Nok ses, men ikke høres.

Forfatter: Bjarke Rosenkilde.

Følgende fra medierne i den seneste tid:

Forfulgte kristne forlader Tunesien.

Jøderne er gradvist blevet smidt ud af Arabien, for siden at blive hilst velkommen i Israel.

Et Israel, der er købt og betalt af jøder.

Handler, som dengang blev ledsaget af overbærende smil og skuldertræk; idet disse forskellige landstykker blev anset golde og dermed værdiløse.

Nu er turen til religionsforfølgelser for alvor kommet til de kristne mindretal i Arabien.

Her på siden og i bladet DANSKEREN har vi allerede for noget siden, kunnet slå fast, at Kopterne, den oprindelige kristne befolkning i Ægypten er lovlig jaget vildt i hverdagen.

Ligesom, de i Tyrkiet boende kristne, som dette område også var førend det blev erobret, under pavens besøg gav udtryk for, at de føler sig forfulgt.

Pudsigt er det at måtte konstatere, at Tunesien melder sig under religions forfølgelsens faner.

Det havde man vel ikke ventet af dette turist land.

På den anden side, hvilede mediernes hyldest til den såkaldte frihedsrevolution i Arabien måske i høj grad på ønsketænkning.

Noget man nødigt lader vige til fordel for kendsgerninger.

Kedelige kendsgerninger som smilende tv-ansigter ikke helt ved, hvad de skal stille op med.

For deres opfattelse er ofte båret af teenager uskyldig ønsketænkning med udgangspunkt i, hvordan tingene bør se ud, nærmere end i de faktiske forhold.

Og det ville da være rart om man kunne bygge et samfund op på hvis, gid og bare.

Noget sådan ville i så fald henhøre: Utopia.

Nå, ja.

Eller EU.

essen.

 nye medboregere.er humor og satire til helt at sive ud af den danske folkesjæSåledes forekommer kristenforfølgelserne i Arabien ille op med. tropper rykkede ind,ig med en ung pige fra udlandet, som tiden kommer må se sig kasseret.uden, der lyder nogen former for protest.

Hverken fra hid eller did.

Endsige beklagelser.

Slige sager undgår danske medier helst.

På organet for den højeste oplysning, det københavnske statsstøttede dagblad Politiken er nyhedsstrømmen om kristne forfølgelser antagelig slet ikke nået helt frem endnu.

For man plejer at besvime ved modtagelsen af den slags nyheder.

Det har vi ikke hørt skulle have været tilfældet.

Vi har bittert måtte erfare, at den samlede medie nyhedsstrøm er af særdeles selektiv karakter.

Efter sigende, ved man ikke desto mindre ganske meget på medierne.

Desværre, bruges denne viden ofte til at nå temmelig overraskende konklusioner.

Man lader mundskænken varetage det kedelige erhverv.

På gammel dansk hed det censur.

Den slags kedelige udtryk er imidlertid gået af mode.

I dag drejer journalistik sig i reglen om at kunne lave en god historie pakket ind i løgne med et skinnende skær af den ren sandhed over sig.

Så da DR Tekst TV kunne fastslå, at danskerne hellere vil tjene mindre, end at arbejde sammen med mennesker af fremmed herkomst, var reaktionen ganske som forventet:

Danskerne må, skal og bør lære at opføre sig ordentligt.

At der er noget voksne mennesker ikke har lyst til, ændrer ifølge gode medie mennesker med de bedste og omsorgsfulde opdragelse intentioner ikke noget.

Ifølge danske medier, politikere og retsvæsen må voksne danskere helst ikke tænke, tro mene eller sige noget.

De skal som velopdragne børn i de gode gamle dage ses; men ikke høres.

Endelig, er den populære hollandske politiker Gert Wilders hjemme blevet frikendt for anklager om diskrimination og hadsk tale imod islam.

Hvad det sidste så end betyder.

Hadsk tale betyder vel, at ingen må sige noget ufordelagtigt om islam.

Hvem har sagt, at det skulle være tilfældet, at man ikke må det?

Og hvorfor skulle det være tilfældet?

I forhold til, hvad der er overgået først Kaj Wilhelmsen i al stilhed, og dernæst Jesper Langballe og Lars Hedegaard herhjemme i forhold til ytringsfriheden, er vi nok nødt til at belave os på, at vi sammen med resten af EU, og dermed helt i overensstemmelse med den dansk retspolitik, må se yderligere et skærpet ridefoged tyranni i øjnene.

Helt i ånd med de EU venlige tv – og andre medie indslag.

Måske, som et led i åbenheden overfor den muslimske indvandring, vristes humor, ironi, satire og vid ud af den danske folkesjæl.

Begreber som i øvrigt hverken eksisterer i den arabiske eller den øvrige islamorienterede del af verden.

I den forstand, er vi ved at integrere os med vore nye medborgere.

Hvilket sandsynligvis skal opfattes som et godt tegn.

Et land og et folk blottet for humor, liv, lyst og glæde, ansvar og skyld og frimodighed lader til at være næste led i ud renselsesprocessen.

En proces, anført af medierne.

Pænt og stilfærdigt fulgt op af ledere og domstole.

Dette i et land, hvor Kongen en gang lovgav imod at pisse på, og at skære sølvknapperne af tøjet på folk, som var drukket under bordet.

Kongens efterfølgere lader sig blindt diktere af mørkets gerninger:

Vi må skam tale pænt; for ellers kan det få kedelige følger.

Hvilket også gælder til og om folk, som gifter sig med småpiger fra udlandet, der så snart glansen er gået af Sankt Gertrud, må se sig kasseret.

Hvem sagde: Hurra for den lille forskel!

Fanden skøtter sine.

Den 30/6 2011.

Bjarke Rosenkilde.