17.10.2011
Hetz mod kristne på asylcentre i DK
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Problemer!!!.
På tre ud af fire asylcentre oplever kristne beboere hetz, mobning og i enkelte tilfælde vold. Flere kristne asylbeboere tør ikke stå frem med deres tro, siger ledere af asylcentrene
”Jeg tager tilbage til Afghanistan, og når du også kommer tilbage, holder vi en retssag ude på landet. Vi kan ikke holde ud, at du gør sådan her. Vi mister vores ære.”
Sådan lyder det i et brev, som den afghanske kvinde Parvin Jafari på 42 år modtog for omtrent to år siden. Afsenderen var en afghansk mand, der var nægtet opholdstilladelse i Danmark og skulle hjemsendes.
Den mistede ære, som manden beskriver i brevet, består i, at Parvin Jafari efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen og har giftet sig med en kristen iransk mand.
Hendes mand har fået opholdstilladelse i landet, mens Parvin Jafari i øjeblikket venter på at få afgjort sin ankesag hos Flygtningenævnet.
Venter gør også 37-årige afghanske Gholam Habib Karimi, som under sit ophold på et asylcenter blev overfaldet af fire landsmænd med greb om halsen og knytnæveslag i hovedet, fordi han havde ”svigtet sit folk” ved at konvertere.
Parvin og Habib er ikke enkeltstående tilfælde. Kristeligt Dagblad har talt med lederne af landets 12 asylcentre for voksne, og tendensen er klar: På tre ud af fire centre har kristne beboere følt sig truet, forfulgt eller mobbet.
”Der er ingen tvivl om, at der er spændinger mellem de kristne og muslimerne på centret. Det drejer sig ikke om slagsmål, men jeg har fået flere henvendelser om mobning af konvertitter fra Afghanistan, Iran og Irak. Det tolererer vi selvfølgelig ikke, for vi har religionsfrihed her i landet,” siger leder
Lars Andersen fra Hanstholm Asylcenter, hvor de kristne beboere bliver hentet 200 meter fra centret, når de skal i kirke, for at undgå chikane fra de andre beboere.
Poul Vinther Jensen.
Kilde: Kristeligt Dagblad. Jon Bøge Gehlert den 14. Oktober 2011.
|