvis måles ved at sammenligne det, fodnotepolitikerne gjorde, med det, fjenden ville have dem til. En sådan sammenligning savnes i rapporten.

Hovedmålene for offensiven var nedfældet i en såkaldt strategisk langtidsplan. Dette var en slags "drejebog", som angav, hvad der skulle ske på de forskellige områder - herunder i hvert enkelt vestligt land - og som tilpassedes hen ad vejen:

I 1. fase ("Perioden for Forberedelse af fredelig Sameksistens") skulle Sovjets isolation efter Stalin-tiden, brydes. Man anså Khrushchevs fortjeneste at være, at han havde fået Vesten til at tro, at østblokken var villig til at erstatte militær konkurrence med økonomisk konkurrence.

I 2. fase ("Den fredelige Sameksistens' Kamp") skulle der skabes splittelse mellem vestlandene, ligesom social opløsning i disse skulle fremmes. Via gennemtrængning af de vestlige socialdemokratier skulle landenes bånd til USA svækkes og lysten til at opnå en affindelse med østblokken fremmes. Gennem infiltration i fagbevægelse og studenterorganisationer skulle der skabes nye konfliktområder. Antiamerikanismen i Europa skulle fremmes, og man skulle herigennem samtidig undergrave USA's lyst til at bidrage til Europas forsvar.

I 3. fase ("Perioden for dynamisk social Forandring"), skulle "håbet om falsk demokrati" knuses og Vestens totale demoralisering gennemføres. Ved at foregive venskab med Vesten, især USA, skulle man søge at opnå den størst mulige økonomiske og teknologiske hjælp dérfra, samtidig med at kapitalistlandene skulle overbevises om, at de ikke havde behov for militære alliancer. USA's militære engagement i Europa skulle afvikles, ligesom de vesteuropæiske landes lyst til at afholde de nødvendige militære udgifter skulle elimineres.

Som det vil ses, var det, da vore allieredes fasthed fik det hele til at krakelere, lykkedes at bugsere fodnotedanskerne så langt hen som til faserne 2-3.

Hvor er disse oplysninger blevet af i rapporten? De er oven i købet for længst samlet og dokumenteret i undertegnedes bog Den stille Krig (2001) - der også er uomtalt, uagtet den rummer den eneste danske, offentligt tilgængelige, systematiske oversigt over påvirkningsoperationerne. Bogen har med sikkerhed været kendt for rapportørerne. Følgelig har KGB's massive anvendelse af fortrolige kontakter, den gradvise forfinelse af propagandaens ansigt og "langtidsplanen" også været kendt. Sidstnævnte så meget mere som at den er omtalt af en afhoppet tjekkisk officer, Jan Sejna, i bogen We will bury you, som rapportørerne har anvendt i anden sammenhæng (bind 2 s. 256, note 15).

Det er en triumf for dem, der opstillede de praktiske rammer for koldkrigsrapportørernes arbejde, at det er lykkedes at hidføre et produkt, som i kraft af sit omfang, brusebadet af detaljer og den akademiske fernis virker troværdigt, samtidig med at nøgleoplysninger og nærliggende konklusioner, der belaster danske politiske aktører, er holdt uden for synsfeltet.

Seneste INDSIGT-UDSYN

Den seneste udgave af INDSIGT-UDSYN er sendt ud til vores abonnementer og medlemmer. Du kan læse den forrige.

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810