04.12.2010
Om Jesper Langballe-sagen
Forfatter:
JESPER LANGBALLE: En anklagets sidste ord. om § 266 b
Dansk Folkepartis Jesper Langballe stod ved retten i Randers i går anklaget for overtrædelse af »racismeparagraffen« på grund af en artikel i Berlingske Tidende 23. januar om bl. a. muslimske æresdrab. Han erklærede sig fra retsmødets begyndelse skyldig i tiltalen med den begrundelse, at han på grund af en underlødig straffelovsparagraf ikke kunne føre sandhedsbevis og derfor var dømt på forhånd. Det cirkus ville han ikke deltage i, sagde han. Som anklaget havde han det sidste ord, og her er hans afsluttende tale om § 266 b.
Af JESPER LANGBALLE, MF ( DF)
I min personlige optik er det ikke først og fremmest mig, der i dag er på anklagebænken, men straffelovens § 266 b, som jeg er dømt efter. Denne paragraf er en skændsel for retssamfundet. Den blev formuleret i 1971 og fremsat af den daværende konservative justitsminister Knud Thestrup som en implementering af FN-konventionen fra 1965. Den blev vedtaget af et enigt folketing - bortset fra SF, hvis ordfører Poul Dam argumenterede intelligent og retsindigt imod dette ideologisk betingede indgreb i ytringsfriheden. Han sagde også, at med denne lovparagraf blev det nazistisk inspirerede ord »race« indført i dansk lovgivning - en grim overtagelse af Hitlers racetænkning. Og det i Grundtvigs fædreland, hvor vi aldrig har sorteret folk i racer - dette rent biologiske begreb - men i stedet har skelnet mellem folk og nationer, fordi vores nedarvede grundholdning ikke er biologisk, men historisk. Hverken Poul Dams argumentation i Folketinget eller Søren Krarups i pressen mødte nogen som helst principiel modargumentation fra andre politikere.
Kritikken har imidlertid været noget nær profetisk.
For netop som en sådan begrænsning af ytringsfriheden er paragraffen blevet brugt. Den er da også udsprunget af visse FN-kredses trang til at gøre deres egen retfærdige humanisme til det eneste tilladte synspunkt - nemlig det synspunkt, at der i lighedens navn ikke må eksistere forskelle mellem folkeslag og nationaliteter. Det allerværste er dog i mine øjne, at paragraffen medregner »tro« til de kategorier, der ikke må tales nedsættende om.
Jamen, hvem kan da have noget imod, at folk ikke forhånes eller nedværdiges? - Ingen selvfølgelig! Problemet er blot, at det, som enhver ordentlig teolog - f. eks. jeg selv - opfatter som saglig religionskritik, det opfatter en del andre som forhånelse og nedværdigelse, heriblandt det altovervejende flertal af muslimer. Religionskritik er en livsnerve i evangelisk-luthersk tænkning og dermed i dansk tankesæt - i særdeleshed kritisk behandling af kristendommen selv ( eksempelvis bibelkritik). Uden en uindskrænket frihed til religionskritik, ingen kristelig teologi. Men i de muslimske lande kaldes religionskritik for blasfemi og forhånelse og straffes med døden.
Jeg har været sognepræst i 32 år. For at blive det måtte jeg underskrive et præsteløfte, hvori jeg bl. a. forpligtede mig til at »bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse«. Bekæmpe (!). En præst, der lever op til sit præsteløfte, udsætter sig i princippet dagligt for anmeldelser for overtrædelse af § 266 b. I princippet, ja. Når sådanne sager alligevel ikke forekommer i praksis, er det selvsagt fordi man kan forudse de stærke reaktioner, det ville medføre, at en præst blev retsforfulgt for sin legitime embedsførelse. I grunden understreger det kun den vilkårlighed, som forvaltningen af denne straffelovsparagraf er henvist til.
Vi er altså med racismeparagraffens formulering prisgivet en så bred fortolkningsvifte af, hvad det er at »forhåne« og »nedværdige«, at resultatet må betegnes som den rene vilkårlighed. Vi taler jo ikke blot om muslimerne, men også om de danskere, der af politisk korrekthed vil frede herboende muslimer for alt, hvad de selv ser som forhånelse.
Vi så det under Muhammed-krisen. Jyllands-Posten ledsagede de berømte tolv tegninger af Muhammed med en tekst, hvori avisen sagde, at muslimer, der bor i Danmark, ligesom alle andre må finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«. Avisen sagde ikke, at hån, spot og latterliggørelse er et formål i sig selv eller er moralsk retfærdiggjort. Den sagde blot, at det er den legale risiko, man er udsat for ved at leve i et land med ytringsfrihed. Det er det, som alle i Danmark, også muslimerne, må være klar til at finde sig i.
Ordene vakte sine steder stor forargelse.
Men Jyllands-Posten havde ret. Hvis staten vil totalsikre borgerne mod hån, spot og latterliggørelse, så er der ingen ytringsfrihed. Men det er også indlysende, at alt dette vil være uforståeligt for den rettroende muslim.
Iøjeblikket sidder den kristne pakistanske kvinde og mor Asia Bibi i en fængselscelle i Punjab -distriktet og venter på eksekutionen af en dødsdom for blasfemi. Som kristen var hun blevet systematisk chikaneret af andre kvinder i landsbyen, der var blevet hidset op af de stedlige imamer.
De stemplede hende som »uren« og ville tvinge hende til at omvende sig til islam . En dag besvarede hun mobningen med ordene: »Jesus døde på korset for at frelse alle mennesker fra synd og død.
Hvad har Muhammed gjort for jer?« På grund af de ord blev hun først gennemtæsket, dernæst arresteret, slæbt for retten og dødsdømt. Pakistans præsident har overvejet at benåde hende, men trak i land, da de religiøse overhoveder truede med oprør, hvis Asia Bibi blev benådet.
Vilkårlighed bliver uvægerlig konsekvensen af ideologisk lovgivning. Ideologen tror så brændende på sit eget standpunkts retfærdighed, at han gerne vil ophøje det til det eneste tilladte standpunkt. Men da vi trods alt ikke lever i en totalitærstat, men i et frit samfund med tradition for ytringsfrihed og en hæderlig retsorden, så bliver den praksis, som den ideologiske lov afstedkommer, ganske principløs. Kort sagt: De, der rammes af § 266 b, det er dem, vi lige for tiden ikke ka' li'.
Det hænger grundlæggende sammen med, at den ideologiske lov straffer holdninger. Men lov og ret går jo hos os ud på, at man straffer folks handlinger.
Dommen over de holdninger, som ligger bag handlingerne, er ikke en sag for domstolen, men for den frie meningsudveksling.
§ 266 b er vendt mod visse ytringer. Og en ytring er ofte udtryk for en bestemt holdning. Men den kan faktisk også i sig selv være en handling - sågar en kriminel handling. Det gælder f. eks. trusler. At true, f. eks. med vold, hvis ikke den, man truer, retter ind, det er og skal være strafbart. Det eneste antagelige i § 266 b er, at den foruden at rette sig mod forhånelse og nedværdigelse også retter sig mod trusler. Det samme gælder også opfordringer til vold eller til anden kriminel handling. En sådan opfordring er ifølge grundloven at regne for en kriminel handling i sig selv. Men en ytring, der er udtryk for et synspunkt, den skal - uanset hvor utiltalende vi måtte finde den - ikke retsforfølges. Så har vi principielt fået noget, der nærmer sig et tankepoliti.
§ 266 b har medført en række rene chikaneanmeldelser og understøttet den opfattelse, at politiske uenigheder skal afgøres ved domstolene og ikke i de politiske fora og den offentlige debat. Men just dér hører politiske og principielle uenigheder hjemme - ikke ved domstolene.
Lad mig til slut vende tilbage til min egen sag. Jeg har jo erkendt, at tonen i passagen i Berlingske Tidende var uheldig - sarkastisk og, nå ja, lidt for Karl Smart-agtig. Bør jeg så ikke straffes for det? Jamen, det er jeg sandelig blevet. I en rum tid haglede det ned over mit syndige hoved med fordømmelser og skældsord, hvilket jeg helt ærligt ikke syntes var specielt morsomt. Jeg fik læst og påskrevet, og sådan regulerer ytringsfriheden selv tingene her til lands - uden overflødige retssager efter ideologiske paragraffer.
Det har statsadvokaten måttet høre for i den offentlige debat, efter han har rejst sagen. Men ikke fra mig. Politi og statsadvokat og dommer gør blot deres arbejde. Retsløsheden ligger alene i § 266 b. Ansvaret er alene politikernes.
Lad mig føje til, at jeg under den storm, mine ord vakte, undrede mig over en uvidende og uinteresseret medieverden, som ikke ét sekund standsede op og værdigede selve problemet - æresdrabene - nogle få overvejelser ( der var dog en enkelt hæderlig undtagelse). Det problem, jeg havde omtalt, var vel væsentligere end min ringhed. Og det var faktisk, hvad jeg skrev om i den artikel, min advokat har læst højt: de kommenterende klassers ligegyldighed og ringe vidensniveau, når det gælder islam .
Fakta: § 266 B
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Billedtekst: TEGNING: KAMILLA WICHMANN
Jyllands-Posten | 04.12.2010 | 1. sektion | Side 10 | 711 ord | artikel-id: e253ab73
Irriteret Langballe dømt for ærekrænkelse
DF-politikeren Jesper Langballe tilstod i går i retten i Randers, at han har overtrådt racismeparagraffen. Tilståelsen udstiller det urimelige i paragraffen, mener formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard , der også var mødt op i retten.
Af DORTE HEIDE PEDERSEN
Afslappet og fattet ankom den 70-årige tidligere sognepræst Jesper Langballe (DF) alene til retten i Randers.
Inden han tog plads i retssalen, fangede hans blik dog den ophængte retsliste, hvor hans sag blev beskrevet som en sag om racediskrimination, hvilket for en kort stund bragte ham ud af fatning: »Det gør mig edderspændt rasende. Muslimer er ikke en race. Jeg burde lægge sag an mod retten,« lød det irriteret fra Jesper Langballe, som statsadvokaten havde tiltalt for ærekrænkelser mod muslimer med sin udtalelse i et debatindlæg i januar i Berlingske Tidende: »Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres børn, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.«.
Tilståelse på papir
Hans udtalelse kom som en støtte til Lars Hedegaard , formand for Trykkefrihedsselskabet, der kort forinden var kommet med en række kontroversielle udtalelser om muslimer i et længere videointerview på blogsitet Snaphanen.
Anklageren havde kun lige ridset anklagen op, da Jesper Langballe erkendte sig skyldig i ærekrænkelser ved at læse op fra sit medbragte papir med overskriften "Tilståelse".
Dommen lød på en bøde på 5.000 kr. og uden formildende omstændigheder. Den modtog Jesper Langballe uden tøven og med et smil.
»I bagklogskabens lys bryder jeg mig ikke selv om tonen i den pågældende tekst-passage. Sandhedsværdien står jeg derimod fuldt og helt ved,« sagde han og kaldte tonen uheldig, sarkastisk og "karl smart"-artig.
Noget, som kun ordene "nøjes med" var skyld i - uden dem kunne Langballe ikke anklages for noget, hæftede hans forsvarer sig ved.
Han forlangte bøden nedsat eller bortfaldet.
Beskyldningen fra anklageren om at generalisere med sætningen »der er muslimske fædre, der voldtager deres børn,« afviste Jesper Langballe: »Det er en meningsløs fortolkning.
Ordene "der er" kan aldrig betegne alle, men vil altid betegne en delmængde,« sagde han.
»Særlig retssbeskyttelse«
Jesper Langballe brugte Morgenavisen Jyllands-Posten Muhammed-tegninger som et eksempel på, at latterliggørelse er en legal risiko, som man må finde sig i ved at bo i et land med ytringsfrihed: »Hvis staten vil totalsikre borgerne mod hån, spot og latterliggørelse, er der ingen ytringsfrihed.« Både Langballes fætter, Søren Krarup (DF), og formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard , overværede retssagen.
»Hans tilståelse overrasker mig ikke. Jeg kendte godt hans beslutning, og det er først og fremmest en konstatering af, hvordan retspraksis er i dag - at krænkelsesaspektet er over, om det er sandt eller falsk, hvad man siger. Vi lever med, at muslimer har en særlig retsbeskyttelse i Danmark. Jeg bliver fornærmet over et eller andet hver dag, når jeg læser aviser, men det får ikke mig til at ringe til statsadvokaten og bede ham lægge sag an mod dem, der har fornærmet mig,« siger Lars Hedegaard .
Han skal den 24. januar i Frederiksberg Byret forsvare sine udtalelser om muslimer, som faldt i december sidste år.
Anklager Dorte Møller Andersen lagde i sin procedure vægt på, at Jesper Langballe havde fremsat sine ytringer i en landsdækkende avis og på internettet, og at de herved var nået ud til en bred del af befolkningen.
Herudover mente hun også, at det var en skærpende omstændighed, at Jesper Langballe er medlem af Folketinget, og at ytringsformen, et debatindlæg, måtte antages at være velovervejet.
Fakta: RACISMEPARAGRAFFEN
Eksempler på domme efter § 266b: 2005: Fremskridtspartiets tidligere leder Mogens Glistrup får en dom på 20 dages ubetinget fængsel for at have udtalt, at Muhammeds tilhængere er kommet til Danmark for at drive danskerne ud af deres fædreland.
2003: Peter Neerup Buhl, folketingskandidat for Fremskridtspartiet, bliver af Højesteret idømt 20 dages betinget fængsel for helt generelt at kæde muslimer i Danmark sammen med bl. a. terror.
2003: Morten Messerschmidt, tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og nuværende medlem af Europaparlamentet for DF, får som medlem af Dansk Folkepartis Ungdom en betinget dom på 14 dage for at have fremstillet plakater og annoncer, som sidestillede det multietniske samfund med massevoldtægter og bandekriminalitet.
Straffelovens § 266b: Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Billedtekst: »I bagklogskabens lys bryder jeg mig ikke selv om tonen i den pågældende tekst-passage. Sandhedsværdien står jeg derimod fuldt og helt ved,« sagde Jesper Langballe om det debatindlæg, der nu har kostet ham 5.000 kr. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen
Kilde: Berlingske Tidende 04.12.2010
|