Gutmenschen tror, at vi stiltiende vil agere dørmåtte fordi vi lufter en
anden mening, end den på parnasset gældende. Der tager de så grueligt fejl.
Når godhedsindustriens selvfede medlemmer nedlader sig til at stige ned fra
Olympen, og skal belære os andre "uvidende" om tingenes rette sammenhæng, så
bøjer vi ikke nakken når der kommer kritik, vi retter derimod ryggen og
"holder krudtet tørt", da vi har en sag at kæmpe for.
Vores ære består i at kæmpe og om nødvendigt bringe ofre i kampen mod
muslimen. Med dette mål for øje, skal vi kæmpe med en jernhård vilje til
sejr, være udholdende og seje, når det ser sortest ud.


Man kan altid genkende en kulturradigal/gutmenschen på at de prædiker
tolerance for andre, men praktiserer det kun overfor dem de deler mening
med. Man skal lede længe efter mere intolerante mennesker end de
kulturradigale/gutmenschen. Vores hjemlige koran-disciple er oprørte over
"tonen" i indvandrer debatten, men selv mener de at have frikort til at
svine dem til, som i deres optik ikke er "stuerene."

Politikerne har sammen med medierne og gutmenschen foregøjlet den danske
befolkning, at det er en berigelse, at få så mange kulturfremmede som muligt
til landet, og at vi er bundet af vores såkaldte internationale
forpligtelser og diverse konventioner.
Men årene har med al ønskelig tydelighed vist, at vi tilsyneladende skal stå
med åbne arme og tage imod en hvilken som helst kriminel, forbryderisk og
afskyelig udlænding, som ikke ønsker at brødføde sig selv, men leve på
offentlig forsørgelse i generationsvis, samtidig med at vi skal høre på
deres evindelige kritik af vores livsførelse.
Når disse højtråbende barmhjertige samaritanere bliver konfronteret med
argumenter og tal, griber de vanen tro til posen, hentet i forretningen for
spøg og skæmt. Man må brække sig i lårtykke stråler over den lethed med
hvilken storbytosserne og de humanitære værnemageres altid beredvillige
medløbere prøver at omskrive virkeligheden


Begrebet danskhed er for mig kædet sammen med besindighed, oplysning og
tolerance. Tænk, jeg mener vi i stor stil har udvist det overfor de udefra
kommende, år efter år, årti efter årti, tilsyneladende uden virkning, hvem
sagde uden for pædagogisk rækkevidde! Men tilsyneladende er der tale om
årelang envejs kommunikation, fra os til dem.
Og nu må jeg sige: jeg har fået nok! Min venligheds bank er løbet tør for
længst!

Der er grænser for min bodsgang. Skal vi virkelig alle sammen rette ind og
gå i samme takt og hylde den "berigelse" og "mangfoldighed" som den medie og
kulturpolitiske anstændigheds "elite" prøver at bilde os ind. Når man tænker
på, hvad en sagesløs befolkning har været udsat for, og når et hvert
fornuftigt og tænkende menneske kan se, at det vore ryggesløse politikere de
sidste 40 år har praktiseret, er at spille russisk roulette med det førhen
så homogene Danmark, der nu er ved at være en saga blot.
Her kan man med rette citere krisminister A.F.Tscherning (1795-1874), der i
1863 sagde: "Der er ingen ære i at gøre det ukloge."

For de mennesker (læs, fortrins muslimer) som ikke kan finde ud af, som ikke
har lyst til at bidrage til den danske husholdning, som ikke er interesseret
i at blive integrereret i det danske samfund (de notorisk uintegrerbare), de
mennesker (familier) som konstant er i konflikt med dansk lov, de notorisk
kriminelle og arbejdssky, der burde det danske samfund med øjeblikkelig
virkning give dem en returbillet til hjemlandet, og er de danske
statsborgere, så burde der laves en lov, hvor dette statsborgerskab bliver
dem frataget.
Love med tilbagevirkende kraft er selfølgelig altid problematiske, men har
jo før været set bragt i anvendelse i dansk lovgivning, og det netop på et
tidspunkt, hvor danskheden havde været i fare. Nu truer en anden fare
danskheden, derfor, vær beredt!.

Og som der stod i Landbo-Værnet 6, 1933 s.2: "En landmand giver dog ikke
ukrudtet samme frihed til at gro som nytteplanter? Hvorfor skåne samfundets
ukrudtsplanter."

Den ridefoged mentalitet og jeg-alene-vide mentalitet der er kendetegnet ved
vor tids nye "adel", viser at de fleste politikere samt deres medløbere og
eftersnakkere, de såkaldte meningsdannere, koncentreret om Bermuda-Trekanten
DR-Gyldendal-Politiken, er fuldstændig ude af trit med den "almindelige
dansker. De foragter helt åbentlyst de danskere der holder forretningen
Danmark i gang. Tænk her på den arrogante bemærkning fremsat af "Broder
nr.1", den selvudråbte rigshumanist, Morten Kjærum, der 21.08.1995 udtalte:
"-jeg har da mere til fælles med en iransk intellektuel end med en fisker
fra Hanstholm."
Det lektor Besserwissen og generalsekretær Uberklug i uskøn forening med de
cafe-frelste masturberende Morten Kjærum-typer prøver, er at afvikle
Danmark, så den etniske dansker om føje år ikke mere er herre i eget hus.
Kort kan det siges: Kulturelt selvhad (åndelig spanking) og demografisk
selvafvikling tilsat stigmatisering i passende mængder overfor de
genstridige, det er formlen.

Dem godhedsindustrien stigmatiserer og sviner til, er dem der står op om
morgenen, og skaber og opretholder det danske samfund.
Vor ny tids "adel," mangler helt den gamle adels niveau, bl.a.
karakterstyrke, fasthed, mod, sund kritisk sans, dannelse og ikke mindst
kærlighed og veneration for Danmark og de etniske danskere. Her kan vi
passende citere Herluf Trolle (1516-1565), der til teologen Niels Hemmingsen
udtalte: "Vide I hvorfor vi hedde herremænd, hvi vi bære guldkæder og have
jordegods og ville være yppermere og høje agtet end andre? Ville vi have det
søde, må vi tage det sure med."

Man må spørge sig selv, er vikingeånden og frimandstanken virkelig død og
borte i Danmark? Er der kun trællesind, småmandssind, plathed, tarvelighed
og uforpligtende underholdning tilbage? Vi bør have perspektiver ud over
bugen og sengen!
Er danskerne ved at drukne sig i vellevned og navlebeskuelse? Er der ingen
stolthed eller værdighed tilbage?
Ord som troskab, ordholdenhed, loyalitet, pligt, ansvar og arbejde, har
tilsyneladende helt mistet sin betydning for den forlystelsessyge dansker.
Et folk der sætter nydelse og magelighed over pligt og ansvar, har på
forhånd tabt.

Som Harald Nielsen engang så smukt har sagt: "Vort fædreland er en tanke.
Når tanken ikke længere tænkes, eksisterer fædrelandet ikke længere."

Enhver kan bære en sejr. Kun den stærke kan bære et nederlag.