11.03.2011
Sigurd Høy 1911 – 2011
Forfatter: Peter Neerup Buhl
"Ét ved jeg, som ej dør: Dommen over den døde."
"Formue dør, Frænde dør, selv dør man ligervis, ét ved jeg, som ej dør: Dommen over den døde."
Godt tre måneder før sin 100-års dag døde fhv. luftkaptajn Sigurd Høy, Danmarks nok flittigste læserbrevsskribent mod indvandringen. En nøgtern, klarttænkende hædersmand og gentleman som kun få, en mand af den gamle skole i mere end én betydning. Endnu i fjor fik han trykt sine rammende, velformulerede domme over tidens uforstand i danske aviser. Hans tit korte læserbreve rummede mere visdom end tykke bøger fra alskens "eksperter". Han skuede lige ind til problemernes kerne og behøvede ikke sylte sin holdning ind i overflødige ordflommes gevandter.
Sigurd Høy havde sine meningers mod, var med i Den Danske Forening fra starten og politisk en trofast glistrupianer. Selv om han formulerede sig kort i sine avisindlæg, kunne han på tomandshånd tale om politik i timevis, uden at det blev kedeligt. Jeg husker med glæde mine besøg hos ham i hans fornemme, selvbyggede sommerhus, som han ville testamentere til Dansk Flyvehistorisk Union, der også nød godt af hans engagement. Sigurd Høys stol står nu tom, og ingen vil kunne tage hans plads. "Formue dør, Frænde dør, selv dør man ligervis, ét ved jeg, som ej dør: Dommen over den døde."
|