I den værdidebat, der de seneste år har fundet sted i dagspressen, er begreberne  fundamentalisme, totalitarisme og kulturradikalisme blevet centrale dele af det ”skyts’, der fyres af.

Et godt eksempel var, da Europa-Parlamentet i slutningen af oktober nægtede at godkende Italiens kandidat til EU-Kommissionen, den 56 årige italienske Europa-minister, Rocco Buttiglione.

Årsagen var som bekendt, at den begavede professor i filosofi og statskundskab gav udtryk for, at han anså homoseksualitet for at være en synd.

Buttiglione understregede  samtidigt, at man bør skille den private, moralske overvejelse fra den samfundsmæssige.

Rocco Buttiglione forsikrede, som det dannede menneske han er, ”at han som kommisær selvsagt ville værne om alle minioriteter, også de homoseksuelle”.

Men det var ikke nok.

For den socialistiske og kulturradikale del af Europa-Parlamentet med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen, var det helt uspiseligt.

Her sad de overfor en person, der udfra sin overbevisning og samvittighed mente det, han sagde.

For den såkaldte ”humanistiske ” del af Parlamentet, var R. Buttiglione en kætter, der brød nogle grænser, der ikke stod til diskussion eller debat.

Han måtte på bålet øjeblikkeligt !!

Herhjemme kender vi tonen fra Dagbladet Politiken, Det Radikale Venstre, dele af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti.

Vi ved bedst. Vi sidder inde med den højeste oplysning, og den sobre udlægning af hvad, der er politisk korrekt og stuerent.

For mig var denne hændelse et bevis på, at totalitarismen trives i bedste velgående midt i et europæisk parlament, med en fhv. dansk statsminister som en af bannerførerne.

Det var defor glædeligt, at jeg den 4. marts kunne konstatere , at Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, har været en tur i Rom for at lave et interview med ”kætteren”

Rocco Buttilione.

Det er et fremragende interview, E. Bjerager har lavet.

Det fortæller, at EU-Kommissionen er gået glip af en virkelig begavelse og en retskaffen kristen humanist.

Der er i besiddelse af evnen til at tænke.

Erik Bjerager stiller spørgsmålet:

”Hvad kan man lære af Buttiglione-affæren?”

- Den vigtigste lære er, at der i det europæiske parlament findes en anti-kristen lobby og 

én homoseksuel lobby, der har sin egen moralske doktrin. De er villige til at lukke munden på dem, der har en anden holdning end dem selv.

Jeg gjorde det meget klart, at jeg er en stærk forsvarer for ikke-diskrimination. Men det var ikke nok.

De ville ind i min samvittighed og have mig til at sige, at man ikke bør være moralsk anfægtet af homoseksualitet.

Men det kunne jeg ikke, for jeg mener ikke de har ret.

Det ville være imod min samvittighed, og det ville være imod min kirkes lære og de fleste kristne kirker i Europa og den øvrige verden.

Det siges, at da englænderne bragte grev Gordon på skafottet, tilbød de ham frihed og penge for at afsværge sin tro, men han sagde, at ”det er lettere at skille mit hoved fra min krop end mit hjerte fra Gud”. 

Så jeg sagde, at ”det er lettere at skille min bagdel fra kommissærstolen end mit hjerte fra Gud”.

-  Alle, der holder af frihed, bør forene sig i kampen imod de kræfter, der vil bemægtige sig vor samvittighed.”

Rocco Buttiglione mener, at den nye venstrefløj har gjort det til sin sag at gribe ind i den personlige moral.

”De anerkender ikke den liberale forestilling om, at man giver plads og accepterer forskelligheder.”

De er ifølge Buttiglione  ”som en ateistisk kirke” hvor der kun er én sandhed, og den er, at der ikke er nogen sandhed.

Buttiglione  ser ikke lyst på Europas fremtid og arbejder på at skabe en kristen front mod den antikristne bevægelse, der har fået overtaget.

Han hævder, at kristendommen har været et grundlæggende element i udbredelsen af demokratiet såvel i Østeuropa som Latinamerika.

Men mener nu, at der er kommet nye farlige kræfter til magten.

Buttiglione siger bl.a.:

”Vi lever nu i en ny type antikristen kultur. Den oprindelige sekularisme tilbage fra 1700-tallet ville fastholde kristendommens værdier – uden Gud. 

Den store nye bevægelse i europæisk kultur er denne sekulære nihilisme. Troen på intet, der er bundet til en form for totalitarisme. De nye sekularister er snarere optaget af Nietzsche.

Han er en af de filosofiske forfædre til nationalsocialismen. Denne nye sekularisme og nihilisme er langt nærmere knyttet til nationalsocialismen, end de ønsker at erkende.

Den nihilistiske venstrefløj tror ikke på noget, kun på magt.

Derfor har så mange liberalt sindede mennesker, der ikke er kristne, også udtrykt deres støtte til mig.

Det er en ny form  for totalitarisme, der vokser frem. Ikke en traditionel sekularisme.”

Som enhver kan se, er der tale om en person, der rækker længere end blot til dagligdagens overskrifter.

Jeg håber, Poul Nyrup Rasmussen og hans meningsfæller, der vragede Rocco Buttiglione,  læser ovenstående.

Der er nemlig ikke langt fra brunskjorterne til totalitære marxisters meningstyranni, - og til det, der skete med Rocco Buttiglione i Europa-Parlamentet.

Til slut i interviewet spørger Erik Bjerager:

”Hvad med indvandring af muslimer i Europa?”

”De der kommer til Europa, må lære at elske eller i hvert fald respektere vor kultur. Også de religiøse symboler i vor kultur. Netop fordi man selv har en identitet, bør man være i stand til at respektere og sågar elske andres identitet.

Når muslimer kommer til Europa og siger, at korset er et ubærligt, skandaløst symbol, mener jeg, at de hellere skulle tage og blive hjemme.

Jeg er klar til at acceptere muslimske symboler, men den europæiske kultur er humanistisk og kristen, og det skal respekteres.”

Om Tyrkiets medlemskab af EU er Rocco Buttiglione afventende og stiller en række spørgsmål.

Han siger bl.a.:

”Dette er ikke let, vi må overveje det nøje. Der er store muligheder og store problemer  forbundet med Tyrkiet.

Vi har brug for mere tid til at se på hvordan Tyrkiet udvikler sig. Eksisterer der en respekt for menneskerettigheder i Tyrkiet?

Er der religionsfrihed i Tyrkiet? Og frihed til at ændre religion? Frihed for kirkerne til at missionere og konvertere muslimer til kristendommen?”

Jo, det var en intellektuel sværvægter, Poul Nyrup Rasmussen og hans medløbere udstødte fra det europæiske parlamentariske arbejde!!! 

Kilde: Kristeligt Dagblad. Fredag den 4. marts 2005