08.05.2011

Flertal til Scottish National Party åbner for folkeafstemning om et selvstændigt Skotland

Forfatter: Poul Vinther Jensen



Flertal til Scottish National Party åbner for folkeafstemning om et selvstændigt Skotland

Scottish National Party (SNP) fik ved valget i går absolut flertal i Skotland. Det baner vejen for en afstemning om et selvstændigt Skotland, som er partiets ultimative drøm. Dermed har SNP og dets leder, Alex Salmond, overgået selv de mest optimistiske meningsmålinger.

Sejren til SNP er en personlig sejr for Alex Salmond, der har formået at vende partiet fra useriøs nationalisme til at være et ansvarligt parti.

Professor Tony Travers fra London School of Economics karakteriserer Alex Salmond som en af de bedste og mest sofistikerede politikere i Storbritannien i dag.

Partiet har ledet en mindretalsregering gennem den seneste valgperiode, hvor partiet har samarbejdet på skift med de andre partier for at finde flertal. Partiet er ikke et højrenationalt parti, men ligger mange steder til venstre for arbejderpartiet Labour. I de forløbne fire år har partiet fastfrosset kommuneskatten, afskaffet gebyr på recepter og fastholdt, at universiteter er gratis. Beslutninger, som har været med til at give et stort underskud – men politikken har givet pote hos vælgerne.

"Jeg håber, at dette resultat vil bringe en ende på negativiteten og skræmmebillederne i skotsk politik – så ikke flere fornærmelser mod det skotske folks intelligens," sagde Alex Salmond, da det absolutte flertal var i hus.

I valgkampen har kravet om et selvstændigt Skotland været nedprioriteret. Men med flertallet i hus vil partiet gennemføre en folkeafstemning om et selvstændigt Skotland. Men i lige præcis det spørgsmål har partiet ikke samme opbakning fra vælgerne. Kun en tredjedel er i øjeblikket klar til at kappe båndet til resten af Storbritannien.

Scottish National Party passerede de magiske 65 mandater i det 129 mand store parlament. En gevinst på 22. Labour tabte 10 mandater og endte med 29 pladser, mens De Liberale Demokrater mistede 13 pladser og nu er nede på 4. Dermed er de konservative nu det tredjestørste parti i Skotland med 9 mandater.

Poul Vinther Jensen

Kilde: Bjarne Nørum, Kristeligt Dagblad 7. maj 2011.

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810