12.07.2011
Grænsekontrol kan være meget godt,
Forfatter: Harry Vinter
men det er hjemsendelser, der løser problemerne
Det tager tid at omstille sig til en ny virkelighed. Det siges, at generalerne arbejder på at forberede den forrige krig. Det samme kan siges om de politikere, som nu vil løse nutidens problemer ved at opsætte fortidens grænsebomme. Det er et paradenummer ladet med national romantik og nostalgisk ”gode gamle dage” illusioner. Men det giver ingen mening i dagens virkelighed og tjener kun til at bortlede fokus fra tidens virkelige problemer.
At tyveknægte kører til Polen med deres koster er et irritationsmoment, som skal bekæmpes, men det er ikke østeuropæere, som truer vor fremtid. Østeuropa har et fattigdomsproblem, og det skal vi hjælpe dem med at løse på en ordentlig måde, for i bund og grund udgør de mennesker, som i generationer har levet mellem Irland og Portugal i vest og Beringsstrædet i øst én og samme kultur. Vi har et fælles kristent kulturelt grundlag. Vi ser ens ud, og vi ser ens på tingene.
Derfor er der heller ingen, der skænker det en tanke, at der bor mange polske indvandrere i Danmark, for de glider naturligt ind og bliver en del af vor dagligdag og ofte en del af vor familie.
Vor fremtid trues derimod af indvandring af folk, som ikke kan blive og ikke vil være en del af vor hverdag og en del af vor familie; folk som danner parallelsamfund og som foragter os i en sådan grad, at de hellere vil slå en datter ihjel end se hende gift med en dansker, - som ikke kan acceptere en dansk svigersøn, medmindre han skifter side og konverterer til islam og bliver en del af deres hadefulde, voldelige og intolerante kultur.
Det er en trussel, som vokser dag for dag - ikke blot i Danmark, men overalt, hvor muslimer møver sig ind på andre kulturer: i Kaukasus, i Indien, i Thailand, i Filippinerne, i Kenya, i Nigeria og i Elfenbenskysten. I Irak førte det udefra påtvungne ”forår” til en ren massakre på landets kristne. I Egypten har ”foråret” medført fornyede kristenforfølgelser og nedbrændte kirker. I Europa opretter de indvandrede muslimer flere og flere ”no-go” områder, som udelukkende kan eksistere i kraft af naiv gavmildhed fra det omgivende produktive samfund.
Samme udvikling er i gang i Danmark, hvor vi fornyelig kunne se på youtube, hvordan beboere i Vollsmose, som modtager bistandshjælp fra danskerne, angriber og håner det danske politi, når det indfinder sig i ”deres” landområde.
Dette problem løses ikke ved ansættelse af et par toldere i Kruså. Den halløj, som dette bagstræveriske initiativ medfører, tjener kun til at fjerne fokus fra ovennævnte altoverskyggende problem.
Før Dansk Folkeparti blev regeringsbærende, havde partiet fat i problemets rod, da Pia Kjærsgaard foreslog, at udenlandske ballademagere skulle hjemsendes tillige med deres familier. Det lå lige til højrebenet at lade dette forslag indgå i de forhandlede økonomiske planer, netop som den geschæftige førtidspensionist og handelsmand Fis Fis bød sig til som argument. At denne dybt kriminelle person kan få lov at blive i landet på grund af sin familie gør det jo oplagt, at familien skal sendes med.
Det påstås fra kredsen omkring Politikens Hus, at muslimerne har et fantastisk familiesammenhold, som vi provinsielle og leverpostejsfarvede danskere kan lære en masse af. Det må derfor anses for en selvfølgelighed, at familien rejser med. Det ville den vel, som følge af sit sammenhold, gøre alligevel.
I dette tilfælde var den ellers altid kulturberigelseshungrende venstrefløj med på en udvisning af Fis Fis. Den ville næppe stille sig på bagbenene mod et forslag, som indebærer store besparelser og som kunne bane vejen for endnu flere hjemsendelser i fremtiden.
Der befinder sig titusinder af Fis Fises slags i Danmark. Mange af dem strømmer ud ad bagdørene i pizzariaer og kiosker, hver gang skat kommer på kontrolbesøg. En hjemsendelse af disse mennesker ville indebære langt større besparelser, end afskaffelsen af efterløn kan indbringe. Blandt andet kunne integrationsmedarbejdere og diverse multi-kulti-konflikteksperter overføres til produktiv beskæftigelse.
Skulle man endelig tale EU-magthaverne imod, var det dog et perspektivrigt område at tage fat på, som næppe kunne undgå at vække sympati overalt i Europa, hvor man alle vegne lider under tilsvarende problemer. Initiativet kunne jo passende krydres med rosende ord og opbakning til regeringslederne i både England, Frankrig og Tyskland, som indenfor de seneste måneder har erklæret, at det multikulturelle samfund er slået fejl.
Så ret dog fejlen!
|