Jeg føler trang til at hylde Den danske Forening ved dens jubilæum, og jeg kan naturligvis ikke gøre det uden at tænke tilbage på de 25 år, der er gået og hvor jeg var delvist involveret i foreningens arbejde.

                      Jeg var ikke med til at stifte den. Men oprettelsen af Den danske Forening var ikke uden forbindelse med den modstandskamp, vi andre havde startet i efteråret 1986, begyndende med en annonce over en kvart side i Jyllands-Posten 21.september med overskriften ”Nej, ikke en krone”, og hvor vi derefter havde stiftet Komiteen mod Flygtningeloven, som satte et modstandsarbejde i gang.

                      Mem oprettelsen af Den danske Forening i Virumhallen en dag i marts 1987 var uden mig, for jeg var den dag i Frederikshavn for at holde foredrag, og jeg husker avisernes beretning om den terror og chikane, som autonome og ekstremistiske øvede mod Den danske Forening. Naturligvis. Vi var hele tiden genstande for terror – var det ikke håndgribeligt, så var det verbalt. Der hørte mod til at turde sig nej til Systemet Politiken med samt dettes voldsfikserede gadedrenge. Slagordene og skældsordene var altid lige ved hånden for disse terrorister, og som begivenhederne omkring Virumhallen dokumenterede, så var den verbale terror oftest ledsaget af fysisk terror og kriminalitet.

                      Så meget mere beundringsværdigt var initiativet for 25 år siden, og Den danske Forening har indlagt sig national fortjeneste. Det var slet ikke nogen tilfældighed, at den antog samme navn som den forening af danske rigsdagsmænd, som Grundtvig var med til at stifte i 1850´ernes første år, ligesom det heller ikke var tilfældigt, at bladet kom til at hedde Danskeren – samme navn som det tidsskrift, Grundtvig egenhændigt skrev og udgav 1848-1851. Den nationale inspiration var tydelig. Den var heller ikke tilfældig, for det var Danmarks eksistens og identitet, det hele handlede om.

                      Dette var vores fælles udgangspunkt. Dette var den grund, vi stod på, og som vi derfor hverken kunne eller ville svigte. Samme situation som under den tyske besættelse en menneskealder tidligere. Og forbindelsen til modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt var jo også tydelig.

                      Jeg tænker på Sune Dalgaard. Jeg fik forbindelse med ham i september 1986, da Jesper Langballe og jeg gik i gang med at organisere modstandsarbejdet mod indvandringspolitikken og vi ville finde nogle hædersmænd til at udgøre Komiteen mod Flygtningeloven. Vi fik som bekendt forbindelse med Jens Toldstrup, med Olav Lilleør og Steen Steensen, men som den sjette og sidste kom jeg til at tænke på en dr.phil. Sune Dalgaard, af hvem jeg havde læst nogle fortræffelige kronikker om den livsfarlige indvandring.

                      Jeg ringede til ham og fik en kølig stemme i telefonen. Jeg præsenterede mig og fortalte om årsagen til min opringning, hvorefter Sune Dalgaard lige så køligt og upåvirket svarede ja. Der var tydeligvis ingen tvivl i hans sjæl. Og denne beslutsomme ro og urokkelighed i forsvaret for det danske folks nationale eksistens var det gennemgående i den højt dannede og begavede videnskabsmands personlighed.

                      Jeg fik meget dyb respekt for Sune Dalgaard. Han lod sig ikke skræmme af noget. Ingen voldsmand, ingen terrorist fra de autonome voldsbrigader fik ham til at vige. Og når han havde oplevet volden og f.eks. fik sin bil ødelagt af voldsmændene i forbindelse med afhentningen af englænderen Roy Honeyford, som skulle tale et møde i Den danske Forening, så var Sune Dalgaard lige upåvirket og noterede volden som en selvfølgelighed.

                      Ham vil jeg mindes ved dette jubilæum.

                      En anden skikkelse på linie med Sune Dalgaard er naturligvis Ole Hasselbalch. Jeg husker begyndelsen. Da borgerkrigen var brudt ud i slutningen af september 1986 og skrigene, skældsordene og truslerne føg om ørene på os i medier og offentlighed, var der en artikel i Berlingske Tidende under overskriften: ”Støt Søren Krarup af rationelle grunde”. Forfatteren var en mig ukendt jurist ved navn Ole Hasselbalch, og jeg fik forbindelse med Ole Hasselbalch, og det endte med, at vi inviterede ham med til det planlæggende møde i en fynsk præstegård sammen med komiteens medlemmer. Jeg samlede ham op på en parkeringsplads ved Lillebælt, og undervejs i bilen belærte Ole Hasselbalch mig om utallige ting – dels juridiske, men også mange andre. Ole Hasselbalch har aldrig hørt til dem, der satte sig bagerst i lokalet og lyttede ærbødigt.

                      Hans væsen er handling, aktivitet, utrættelighed.

                      Og dette har Den danske Forening og vi andre jo nydt gavn af. Ole Hasselbalchs fortjeneste i den nye nationale modstandskamp er meget, meget stor. Ja, hvordan skulle Den danske Forening have klaret sig uden ham – i forbindelse med retssager, møder, udfarende virksomhed. Ole Hasselbalch er ikke til at skræmme. Han er heller ikke til at trætte. Han bliver ved og ved og tager kampen op overalt og hvergang, det er nødvendigt. Hans seneste bedrift med afsløringen af dagbladet Politikens gemenhed i bogen om ”Politiken-affæren” er kun en blandt mange. Sådan har Ole Hasselbalch igen og igen sat tingene på plads og hævdet sandhed og ret. Den danske Forening var ikke mulig uden ham.

                      Sune Dalgaard og Ole Hasselbalch har min allerdybeste respekt.

                      Men der er jo lykkeligvis mange, mange flere, der i jubilæets anledning falder i mine tanker. Jeg tænker også med respekt på Poul Vinther Jensen, på Harry Vinter, på Peter Neerup Buhl, på Tomas Kirstein, på Thomas Andreasen – og mange flere. Gud ske tak og lov er der ikke mangel på modstandsfolk i denne nye modstandskamp mod dansk undergang.

                      Det er der grund til at være taknemmelig for her ved 25 års-jubilæet.

                                                                                                                                                        Søren Krarup.