I forbindelse med den ny EU-forfatning, har det italienske formandskab foreslået at skrive en forsvars-musketér-ed ind i EU-forfatningen.
For Danmarks vedkommende er det heldigvis ikke aktuelt, idet vi har vort forsvarsforbehold. Men alt kan jo ændre sig. SF er parat til at støtte en omformning af forsvarsforbeholdet, og stærke kræfter i regeringen er parat til helt at stryge det. Det er de højt profilerede krisestyringsopgaver, der lokker de ambitiøse supereuropæer.

Derfor er det noget der bør præciseres i debatten op til folkeafstemningen. Nemlig at Danmarks forsvarspolitiske grundsten er NATO-samarbejdet. Vi skal ikke på nogen måde støtte en centraleuropæisk forsvarsopbygning, heller ikke med England som deltager.

Det bliver ofte fremført i debatten, at verden forandrer sig, og Danmark må indordne sig.
Det kan gælde i mange situationer, men lige præcis på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område er der ingen forandring.

Danmarks geopolitiske placering er nøjagtig den samme, som den altid har været.
Vi er placeret som gennemsejlingsland for magterne omkring Østersøen, det vil især sige Rusland og Tyskland.
Op igennem hele Danmarks historie har det altid været den tyske kejsers ønske at beherske udsejlingen ved Skagen. Og det har altid været den russiske kejsers opgave at forhindre ham deri. Det er den magtbalance, der har sikret os som suveræn stat.

En lektie, som flere kløgtige politikere i nyere tids historie har administreret ganske fremragende. Her især Jens Otto Krag.

Derfor, skal vi ikke på nogen måde indtræde i noget forsvarspolitisk samarbejde i EU-regí.
Vi skal derimod fastholde og udbygge vore gode relationer til Natos bærende kraft, USA.
Det er her Kongeriget Danmarks sikkerhed, - og politiske suverænitet reelt er tilstede.

Danmark er ikke et europæisk land, vi er et nordisk land, og det er en lykke for os, at ha’ en venligsindet fjerntliggende stormagt som garant for vores frihed og sikkerhed.

Den kurs bør vi fastholde.