Sagen med Anders Behring Breivik har fået mig til at tænke på, hvem som egentlig er offer og gerningsmand.

Anders Behring Breivik har begået en grufuld ugerning, som har skabt chok og sorg i hele Norden. Han har påført os; ikke 1 - ikke 2 - ikke 3 - ikke 4 - men hele 76 tragedier. Omfanget er helt ufatteligt! Hvad driver en til synes velintegreret, pæn ung mand til at udføre disse uhyrligheder?

Selvom hans gerning med en tsunamis kraft overskrider det, vi i et tolerant og åbent samfund skal kunne rumme, kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om der er noget om det, han beskriver i sit manifest?

I 1980 var der ingen områder i Danmark, som var ”utrygge”. Frem til 80’erne var alle indbyggere i Danmark enten etniske danskere eller ”fremmedarbejdere”, som levede i landet stort set på danskernes vilkår. Vores medfødte og dybt funderede opfattelse af tolerance og ytringsfrihed har givet disse mennesker og deres børn mulighed for, at i stigende grad, og desuden med gradvis indvandring, at de ikke længere behøver anstrenge sig for at blive danskere i samfundet. De kan beholde deres egen kultur og leve sine liv fuldt ud som kulturen byder i det hjemland, de kommer fra. I virkeligheden er der opstået mange små parallelsamfund i samfundet. Meget få etniske danskere omgås mere end overfladisk (på jobbet eller i skolen) med mennesker fra andre kulturer. Det multikulturelle samfund er faktisk en myte!

I 2011 er der områder som Gellerup i Aarhus, Vollsmose i Odense og Nørrebro i København, hvor man ikke uden videre som etnisk dansker kan færdes på alle tidspunkter af døgnet. Fælles for disse områder er, at man her finder dem, som vi danskere kalder socialt udsatte, eller segregerede.

Siden terrorangrebet mod WTC i 2001 har samfundet (ihvertfald med flotte ord), haft fokus på at forhindre, at unge, arbejdsløse mennesker i segregerede områder IKKE skulle udvikle sig til ekstremister. Anders Behring Breivik er et produkt af, at denne politik er slået fejl. Han beskriver i sit manifest (som jeg kun har læst i uddrag i nyhedsmedierne), at han har været udsat for så mange angreb fra udenlandske bander til, at han ikke længere føler, at Norge er hans. Politikerne i Danmark (såvel som i Norge) må sande og turde erkende, at problemerne med segregation i de områder, der i vid udstrækning befolkes af muslimer, stikker langt dybere end den førte politik af åbenhed og tolerance er i stand til at tage hånd om.

Jeg er sikker på, at 999 af 1000 muslimer (ligesom alle andre mennesker i verden) vil leve i fred og harmoni og have det bedste ud af livet uden at det skal ske på andres bekostning. Problemet er de ganske få individer, som destabiliserer samfundet.

Hvordan gør vi samfundet ”rummeligt”, så vi både rummer dem, der i dag havner udenfor (de segregerede) og dem (som Anders Behring Breivik og andre voldsofre), der rammes af de segregeredes frustrationer? Kan man gå så langt som til at sige, at Anders Behring Breivik i virkeligheden er et offer for en forfejlet, overfladisk symbolpolitik, som ikke har taget behovet af virkelig integration tilstrækkelig alvorligt?

Skik følge eller land fly. Sådan sagde man før i tiden. Det var måske ikke helt forkert .....