24.07.2011

Lad de små børn komme til mig.

Forfatter: Bjarke Rosenkilde



Lad de små børn komme til mig.

 

I mine helt unge dage var det respektabelt at være liberal.

Skønt, mit hjerte som det mest naturlige i verden bankede for treenigheden:

Gud, Konge og Fædreland, lod en liberal sig ikke afficere af, hvad andre mente om dette eller hint.

Han havde sit eget syn på tingene.

Hvilket man måtte finde sig i.

En liberal var derfor utilbøjelig til at blive overrasket over, at andre ville kunne se anderledes på tingene end han selv.

Det fandt han ikke noget oprørende i.

Han havde sin overbevisning, og takket være dannelsesskolens vide udbredelse, var en mands mening sjældent grebet ud af den blå luft.

Han kunne trygt hævde, at han så på sagen som han gjorde; og det havde han så sine grunde til.

Han omfattede sine medmennesker med respekt, og behandlede dem derefter.

Man opførte sig ordentligt.

Dannelsesskolens fundamentale opgave bestod i at oplyse om de mange forskellige muligheder på så godt et grundlag som muligt.

Hvorfor man i tillid hertil, i sidste ende overlod det til den enkelte at danne sig sin mening om tingene.

Et princip man veg for, for til gengæld at tvinge den enkelte skoleelev til at være demokratisk.

Om denne såkaldte demokratiseringsproces har fastholdt og videreudviklet det liberale syn på tingene, at andre naturligvis både har lov og ret til at have en anden opfattelse af tingene end man selv har, er nok et godt spørgsmål.

For som tingene står, ser de unægtelig ud til at være kørt fast.

Befolkningen forekommer splittet imellem på den ene side lønmodtager, offentligt ansat og på den anden side, det private erhvervsliv, herunder især selvstændig erhvervsdrivende.

Sidstnævnte, med imellem 0 og 20 ansatte er ansvarlige for ca. 80 % af BNP.

I den offentlige sektor og hos lønmodtagere har der udviklet sig et syn på og en særlig opfattelse af tingene, som dels ikke harmonerer med selvstændig erhvervsdrivendes, og dels synes det meget lidt elastisk, og som konsekvens heraf omfattes andre, der kan have en anden opfattelse af tingene med liden sympati.

Skønt, man ofte hører udtrykket dialog benyttet som et magisk trylleord, der åbner alle døre.

I dag er dialog nærmest synonym med, at man har krav på at have ret til at have ret.

Vel nærmest eneret.

Hvorfor man i virkeligheden ikke behøver at interessere sig for hverken, hvad den anden part mener, eller endnu mindre for dennes bevæggrunde til at mene og sige som han gør.

En respektløshed overfor anderledes tænkende, der ikke mindst kommer til udtryk i, og holdes i hævd i medierne.

Medierne, der jo foreløbig kan tage det roligt; idet de stadig er lønmodtagere på offentlig støtte.

Altså: Medierne betales også via skatten af de selvstændig erhvervsdrivende, den forsørger- gruppe som de knap ænser.

Gruppen, hvis forhold de af samme grund, hverken evner at beskrive eller at forstå, og derfor er ude af stand til at sætte sig ind i.

Det danske samfunds forsørgeres forhold hører ikke med til den public service, som medie ledere og deres lige så enøjede protektorer elsker at skilte med.

Set fra deres synspunkt.

Ville det derfor ikke være korrekt at spørge om ikke vi efterhånden er kommet dertil, hvor vi burde se at overveje om ikke det er på tide at komme ud af det kedelige afhængighedsforhold, der hersker imellem stat og medier, og som konsekvens heraf snarest fik skåret navlestrengen over?

Reminiscensen fra tiden, da USSR og DDR herhjemme var forbillede af næsten ikonisk og derfor udødelig karakter, kan da ikke længere have sin gang på jord?

Eller er synet på denne socialistiske, totalitært baserede konstruktion båret af et religiøst beslægtet syn således, at man både fra medie – og politisk hold er uvillig til at lade medierne klare sig selv på de betingelser, som i øvrigt er gældende for de som bærer det hele?

Hvorfor mon en liberal regering dels fastholder og understøtter, og dels bygger videre på en totalitær og autoritær opfattelse?

Er regering, folketing og medier ikke konkurrenceminded længere?

Førnævnte udgangs – og standpunkt, offentligt ansat contra selvstændig erhvervsdrivende, som tangerer absolut urokkelighed, og en indbygget ignorance her overfor, vanskeliggør på sigt dels egen og dels alle andres situation.

Befolkningen deles op i for eller imod offentlig forsørgelse, og retten til at have ret i, at dette er den eneste rette vej.

En ensrettet blind vej.

Som konsekvens af de demokratiske spilleregler vi nærmest forguder, vinder i første omgang den største gruppe, de forsørgede, hvorpå begge ender som tabere; idet de forhold som selvstændig erhvervsdrivende bydes allerede nu er af en karakter, som man skal være idiot med tilbøjelighed til livegenhed for at begive sig ind på.

Hvem i al verden satser 1.000 kr. for at vinde en 50’er?

For at opretholde en rimelig årsløn må den selvstændige erhvervsdrivende være indstillet på at satse mange gange 1.000. kr.

Her er tale om krav og forventninger, som ingen, hverken en distingveret fagforeningsmand eller offentlig ansat selv kunne drømme om at gå ind på.

Debatten om, hvem der har lov til at have ret, burde afløses af frisk nysgerrighed og kvik indsigt således, at argumenters og synspunkters holdbarhed prøves, når de vendes og drejes, og holdes op imod hinanden.

Lakmustesten kaldte vi det.

Tidligere tiders udveksling af syns – og standpunkter for at nå et resultat, synes afløst af monoton monolog.

Diktat hedder det vist nok på gammel dansk.

Offentlighedskulturens modvilje imod stort set alt udefra kommende bevirker også, at synet på de godt 800.000. personer, der forsørger resten, er skeptisk i sit udgangspunkt:

For i sidste ende handler det om statens penge, synes den udbredte opfattelse at være.

Altså, de forsørgedes ret til at forvalte frugten af forsørgernes indsats,

En opfattelse, der præger såvel medier som offentlig ansatte, og såmænd også hos såkaldt liberale og borgerlige politikere.

Folk, der arbejder 70, 80, 90 eller måske flere timer om ugen året rundt, i et forsøg på at holde gang i egen forretning, og derved medvirker til, at andre kan nøjes med at arbejde 38 eller 40 timer om ugen, og desuden som det mest selvfølgelige kan holde fri lørdage og søndage, og derudover har ret til seks ugers ferie, barns første sygedag, og barsel m.m., har forpligtelser, som offentligt ansatte vanskeligt kan sætte sig ind i omfanget og konsekvensen af.

Både de og deres talsmænd værger sig beskedent imod at kende noget hertil.

”Vi vidste ikke noget”, og kan da ikke tage ansvar for noget vi ikke var klar over, synes at være navnet på og konsekvensen af den vej offentligheds kulturen er styret ind på.

Den enkelte offentlige ansat kan have vanskeligt ved at sætte sig ind i baggrunden for, at selvstændig erhvervsdrivende ikke i tilstrækkelig grad deler deres synspunkter; hvorfor det dels er tilladt at yde disse en anden service, og dels at stille andre betingelser end, man selv mener at have krav på.

Denne delen samfundet op i forsørgede og forsørgere, hvor forsørgede først og fremmest har rettigheder og krav, i kontrast til forsørgerne viser sig at have fået den slagside, man med god grund kunne forvente, og som andre allerede for længst har advaret om.

For der er jo flest under andres forsørgelse.

I det lys ser det trist ud, når begavede og veluddannede danskere forlader Danmark.

Det er jo også deres land, og deres evner og kvaliteter har vi brug for.

Ikke mindst, når det tages i betragtning, at disse kapaciteter reelt erstattes af utilpasselige og stærkt ressourcekrævende mennesker, som overordentlig gerne modtager, men nødigt deltager i arbejdet for helheden, må det vist være tilladt både at mene og sige.

Hvilket efter sigende skulle kunne ses som et spejlbillede af forholdene i de lande, de oprindelig stammer fra.

Et forhold, som desuden forekommer overraskende stabilt igennem generationer.

Disse mennesker anbringes, som det mest naturlige på hylden for modtagere.

Både herhjemme og ude.

For har vi ikke pligt til at frelse og forsørge både dem og resten af hele verden?

Skylder vi, grumme, selvoptagede, kristne danskere, ikke andre noget til gengæld for alt det vi har opnået på andres bekostning, måske?

Ve den der løfter et øjenbryn i forbindelse med disse spørgsmål.

Mennesker af den kaliber rejses der skamstøtter af og kastes byger af grimme ord efter.

Evindelig.

Misdæderne dyppes i tjære og rulles i fjer, hvorefter de kan gale alt det de vil.

Denne udstilling til offentlig spot og spe foretages uden blusel af vor tids ypperste; nemlig de rettroende, de såkaldt Ny Frisindede.

De Ny Frisindede, som vel at mærke netop ikke levner andre retten, hverken den moralske eller den håndgribelige ret til at have synspunkter eller opfattelser, som de ikke selv deler.

Så, min barn -og ungdoms liberale var i langt højere grad indstillet på, at andre kunne have en anden opfattelse af tingene, end vore dages Ny-Frisindede kan kapere.

Det tab har vi lidt på demokratiskolens højt besungne alter.

De Ny Frisindedes særlige frisind er betinget af, at de frit kan anvende deres buldrende og bragende tanklignende facon, imens andre høfligt, velopdragent og civiliseret må antages at se til i behørig afstand; indtil vi omsider dybt grebet og derfor spontant højrøstet bryder ud i anerkendende klapsalver, rask bredende sig til stående ovationer, hvorpå vi varmt jublende tilkendegiver vores glædelige overraskelse over denne uendelige række af uovertrufne demonstrationer.

Dette spektakulære krav om at være elsket, ubetinget, er det imidlertid menneskeligt vanskeligt at honorere.

Vi må derfor opfordre vor tids ikke tilstrækkeligt elskede profeter, de ypperste blandt mange, Moralens højborgs Vogtere, alle Ny Frisindede: Gå til Herren; for som han siger:

Lad de små børn komme til mig.

Den 24/7 2011.

Mosbjerg Folkefest 2021

Bestil bøger her - fra
Den Danske Forening

Antologien om
Ole Hasselbalch
  er udkommet>>>

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

                   det frie ord>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>