Af: Morten Uhrskov Jensen

Institut for Menneskerettigheder er selve symbolet på den nedgradering af retsstaten, der finder sted i Danmark i disse år. Tror man, at Institut for Menneskerettigheder er en neutral instans, har man ikke begrebet ret meget. Bilder man sig i det hele taget ind, at menneskerettighederne er til for at forbedre menneskers retssikkerhed, forstår man endnu mindre. Ideen om såkaldte universelle rettigheder har fra begyndelsen været en afsindig tanke, fordi rettigheder i praksis altid er konkrete, givet af en lovgiver. Man bør så være taknemmelig for at bo i et land, hvor lovgiver er demokratisk valgt og følgelig kan afsættes, hvis tilstrækkelig mange finder det nødvendigt.

Universelle rettigheder derimod vil altid og uden undtagelse blive brugt til at skabe rettigheder for bestemte grupper, som er udset som ofre for hvad som helst. At der påstås noget helt andet, er inderlig ligegyldigt. Vi tror jo heller ikke på den kriminelle, der bedyrer, at han i virkeligheden ville det bedste. Så længe Danmark derfor officielt hylder menneskerettighederne, så længe befinder Danmark sig ikke på retsstatens grund, men på den fundamentale uligheds grund.

Og nu er Institut for Menneskerettigheder så igen ude i deres ulighedsskabende anliggende. Denne gang handler det om forbrydelser rettet mod mennesker alene på grund af f.eks. deres etnicitet eller seksualitet. Og det ser jo agtværdigt ud at ville oplyse om denne modbydelige kriminalitet, hvor ofrene bliver ofre kun i kraft af at være noget bestemt.

Lisbeth Garly Andersen præsterer imidlertid at hælde ord ud af munden om hadforbrydelser uden at komme i nærheden af, at en rystende stor del af disse givetvis bliver begået af personer med ikke-vestlig baggrund, oftest muslimsk, og at ofrene for disse forbrydelser efter alt at dømme er etniske danskere, ateister, kristne og jøder.

Lisbeth Garly Andersen er oven i købet flabet nok til at tale om mørketal, altså forbrydelser, der ikke bliver anmeldt, f.eks. på grund af frygt. Er der nogen, der har lyst til at gætte på tilstandene i landets ghettoer, når det gælder forholdet mellem forskellige minoritetsgrupper og de danskere, der må se deres tilværelse stedse forværret som følge af den kulturelle fremmedgjorthed, som masseindvandringen har medført?

Hvordan kan jeg nu sandsynliggøre den påstand? Det er ikke svært, når man ser på de groteske kriminalitetstal, der står at læse bl.a. på side 144 i publikationen Indvandrere i Danmark 2010.
Åndeligt korrupt
Alt dette vil vi imidlertid aldrig høre fra det i sagens natur åndeligt korrupte Institut for Menneskerettigheder. I stedet vil instituttet fortsætte med at bruge skatteyderkroner til at tampe danskerne med. Dets medarbejdere vil mere eller mindre subtilt, mere eller mindre afstumpet, fortælle danskerne, at de skal indordne sig, at de skal underkaste sig deres nye ikke-folkevalgte herrer i Institut for Menneskerettigheder.