For det første skal man ville integrere sig, og det er der mange, som ikke føler sig motiveret til.

Vores velfærdssamfund sikrer alle borgere bolig, mad, uddannelse, tøj på kroppen og lægehjælp til både sig selv og deres børn, uanset hvordan de lever og opfører sig. Der er heller ikke risiko for at være ensom, selvom man ikke taler dansk, ikke har danske venner og kolleger og ikke bryder sig om dansk kultur. Der er nemlig rigeligt med muligheder for at bo sammen med andre indvandrere, som har samme sprog, kultur og religion som en selv. Et godt eksempel er danskfødte Iman Rabeh, som argumentere mod nedrivningen af Vollsmose: "Vi kan det samme sprog, som vi alle sammen snakker, at vi holder sammen, altså, min nabo - alle mine naboer er arabere, hvis de ikke er arabere, så er de libanesere, hvis de ikke er libanesere, så er de - vi har den der kærlighed til hinanden, at du er araber - jeg er araber, vi kan snakke sammen, vi kan diskutere det hele. ... danskere i det hele taget, de er ikke ligesom os, de - i alt, altså vi har forskellige traditioner, vi har forskellige - altså, vi er forskellige, og der er forskel på vores tankegang." (DR 25.10.).

For det andet skal man måtte integrere sig. Den muslimske kultur er præget af stærk kulturel og religiøs kontrol. Unge og voksne muslimer, som ønsker selv at vælge deres seksuelle partnere, tøj, religion, mad- og drikkevaner, og som omgås danskere i stor stil, risikerer at blive udstødt af familien eller det, der er værre. Der skal ikke statueres mange eksempler på udstødelser, trusler, indespærringer, tvungne opdragelsesrejser, tæv og mord, førend flertallet "frivilligt" vælger at rette ind.

For det tredje skal man kunne integrere sig. Det indebærer, at man lærer at skrive og tale landets sprog tæt på fejlfrit (helst også engelsk), at ens forældre vil og kan støtte ens skolegang, at man uddanner sig, tager et arbejde, holder sig fra kriminalitet og får ikke-muslimske venner. Dertil kommer det - langt sværere - psykologiske spring, som indebærer, at man skal omfavne værdier, man er opdraget til at modsætte sig. Dette indbefatter fri seksualitet, ytringsfrihed, sekularitet og kvinders og ikke-muslimers ligeværd.

Alle muslimske indvandrere skal overkomme disse tre udfordringer, og det er kun et lille mindretal, som når igennem nåleøjet. Dem som gør, bliver oftest set ned på af deres trosfæller, og de har ingen reelle muligheder for at udøve indflydelse som rollemodeller og fortalere for integration og moderering af islam. Derfor er integrationsproblemerne fortsat med at vokse indtil nu, og de vil blive langt større end de er i dag. Løsningen kan formuleres enkelt: Manglende vilje eller evne til integration skal gøres så praktisk besværligt og økonomisk urentabelt, at statsbetalt udvandring - såkaldt repatriering - er det eneste tiltrækkende valg. ¨

 

Kilde: