10.12.2010

Den snigende fare

Forfatter: Bjarke Rosenkilde

Islam har altafgørende indflydelse på muslimers offentlige liv

Islam har altafgørende indflydelse på muslimers offentlige liv.

Lovene er permanente og universelle.

Hvorimod islamismen for tiden er mere udbredt og mere magtfuld end for f. eks. fyrre år siden.

Det Muslimske Broderskab er den vigtigste islamistiske organisation.

I 1920’erne forvandlede Hassan al-Banna i Ægypten islam til en ideologi.

Han overførte de totalitære ideer fra Tyskland, Lenin, Stalin og Italien og indsatte islamisk indhold i en totalitær struktur.

Islamisme er et moderne fænomen, ligesom fascisme og kommunisme.

Skønt muslimer er de mindst velhavende og mindst magtfulde, så lyder den islamske opskrift på succes:

Anvend islamisk lov; lev ved den, og udbred den.

Både jødedom og islam er baseret på love.

Hvilket vi kalder lovreligion.

De jødiske er begrænset til private love, imens islams love gælder såvel privat som offentligt.

Eksempelvis er der lov for krigsførelse i islam.

Islam er en monoteistisk religion, ligesom jødedom og kristendom.

Hvorimod islamisme er en radikal utopisk ideologi, ligesom fascisme og kommunisme der, som sagt er inspireret af 20’ernes totalitaristiske tankegang.

Blandt andet beundret af Adolf Hitler.

Vejen til sejr over islamismen vil sikkert ligge imellem to yderpunkter.

Sejren over fascismen i stål og blod i 1945 på den ene side.

På den anden, kommunismens endeligt, tvunget i knæ af flere forskellige faktorer, bl.a. økonomisk; men dog i sammenligning uden vold.

Lige nu styrker demokratiet islamismen.

Hvorfor man bør gå varsomt til værks.

En nedkæmpelse af islamismen kræver brug af alle midler:

Fra udkæmpelse af glødende krig til udkæmpelse af kulturel krig. Herunder diplomati og økonomi.

Krig handler principielt om ideer.

Derfor handler krigen imod islamismen ikke kun om krig imod terror.

Derimod om krigen og ikke mindst opmærksomheden imod de ikke voldelige midler som islamisterne anvender.

De arbejder i det lovgivende, det dømmende og det udøvende system, samt i skolerne og medierne.

I England har man hurtigt og effektivt opnået for islamisterne gode resultater, for os andre set foruroligende resultater.

Siden det i første omgang er lykkes at stække iranernes aggressivitets kapacitet, og siden iranerne arbejder på at befri sig for islamisterne, udgør Tyrkiet med sin ikke voldelige tilgang både nu og på sigt den største islamiske trussel.

Her spiller reformmuslimerne en afgørende rolle.

Disse bør opmuntres.

For det er ikke nok at besejre islamisterne, deres tilhængere må tilbydes et alternativ.

Når islamismen kan stige i antal og indflydelse, kan den også falde, så den er ikke nødvendigvis uforanderlig.

Så selvom muslimske elever anser sig i besiddelse af en overlegen ide, en overlegen civilisation, et udgangspunkt, det har vist sig umuligt at bekæmpe med sekulære humanistiske ideer, skal man regne med, at islamismen skal bekæmpes indefra.

Ideer fra islam må argumentere med andre ideer fra islam.

 

Muslimer har samme rettigheder og ansvar som alle andre.

De har blot ikke særlige rettigheder.

Når muslimer kommer til Vesten, må de acceptere den vestlige tilværelse.

De kan kræve en rimelig tilpasning inden for det eksisterende system.

Men de kan ikke ændre systemet som sådan.

Islamisterne forsøger at ændre systemet.

Det hverken kan vi eller skal vi finde os i.

Sammenlignet med USA står det klart at en kombination af fordomme og velfærd forklarer meget af den situation, som muslimer i Europa befinder sig i.

Den amerikanske journalist Christopher Caldwell hævder i bogen: On the Revolution in Europe, at den muslimske indvandring vil ændre Europa fundamentalt.

Europa står overfor store problemer og dystre valg for fremtiden.

Det ene medfører flere muslimer, mere islam, mere islamisk lov, og mere islamisering.

Den anden mulighed er mere modstand imod islamisering.

Over alt vokser antiislamiske følelser frem.

Den udbredte modstand hos lederne imod at betragte disse følelser som legale kendsgerninger, risikerer at medvirke til overfladisk populisme, fascisme, borgeropstand og vold.

Scenarier mange danskere allerede tidligt så i øjnene og gav udtryk for.

Desværre uden at blive taget alvorlig.

Hverken nu eller da.

Derfor står vi i en kedelig situation skabt af såkaldt ansvarlige politikere, medier og medløbere af den gode mening, som tilmed understøttes af EU, den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Heraf skal de samme medvirke til at løse de problemer, som deres ulyst til at se kendsgerningerne i øjnene har skabt.

Gud bevare os.

 

Kilder: Daniel Pipes, Historiker.

Interview i Citizen Times, Berlin. Den 1. December 2010.

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2018
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>