05.12.2010
Farvelfærd?
Forfatter: Harry Vinter
Indvandrerne modtager i gennemsnit 2,6 millioner kr. mere over livsløbet, end de betaler
Farvelfærd?
Det danske velfærdssamfund er nu ved at bryde sammen. Indvandrerne fra de mindre udviklede lande modtager i gennemsnit 2,6 millioner kr. mere over livsløbet, end de betaler til den offentlige sektor, har Velfærdskommissionen fastslået. Private beregninger viser endda, at de formentlig belaster det danske velfærdssystem endnu mere.
Da indvandringen til Danmark tog fart i slutningen af 1980-erne opstod en hårdkogt diskussion om omkostningen for det danske samfund. Generelt ville de gamle partier ikke tage stilling til den økonomiske side af sagen. Den nuværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech sagde f.eks. ”Den danske Forening ... har lavet et helt urealistisk regnestykke, der hævder, at flygtninge koster Danmark 10-12 milliarder kr. om året. Vores tal viser, at det tal er alt for højt“ (Berlingske Tidende 24/9 1989). Hun sagde også: ”De tal, som Den Danske Forening kører frem med, er helt uansvarlige og uetiske. Det er også utiltalende at gøre befolkningsgrupper op i penge. Det vil jeg ikke være med til” (Information 19/1 1990).
I 1995 udregnede økonom Ebbe Vig i Danskeren udgiften til indvandrere og flygtninge – altså dem, vi kan kalde ”de fremmede” - til realistisk set alt inklusive at være ca. 56 milliarder årligt (Danskeren nr. 1/1995 s. 3, http://dendanskeforening.dk/files/files/DK-1a-1995.pdf ). Det svarede til omkring en halv snes tusinde kr. pr. indbygger: Mand, kvinde, barn, voksen, gammel etc. Artiklen suppleredes med den sigende leder ”Farvelfærd”.
1995-modellen for beregning af fremmedudgiften
Han nåede frem til beløbet på følgende måde:
En udgiftsberegning – f.eks. på et husholdningsbudget – vil normalt foregå på den måde, at man gør de enkelte udgiftsposter op og dernæst lægger alle posterne sammen. Det har politikerne imidlertid forhindret, når det gælder fremmedudgifterne. For kun meget få af dem er oplyst særskilt – det meste er stukket af vejen under alle mulige uigennemskuelige rubrikker.
Grundlaget for beregningen var derfor en ”baglæns” opgørelse:
Han tog udgangspunkt i det samlede statslige og kommunale udgiftsbudget på 607 mia. i 1995.[1] Vi vidste også, at der var 5,2 mill. mennesker i Danmark. Og vi kunne ud fra Danmarks Statistiks undersøgelse nr. 43/1991 beregne, at ud af disse var i hvert fald 190.000 fremmede - hvortil kom et sandsynligt mørketal på ca. 95.000 fremmede.
Disse 5,2 mill. mennesker – danskere og fremmede - deltes altså om at bruge ca. 607 mia. kr. Men hvordan fordelte udgiften sig mellem dem? Trak en gennemsnitsdansker f.eks. lige så meget på de sociale ordninger som en gennemsnitsfremmed?
Nej, det gjorde han ikke! Det viste oplysninger om fremmedbelastningen på en række felter, som kunne hentes f.eks. hentes i Socialministeriet. En undersøgelse her viste således, at 87 % af flygtningene bliver varige bistandsklienter, og at der blandt de resterende 13 % var mange, der var under uddannelse, eller som modtog anden form for støtte. En enkeltopgørelse fra Århus viste i øvrigt, at udgifterne til kontanthjælp var blevet fordoblet på fem år og i 1993 udgjorde udbetalingerne til flygtninge 19 % af den samlede kontanthjælpsudbetaling (Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen nr. 4/1993).
Herefter opgjordes i cirkatal antallet af fremmede og antallet af danskere. Og ud fra aldersfordelingen i disse to grupper opgjordes endelig, hvad de hver især belastede samfundsøkonomien med på grundlag af de fundne deltal for de enkelte udgiftsposter.
På dette grundlag nåede Vig frem til en udgiftsfordeling, der viste, at de fremmede i 1995 – sandsynligvis - belastede budgetterne med de omtalte ca. 56 milliarder kroner.
Hvad indebærer modellen her i 2010?
Vi har spurgt Ebbe Vig, hvorledes en tilsvarende beregning vil se ud her i 2010. Han oplyser følgende:
Ved udgangen af 2009 er her ikke under 600.000 fremmede fra ikke-vestlige områder, når disse opgøres som summen af udenlandske statsborgere samt fremmede tildelt dansk statsborgerskab og disses børn og børnebørn.[2]
Siden 1995 er antallet af etniske danskere således gået tilbage med ca. 7 promille pr. år[3] fra dengang ca. 5,0 mill. Vi er med andre ord kun 4,5 mill. etniske danskere ved udgangen af 2009. Danmarks indbyggertal opgøres ikke desto mindre i dag til ca. 5,5 mill.
Regner vi ud fra den i 1995-beregningen anvendte proportionalitet mellem antal og udgifter, skal de dengang ca. 56 mia. kr. altså ganges med rundt regnet 3, da der er ca. tre gange flere fremmede.
Men lad os prøve at komme tættere på det aktuelle billede.
Det offentlige budget i dag har en større samlet total driftsudgiftssum og derfor også langt højere udgifter på velfærdsposterne. Se om den funktionelle udgiftsopdeling i dag i Danmarks Statistiks Statistikbank, klassifikationen af offentlige udgifter efter funktion og tid.[4]
- Det bemærkes i øvrigt i relation til denne tabel, at post nr. 10 (Social beskyttelse) viser en stigning på mere end 102 mia. kr. (29,5%) og post 7 (Sundhedsvæsen) en stigning på mere end 38 mia. kr. (35,6%) på blot 5 år.
Af spredte enkelteksempler, der belyser de aktuelle fremmedudgifter, kan nævnes: I Århus modtog knap 1/3 af alle ikke-vestlige 40-64 årige kvinder førtids- eller socialpension i 2008 – svarende til 32,1 % (Jyllands-Posten 21/2 2009 http://jp.dk/indland/aar/politik/article1609891.ece). På landsplan var antallet førtidspensionister blandt indvandrerne i 2008 blevet knap tredoblet på 10 år (Berlingske Tidende 2/4 2008 http://www.berlingske.dk/danmark/indvandrere-stormer-paa-foertidspension ). I Gellerup Planen er 80 pct. af indbyggerne på overførselsindkomst (Aarhus.dk 16/10 2009 http://www.aarhus.dk/default.asp?id=1278&AjrDcmntId=13432 ). Antallet af indvandrere på førtidspension i Århus steg med 99,7 % på fem år (JP Aarhus 21/2 2009 http://jp.dk/indland/aar/politik/article1609891.ece ).
Dels som følge af aldersfordelingen og arbejdsmarkedstilknytningen (der er markant anderledes blandt fremmede fra ikke-vestlige lande end hos danskerne og andre fra vestlige lande), og dels som følge af et større individuelt forbrug blandt de fremmede ikke-vestlige beregnede Velfærdskommissionen i sin delrapport fra maj 2005, at de ikke-vestlige fremmede konsumerer 3,47 gange mere af velfærdsposterne i gennemsnit end danskerne gør i gennemsnit. Ikke-vestlige således koster 2,6 mill. kr. og danske 750.000 kr. over livsforløbet, hvilket giver overtyngden for ikke-vestlige på 2,6/0,75 = 3,47.
Vi kan herefter fordele udgifterne på de centrale velfærdsposter eller hele det offentlige budget efter følgende model, hvor x står for de fremmedes procentvise andel af velfærdsforbruget, og 1-x for danskeres og andre vestliges andel af velfærdsforbruget: x/(1-x) * 0,89/0,11 = 3,47, hvor 0,11 er fremmedandelen (nemlig 600.000 i forhold til 5,5 mill.). Forudsætter vi, at den af Velfærdskommissionen beregnede 3,47 ”overtyngde” er gældende, udgør de fremmedes procentvise andel af velfærdsforbruget (x) i 2010 30,0 procent af det offentliges samlede velfærdsposter eller 0,30*751,892 mia. kr. = 225,6 mia. kr.
Ud fra de samlede offentlige driftsudgifter på 1.012.881 mia. i dag (2010), altså medregnet de poster, der ikke er velfærdsposter, kan udgifterne til de 600.000 ikke-vestlige indvandrere herefter beregnes til 303,8 mia. kr.[5]
Til sammenligning konsumerer 600.000 gennemsnitsdanskere 65 mia.kr. på velfærdsbudgettet (iht. danskernes aldersfordeling og arbejdsmarkedstilknytning). Havde det stillet sig ligedan med de fremmede, havde vi haft 225,6 mia. minus 65 = 160,6 mia. til andre formål eller skattelettelser. F.eks. kunne danskerne have fået en skattelettelse på 29.200 kr. pr. år i gennemsnit (reelt meget mere pr. skatteyder, fordi børn og mange unge ikke betaler skat), hvis man havde sparet de 160,6 mia. kr. hvert år.
I 2009 indkrævedes ifølge Danmarks Statistiks statistikbank (under offentlige finanser) 800,457 mia. kr. i skat og afgifter. I 2010 skulle skatterne altså nødvendigvis have været hævet, hvis der skal være balance i forhold til de planlagte udgifter i på 1.012.881 mia. dette år.
Andre opgørelser?
Nogen sikker opgørelse af de samlede fremmedudgifter er aldrig foretaget fra officielt hold. Men i Økonomisk Oversigt fra december 1997 (s. 173 ff) opgjordes i Marianne Jelveds tid som økonomiminister flygtninges og indvandreres (negative) betydning for de offentlige finanser pr. 1995 til 10,3 milliarder.
Dansk Folkeparti udregnede i 1997 de dengang direkte opgørlige tal til ca. 30 milliarder. Denne udregning karakteriseredes af specialkonsulent Carsten Petersen i Danmarks Statistik i Jyllands-Posten 12/9 1997 som værende blevet til på et sagligt grundlag.
I Velfærdskommissionens beretning fra marts 2005 Fremtidens Velfærd og Globaliseringen siges (s. 26):
”Indvandrere fra mindre udviklede lande modtager derimod mere fra de offentlige kasser, end de bidrager. Det skyldes, at de både har en lav erhvervsdeltagelse og som regel ikke forlader landet igen, inden de bliver gamle. De modtager i gennemsnit 2,6 millioner kr. mere over livsløbet, end de betaler til den offentlige sektor.
…
Hvis man hypotetisk forestiller sig, at indvandringen fra disse lande fremover øges med 5.000 personer om året, ville finansieringsproblemet blive forværret. Stigningen ville svare til, at bundskatten permanent skulle sættes op med godt to procentenheder.”
I Jyllands-Posten 30/3 10 oplyses ud fra en analyse foretaget af Nykredit, at omkostningen ved indvandrernes markant mindre tilstedeværelse på arbejdsmarkedet i dag svarer til 24 milliarder om året.
Perspektivet
I Berlingeren den 29/3 10 oplyser MF Eyvind Vesselbo, at det hul i udlændingeloven, Regeringen og Dansk Folkeparti lukkede med indførelse af 24-årsreglen, nu omgås på den måde, at indvandrere i stedet kommer under påskud af, at de er ”studerende”. Der blev givet opholdstilladelser til 370.198 personer i årene fra 2002 til 2009 oplyser han – næsten 100.000 flere end i hele Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001, skriver han.
Den Danske Forenings kommentar
Det ville være betryggende, hvis der kunne påvises fejl i Ebbe Vigs udregninger.
Vi opfordrer alle, der måtte kunne korrigere dem, til at indsende deres indvendinger!
Under alle omstændigheder ligger det imidlertid fast, at vort velfærdssystem er indrettet ud fra andre forudsætninger mht. befolkningens sammensætning end dem, der er realistiske ud fra den indvandring fra ikke-vestlige lande, som har fundet sted. Den danske velfærdsordning vil allerede af den grund ikke kunne opretholdes.
Den Danske Forening er på denne baggrund ude af stand til at fatte, hvorfor der vedblivende er så lidt forståelse for, hvorledes indvandrere fra disse områder under alle påskud presser sig ind Danmark, uden at det søges effektivt forhindret, og hvorfor skiftende regeringer ligefrem sætter ind på at få dem bosat varigt her.
”Masseeksporten af arbejdspladser samt masseimporten af socialudgifter og etniske konflikter kan … meget vel føre til socialt, økonomisk og politisk sammenbrud. Men om dette tales der ikke meget. Fortielser, bortforklaringer og udenomssnak … hersker.”
Ole Hasselbalch, Jyllands-Posten 25/1 1994
”Realiteten i dagens situation er, at de driftigste elementer fra alle mulige lande maser sig ind i Danmark i en tilsyneladende endeløs strøm. Og politikerne har valgt at varetage disse menneskers interesser ikke blot på bekostning af andre og mere nødlidende fremmede, der er blevet hjemme, men også på bekostning af danskere, som ikke har tilsvarende personlige ressourcer og pågående lobbygrupper til at sikre sig bevågenhed.”
Ole Hasselbalch, Jyllands-Posten 3/12 1992
[1] De i 1995-beregningen oplyste 603 mia. kr. i samlede offentlige driftsudgifter i 1995 er af DS rettet til 607 i de seneste udgivelser.
[3] Den etnisk danske fertilitet oplyses ikke med ordentlige data fra officiel side. Det må skønnes, at danske kvinder allerhøjest føder 1,3 barn i gennemsnit. I regneeksemplet sættes etnisk danske kvinders fertilitet ikke desto mindre så højt som til 1,7 barn. Dette er godt 19 % for få børn til reproduktion (2,1*(1-0,19)=1,701) over den fertile periode på ca. 30 år. Det giver altså med sammensat rentesregning et fald på 7 promille pr. år.
[5] Vi kender ikke det nøjagtige antal ikke-vestlige indvandrere. Ud fra forskellige forudsætninger mht. antallet kan imidlertid opstilles følgende tabel over udgifterne:
|