19.04.2005

Dronning Margrethe 2.

Forfatter: Poul Vinther Jensen

En god dronning, som i årenes løb har været bebyrdet med dårlige rådgivere

Danmark har med Dronning Margrethe den 2. et respekteret statsoverhoved i ind- og udland. 

Vi har som folk og nation haft mange gode oplevelser med Dronningen og prins Henrik i de forløbne 33 år.

Men, når det gælder udviklingen på indvandrings- og flygtningepolitikken, da har Dronningen haft dårlige rådgivere!!

De har spændt hende for en politisk vogn, de ikke selv er istand til at trække!!!

I de 33 år Dronning Margrethe den 2. har været Danmarks statsoverhoved, er der sket en stor forandring med landet.

Vi er ikke længere kun et lille landbrugsland, men et udviklet industri- og vidensamfund, der virker internationalt overalt på Jorden.

Politisk er vi blevet en del af det europæiske samarbejde EU, der statsretsligt gør Danmark til en del af et overstatsligt samarbejde.

Det er en væsentlig ændring.

Men i samme periode er der sket noget, der har ændret Danmark endnu mere, - nemlig, at Danmark er blevet et indvandringsland, - uden at der er truffet nogen beslutning herom i Folketinget!!!

Trods protester igennem alle årene er enhver kritik blevet fejet til side, som fremmedfjendtligt - og til tider som småracistisk og det, der er værre.

Denne udvikling er sket under de fire statsministre Poul Anker Jørgensen, Poul Hartling, Poul Schlüther og Poul Nyrup Rasmussen.

I alle årene har fremmedpolitikken været et varmt emne, som de fire regeringsledere og deres udenrigsministre har forsøgt at nedtone til noget uvæsentligt.

Når det var nødvendigt, veg man ikke tilbage for at bruge Dronning Margrethe som spydspis i det politiske slagsmål om fremmedpolitikken.

Det er sket ved flere lejligheder i Nytårstalen.

Der er mange danskere, der går i den tro, at det alene er Dronningen, der bestemmer, hvad der skal siges i den årlige nytårstale. Sådan forholder det sig ikke.

Nytårstalen udarbejdes af Dronningen i samarbejde med hendes politiske rådgiver kabinetschefen, der pt. er den tidligere ombudsmand dr. Jur. Niels Eilschou Holm.

Det er ham, der har ansvaret for, at statsoverhovedet ikke bliver misbrugt af politisk forfængelige stats og udenrigsministre.

Hvis den statsretligt kyndige jurist Niels Eilschou Holm havde været sin opgave voksen, kunne han have sparet Danmarks ellers udmærkede statsoverhoved Dronning Margrethe den 2. for nogle slemme ridser i lakken!!

Når talen er skrevet færdig, bliver den inden  Dronningen holder den for hele folket, fremsendt til godkendelse i stats og udenrigsministeriet.

Nu er Dronningen blevet 65 år, og det er 21 år siden hun holdt sin opsigtsvækkende nytårstale i 1984.

Her siger Dronningen i uddrag følgende:

”Ikke blot den materielle nød, manglen på det nødvendigste, er vi forskånet for her i Danmark. Hos os hersker også den fred, det frie politiske liv og ordnede samfundsforhold, som gør vort land til en eftertragtet havn for mange.

Med vidt forskellige baggrund kommer flygtninge hertil, kvæstede somme tider på sind og krop. Vi tager imod dem og er nok også lidt stolte over, at de har valgt netop vort lille paradis, men når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden, og skuffelsen melder sig på begge sider.

Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæstearbejderne og deres familier. Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig.

Så kommer vi med vores ” danske humor” og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.”

Dronning Margrethe den 2., Amalienborg den 31. januar 1983.

I forbindelse med 65-årsdagen, har journalisten Annelise Bistrup, Morgenavisen Jyllands–Posten skrevet en bog. Heri siger Dronningen om sin 1984 tale, ”at den var rablende naiv”.

Ja, hvis man tager et overblik over situationen vedrørende den multietniske udvikling af det gamle kristne Danmark, kan man ikke undgå at give Dronningen ret.

Men det var til at forudse:

Allerede i 1984 var det politiske rænkespil omkring fremmedpolitikken i fuld gang.

Her var begrebet flygtninge og gæstearbejdere, - der jo offentligt kun var her på gæstebud, blevet til permanente ”nydanskere” med efterfølgende statsborgerskab og ret til familie-sammenføring.

Danmark var reelt blevet et indvandringsland uden nogen folkelig opbakning.

Konsekvenserne kender vi alle i dag.

Danmark i dag er ikke længere det lille rolige ”paradis” som Dronningen omtaler i nytårstalen fra 1984.

Hvordan dette letsindige projekt vil ende, kan man kun gisne om.

Mit bud er: Et opløst Danmark der går en ” balkanisering” i møde.

Dette burde den politiske rådgiver Niels Eilschou Holm have advaret sin chef om!!

Og statsminister  Poul Schlûter og hans udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen skulle have holdt sig for gode til at spænde Danmarks statsoverhoved for den politiske vogn.

I denne sag var der nemlig meget, der var ”fejet ind under gulvtæppet”. Det er senere kommet frem i fuldt dagslys.

Men Annelise Bistrups bog har vakt stor opmærksomhed.

Dronningen opfordrer her til at give islam modspil og siger hertil:

”Der må vises et modspil, og man må en gang imellem løbe den risiko at få en mindre flatterende etiket hæftet på sig. For der er visse ting, man ikke skal være tolerant over for.

Når man er tolerant, skal man lige mærke efter, om det er af bekvemmelighed eller overbevisning”.

Det spørgsmål er der mange kristne rundt om i verden, der kan stille, når de møder islam.

Men overalt er der en mur imellem kristendom og islam.

Den vil vedblivende være der, - også i Danmark.

Islam er i modsætning til kristendommen totalitær og sammenblander politik og religion.

Det er her konfrontationen er.

Kristendommen sætter det enkelte menneske frit under ansvar. Islam placerer mennesket i system fra vugge til grav, og respekterer ikke kvinder som ligeværdige.

Derfor er en dialog ikke mulig!!!

Selvom min gamle skole- og spejderkammerat Reno Pedersen fra Rodskov, imam og næstformand i Islamisk–Kristent Studiecenter, Abdul Wahid Pedersen, ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten slår til lyd for, ”at vi skal udfordre hinanden på det religiøse. Der er ikke nogen bedre måde at nå frem til en tolerance på end ved at møde hinanden.”

Jeg stiller det spørgsmål: 

Er der nogen, der kan nævne et sted i verden, hvor kristne og muslimer på det lange stræk, lever fredeligt side om side?

 

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten, fredag den 15. april 2005

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810