04.05.2005

Tænd lys i aften

Forfatter: Poul Vinther Jensen

For 60 år siden blev Danmark atter frit

I dag femte maj, er det 60 år siden Danmark blev befriet for den tyske besættelse.

For undertegnede, der er født i 1946, er det historie.

Men 5. maj har i hele min opvækst stået som noget særligt.

Dels var det min fars fødselsdag, og i min barndomsby Hornslet var dagen en vigtig dag. Den lille stationsby nær Rosenholm Slot rummede mange modstandsfolk, der samarbejdede med andre grupper rundt om i Østjylland.

Det kostede!!!

Fem af byens unge sønner blev henrettet i Ryvangen den 26. maj 1944.

Andre fra Hornslet-gruppen blev ført til koncentrationslejre i Tyskland, og nogle gik under jorden, og fortsatte kampen.

Efter krigen og mange år senere var det en selvfølge for alle i Hornslet, at man 4. maj om aftenen tændte levende lys i alle vinduer.

Efterfølgende gik man op til mindesmærket for de faldne frihedskæmpere, hvor familierne til de henrettede modstandsfolk var forsamlet.

For en dreng på 10 år gør det et vist indtryk at se mødre lægge blomster og græde ved byens smukke mindesmærke og høre pastor Hans Skjerk fortælle om den aften, hvor han måtte gå rundt til forældrene for at meddele, at deres sønner var blevet dømt til døden.

Derfor har jeg siden min barndom aldrig tvivlet på, at modstandsbevægelsen under krigen var noget vigtigt for Danmark.

Noget vi som folk og nation har kunnet være taknemmelige og stolte over !!!

Det bliver der sat spørgsmålstegn ved i dag.

Der kommer for tiden dusinvis af historiske værker, der forsøger at give et billede af perioden fra slutningen af trediverne og til retsopgøret efter krigen.

Man tillader sig her samtidig at stille spørgsmålstegn ved modstands-bevægelsens betydning for krigens gang.

Jeg er ikke historiker, men har dog læst en del politisk historie fra perioden efter systemskiftet i 1901. Det er her, man skal begynde, hvis man vil forstå Danmarks situation før og efter den niende april 1940.

Efter Danmarks nederlag i 1864 var der én lektie i dansk udenrigspolitik, som enhver politiker og embedsmand i udenrigsministeriet måtte efterleve.

Nemlig, at Danmark aldrig måtte gå med Tysklands fjender!!!!

Det var det, der blev kaldt ”Tyskerkursen”.

Arkitekten bag denne var udenrigsministeriets mangeårige chef Peter Vedel (1823-1911).

For Vedel var tabet af Slesvig et slag, han aldrig forvandt, og hele hans administration af udenrigspolitikken var ét forsøg på at få det tabte land tilbage til Kongeriget Danmark

Peter Vedel har præget dansk udenrigspolitik så stærkt, at jeg vil vove den påstand, at hans linje til en vis grad stadig er gældende næsten 100 år efter hans død.

Han har præget P. Munch, Erik Scavenius, Henrik Kaufmann og mange andre. Der var for disse mænd ét løsen for dansk udenrigspolitik.

Det var neutralitet.

Det holdt under første verdenskrig.

Og ved samarbejdspolitikken under anden verdenskrig, hvor Danmark var at betragte som ”en ikke krigsførende magt”. Det er blot en videreførelse  af denne kurs.

Der er skrevet meget om den 9. april.

Nogle har hævdet, at Danmark havde en mulighed for at bremse Tysklands mægtige militære magt, hvis Danmark havde oprustet op igennem trediverne i stedet for at nedruste mest muligt.

Det har naturligvis intet på sig.

Selv hvis Danmark havde brugt tre fire gange så meget på forsvaret i årene før 1940, ville vi være rendt over ende på mindre end et døgn.

Vi var fra dag ét en tysk lydstat, - som ingen venner havde noget steds.

Storbritannien havde for længst sagt fra, og alt tegnede til, at det nazistiske Stortyskland ville blive den førende magt i Europa i mange år fremover.

Det tog vi som nation bestik af.

Danmark indrettede sig og førte samarbejdspolitik til den 29. august 1943, hvor regeringen sagde ’stop’. Men den gik ikke af. Det skete først den 5.5.1945.

Fra 29. august 1943 var det Departementchefstyret under under direktør Niels Svenningsens ledelse, der administrerede den fortsatte samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt.

Man regnede fortsat med tysk sejr.

Det gik som bekendt anderledes.

Krigslykken vendte for Det tredje Rige, og der opstod en modstandsbevægelse i Danmark. Den bør ingen nedvurdere.

Sandt er det, at den ikke var nogen afgørende faktor i det store krigsopgør.

Men den var, som den kendte modstandsmand Frode Jacobsen har sagt, ”Vores modstandskamp.”

Det var modstandsbevægelsen, der skabte Danmark så meget respekt, at vi var at betragte som en allieret nation den femte maj 1945.

Det var disse mange små grupper rundt om i landet, der for egen regning og risiko begyndte at føre udenrigspolitik i Danmarks navn.

Det var en Jens Tolstrup, Flemming Juncker, Vilhelm Krarup, Sune Dalgaard, Frode Jacobsen og mange, mange andre modige mænd og kvinder, der satte livet ind for at redde Danmarks ære.!!!

Der var andre grupper, der hjalp de danske jøder over til Sverige.

Ambassadør Henrik Kaufmann sad i Washington og repræsenterede Det frie Danmark. Andre meldte sig i allieret krigstjeneste.

Vi skylder dem stor respekt!!

På Hornslet kirkegård er der i aften sat levende lys ved gravene, hvor de  henrettede hædersmænd hviler.

Lad det lys brænde så længe Danmark består.

 

Bestil bøger her - fra
Den Danske Forening

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

                 det frie ord>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>