Efter årets folketingsvalg kan man vælge lidt kynisk at konstatere, at ethvert folk har den regering, det fortjener. Der er på flere måder en dyb sandhed i dette, men efterhånden kan man jo med grund benægte, at et folketingsvalg udtrykker ”det danske folks” vilje. Som regel er forskellen mellem de to blokke kun få tusind stemmer, og med efterhånden hundredtusinder af vildtfremmede med stemmeret – hvilket den borgerlige regering med sin hidtil uset liberale indfødsretstildeling kun kan takke sig selv for – bliver ethvert flertal afhængigt af de muslimske stemmer. Og vi ved jo, hvilken blok de med god grund overvejende stemmer på… Enhedslisten kan vel paradoksalt nok i bogstaveligste forstand siges at have Fogh og Løkke Rasmussen at takke for deres store stemmefremgang. De borgerlige regeringer har simpelt hen foræret ekstremvenstrefløjen et nyt stort vælgerkorps (skønt mange ”dumme Dänen” rigtig nok også har betroet den deres stemme i troen på, at den vil værne om de svageste danskere).

  Med regeringsskiftet kan vi siges at være gået fra den falske ægte vare til den ægte falske vare, og det er trods alt ikke kun dårligt. Dansk Folkeparti vil nu mere hæmningsløst kunne agere sandt nationalt alternativ i stedet for at skulle legitimere kvarte løsninger. Venstrefløjen vil rent empirisk (endnu en gang) dokumentere sin uduelighed og mangel på alternative løsninger, og befolkningsudskiftningens historiske hjul vil blive drejet endnu en tand. Eftersom den nye regering jo er endnu mindre tilbøjelig end den gamle til at opgive ligebehandlingsideologien, vil det rimelige løfte om lettere familiesammenføringsregler for danskere jo også betyde lettere adgang for flere muslimer – ikke mindst fordi de tidligere regeringer altså har været så imødekommende med at gøre muslimer til ”danskere”.

  Der er ingen nem vej ud af hele denne suppedas. Første skridt må være at erkende, at i nationale anliggender er der i det væsentlige ikke tale om to ”blokke”, men netop én suppedas. Derfor er vi i den. Det bør Dansk Folkeparti nu være de første til at gøre opmærksom på i stedet for at viderekolportere skrønen om ”væsensforskelle” mellem rød og blå. Stop for statsborgerskabstildelinger og derefter repatrieringer bør opstilles som kardinalpunktet, hvor vandene skal skille i dansk politik, så næste folketingsvalg bliver et reelt valg i stedet for som denne gang at dreje sig om partikulære økonomiske spørgsmål, det ifølge alle de kloge jo slet ikke har noget med masseindvandringen at gøre (!).