HVAD DREV DEM?

I sin anmeldelse af bogen ”Opgøret med Indvandringspolitikken” i Weekendavisen 31/10 spørger anmelderen, Lars Hedegaard, hvad i grunden motivet var hos dem, der drev Danmark ud i det uføre, vi nu er havnet i.

Ja, hvad var det egentlig?

Herom kan naturligvis kun gisnes. Men man gætter næppe meget forkert ved at pege på tre ting:

For det første lod der sig jo altså med den gode vilje som påskud indvinde ganske store pengebeløb – som oven i købet ofte havnede uden for det indsyn og kontrol, med hvilke offentlige midler ellers forvaltes. Ikke blot kunne de, der viste det rette sindelag, ad den vej opnå et personligt udkomme langt ud over deres reelle markedsværdi. Der lod sig også opbygge bekvemme og til mange formål anvendelige bureaukratier uden for umiddelbar rækkevidde af den ellers allestedsnærværende sparekniv. Dette var uden tvivl grundlag for skabelse af det, der blev en af landets største virksomheder, nemlig ”godhedsindustrien”, med topprofessionel lobbyvirksomhed som højprioriteret indsatsområde.

For det andet giver det som bekendt sådan en dejlig, varm følelse at være humanist, internationalist og alt det andet positive. På den måde blev mange, der i forvejen havde rigeligt til dagen og vejen, suget ind i noget, der på én gang var underholdende og kildrede deres følelse af selvværd.

Og ikke mindst for det tredje: Den, der strittede imod dette cirkus, kunne uanset sine mange gode grunde herfor regne med at blive udhængt for det værste. Han eller hun måtte også imødese på dette usaglige grundlag at blive berøvet sin naturlige position i sociale og erhvervsmæssige sammenhænge. På grund af den gennemsnitligt lave danske civilkurage kom den ene fløjs synspunkter derved alt for længe til at stå som de eneste gyldige.

Nu er Danmarks sociale og økonomiske sammenhængskraft så i færd med at bryde sammen. F.eks. vil det velfærdssamfund, vi kender, næppe kunne opretholdes. Den grænseløse humanisme, der allerede har kostet mange uskyldige medborgeres liv, vil også komme til at koste endnu flere. Hvad gør vi med dem, der bærer skylden, fordi de faldt for fristelserne eller i det mindste ikke var deres gyldne kæder voksne?

Lars Hedegaard nævner f.eks. en Hans Skov Christensen, direktør for Dansk Industri som prototypen på den misforståede humanist.

Skov Christensen er ganske vist med sin specielle moral, der tillader ham i det ene øjeblik at prædike i kirken og skælde folk af anden mening ud for at være ”svinehunde” og det andet at gnubbe sig op ad Saddam Husseins morderstyre i Irak,  et typisk eksempel på, hvordan nogen helt kan miste orienteringen. Men hvem den private industri finder egnet til at repræsentere sig, må dog være samme industris egen sag.

Anderledes stiller det sig med dem, der udnyttede høje offentlige poster til at drive modebetonede kæpheste. En Hans Gammeltoft-Hansen virkede f.eks. i sin tid som formand for Flygtningehjælpen hæmningsløst for at lirke en flygtningepolitik igennem, som hverken tog højde for de let fremfindelige demografiske facts i flygtningenes hjemlande eller de forudseelige problemer, hans projekt ville få for det omgivende danske samfund. Han blev derved direkte ansvarlig for en katastrofal lovgivning.

Kan almenheden have tillid til, at en sådan mand i dag er ombudsmandsembedet voksent – og er han det værdigt?