Indvandring eller efterløn

Det er i Jyllands-Posten 4/1 kommet frem, at tilrejsende fra Pakistan, Afghanistan og tilsvarende steder nu får asyl i anledning af jordstridigheder, familieklammerier og tilsvarende fortrædeligheder hjemme. Så nu er det bare om at finde på en god historie, så er den varige opholdstilladelse i det danske velfærdssystem sikret.

25 års letsindigheder med udlændingelovgivningen har mangedoblet PET’s arbejdsopgaver, uden at vi kan føle os sikre alligevel. Samtidig er der ifølge velfærdskommissionens betænkning af 2005 påført os en udgift, som for hver eneste tilrejsende fra fjerne himmelstrøg over et livsforløb svarer til en mindre strandvejsvilla, nemlig 2,6 mill. kr.

Det er formentlig langt i underkanten – der kan føres sandsynlighedsbevist for, at de fremmede koster os flere hundrede milliarder årligt. Men lad os da bare tage det lige nævnte tal:

Hvis et liv regnes til 70 år giver det ca. 37.000 kr. om året pr. stk. – fraregnet den kædeindvandring, disse mennesker erfaringsmæssigt altid er i stand til at sætte i værk. Regnes ydermere med et reelt tal på formentlig ikke under 500.000 fremmede i den kritiske gruppe, nås stort set det beløb, efterlønnen koster årligt.

Zoombieagtigt messende om ”de internationale konventioner”, som overhovedet kun på vore kanter tages højtideligt, interesser politikerne sig desuagtet mere for at afskaffe efterlønnen.

Åbenbart er tilliden stor til, at danskerne ikke fatter sammenhængen mellem fremmedudgifter og velfærdsniveau.