Den udlændingepolitik, som Danmark har ført igennem de seneste 20 år, vil om få år stille vore børn og børnebørn over for nogle meget svære valg.

Som nævnt i sidste uges nyhedsbrev, vil danskerne – alt andet lige – blive i mindretal i Danmark om cirka 30 år. Flertallet vil komme til at består af muslimer fra Mellemøsten og Nordafrika.

Vore børn og børnebørn har da tre valgmuligheder:

1) De kan konvertere til islam. Det er der allerede mange, der gør for at kunne blive gift med en muslim.
For drengene har denne løsning den fordel, at de bliver en del af herrefolket med rettigheder og privilegier i forhold til ”de vantro”. Til gengæld bliver tilværelsen kedeligere, når dansestederne lukker og pigerne tilhylles og bliver utilnærmelig privatejendom.
For pigerne betyder det, at de mister rettigheder og på alle måder underordnes en mand.

Hvis alle danskere vælger denne løsning, vil det medføre en hurtig forarmelse af landet, idet islams mange påbud og forbud kvæler kreativitet og nytænkning.
I historiens løb har muslimske magthavere ofte modsat sig konvertering, idet de blev klar over, at mangel på dygtige og videbegærlige ”vantro” har negative økonomiske konsekvenser.

2) De kan vælge at fastholde deres kristne tro eller ateistiske livsopfattelse og samtidig påberåbe sig menneskerettigheder og ligeberettigelse og nægte at opføre sig som andenrangsmennesker.
En sådan holdning vil blive betragtet som en fornærmelse af de hellige skrifter og vil blive straffet med døden.

3) De kan endelig vælge at fastholde deres kristne tro og samtidig erklære sig for mindreværdige i forhold til de ”rettroende”.
Denne løsning har den fordel, at de får lov til at leve; men det bliver et liv, hvor de bogstavelig talt må dukke nakken og affinde sig med herrefolkets vilkårlige luner.
Men accepten af at en tilværelse som andenrangsmenneske er årsagen til, at der endnu i dag
findes små kristne samfund i flere muslimske lande.



Dhimma – ikke-muslimer under islam

Mange af vore børn og børnebørn vil utvivlsom vælge den sidstnævnte model. Retningslinierne for denne findes nedskrevet i den såkaldte Umarpagt. Denne pagt indeholder de betingelser, som de overvundne kristne i Syrien måtte underkaste sig i begyndelsen af 600-tallet. Den har siden været rettesnor for forholdene for ikke-muslimer under muslimsk overherredømme. I perioder har betingelserne været administreret mildt. I andre perioder har de været strengere. For eksempel måtte de kristne både i Spanien og på Balkan betale skat i form af drengebørn til muslimernes hære og pigebørn til muslimernes haremer.

Den oprindelige Umarpagt opregner følgende betingeler, som de kristne lover at efterleve:

----------

1) Vi vil ikke bygge nye klostre eller kirker og vi må ikke reparere, hverken om dagen eller om natten, de klostre eller kirker, som måtte forfalde, eller som ligger i områder beboet af muslimer.
2) Vi vil åbne vore døre for gennemrejsende. Vi skal give forplejning og husly til muslimer, som kommer forbi, i tre dage.
3) Vi vil ikke give husly i vore kirker eller boliger til nogen spion, og heller ikke skjule ham for muslimerne.
4) Vi vil ikke lære vore børn om koranen.
5) Vi vil ikke dyrke vor religion offentligt og heller ikke omvende nogen til den. Vi vil ikke forhindre nogen af vore, som ønsker at konvertere til islam, i at gøre det.
6) Vi vil vise muslimer respekt, og vi lover at rejse os fra vort sæde, hvis en muslim ønsker at sidde.
7) Vi vil ikke forsøge at ligne muslimer ved at efterligne deres klædedragt, fodtøj eller frisure. Vi vil ikke tale, som de gør, og ej heller efterligne deres vaner.
8) Vi vil ikke ride med sadler, og vi lover ikke at medbringe sværd eller anden form for våben eller at bære dem personligt.
9) Vi vil ikke ingravere arabiske tegn på vore kendetegn.
10) Vi vil ikke sælge gærede drikke.
11) Vi vil klippe pandehåret kort.
12) Vi vil altid klæde os på den samme måde, hvor vi end opholder os, og vi vil binde en snor omkring livet.
13) Vi vil ikke fremvise vore kors eller vore bøger på veje eller markeder, hvor der opholder sig muslimer. Vi vil gå med blødt fodtøj i vore kirker. Vi vil ikke græde højlydt, når vi følger vore døde. Vi vil ikke tænde lys på veje eller markeder, hvor der er muslimer. Vi vil ikke begrave vore døde i nærheden af muslimer.
14) Vi vil ikke overtage slaver, som tilhører en muslim.
15) Vi vil ikke bygge huse, som er højere end muslimernes huse.
16) Vi må aldrig slå en muslim!

Vi accepterer disse betingelser og må til gengæld råde over vore egne interne sager.

Hvis vi på nogen måde bryder disse betingelser, mister vi retten til at leve som beskyttede (dhimma) og vil blive straffet for ulydighed og oprør.

-----

Kilde: http://www.domini.org/openbook/umar.htm

Til yderligere studier kan anbefales:
http://www.dhimmi.com/
http://www.dhimmi.org/