04.08.2012

Brev til Jens Stoltenberg

Forfatter: Poul Vinther Jensen

Alternativet til Breivik

Til  statsminister Jens Stoltenberg

Statsministeriet  Oslo.

Kære Jens Stoltenberg, jeg skriver til dig, for at give dig et godt råd.

Jeg er en 66-årig mand, der har gæstet dit smukke land jævnligt igennem de seneste  50 år. Jeg har sammenlagt opholdt mig i Norge  mindst  2  år heraf 7 måneder i Romsdalen. Så jeg kender Norge og det Norske Folk  ganske godt.

I de seneste 25 år, har jeg været politiks aktiv i den førende organisation imod multietniseringen af Danmark, DEN DANSKE FORENING . Foreningen, der blev stiftet af  en bred kreds af tidligere modstandsfolk, o.m.a. Personligt har jeg været næstformand for DDF i en række år.

Igennem dette arbejde, har jeg haft nær kontakt til en lang række nordmænd, som deler mine holdninger på dette område. Jeg har haft nær kontakt til Folkebevægelsen mod Indvandring i Norge. Her har jeg truffet en lang række tidligere modstandsfolk  under den tyske besættelse, med højesteretsadvokat Erik Gjems-Onstad i spidsen. Men også mange andre brave folk fra hele Norge.

Så jeg er bekendt med, at der en kyndig opposition  i det  norske samfund.

Deres synspunkter  har just ikke fået nogen blid modtagelse  i det offentlige liv.  Stortinget har afvist – alle – advarsler, den Norske Presse  ligeledes.  Det er gået ”godt” i mange år, men så kom der en norsk mand Breivik, der satte en helt ny dagsorden, med al dens skræk og gru.

Det kom  -ikke- overraskende for mig.

Norge er det land i Nord-Europa, der procentuel  har modtaget de fleste ”flygtninge”. Det kan enhver se der gæster Oslo, - det er en by i negativ forandring, årsagen er, at Oslo er blevet en multietnisk by.

Sammenhængskraften vil smuldre, og de velbjergede vil forskanse sig  i lukrative ghettoer.

Det må give stof til eftertanke, - især for en statsminister  fra ARBEJDERPARTIET.

Jeg vil derfor slutte med at vedhæfte en stor og velskreven artikel, som en af mine nære venner har forfattet. Den håber jeg du vil læse. Den har overskriften ”Alternativ til Breivik”.

De venligste hilsner Poul Vinther Jensen.

 

 

Alternativet til Breivik

 

Vil man ikke gøre sig skyldig i hykleri, kan man kun fordømme terroren, hvis man støtter andre metoder til at bekæmpe islamiseringen af Europa.

 

Af Peter Neerup Buhl

 

Dette essay har ikke titlen ”Et alternativ til Breivik”, for så ville det være min tese, at der er flere mulige veje til at undgå den radikalisering, der var Anders Breiviks ønske. Pointen her vil være, at stadig flere med matematisk sikkerhed vil gå hans uhyggelige vej, hvis den aktuelle befolkningsudskiftning (nedgang for den indfødte andel, vækst i tredjeverdensandelen) i Europa bare får lov til at fortsætte. Og så vil de europæiske myndigheder tilmed efterhånden have mistet enhver legitimitet og autoritet til at fordømme en sådan fremfærd, fordi de selv har svigtet i deres grundlæggende opgaver.

  Modsat den herskende opfattelse må det her dybest set udpeges som hykleri, at det er Breiviks massemord isoleret betragtet, der kan berettige den absolutte afstandtagen til ham. Det må derimod være en kombination af flere faktorer. Hvis hans handling virkelig havde kunnet fungere som startskuddet til at sikre nordmændene – og andre europæere – retten til at være herrer i eget hus, havde ofret jo ikke været større, tværtimod, end det, de samme lande i den nyere historie villigt har ofret for at nå samme mål. For ofrene må det i hvert fald være ligegyldigt, om gerningsmanden handler som del af fx et NATO-stemplet korstog (der kostede mindst 500 civile ofre alene i Jugoslavien i 1999) eller er korsfarer på eget initiativ. I den virkelige verden har hensigten igen og igen helliget midlet med en bred margin, også i Vestens fremfærd i de senere år. Dette vil ikke være stedet, hvor letkøbt kritik vil blive rettet mod disse ofte svære og nødvendige beslutninger i verdensmagternes kamp. Det skal blot nævnes for at erindre om, at står et helt land eller noget endnu større på spil, er det ikke 100, men tusinder af liv, som selv demokratiske stater er villige til at ofre.

  Anken mod Breivik er således end ikke, at han ”retter bager for smed”. At – nationale eller ideologiske – grupper kollektivt kommer til at stå til ansvar for deres ledelses gerninger, er til en vis grad uundgåeligt.  Først og fremmest er det hans handlings karakter af selvtægt, der nødvendigvis må straffes for at undgå statens og civilisationens sammenbrud. Terroristers voldelige handlinger er absolut betragtet ikke mere fordømmelige end staters militære ageren, men må alligevel bekæmpes som ren kriminalitet. Som statsretsteoretikeren Carl Schmitt knivskarpt konstaterede, er ”retfærdige krige” simpelt hen krige, der føres i overensstemmelse med krigens vedtagne love, og det gøres terrorhandlinger ikke.

  For den fremtrædende tyske sociolog Ulrich Beck gav terrorangrebet mod USA i 2001 en erkendelse af, at ”fornuftens søvn føder uhyrer”. Det samme kan man igen efter Breivik sige om den fornuftstridige indvandringspolitik. Islamiseringen af Vesten skaber – ganske naturligt – potentiale for terror fra to modsatrettede lejre: Fra muslimerne, der øjner en chance for at stikke en kile ind, og fra vesterlændinge, der tænker, som de fleste i resten af verden stadig gør det over for fremmedes indtrængen. Ulrich Beck forudser i ”Ordenes tavshed. Om terror og krig” (2002), at vi står over for en ”individualisering af krigen”, hvor ikke kun andre stater, men også individer, kan føre ”krig” mod stater. Det er Breivik jo et markant eksempel på. Og det vil vel at mærke være mere end overraskende, hvis sådanne enkeltpersoner går efter regulære militærstyrker i deres krig. De må nødvendigvis udsøge sig mere overkommelige mål, hvor det gør mest ondt hos fjenden.

  Ligesom stater agerer terroristerne, de krigsførende individer, efter andre normer end almindelige borgere, og derfor må de også bekæmpes som statslige modstandere. Der bør ikke forskelsbehandles efter en subjektiv vurdering af mere eller mindre lødige motiver for terroren. Som Ulrich Beck skriver, må værdipræmissen i den hidtidige diskussion om terrorisme, altså sondringen mellem ”gode” og ”onde” terrorister, bortfalde. I lyset af muligheden for en individualisering af krigen bliver sådanne vurderinger ”til en moralsk og politisk perversion”. Det blev skrevet med tanke på de aktuelle islamiske terrorister, som mange havde tendens til undskyldende at ”forklare”, men det er lige så relevant over for tilfældet Breivik, hvor der af beslægtede ideologiske årsager er en modsat tendens til at gøre ham mere ondartet end så mange andre enmandshære. Det slører blikket for, at Vesten faktisk udmærket kan være i en principielt lignende situation som andre verdensdele eller frihedsberøvede folk, som angiveligt ”bedre” terrorister mente at gå i brechen for. Men at pille Breivik ned fra den ultimative ondskabs piedestal er efterhånden som at benægte holocausts unikke karakter. Man bliver en odiøs revisionist, hvis man antyder, at meget af verdenshistorien blot er grader af det samme.  

  Var Breivik bare et klinisk tilfælde, en psykopat, og ikke en politisk aktør, om hvis mål og midler der sagligt kan drøftes for og imod, var bin Laden, Arafat, Menachem Begin, ”Sjakalen”, Andreas Baader, Ulrike Meinhof , Abdullah Öcalan, ETA-, PFLP-, FARC-, ANC- og IRA-aktivister og mange andre, hvis aktioner har betydet nedslagtning af civile i hobetal, det også. Til en vis grad kan man indvende, at de nærmere omstændigheder omkring Breiviks handlinger var ekstreme i en grad, der ellers sjældent ses, men terrorister i større stil må vel nærmest pr. definition besidde en ualmindelig koldblodighed og manglende eller selektiv empati, så hvis dét er kriteriet for at sygeliggøre Breivik, er de fleste terrorister syge. Sådan kan man da også definere dem, men dermed standser den politiske analyse så, og man risikerer ikke at diagnosticere nogle udviklingstendenser, før de løber løbsk.

 

Rationaliteten bag Breiviks vanvid

Ivan Strenski skriver i sin bog ”Why Politics Can’t Be Freed From Religion” (2010), at ”tilmed mord kan have sin egen integritet, især når mord ses som en modstandshandling, altruisme og offer.” Den fremtrædende religionsforsker Strenski går imod den kliche, at religion som sådan kun er noget godt, som ”misbruges” til politiske formål, ligesom han afviser den omvendte moderne ateistiske kliche, at religion kun skulle være noget ondt, som forplumrer rationel politisk problemløsning. Ofte er religiøse og politiske motiver sammenfiltret på en ikke umiddelbart gennemskuelig måde, hvilket Breiviks manifest er et markant eksempel på. Det er såmænd ikke mere vanvittigt end så mange andre ideologiske og religiøse tekster gennem historien. Breivik adskiller sig blot fra andre programmatikere ved ikke at have folk til at udføre det beskidte arbejde. 

   Ser man bare på det storpolitiske univers, hvordan det rent faktisk fungerer, ”hinsides godt og ondt”, falder Breivik altså ikke igennem pga. sin kyniske ofring af uskyldige, der er alt for velkendt overalt, hvor verdensmagter og stater står imod hinanden, men fordi han helt uden situationsfornemmelse i det norske demokrati forårsagede landsmænds meningsløse død uden politisk legitimation. Handler man i vor del af verden, som Breivik gjorde, uden at gå via det centrale magtapparat, skyder man først og fremmest sig selv i foden, uanset hvor mange andre, man ellers skyder.

  Professorerne Daniel Chirot og Clark McCauley går i deres bog ”Why Not Kill Them All? The Logic and Prevention of Mass Political Murder” (2006) ud fra den grundlæggende tese, at ”massedrab hverken er irrationelt eller på nogen måde ’vanvittigt’.” Mennesker er prædisponerede til at tænke på konkurrerende grupper på en stereotyp måde, hvilket fører til dæmoniserende syn på hele samfund. Chirot og McCauley beskriver den frygt og vrede, som ligger bag blodige etniske konflikter. Udskejelser undskyldes ikke af disse følelser, men disse er fuldt ud ”naturlige” og forklarer i høj grad folkemord o.lign. Den sande politiske kunst består selvfølgelig i at opbygge samfund, der ikke inviterer til eller direkte legitimerer, at gruppekonflikter løber løbsk, hvilket vel må betyde, at skabelse af multietniske samfund via masseindvandring om muligt må undgås, da det på et sølvfad serverer aktivitetsmuligheder for potentielle terrorister.

  Breivik har angiveligt selv måtte forsvare sig mod voldelige muslimer i Oslos gader, og hvem kan i sidste instans ikke forstå, at man kan eksplodere, hvis sådanne tilstande bliver alvorlige nok? Mellem 1910 og 1920 var Coleman Blease guvernør i North Carolina, senere blev han senator. Han forsvarede lynching af sorte med ordene: ”Hver gang Forfatningen står mellem mig og en hvid sydstatskvindes dyd, siger jeg til helvede med Forfatningen.” Det blev han populær og folkevalgt på i USA, og lovløshed kan meget vel igen blive noget prisværdigt i den almindelige opfattelse, hvis den aktuelle befolkningsudskiftning med alle dens konsekvenser for værterne ikke rulles tilbage.

  Som en af den realistiske statslæres skoles fædre, Hans J. Morgenthau, skrev, er ”politik, ligesom samfundet generelt, styret af objektive love, der har deres rod i den menneskelige natur, som ikke har ændret sig siden tidernes morgen.” Denne indsigt blev Breivik en brutal opvågnen til i en del af verden, hvor man troede historien afsluttet og erstattet af ublodige og upartiske formelle reglers herredømme. Tvinger man et folk til at bøje sig for meget, er der på et tidspunkt noget, der knækker. Ud fra den betragtning var Breivik skrøbeligere, ikke stærkere, end de fleste, men utvivlsomt vil flere reagere på lignende, dog mindre ekstrem, vis, hvis befolkningsudskiftningens skrue bare strammes. I så fald vil Breivik snarere få ry som pioner end som anakronistisk korsfarer, og det vil i første række være fremmedkursens politikeres skyld. 

 

Venstrefløjsterror skulle ”forstås”, Breivik kun fordømmes

I bogen ”Demokrati og terrorisme” fra 1977 forsøger en række fremtrædende tyske venstreintellektuelle og skribenter at forsvare retsstaten og den politiske pluralisme i en situation, der ligner nutidens, for så vidt som terrortrusler (fra Rote Armee Fraktion, RAF, også kaldet Baader-Meinhof-gruppen) førte til antiterrorforslag, der mistænkeliggjorde folk langt ind mod den politiske midte. Bogens tyske redaktører motiverer i deres forord de mange bidragyderes ”breve” eller indlæg med ord, der også kunne bruges af undertegnede i nærværende behandling af Breivik: ”Brevene tjener ikke forfatterne til at distancere sig fra noget, de aldrig har identificeret sig med. De tjener til afklaring af kritiske positioner.”

  I et af bogens ”breve” eller indlæg hedder det rammende om RAF-folkene: ”Det drejer sig om en lille gruppe intelligente og velorganiserede voldsudøvere, der er fanatisk motiverede og har mistet forbindelsen til virkeligheden.” Det samme kunne siges om Breivik, bare i ental. Videre hedder det – igen med relevans til Breivik – i samme indlæg: ”Det er ikke dem, der indtil for få år siden vedholdende har forsøgt at få de kredse i tale, hvorfra terroristerne rekrutteres, der skal kritiseres. Heller ikke dem, der selv har søgt at tale med dem og holde dem fra denne vej skal kritiseres, men derimod de andre, der slet ikke eller for sjældent har gjort det. Det er en mangel ved den politiske kultur, der kommer til udtryk såvel i terrorismen selv, som i den ekstreme reaktion på den.”

  Bogens danske udgivere kommer i deres indledning ind på årsagen til terroristernes tilsyneladende vanvid, nemlig isolationen, i hvilken et afvigende verdensbillede fik mulighed for at udvikle sig uden korrektiv fra virkeligheden, hvilket også er blevet nævnt i forbindelse med Breivik: ”Den by-guerilla-position, som RAF indtog, var ikke resultatet af sindssyge menneskers tankeprocesser. Men både den teoretiske position og terrorens eskalering var et resultat af og måtte føre til en stadig stigende isolation for RAF’s medlemmer.”

  Argumentationen over for folk som RAF-terroristerne lyder ofte, at ”jeg fordømmer terroren, men forstår bevæggrundene” osv. Over for en Breivik er det altid en fordømmelse uden dette herostratiske ”men”, hvilket så bare udelukker en forståelse af de motiver, der fremover vil give mere af det samme. Selv nationalkonservative skribenter afviser at ”imødekomme” Breivik, altså at modarbejde islamiseringen af Vesten som en reaktion på hans terrorhandling, men det har da altid været en legitim del af argumentationen for fx ”et mindre skævt samfund” at nævne den uro, der nærmest naturnødvendigt menes at opstå blandt forarmende masser. 

  Der har været sagt og skrevet meget om den ”tilspidsede retorik” blandt islamkritikere som årsag til Breiviks terror, men retorikken har dog været spag sammenlignet med mange årtiers sortmaling af de vestlige liberale demokratier fra alle de magtfulde venstreintellektuelles side. Hvad dette har inspireret til af terror, er svært at sige, men det kan i hvert fald fastslås, at det langtfra har ført til disse intellektuelles marginalisering i samme grad, som nationalkonservative er blevet marginaliseret. En Arafat, der har stået bag uhyrligheder, som nemt kan måle sig med Breiviks, endte som nobelprismodtager – for nu bare at sætte de to fløjes forskellige skæbner i relief. Blot for at fjerne enhver tvivl: Pointen her er selvfølgelig ikke, at Breivik burde få nobelprisen, men at Arafat ikke burde have fået den. Det er så sandelig historiens blodige ironi, at i det land, hvor Arafat fik overrakt nobelprisen, oplevede man en PLO-lignende fremfærd og fandt den pludselig ikke lige så rosværdig, når den gik ud over éns egne…

  Den venstreorienterede og antinationale taktik er aldrig at indrømme skyld: Når venstreekstremister begår terror, er det dybest set forståeligt pga. det kapitalistiske samfunds undertrykkelse, og når højreekstremister begår terror, skyldes det deres meningsfrænders udskejelser i debatten. Dermed bruges der i dag samme argumentation mod islamkritikere, som venstrefløjens samfundskritikere i 1970’ernes Vesttyskland følte sig ramt af. Filosoffen Tugendhat argumenterer dog i ”Demokrati og terrorisme” for, at det tilmed bør være legitimt at drøfte, om samfundsændringer må gennemføres på voldelig måde, og hvornår eller hvorvidt forudsætningerne herfor er til stede – hvilket vel at mærke ikke er ensbetydende med at blåstemple enhver form for mord i sagens navn. Det samme bør gælde for nutidens islamkritikere.

 

Breiviks mondæne forløbere

Det er blevet påpeget, at Breivik i sit eget projekt er inspireret af muslimernes jihadister, men endnu mere er hans aktion vel en kopi af tidligere årtiers vestlige venstreekstreme terroraktioner og et udtryk for samme mentalitet, der i dag også  inspirerer den ”progressive” politik på statsplan og i internationale forhold. Venstrefløjen er dog i modsætning til nationalkonservatismen lige fra sin historiske rod terroristisk. Allerede Karl Marx skrev i ”Der Elend der Philosophie”  (1847), at revolutionen er den politiske handlings højdepunkt: ”Den sociale videnskabs sidste ord lyder stedse: ’Kamp eller død; blodig krig eller intet’. Således er spørgsmålet ubarmhjertigt stillet.”

  En af fædrene til den politiske realismes skole, førnævnte Hans Morgenthau, hævder rammende, at moderne krige har en tendens til at vende tilbage til den religiøse type, til at antage ideologiske træk. Han ser heri en forbindelse til det 16. og 17. århundredes religionskrige: ”I modsætning til sine forfædre i det 18. og 19. århundrede,” hævder Morgenthau i sin bog ”Macht und Frieden” (1963), ”kæmper borgeren i moderne krigsførende stater ikke for sin fyrstes berømmelse eller for samling eller udvidelse af sin nation, han fører et ’korstog’ for et ’ideal’, for bestemte grundsætninger, for en livsform, for hvilket han gør krav på et monopol på sandhed og dyd.” Også statsretsteoretikeren Carl Schmitt advarede mod den moderne ideologiske kriger, der (som NATO i dag) kæmper for ”hele menneskeheden”, og som derfor ikke i modstanderen blot ser en fjende med modstridende interesser, men som er så overbevist om egne måls ”godhed”, at modstanderen bliver stemplet som inhuman, som selve menneskehedens fjende og derfor ikke ses som en del af denne.

  Breivik synes mere end noget andet at have tappet af denne moderne kilde af moralsk renfærdighed for at kunne retfærdiggøre sin nedslagtning. I adfærd er han for så vidt et ægte barn af 68’erne, der imidlertid er blevet chokerede over at se deres mentalitet praktiseret af en med holdninger og mål, der er modsatte deres egne. Fra Hollywood, internettet og Vestens egne magthavere har han kun lært, at verdensudviklingen er en kamp mellem gode og onde, hvor de onde i den herskende politiske teologi vel er ”nationalisterne”, men det er blot at vende denne dichotomi om og tage konsekvensen, så har man Breiviks opskrift på politisk indsats.

  Med den åbenlyse støtte, som tilmed ”moderate” politikere og andre i Vesten gennem mange år har vist Mellemøstens – og Vestens egne – terrorister, fordi de angiveligt har været på ”ofrenes”, ”det godes” eller ”de undertryktes” side, har det vel kun været et spørgsmål om tid, før det samme våben blev vendt mod de vestlige opinionsdannere og magthavere selv. Ekstra tragisk blev det selvsagt, at Breivik sigtede så upræcist, da han ville ramme de skyldige. Unge mennesker, der uforvarende er opvokset i et miljø, hvor de ikke har hørt andet end de herskende fraser, bør ikke stilles til ansvar for de udskejelser, som vitterligt er en realitet.

  Breivik satte sit liv ind for det, der i hans egen opfattelse var en nødvendig afsløring af magthaverne, som ville blive tvunget til åbenlyst at vælge side for det ”flerkulturelle samfund”, som man hidtil havde tilstræbt mere dulgt. En i hans opfattelse nødvendig tilspidsning af fronterne ville herefter følge som optakt til det endelige opgør. Realismen i dette scenario er vel ikke mindre end i den mondæne vestlige revolutionsromantik, som er blevet inkarneret i den stadige forgudelse af ”Che” Guevara, hvis konkrete fremfærd er svær at skelne fra Breiviks gerninger. Men hvor mange Breivik-T-shirts ser man i de pæne tøjbutikker? (Igen: Pointen er ikke, at man bør producere sådanne, men at Che-T-shirts er en uting...).

 

Che Guevara som venstrefløjens Breivik                                                                                         

Che Guevara er så vist venstrefløjens Breivik, men mens sidstnævntes meningsfæller ser massemord som en belastning, har der ikke været skrupler i idoldyrkelsen af Guevara, som siden sine unge dage havde været en forbenet stalinist, der hyldede hadet: ”En revolutionær må være en kold dræbermaskine motiveret af rent had,” skrev han, og han hyldede ”det yderst brugbare had, der gør mænd til effektive, voldelige, nådesløse og kolde dræbermaskiner.” Det var også Guevara, der skrev, at ”de lykkeligste dage i et ungt menneskes liv er, når han ser sine kugler nå en fjende.” Efter sit første mord på en tilfangetaget Batista-støtte skrev Guevara i et brev til sin far: ”Jeg vil gerne tilstå, far, at i det øjeblik opdagede jeg, at jeg virkelig godt kan lide at dræbe.” Breivik følte trods alt ubehag…

  Ifølge ”Kommunismens sorte bog” myrdede de Castro-styrker, som var grundlagt og styret af Che Guevara, 12.000 til 14.000 cubanere. Set i dette perspektiv var Breivik jo en ren novice. I starten var Guevara selv med til at henrette, og han bevidnede også sine eksekutionspelotoners henrettelser fra sit vindue i Havanas La Cabana-fængsel.

  Den eksilcubanske forfatter Humberto Fontova citerer en cubansk politisk fange: ”Når man så Ches strålende ansigt, når ofrene blev bundet til pælen og skudt i småstykker af eksekutionspelotonerne, forstod man, at der var noget meget, meget alvorligt galt med Che Guevara.”

  I ”Motorcykeldagbogen” skriver Guevara: ”Gal af raseri vil jeg stænke mit gevær rødt, idet jeg slagter enhver fjende, der falder i mine hænder! Mine næsebor udspiles, idet de nyder den skarpe lugt af krudt og blod. Med mine fjenders død forbereder jeg min væren til den hellige kamp og tilslutter mig triumferende proletariatet med et bestialsk brøl.”

  Humberto Fontova har opstillet en lang stribe parallelle citater af Breivik og Guevara, der viser lighederne i mentalitet og adfærd. Samtidig viser han med citater den vidt forskellige omtale, de to herrer har fået af de samme medier. Fx omtalte Time Magazine Breivik som ”morderisk, afsindig, terrorist og psykopat”. Men i 1999 hyldede Time Magazine Guevara som en af århundredets ”helte og ikoner” sammen med fx Mother Teresa. Det kan vel kun skyldes, at hvis kampen angiveligt er de ”undertrykte” mod de ”rige” eller lignende, kan utrolig meget tilgives, men er kampen Vestens egen mod forholdsvis fattige invasionister, er tolerancen uendelig langt mindre. Forlænges de nuværende udviklingslinjer et par generationer ud i fremtiden, kan den almindelige målestok dog meget vel blive omvendt…

 

Breiviks sygdom og Vestens sygelighed

Der er ganske rigtigt noget uhyggeligt unormalt hos Breivik, men der er faktisk noget endnu mere uhyggeligt ved, at et samfund, der med vidtåbne øjne marcherer mod den demografiske underlegenhed på eget område, tror sig ”rask” og som en selvfølge stempler en oprører mod denne kurs som ”syg”, uanset hvor misforstået dette oprør så i øvrigt måtte være. Rent bioetnisk er det jo faktisk Breiviks afværgeadfærd, der er den livskraftige og har overlevelsesværdi, ikke den i dag herskende vestlige ”sundhed”.

  Breiviks udåd kan set ud fra denne indsigt lignes ved en voldsom allergisk reaktion over for den overdrevne renhed, Vesten har villet indføre i sin politik. Som reaktion på tidligere tiders beskidte slavehandel, racisme og kolonisering har man villet rense politik for enhver etnisk forskelsbehandling og derved åbnet landets døre for alverden. Men dette var overdrevent og naturstridigt i den modsatte retning, og de sundeste borgere i Vesten har vel nærmest instinktivt følt en slags åndelig allergi over for hele denne herskende lighedsideologi.

  Lidt frækt vil nogen sige, at Breivik var et alt for sundt individ i en underdanig, selvhadende og stueopfostret æra for et vestligt samfund, som har mistet sin umiddelbare livsvilje, forsvarsevne og følelse af eksistensberettigelse. Blandt de syge forekommer den raske syg, men for 1000 år siden, da vikingerne og senere den unge kristenhed var selvhævdende og troede på egen ret, var han nok faldet i ét med tapetet.

  Det var i skridtet fra indsigt til handling, at noget kammede over i Breivik. Uanset virkningen risikerer man at miste den civilisation, man kæmpede for, hvis man ikke er i blot minimal grad selvkritisk i valget af metoder. Igen er spørgsmålet, hvor den nedre grænse går – hvilket dem, der gav Arafat nobelprisen, måske er de rette til at give et svar på.

  Breivik mistede proportionssansen, men hvorfor skal han anbringes i en anden moralsk kategori end fx folkene bag skolemassakren i Beslan eller bag gidseltagningen i Dubrovka-teateret i 2002, hvor man i medierne klart fornemmede en vis medfølelse med gerningsmændene, fordi de jo var ”stakkels ofre” for en undertrykkende russisk fremfærd? Den rationelle ”baggrund” for konflikten blev detaljedokumenteret. Ser man på de mest troværdige videnskabelige prognoser for Vesteuropas fremtid, er den jo i ikke mindre grad urovækkende end Tjetjeniens og lignende områders aktuelle skæbne: Om et par generationer vil den indfødte europæiske befolkningsandel være en brøkdel af nutidens, mens væksten i den tredje verdens befolkningstilvækst har en så stor ”bremselængde”, at den endnu ikke er begyndt at aftage i signifikant grad. Kombineres dette scenario med de vestlige politikeres store villighed til at lade masseindvandring ”løse problemet”, ligger det da lige for i en rask ung mands sind, at næsten ethvert offer er berettiget, hvis det kan bidrage til at forhindre denne selvmordskurs. For millioner af araberes og afrikaneres indvandring til Europa vil selvsagt ikke betyde et stærkere og yngre Europa, men et nyt Arabien og Afrika på europæisk jord.

 

Hvornår er ordets magt udtømt?

Seminarieadjunkt Ulla Nørtoft Thomsen har på sappho.dk haft et af de mere tankevækkende indlæg i debatten om Breivik, betitlet ”Galskabens nutidshistorie”. Her fastslår hun som en lære af massakren, at det efter Breivik burde være ”hugget ud i sten”, at der ”går en absolut grænse mellem højrefløjens frie kritik i åndslivet og dens lovlydighed og demokratiske indstilling, når det kommer til handlingslivet. Med Immanuel Kants ord: Tænk, hvad du vil, men adlyd!”

  Men vil det sige, at den politiske debat bare skal være uskadelig snak, der ikke behøver have nogen konsekvenser i den virkelige verden? Skal man med andre ord bare være tilfreds med at bruge sit frie ord, hvis en katastrofe truer, og så i øvrigt lade stå til, hvis ingen vil lytte? Er det i udgangspunktet ikke mere rosværdigt, hvis man ikke kun vil tale, men om nødvendigt også handle? Selv om det indebærer risikoen for at gribe det grueligt galt an, som Breivik?

 Nørtoft Thomsen skelner med rette skarpt mellem Breiviks i vid udstrækning skarpe og fornuftige manifest og så hans handlinger, der ramte helt ved siden af. Disse gjorde Breivik til ”en samfundsfjende”: ”Som demokrat kan man kun se på hans handling med gru, vantro og afsky. Men der er en vanskelighed vedrørende manifestet.”

  Javel, men det er trods alt i manifestet, at der står det afgørende ræsonnement, som førte til hans udvikling fra debattør til selverklæret modstandsmand: ”At protestere er at sige, at man er uenig. Modstand er at sige, at man vil sætte en stopper for det her.” Når magthaverne ikke vil føre en fair debat og rette politikken ind efter nationale interesser, men tværtimod fører landet (og hele Europa) videre mod katastrofen, vil det være mere redeligt at bekæmpe disse magthavre med magt end med ord, som alligevel forvrænges og undertrykkes. Man kan være principiel demokrat og fastholde en ikke-voldelig linje uanset hvad, men man kan ikke konsekvent påstå, at man alene derved står på et højere etisk niveau. Langt de fleste vil da vel dog også mene, at repression af et eller andet omfang bør føre til, at man lægger pennen og griber geværet trods alle påstande om formelt ”demokrati”. Det er blot, hvornår dette punkt nås, der er uenighed om.

  Det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden, og absolut ingen kan vide med sikkerhed, hvor ”the point of no return” for en demokratisk løsning ligger. Mange vil med gode argumenter hævde, at det for længst er passeret, flere vil foreløbig stå fast på det modsatte. Men pointen er dog, at grænsen mellem ord og handling næppe kan være ”absolut”, for alle med selvagtelsen i behold må trods alt gribe til magt, hvis urimelighederne bliver for store.

  Nørtoft Thomsen skriver videre: ”Når Breivik bliver splittergal, skyder 70 mennesker og ønsker krig, kaos og statsligt sammenbrud, er der tale om en konservatisme, som definitivt oplever at have tabt kampen for det bestående og nu omdanner sig til noget andet. Der er tale om en forgæves og hjemløs kulturkonservatisme, som nægter at nyorientere sig og progressivt annamme de forandringsprocesser som den har tordnet imod – og som i stedet vælger at tænke revolutionært.”

  Betyder det, at man for at være ”demokrat” nødvendigvis skal acceptere en stærkere modparts fait accompli, eller kan man ikke stadig være demokrat, hvis man vil rulle en uønsket udvikling tilbage? Hvis man som demokrat har en bevidsthed om, at i historien er netop intet nogen sinde ”definitivt”, kan man da udmærket nægte at ”annamme” uønskede forandringer og holde fast ved et ”her står jeg, og jeg kan ikke andet” – indtil historien måtte spille én magtmidler i hænde til realistisk handling.

  Nørtoft Thomsen skriver desuden bl.a.: ”Som demokrater kan vi andre enes om, at demokratiet må og skal være en bedre løsning end terror og borgerkrig. Men det betyder, at demokratiets analyser skal være bedre end Breiviks. Når han er slået ned med en velfortjent folkelig fordømmelse, kommer den næste opgave: at slå ham analytisk og taktisk.”

  Næsten ingen er ideelt set uenige i, at demokrati er en bedre løsning end terror og borgerkrig, men det siger jo i sig selv ikke noget om, hvad man skal gøre, hvis demokratiet bliver dysfunktionelt. Skal man så bare skrive og tale videre og gå undergangen i møde med åben pande og lidt farisæisk god samvittighed, fordi man i modsætning til så mange andre ”har gjort, hvad man kunne”, eller skal man måske – hvis man ikke selv evner en egentlig modstandskamp – hellere forberede scenen for dem, der kan og tør, eller i det mindste tie og vige pladsen for dem, der ikke kun er imod, men også vil gøre noget ved det?

  Breivik har gjort denne diskussion lidt for nem for Nørtoft Thomsen, fordi hans handlinger forekommer så usædvanligt ude af trit med det, situationen sagligt set berettiger til (hvad det så end er). Hun konkluderer, at det er ”rent hykleri at frygte nye Breivik’er, for dem får vi næppe mange flere af. Til gengæld skorter det ikke på følgagtighed, uvidenhed, kortsynethed, fejhed, egoisme, overfladiskhed, materialisme, intolerance og handlingslammelse. Det er de synder, vi skal gøre noget alvorligt ved, hvis folk som Breivik ikke skal have ret i, at samtaledemokratiet ligger underdrejet og er ude af stand til at løse problemerne.”

   Hovedfaren ved en fortsat islamisering er ganske rigtigt ikke noget lignende Breivik, som ikke truer samfundets fundament (men snarere styrker det ved at knytte resten tættere sammen), men en langsom samfundsmæssig opløsning, som Breivik netop ville bryde radikalt med – åbenbart uden at indse, at her kræves et medspil af såvel det centrale magtapparat som af en stor del af folket.

  Nørtoft Thomsen gentager nationalkonservatives velkendte appeller gennem de senere år om betingelserne for demokratiets overlevelse, mens Breiviks pointe var, at sådanne besværgelser med matematisk sikkerhed vil være virkningsløse. En så stor del af folket er lullet i søvn af ”fred og ingen fare”-demokratismen, at kun et virkelig stort brag kan vække dem. Men da Breivik så endelig leverede det, jog det i hvert fald umiddelbart folk i modsat retning, nærmere afgrunden. At det så igen kan anses som en forudsætning for en nødvendig fremskyndelse af den afgørende konflikt, kan have været en taktisk overvejelse hos Breivik. Det skal gå rigtig galt, før det bliver godt. I så fald var han dog måske tilmed for optimistisk, for man kan vel med mange gode grunde tvivle på moderne skandinavers evne og vilje til at gøre grundigt nok op med en virkeligt fremskreden islamisering. Allerede på det aktuelle niveau kræver en genopretningspolitik så barske indgreb, at man kan betvivle muligheden af dem i lande med en så demokratisk og human tradition som de nordiske, så en national ”nærdødsoplevelse”, som Breivik nok ville fremtvinge, vil have en uhyre høj risiko for at føre ind i den virkelige nationale død i stedet for tilbage til livet.

  Men Nørtoft Thomsens principielle, demokratiske linje kan dog lige så vel betyde døden, blot en langsom og lidelsesfuld. Så snart man kategorisk frasiger sig retten til brug af magt mod en udvikling, er dennes fortalere klar over, at hvis de i alt væsentligt kan bevare den udøvende magt, kan de tillade sig hvad som helst. 
 

Breivik-kritik mangelfuld uden islamiserings-kritik

Ifølge Nørtoft Thomsen er der mange andre løsningsmodeller end Breiviks til hans sagligt rigtige konstateringer om situationen og udviklingen, heriblandt demokratiske løsningsmodeller. Men en vigtig pointe hos Breivik er altså, at kulturmarxisternes ideologi sidder på magten i en sådan grad, at demokratisk ændring af mentaliteten og derpå af den politiske praksis er udsigtsløs inden for den til rådighed stående tidshorisont. Man kan tilslutte sig alle mulige grader af denne dystropi med dertil hørende graddeling af den nødvendige politiske modstand for at forhindre den, men tilbage står stadig, at modstand må der på et tidspunkt gøres. Hver enkelt må selv tage ansvaret for, hvornår vedkommende afgør, at demokratiet har udspillet sine muligheder. At det allerede er tilfældet, behøver man ikke være enig med Breivik i, men i erkendelsen af, at det dog kan være tilfældet, er han mere reel end de fundamentalistiske demokrater, der hellere vil lade landet gå under end opgive flertalsstyre, retssamfundet og ordets magt.

  Breiviks egentlige plan, der gik ud på at ramme de øverst ansvarlige for masseindvandringen til Norge, var vel rent rationelt betragtet ikke lige så gal som hans handling, som den pga. tilfældige omstændigheder blev, men alligevel var det jo en overvurdering af egen betydning, at en enkelt privatperson med egne midler overhovedet skulle kunne udløse en større kursændring. Her har Frankfurterskolens Theodor Adorno for en gangs skyld skrevet noget rammende, nemlig hvor han grundlæggende skelner mellem ”meningsfuld” og ”meningsløs” lidelse og mellem ”uundgåelig” og ”undgåelig” lidelse. I Frankfurterskolens kritiske teori var holocaust den centrale meningsløse og undgåelige historiske begivenhed, og det samme må islamiseringspolitikken siges at være, reelt en terrorhandling mod de uskyldige værtsfolk. Men Breiviks modterror blev også en meningsløs og undgåelig begivenhed, hvis virkningshistorie ikke synes at have bragt væsentligt nyt frem, hverken i debatten eller den konkrete politik. Alt lader i hovedtræk til igen at være ”business as usual”. Hvad skal der egentlig så til, vil nogen måske derfor spørge – og forsøge at gå et skridt videre.

  Det er derfor ikke hyklerisk at frygte nye og endnu værre Breivik’er, men årsagen er vel at mærke i sidste ende at finde hos islamiseringstilhængernes – ja, hos folkeflertallets – tykhovedethed, indsigtsløshed og magelighed, når det gælder rettidig omhu. Hyklerisk er derimod den ensidige og rent moraliserende, sindelagsetiske fordømmelse af Breivik, når den ikke følges af en erkendelse af, at tilmed meget blodige reaktioner er legitime, hvis han virkelig har ret. Lande og civilisationer har altid og bør vel altid forsvare sig trods endog store tab, hvis deres grundlag virkelig antastes. Har man indset, at dette er tilfældet i den nærværende folkevandringsæra, får man et problem med en principiel Breivik-kritik, hvis man ikke grundlæggende vil bekæmpe denne befolkningsudskiftning på andre måder. Ligesom man vel heller ikke uden hykleri kan fordømme voldelige socialrevolutionære, hvis man blankt afviser sociale forbedringer i et fattigt samfund. Det kan udmærket være, at Breivik er alvorligt syg, men så er principiel kritik af ham alligevel som at give kræften skylden for dødsfaldene, og ikke storrygerne, som skabte betingelsen for sygdomsudbruddet. Ønsker politikerne bare at fortsætte deres islamiseringskurs, vil man måske en dag kun kritisere Breivik for, at han pga. uheldig timing skød de forkerte, og ikke at han ville gøre væbnet oprør mere direkte mod dem, der sælger ud af hans folks førstefødselsret.

 

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2018
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>