Det nødvendige.

Om et Land og Rige i forfald.

Tredelingen kendetegner demokratiet.

Dvs. at Den Lovgivende, Den udøvende og Den Dømmende Magt er adskilt.

I vor tid lader denne adskillelse imellem de tre søjler ikke til at være helt i trit med tidens trend.

Desværre, kan man sige.

Og tilføje:

Det står skralt til med demokratiets fjerde søjle.

Pressen, medierne, hvis opgave det er at holde øje med, at demokratiets vartegn holdes skarpt adskilt.

Derfor ligger landet som det gør:

I Retsvæsenet giver Statsadvokaten tilsyneladende lodrette ordre.

Senest kunne DR tekst TV berette, at nu var de lette sager kørt igennem retssystemet.

Så der bliver åbenbart ryddet op, må man forstå.

Derfor, står de tunge sager for tur.

Hvilket passer udmærket med den mangel på respekt for loven, som folk der har været i kontakt med domstolene giver udtryk for at have oplevet i danske retssale.

Ligesom, DR tekst tv tidligere kunne berette om politimesteren i Aalborg, som efter årsskiftet gav udtryk for, at fremover skulle man nok se at nå de normerede 4.500 rapporter p.a.

Pr. mand.

Skønt, en talsmand tidligere gav udtryk for, at det da ikke var sikkert, at der findes så mange lovovertrædere i området.

Han blev sat på plads, af sin nye mægtige chef.

Hun gennemfører med sikker hånd management i politiet.

Således, sikrer den enkelte betjent sig snarest at have opfyldt sin norm, for herefter at kunne beskæftige sig med andet.

Understøttet af domstolene, som i den slags sager; de lette, kalder den enkelte betjent vidne, hvorefter dennes udsagn er nok til at fælde dom.

Skønt, vi bilder os ind, at tvivlen kommer den anklagede til gode samt, at påstand imod påstand uden andet bevis ikke kan føre til dom.

Og skønt, et ministerium og PET længst oppe i retssystemet anses utilstrækkelige vidner.

Denne niveauforskel på håndtering af lovene, og dermed følgende følelse af krænkelse af retssikkerheden, er resultatet af regeringen og Dansk Folkepartis retspolitik.

Her pryder smilet bedst læberne, og hjertet banker anerkendende beroliget, når der på papiret sidder flest muligt fanger fængslet.

Så mange, at der ikke er længere er plads til alle forbryderne i landets fængsler.

En fange koster i omegnen 170.000. kr. om året.

Imens, taler venligt smilende journalister på tv-dannelsesprogrammer til og med hinanden.

Kloge, vidende og dygtige.

Og ikke mindst velbetalt.

Skønt, de dårligt evner at passe deres arbejde.

Slet ikke i forhold til deres musketer ed.

I så fald var medierne ikke mindst præget af den kendsgerning, at over 80. % af de love som vedtages i Folketinget stammer fra EU.

Forordninger og krav vedtaget på et EU embedsmands kontor ekspederes i Folketinget og ophøjes der igennem til lov i Danmark

Således bøjer regering og Folketing sig for EU krav vedrørende skoler, uddannelser og universiteter.

Udviklingen styres af EU glade typer, som de der med stor glæde og selvtillid til tider optræder i medierne.

Skal en universitetsuddannelse i Danmark i lighed med i England mon ende med at koste den studerende 90.000. kr. om året?

Med få undtagelser tier politikerne og medierne om disse forhold.

Hvorfor? må man spørge.

Hvad er politikernes dagsorden mon?

Ud over sig selv.

Og mediernes mon?

Hvorfor ties ligeledes om tilstanden i den danske økonomi?

Vrøvl og bortforklaringer.

Trylleformularer og fjogede smil, pop på klasse b.

Danmark skal af med sin gæld og have nye arbejdspladser.

Iværksættere hedder det.

Efter ti år, har regeringen og Dansk Folkeparti i al stilfærdighed tømt kassen.

Tråden efter Lykketoft med spekulation i mursten synes endeløs.

Ligesom ”Det Offentlige” gives guddommelige egenskaber.

Dansk Folkeparti havde chancen.

Man greb den ikke.

For man ejer tilsyneladende hverken mandsmod eller evnen til at gøre det nødvendige.

Ligesom græske politikere, tør man ikke udsætte sig for folkets ugunst.

Ikke en gang, når man fører krig tør man gøre det nødvendige.

I stedet sættes civile og soldaters liv og helbred igennem generationer over styr.

I al stilfærdighed.

Naturligvis.

En deserteret mellemeuropæisk officer kunne berette, at i Pakistan og Afghanistan knitrer geigertælleren uanset, hvor man befinder sig.

Andre kan i detaljer fortælle om eftervirkningerne af våben, baseret på de beriget uran.

Bare ikke danske medier.

Hverken reklamefinansierede eller skattefinansierede.

Nogle bittert kalder denne udvikling neo-liberalistisk.

Skønt, disse træk: ingen fri presse, intet folkestyre, et retsvæsen og et politi i lommen på politikerne netop karakteriserer kommunisme og fascisme.

Bjarke Rosenkilde.

27-06-2011.