Et frit Europa.

Der findes omkring 80 millioner tyskere.

De har i lighed med andre lande en udenrigsminister.

Han hedder for tiden Guido Westerwelle.

Oprindelig anklagede han Danmark for at ville afbryde Schengen samarbejdet ved at forstærke den toldkontrol, som her i landet betragtes som et led i kriminalitetsbekæmpelse.

En opfattelse der deles af vore svenske naboer.

Deres forkærlighed for toldkontrol synes at være ni gange så stærk som den på vor side.

NU nøjes Westerwelle med at advare imod at bekæmpe nedlæggelsen af nationalstaten.

Hvilken han tilsyneladende anser for et ulykkesvarsel imod et frit Europa.

En retorik man nødvendigvis skal være enig i for at kunne tilslutte sig.

Reelt må man spørge sig om danskerne i grunden kender tilstrækkeligt til tysk sprog, tankegang og politik?

Senest symboliseret ved vor udenrigsminister Lene Espersens visit i det tyske, hvor hun måtte udstyres med høretelefoner, for rigtigt at kunne forstå, hvad der blev sagt.

Ligesom, man må undre sig over, så lidt dansk politik forstås i det tyske.

For er det ikke rigtigt, at dansk nord for Hamborg i stadigt stigende grad nyder en stadigt højere status?

At det sociale, børnehaver, skole, uddannelser m.m. nu søges af tyskere som ikke på forhånd var såkaldt dansksindede, på baggrund af den EU dirigerede forhøjede brugerbetaling?

Hvilket måske ikke er helt uden forbindelse til, at Flensborgs borgmester dels er dansk og dels EU modstander.

I den forbindelse kunne vi godt driste os til at henstille til det tyske embedsværk om at holde sig orienteret om dansk indenrigspolitik.

Det er kedeligt når man får det indtryk, at i tysk politik anses Danmark ikke blot en lillebror.

Hvilket alt taget i betragtning er både til at leve med og til at forstå.

Men det kedelige indtryk man hurtigt ville kunne sidde tilbage med var i vi anses en uduelig stedlillebroder.

Hvilket hverken er særlig pænt, eller særligt ønskværdigt.

Så selvom Pia Kjærsgaards reaktion på den tyske udenrigsministers udtalelser lå i skinnebenshøjde, har den måske sin berettigelse.

For uanset, hvad der lå til grund for udenrigsministerens udtalelse, skulle der åbenbart tales rent ud af posen på vor side også.

At hverken udenrigs – eller statsminister evnede denne opgave kommer vel efterhånden næppe bag på mange.

EU underkastelsen ligger jo lige for i det man fra pro EU politisk hold ynder at anse:

Et frit Europa.

At EU også nyder støtte i medierne, siger mere om disses ufrihed end noget andet.

Hvilket stiller den tyske udenrigsminister Guido Westerwelles udsagn om et frit Europa i et både realistisk og grelt lys.

For på den anden side af grænsen er brændstoffet tilsynladende i høj grad ønsketænkning.

Hvilket virker besynderligt i et land, hvor nødvendigheden og dermed realiteterne dvs. kendsgerningerne er i højsædet.

For uden kendsgerninger, ingen rimelige resultater.

Og resultater er, hvad vi lever af.

Anderledes kan det ikke være.

Den 7-3-2011.

Bjarke Rosenkilde.