Anmeldelse af Mogens Camre, Knus Tyrannerne. Erindringer Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2011, ISBN 978-87-92417-20-6

Bogmarkedet er efterhånden fyldt godt op med biografier. Mange af dem er kun af interesse for den snævre kreds, som selv har været tæt på de begivenheder, der skildres. Andre er interessante ved at give et indblik i forhold, der har præget samfundsudviklingen over en bredere flade. Det meste af Camres nu udkomne erindringsbog hører til i den sidste kategori.

Camre har været med igennem det forløb, som førte Socialdemokratiet væk fra partiets traditionelle sti, hvor de gamle dyder og omsorg for borgerne stod i forgrunden, og i stedet i en retning, hvor det afgørende blev et politisk spil, hvis brikker placeredes i stadig stigende afstand til den omgivende virkelighed. Hans i ”inside” beskrivelse af, hvad der foregik i partiet i perioden, er derfor også et velegnet redskab i analysen af, hvorfor grebet om kernevælgerne gik tabt, og hvorfor partiet gik fra at være ”det” store parti og til blot at være et parti, der gang på gang flakker rundt på demagogiens overdrev i forsøget på at genvinde sin gamle indflydelse. Samtidig får vi lejlighedsvis en ganske anden forklaring på begivenheder omkring Camre selv end den, der har fæstnet sig ud fra pressedækningen af samme – og dermed endnu en illustration af, hvorledes vor såkaldt frie presse har røgtet sit hverv.

Det fremgår af biografien, hvorfor Camre ikke selv har kunnet følge partiet under dettes udskridning, men er stået af og har tilsluttet sig Dansk Folkeparti i stedet. Dette er som bekendt i dag det parti, som procentuelt tiltrækker flest stemmer fra Socialdemokratiets traditionelle vælgergrupper, og som har det mest jordbundne syn på, hvad der foregår omkring os.

Med baggrund i erfaringerne sin mangeårige færden ikke blot i det politiske livs irgange, men også i de økonomiske, samfundsmæssige og sikkerhedspolitiske realiteter, som hans gamle parti forkastede, er Camre ubarmhjertigt klarsynet i sin vurdering af landets nuværende muligheder og risici. Med stor logik fremhæver han – som han har gjort mange andre steder – masseindvandringen fra Mellemøsten som den absolut største trussel, vi har stået over for i århundreder.

Med de veje, han afslutningsvis i bogen anviser ud af moradset på dette felt, kan det ikke undre, at vor meningshersende elite forsøger at springe over hvor gærdet er lavest, ved at forsøge at fremstille ham som højreorienteret, i stedet for at modargumentere ham med facts. At beskyldningen ser ud til at røre Camre mindre, end det rører pyramiderne, at sjakalerne pisser ved deres fod, er ud fra det indtryk, bogen giver at hans personlighed, ikke overraskende.

Naturligvis vil mange fornægte, at det forholder sig, som han skriver. En kort bemærkning i bogen om venstrefløjens forsøg på at erobre Journalisthøjskolen i Århus får endog Tage Clausen til at bruge to af spalterne i sin anmeldelse i Jyllands-Posten 4/5 11 på med baggrund i personlige erfaringer fra sin virksomhed på højskolen at påstå, at Camre ser spøgelser. Clausens påstand herom er latterlig. Ved prøvevalg på skolen dengang viste det sig således, at ca. 2/3 af de studerende lå til venstre for socialdemokratiet (jf. undersøgelse refereret af skolens tidligere rektor Arne Ejbye-Ernst i Pressens Årbog 1981-82 s. 189 ff). Anmelderen af nærværende erindrer i øvrigt også, hvad der skete, da en kollega fra Handelshøjskolen i egenskab af ekstern underviser i statistik på Journalisthøjskolen brugte indvandringslobbyens dengang meget anvendte grafisk fremstillede befolkningsfremskrivning – der gav indtryk af en yderst moderat udvikling i antallet af udlændinge fra den 3. verden - som et eksempel på svindelagtig brug af statistisk materiale: Nævnte kollega fik sparket og kom aldrig mere til at undervise på Journalisthøjskolen.

Ole Hasselbalch